Søndag nåede jeg bunden af karmakontoen. Måske havde jeg trukket for store veksler på den. Og måske leveret for lidt tilbage til universet? Universet har i hvert fald været mig gavmildt stemt i de seneste uger og øst milde gaver ud over mit lille liv.
Mine unger og jeg havde sat hinanden stævne på den store bålplads på Amager Fælled ved frokosttid. Det var ikke en optimal plan. For vandet væltede ned fra oven. Min søn meldte hurtigt helt fra. Helt uden blusel meddelte han, at han og kæreste var blevet så godt installeret i sofaen, at de ikke lod sig rive op. Og slet ikke for at cykle en time gennem regnen. Vi andre flyttede hele arrangementet til ældstebarnets villa i Hvidovre Havn.
Jeg lagde pakken med pølser og posen med skumfiduser i tasken, pakkede mig ind i vandtæt tøj og cyklede gennem den silende regn til Valbyparken. Jeg kørte ind i en mur af små bitte insekter. De var allevegne. I øjnene, i munden, i næsen, under tøjet, og jeg fik et akut vanvidsanfald. Jeg overdriver ikke. Det var en mur.
Nu skal man ikke lade sig kyse af en smule vand. Vera førte an og insisterede på uendelige gyngeture midt i det store brusebad. Vi andre slog den store parasol op og lagde brænde i den nyindkøbte bålplads. Vi havde jo aftalt snobrød og ristede skumfiduser. Og når man har aftalt, så bliver det sådan.
Og så sad vi der i regntøj og gummistøvler med pinde og snobrød og skumfiduser. Og jeg vil tro, der går en rum tid, før vandet er faldet på den store bålplads på Amager Fælled, så vi igen kan sætte os på tæpper i græsset, mens ilden gnistrer fra et rigtigt bål.
Helles Blog 