Per Kirkeby – min redningsmand

Jeg skal begynde at skrive igen. Jeg skal. Jeg skal overvinde den inderlige modvilje, der vælter op i mig, når jeg sætter mig til tasterne. Mit liv er bedst, når jeg skriver. Jeg har en pligt til at skrive. Til at lade min stemme lyde i det hav af meningsløst politisk angst og vrede, der flyder ud over internettet hver eneste dag. Og jeg har noget på hjerte. Hver dag.

Men jeg starter med et tab. For i dag er maleren Per Kirkeby død. Uden Per Kirkeby havde jeg aldrig skrevet mit første speciale. Og måske heller ikke det andet.

Da jeg som så mange andre gik uhjælpeligt i stå i min specialeskrivning, talte jeg en smule fortvivlet med min vejleder. Hun var min vejleder på universitetet og hun var maler. Hun så længe granskende på mig og stillede et par spørgsmål til min sumpede tilstand. Så klappede hun papirerne sammen med et lille smæld. Gå i biografen, sagde hun. Hvad? Jeg så overrasket op. Gå i biografen og se Per Kirkebys dokumentarfilm om sit store maleri. Se den og hør rigtig godt efter alt, hvad han siger.

Jeg gik lettere forvirret derfra og trissede ned i Øst for Paradis og købte en billet og så filmen. Det var ‘Vinterbillede’, og pludselig midt i filmen, forstod jeg, hvorfor min vejleder sendte mig i biografen. Filmen handler om tilblivelsen af billedet og hvordan billedet af sig udvikler sig til noget han ikke kan lide. På et tidspunkt udbryder han, at han hader gult (eller var det rødt?), men han er nødt til at male det ud, før han kan gå videre. Han skal overstå alt det grimme, før der opstår energi i billedet.

Jeg gik hjem og skrev. Skrev og skrev mig igennem alt det, der var grimt. Alt det der rejste sig som modstand og trak energien ud af mit speciale. Og så skrev jeg bare mit speciale.

Nu er han død, den store mester. Hans kunst lever, og den energi, der ramte mig midt i hans fine film, må jeg kunne finde igen. Jeg tror, jeg skal skrive mig igennem det grimme atter engang for at finde ud af det garn, der har viklet sig om mine fingre. I aften sender jeg bare en kærlig tak og håber inderligt, at han kom godt afsted. Og jeg sender en tak til universet for at minde mig om at komme ud af en sump.

IMG_9625

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s