2016

Man kan sige meget skidt om 2016. Det er der mange, der har gjort, så det behøver jeg ikke. Mickey Gjerris siger det så fint i et opslag på Facebook:

Finder det meget problematisk, at så mange skælder ud på 2016. Det er bare et år og kan ikke gøre for det. Det kan vi til gengæld. Det er os, der skaber historien. Os mennesker. Vi har ansvaret. Verden bliver som vi vil. Er ganske enig i, at det ikke er gået så godt det sidste års tid. Men så må vi jo se at få gjort noget ved det, i stedet for at klynke over regering, Trump, terror, krig, loft over hjælp og uddannelse, klima og alt det andet, som i den grad trænger til en kærlig hånd. Så godt nytår og god arbejdslyst. Vi ses i 2017

Det blev et år, der lærte mig meget. Det lærte mig, at det eneste rigtige jeg kan gøre, er hele tiden at handle med min overbevisning. Jeg kan ikke udrette mirakler, men jeg kan måske skubbe blidt til nogen, der så prøver at gøre noget godt for andre. Det findes derude, det gode. Det kan være svært at få øje på i medierne, og vores folkevalgte politikere sammen med dem in spe gør intet for at hjælpe det på vej. Det kan vi kun selv gøre.

Jeg er en lille brik i et større demokratisk system. Jeg er ikke politiker. Mine hverdagshandlinger kan sammen med andres hverdagshandlinger tilsammen flytte lidt. Når nok gør det, kan det flytte mere. 2016 har lært mig, at den vigtigste udvikling kommer nedefra. Fra hverdagen.

Så det går mit liv med, og det kommer 2017 også til. Mens jeg gør det, må jeg leve med, at venner unfriender mig på Facebook, at nogen kalder mig pladderhumanist, betonfeminist, halalhippie, godhedsindustri, landsforræder, naiv og andre ikke-venlige navne. Jeg lever med det. Mens jeg bliver ved med at tale om humanisme som fundamentet i det samfund, jeg elsker.

Jeg gør det, fordi jeg kan. Jeg kender tilstrækkeligt andre mennesker, der har levet i samfund, hvor mine handlinger kunne koste fængselsstraf eller værre. Derfor bliver jeg ved med at ytre mig, deltage og handle. Hvis jeg lod være, måtte jeg hver morgen slå blikket ned foran spejlet i badeværelset. Demokrati og frihed forpligter. Jeg flasher ikke så meget, hvad det er, jeg gør. Jeg snakker med mine børn, mine børnebørn og mine nære venner om det. Fordi jeg gerne vil være den modvægt, mine børnebørn har mod den fjendske retorik. Mit professionelle liv er ikke anderledes end mit private frivillighedsliv. Der er ingen konflikter der.

Da jeg var ung teenager, og min far netop var udnævnt til overlæge i en mindre by i Jylland, gik vi en aften sammen på gaden. Jeg husker blot, at vi gik sammen i mørket, og han sagde, at jeg nu var forpligtet overfor dem, der havde vanskeligere kår end os. Privilegier forpligter, sagde han. Jeg har aldrig glemt den samtale. Det har han sikkert. Men det er en af de situationer, en af de sætninger, der siden på mange måder har været med til at styre min måde at leve mit liv på. Astrid Lindgren sagde noget lignende, at den som har meget magt også må være meget rar (frit efter hukommelsen). Nå, jeg er ikke altid rar. Men jeg har altid siden følt den forpligtelse, og ligegyldigt hvor fattig jeg har været, har der altid været nogen, der havde det værre. Og ligegyldigt hvor skidt det stod til, var der altid noget at give af.

Jeg går ud af 2016 med en god fornemmelse. Der er sket så mange forfærdelige ting, og der er udviklinger, der bekymrer mig ind til marven. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg har kun tre nytårsforsæt: at gøre det, jeg gør bedre og mere, at bruge en uge syd på i starten af december og overgive mig til influenzavaccinen.

Rigtig godt nytår.