Jeg har jo en historie at fortælle #18

Det har været jul og nytår, og det er tid at tøffe videre med min fortælling om at blive syg. Fortællingen nåede inden jul igennem min diagnoseproces, min første kemoserie og to ugers pause. Jeg blev behandlet efter en tysk behandlingsprotokol efter en plan, der hed aggressivt og intensivt. Jeg havde fået 13 højdosisbehandlinger og en skrap omgang binyrebarkhormon på fem døgn. Den næste serie var fuldstændig identisk, og jeg havde en idé om, hvad der ventede mig.

Jeg havde endnu hår på hovedet, og på afdelingen rådede de mig til at anskaffe en paryk, mens jeg stadig havde hår. Det råd skal I ikke give igen. Når man har hår, kan man ikke mærke, hvordan en paryk vil føles.

En løbervens kone var stylist. Jeg kendte hende ikke rigtigt, og hun kendte ikke rigtigt mig, men hun tilbød mig at hjælpe med hår og paryk og udseende i det hele taget. Jeg var stadig lidt rundtosset af mine nye vilkår og sagde ja tak. Vi startede i parykbutikken, hvor min rundtossethed fik mig til at købe en paryk med halvlangt lyst hår ud fra en antagelse om, at sådan en måtte man have. Jeg kom aldrig til at bruge den. Den ligger stadig i en pose i mit loftsrum.

Næste projekt var briller. Jeg bruger kontaktlinser, og de ville blive en infektionsrisiko og ubrugelige med de slimhindeproblemer, kemoterapien medførte. Så væk med dem. Stylisten afviste mine gamle briller, og jeg investerede i et par dyre nye briller. Hun og brillemanden syntes ikke, det klædte mig med de runde briller, jeg havde brugt i mange år. Vi sluttede dagen i hendes frisørsalon, hvor jeg efterlod mine lange lokker.

Lige der gik det op for mig, at jeg var aldeles ligeglad med mit udseende. Kræft er grimt. Kræft er fysisk. Og fysisk grimt. Kræft forandrer. Det gav mening at se ud, som jeg gjorde. At lade mit ansigt følge, hvad der måtte ske. Jeg smed kohlblyanter og læbestifter væk. Og bandede lidt af de dyrt indkøbte paryk og briller, som fik mig til at ligne en helt anden, end den jeg var. Parykken lignede en fastelavnsparyk, da den kom på, og da jeg ikke længere havde hår var den værre end den værste kradsuld. De næste mange måneder brugte jeg bløde tørklæder på mit nøgne og følsomme hovede.

Ændret udseende var en af de absolut mindste udfordringer, jeg skulle møde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.