Fortabthed #6

Jeg flød i en følelse af fortabthed. Fortabthed, ulykkelighed, alenehed, forvirrethed. Dagene flød sammen, mens jeg febrilsk forsøgte at holde sammen på vigtig tid. Fortvivlede venner trøstede mig. Jeg trøstede mine fortvivlede venner og mine fortvivlede forældre. Talte og talte med mine børn. Mine negle kradsede i væggene i forsøg på at holde fast i verden.

Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvordan man gjorde det her.

Jeg skrev rundt til mine venner. Og mine bekendte og kolleger. Jeg gentog og gentog. På en måde blev det lidt mere virkeligt. Bliv ved med at komme, skrev jeg. Kom forbi med nye artikler, spil musik for mig, gå ture med mig, lån mig bøger, fortæl mig nyt, send mig film. Om jeg skulle leve eller dø – jeg var bange for at blive min sygdom. At blive fortabt i optagethed af mig selv. At blive kedet til døde.

Det var som om, underlaget under mig var ude af kontrol. Som stod jeg på en bjergside, hvor sneen langsomt skred under mine fødder. Hvor en lavine når som helst kunne blive udløst.

Men jeg pakkede håndtasken og gik en tur i byen. Jeg gjorde noget velkendt, mens jeg stadig kunne. Jeg gik på udsalg og købte løbetøj. Jeg gik i Sophie og købte en tynd og fin kjole med perlebroderi. Og da det blev lørdag løb jeg ud til min løbeklub og fortalte, at jeg havde lymfekræft. Jeg gentog og gentog. Og hver gang, jeg sagde ‘lymfekræft’ og ‘kemoterapi’ højt, blev det ufattelige lidt mere virkeligt.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.