Jeg er så glad for min cykel #22

Det går ikke rigtig godt med min fortælling her. Jeg havde en forestilling om, at afsnittene skulle komme i en lind og sammenhængende strøm. Men jeg bliver forstyrret af sundhedsreformer, paradigmeskift i udlændingepolitiken, planer om lovindgreb mod fredede områder i mit område – og masser af andre sager, som jeg får lyst til at blogge om. Så desværre er jeg uregelmæssig, men det er in blog og mit tempo. Og nu kører jeg videre.

Blodpropperne kastede grus i mit maskineri. Optimismen druknede i angst for en tid. Når jeg brugte højre arm, stasede blodkarrene på min hals og gav mig kvælningsfornemmelser. Højre arm svulmede op. Jeg vænnede mig aldrig til det, og det tog år, før det mildnedes. Det er aldrig blevet helt normalt, men nu lever jeg med det.

Jeg bevægede mig mere usikkert ud i verden. Men jeg måtte ud. Jeg savnede mine løbevenner. Jeg savnede vores lange ture rundt i Marselisskovene. Jeg savnede deres dårlige vittigheder. Jeg begyndte at hænge lidt ud hos Mikkel, der havde et lille cykelværksted i en baggård i Grønnegade. Og så købte jeg en cykel af ham. Jeg købte min lyserøde mountainbike, som jeg elskede fra første øjeblik.

Cyklen åbnede verden for mig igen. Jeg kunne cykle langt væk hjemmefra. Jeg kunne cykle sammen med de drenge, jeg plejede at løbe med. Langt ud i skoven. Jeg kunne følge deres forberedelser til maratonløb og hurtige konkurrencer. Jeg kunne igen få dårlige vittigheder i metermål. Det blev en fast aftale, at jeg cyklede til Marselisborghallen hver lørdag for at følge med dem på deres lange lørdagstur. Og det var livseliksir. Den faste lørdagsaftale fik mig afsted. Hver lørdag. Jeg vidste, de ville blive bekymrede, hvis jeg ikke dukkede op. Så jeg kom. Og selv når jeg var dirrende af træthed, cyklede jeg let 30 km med dem. Og var gladere bagefter. Og mindre træt.

Cyklens lyserøde farve blev en slags varemærke for mig rundt i Århus. Måske mest fordi jeg er meget lidt lyserød. Det er den eneste cykel af sin art i hele landet. Ingen anden cykel ligner den. Og jeg elsker den stadigvæk. Den er frihed og glæde og ind imellem vild jubel.

Cyklen betød også, at jeg fik endnu mere motion. Jeg gik stadig flere timer hver dag, og nu supplerede jeg med lange cykelture. Og selv når kemoen slog mig næsten til jorden, for det gjorde den ind imellem, så kom jeg ud. Jeg har ingen anelse, om det har haft betydning for min helbredelse. Men det har helt sikkert haft betydning for mi restitution mellem behandlingerne. Og det har bestemt haft betydning for, hvor lidt svækket jeg var efter min sygdom.

2 thoughts on “Jeg er så glad for min cykel #22

Skriv et svar til Helle Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.