Hverdagen vinker

Mens jeg begynder at forberede mig på noget hverdag, forsøger jeg af alle kræfter at lade være med at række tunge af juleferien. Jeg fik set de fleste af de mennesker, jeg havde planlagt. Undtagen dem som også lagde sig med influenza. Jeg fik holdt jul. Næsten uden julefrokoster. Fik set en masse film og læst bøger. Og slidt urimeligt meget på sofaen.

Nu ligger de bunker, jeg kastede bag lænestolen før jul, sorteret på gulvet. Klar til nyt liv. Og jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Og kan se, at jeg nok må afsætte nogle timer i morgen. Selvom ferien ikke helt officielt er slut.

Til gengæld belønnede min næstsidste feriedag mig med noget, der lignede forårsvejr. Jeg blev grebet af stemningen og var pludselig på vej mod Kalvebod Fælled. Hvor jeg fortsatte langs vandet og over motorvejen. Og så ved jeg ikke helt, hvad der skete, men jeg fandt mig selv på vej ad et af de virkelig små spor. Ud over fælleden. Hvor jeg ikke har været i næsten et år, fordi min venstre hæl har sat markante begrænsninger. I dag var ren nydning, og jeg kom længere væk, end jeg har været meget længe. 16-17 kilometer alene på savannen helt uden hælbrok kunne næsten få tårerne frem.

Noget er alligevel gået godt i den juleferie.