Coronalister

Mine unger
Skud ud til alle børn i familien. Både de voksne børn og børneungerne. Vi er vokset lidt mere sammen på den gode måde. Jeg bliver slet og ret glad helt ind i knoglerne af at være sammen med dem. Og vi finder hele tiden nye veje. Fra at samles hver søndag hos mig, er vi sammen hver for sig. Jeg er så heldig at have et fleksibelt arbejde, så en gang om ugen flytter jeg det hele til om aftenen og hjemmeskoler de to piger på Frederiksberg på 6 og 9. Og nogle gange også Otto på 4, som er særlig glad for Zoo-skolen. I dag cykler Alma på 14 tidligt over til mig og er i skole her, mens jeg arbejder. Senere skal vi lave vegetarmad til resten af hendes familie. For Alma vil gerne lære at lave mere klimavenlig mad, og så laver vi da bare skolekøkken. Om to uger tager jeg med Elvira og hendes forældre i sommerhus på Møn og går ture og ser Gurli Gris. Jeg er virkelig meget glad for min boble (som også rummer en enkelt god veninde)

Langsomhed
Jeg er begyndt at holde af den langsomhed, epidemien og nedlukningen har sneget ind i mit liv. Det har krævet tilvænning, for jeg er så vant til et liv med fart på. Jeg har levet i mange år med hårde deadlines og problemløsning i sundhedsvæsenet. Nu er mine deadlines hele tiden under forandring og alt bliver blødt op i usikre prognoser. Samtidig har alle på min arbejdsplads lynende hurtigt måtte omstille os til digitale løsninger på det ene og det andet. Og ind imellem perioder, hvor jeg gylper over al den skærm, bliver det sjovt at finde nye veje for umulige problemer. Langsomheden lukker op for en uvant mulighed for grundighed og fordybelse. Jeg kan lave det bedste! Hvis jeg er dygtig nok.

Jeg går. Langsomheden betyder, at jeg næsten aldrig er nødt til at skynde mig. Jeg kan bare stå lidt tidligere op, jo. Så jeg går til Frederiksberg og hjemmeskoler børn, jeg går når jeg køber ind, jeg går når jeg skal på arbejde i klinikken. I går gik jeg til Amager Strandpark og Helgoland i solskin. Omklædningsrum og sauna har været lukkede længe, så nu er vinterbadning helt råt. Badeanstalten er åben, og vi bader bare. Vi klæder om i det fri og har bunker af uld og termotøj klar. Og i går varmede solen os, så vi kunne tage ekstra dyp. Badeanstalten forandrer sig. Vi taler mere sammen. Og er taknemmelige for, at vi bliver ved med at have muligheden.

Nye vaner
Med langsomheden har der sneget sig nye vaner ind. Jeg plejer at cykle mindst 150 km hver uge. Jeg har langt til arbejde, og bil er slet ikke en del af mit univers. Længe cyklede jeg faktisk på arbejde hver dag, eller det gjorde jeg jo ikke, men jeg cyklede derud – til Gentofte og hjem igen. Så blev det mørkere og mørkere, og det blev lidt sværere at finde den rigtig gode idé i at sætte mig ud på en kold cykel uden rigtig grund. Så giver det bedre mening at snøre løbeskoene og løbe, mens København langsomt vågner. Men jeg blev træt at mørket. Nu står jeg op og tager termotøjet udenpå nattøjet, inhalerer en kop kaffe, og så går jeg en lang tur. Turen slutter jeg i supermarkedet, når det åbner, på de dage hvor jeg mangler noget, og så køber jeg ind – uden andre mennesker. Og så holder jeg løbepause midt på dagen og løber, mens det er lyst.

Jeg køber lokalt. Meget mere. Vi har ret mange små butikker, hvor jeg bor, og jeg vil gerne gøre mit, så de bliver her. Jeg kan bedre overskue de små butikker, og der er opstået en slags landsbystemning her midt i København. Vi kender hinanden, vi taler mere og mere sammen, og det er blevet så hyggeligt at komme i de butikker. Vi snakker om den her skøre tid og deres økonomi og børnene og de gamle og vaccinationer og den bande, politiet prøver at trænge væk fra vores bydel. Jeg kan lide det.

Taknemmelighed
Al den langsomhed og forandringer i dagliglivet får mig sgu til at være taknemmelig. Eller taknemmelighed stiger mere og mere op til overfladen i mig. Jeg får øje på alt det, der er at være taknemmelig for. Jeg er så knushamrende glad og taknemmelig over at bo i det her land. Hvor mennesker gerne vil tage hånd om hinanden. Hvor vi siger, – okay så, det er røv at undvære fester, koncerter, teater, kram, venner, rejser, Fisketorvet (!), rødvin på en fortovscafé, kolleger, kontorliv, middage – fortsæt selv. Men vi holder ud (de fleste af os). Der er håb forude. Vi ved ikke helt, hvordan livet bliver efter corona, men vi ved, at alting bliver bedre.

Jeg er skidetaknemmelig for at have et job. Der er mange, der ikke er så heldige. Og jeg er taknemmelig for at have et job, der holder mig travlt beskæftiget, for trods al min snak om langsomhed, er det ikke blevet lagt mange puslespil her. Jeg er taknemmelig for at have en familie, som også kan lide at være sammen. Jeg savner at være sammen med min far. Men han er 91, og nu venter jeg med at sætte mig i toget, til han er vaccineret. I mellemtiden kan jeg jo bare være taknemmelig for, at vi kan se hinanden på Facetime.

Og så er jeg altså bare multitaknemmelig over alle de mennesker, jeg savner og glæder mig til at se på den anden side

Og inden det hele drukner i flødeskum, skal der nok komme minuslister en af dagene. I dag har været en god dag. Dem er der mange af, men de andre findes også.