Northside, Nick og nostalgi

I nogle måneder har billetten til North Side siddet i klemmen på min reol og sendt glædebølger ned i maven, når jeg har set derhen. Jeg er gammel festivalhaj med hundrede års erfaringer fra Danmarks Smukkeste, hvor jeg styrede Informationen gennem mange år. Sammen med alle mine hurtigtvoksende børn og deres lige så hurtigtvoksende venner. Og mine egne venner. Og søstre. Ren nepotisme der.

Men jeg blev syg. Og for lidt i vild i alting. Kunne ikke overskue mængder af mennesker, larm og skøre krav. Var på festival en gang eller to og havde den helt mærkelige oplevelse at kunne gå anonymt omkring. Ingen kunne længere kende mig. Så jeg flygtede og gemte mig lidt bagved gardinerne. Voksede måske på en måde fra festivalen. Troede jeg.

Lige til jeg så programmet for årets Northside Festival i Århus. Og havde hørt på Amarorama, som endeløst og åndeløst kunne fortælle om den nye festival i Århus. Men musikprogrammet…. indeholdt næsten alt, hvad jeg kunne drømme om. Så i verdens hurtigste dankort-snuptag havde jeg købt en billet. Der kom med posten et par dage senere. Og indtog hæderspladsen i klemmen på reolen.

Selvom jeg alligevel måtte gå glip af koncerter, som jeg havde drømt om, fordi arbejdet sparkede mandagsmorgenmøder ind, var det en festival, jeg nok aldrig glemmer. Jeg hyggehangud med Amarorama, Pille og Signe. Havde dejlige gensyn med gamle venner. Hilste på Stine. Krammede Hulemor, som lige har scoret den bedste eksamen. Og nåede aldrig at finde Anne. Jeg hørte musik, der løftede mig ind i himlen, og musik der sparkede energi i mit gamle skrog. Jeg græd næsten til Nick Cave, fordi han gjorde noget, der var mere og større og vildere, end jeg havde håbet. Jeg mødte ny musik, jeg ikke kendte. Tegan and Sara f. eks., som jeg aldrig har lyttet til. Hørte Kings of Convenience, mens vi lå i græsset og nød solstrålerne og drømte om cava. Som vi glemte, da det pludselig var efterår senere samme dag.

Og så er jeg alligevel sådan en, som Amarorama må råbe spejdersvin efter. Fordi jeg står op og løber gennem gamle løbeture fyldt med nostalgi. Tog Signe med på løbesightseeing i Risskov langs stranden. Hvor jeg har fået så mange bank gennem årene. Løbebank, forstås. Fordi jeg løb sammen med en flok ugalante mænd, der med største fornøjelse trak mig gennem løst sand og sten. Men så dejligt at gense. Dufte til de massive ramsløg i skoven. Smutte forbi den Permanente med Danmarks bedste badeklub. Forbi min gamle roklub og forbi børnenes gamle skole. Og endelig gennem mit gamle sygehus på Nørrebrogade, gennem Universitetsparken og forbi mit gamle institut.

Og nu har jeg fået en lørdagsbillet til min gamle festival. Fordi vi alligevel ikke er vokset helt fra hinanden.