Mye vanskelig forhold på fjellet – sagde nordmændene i dag. Men det startede perfekt. Solen bredte blå himmel ud over landskabet. Så vi smurte madpakker, smurte skiene med den perfekte voks og traskede op ad sporet til højfjeldet.
Der var perfekte forhold, og vi stornød udsigterne omkring os. På den første strækning opad, tænkte jeg med en smule ærgelse, at jeg slet ikke havde den samme optursoplevelse som sidste år. Sidste år gik alting bedre og bedre hver dag. Sådan var det ikke helt i år. Indtil det lige pludselig alligevel var sådan. Pludselig kørte det hele. Pludselig havde jeg fæste og kunne løbe op ad sporet uden bagglid. Ha – optur igen.
Nå ja, her er temmelig meget mere kuperet end omkring Mysuseter. Og sneen er meget langt fra så perfekt, som den var for et år siden. Men jeg var ved at ‘get the hang of it’. Vi kørte en glad tur og smuttede ned på hotellet med vores madpakker. De smager bedst, madpakkerne, når de er blevet luftet.
Nu skinnede solen helt uden hæmninger, og vi snuppede igen skiene og smuttede afsted. Ned i dalen denne gang. For vi havde set en melding og vind på højfjeldet. Alt var godt. Vi gik glade afsted. Og pludselig var det hele is. Og det gik op og op og op. Vi knoklede. Og knoklede. Og svedte. Og bandede. Og så standsede vi for at putte en anden voks på skiene. Det hjalp. Lidt. For der var stadig ren is på de upræparerede løjper.
Men vi er cirka lige stædige, så vi fortsatte. Henning er både større og stærkere og hurtigere end mig. Så han nød solen lidt ekstra, mens han ventede, når jeg var langsom. Turen på tværs med udsigt over dalen var fantastisk. Solen bankede ned, sneen var fin humøret højt. Lige til det gik nedad igen. Det gik ned og ned, og farten accellerede hurtigt. Pludselig smuttede min venstre ski ud af sporet. Og med halvvild fart slog jeg en slags saltomortale og landede på højre balle. Av. Men når man er stædig, prøver man igen. Og det skete én gang til. Bang. Og av. Jeg var færdig med gamle spor og plovede afsted midt på løjpen. Som var ren is. Og jeg faldt og jeg faldt. Til jeg råbte et højt og arrigt FUCK og smed skiene.
Det var ren røvtur hele vejen hjem. Da vi endelig nåede ned i dalen, var der også is der. Og for at rette en særlig hilsen smed universet en stiv kuling imod os resten af vejen hjem.
I morgen har vi ondt over det hele.
Men vi kom hjem. Nu med blå mærker.
Helles Blog 
Det matcher da ellers meget godt det der psyko-sport du plejer at dyrke:-)
Jeg læser med hver gang slået af skræk og rædsel over høje bjerge, styrt på bjerge, blodsmag i munden på en almindelig højhellig hverdag, værkende muskler,monsterlange cykelture og nu is under skiene….Jeg forstår det slet ikke, men HOLD DA KÆFT hvor er det sejt!
Jeg elsker altså at læse med her!
.
.
Jeg elsker, at du elsker det 🙂