Sorgens grundstof, ord og meninger

Jeg har holdt mig ude af de fleste debatter i nogle måneder. Ikke fordi der ikke har været noget at debattere. Og ikke fordi jeg er holdt op med at mene noget. Jeg mener virkelig meget om utroligt mange ting. Jeg er nærmest ved at boble over af indestængte meninger. Som havde jeg drukket for meget boblevand med for meget kulsyre. Og nu begynder det langsomt at sive ud af mig.

Jeg har været bange. Jo, selvfølgelig for den voksende højreradikalisering i Europa. Den vildtvoksende skræmmekampagne mod indvandrere, der bimler over i ren racisme. Og den manglende miljøomsorg. Der er virkelig mange ting at være bange for.

Men det er ikke derfor, jeg ikke har ment noget ret højt. Jeg har været bange for at falde i den skidttønde, der præger næsten al debat. Der er en råben og skrigen, spytteri og mudderkastning, og det fyger med grimme ord og smædekampagner. Det gør intet godt for nogen debat. Og det er helt igennem skadeligt for vores demokratiske grundlag. Jeg bliver så vred, at jeg let ville kunne komme til og stå og råbe grimt på min egen side af kloaken.

Og det vil jeg ikke. For hvis jeg bliver revet med der, skrider mit fundament, og jeg vælter ned i skidrenden.

Jeg tror på ord. Jeg tror på samtale og dialog. Jeg tror på handling. Også små handlinger. Jeg tror på værdien af at gøre det, jeg synes er rigtigt. Jeg tror på venlighed. Jeg tror på omsorg og hjælpsomhed.

I dag læste jeg Anne Lise Marstrand Jørgensens nye bog, Sorgens grundstof, færdig. Eller lyttede. For den har været med mig på alle mine lange løbeture. Læs den. Den er det bedste, jeg har læst længe. Og den handler om sorg. Både den konkrete sorg og en større sorg over den måde, menneskene forvalter vores fælles liv gennem tiden. Og den handler om liv og eventyr. Bare læs den.

Anne Lise er utrættelig med sine ord. Det tager nogen tid at lade hendes store roman sive helt ind. Som sorgens grundstof. Men jeg vil genopdage mine ord. Det jeg kan. Måske kan jeg puffe blidt til en luftstrøm, der kan lave en bevægelse i en anden retning. Måske. Jeg skylder det.

IMG_8345

Sådan er Kirsten bare

En lørdag morgen satte jeg mig i den gode lænestol i morgensolen for lige at læse den første af Annes noveller i ‘Sådan er Kirsten bare’. Men da jeg havde læst den første og fået lørdagsharmonien sendt på kolbøttetur, måtte jeg læse den næste. Og den næste. Og sådan blev jeg siddende, til jeg havde læst alle seks noveller. Jeg sad eftertænksom tilbage og besluttede mig for, at min lørdag skulle være langsom.

Det er sådan noget, Anne kan med ord. Hun kan få mig til at slå bremserne i midt i mit hæsblæsende liv og se ordentligt på livet omkring mig. Hun får mig til at standse og se på den kvinde, der med mellemrum går op og ned af min gade og råber hæst. Hun får mig til at fatte, at den hæse råben er en del af liv, jeg aldrig kan fatte. Hun får mig til at se på fuglene, som ikke bare er fugle, men har deres egne kendetegn. Hun får mig til at se med mildere øjne og gå mere på opdagelse i min omverden. Og hun får mig til at tænke mig om.

Hver novelle skaber sit eget univers. Og de kan ikke kun læses en enkelt gang. De skal læses igen og igen. Fordi ved hver ny læsning, dukker en ny tanke op. Godt er ikke bare godt. Ondt er ikke bare ondt. Ulykker findes lige under overfladen hos mennesker, man ikke tror det om. Hver novelle får smil på mine læber, der brat bliver afbrudt af kramper i tæerne eller tårer på kinden. Jeg bliver puffet ud i hele følelsesregisteret.

Hendes mor stod i døren og vinkede. Hun vinkede med begge hænder, det havde hun altid gjort. Som om alt i livet var jubelglæde. Af alle vink var dobbeltvinket det værste.

Hun havde kvalme og sure opstød, da hun sad i bussen. Lugten af jordslåethed sad i hendes næse, og der var også noget andet. Noget dødt.

Sådan slutter novellesamlingen ‘Sådan er Kirsten bare’. Og minder mig om altid, altid at være omhyggelig med de mennesker, jeg har i mit liv. For midt i de overraskende ulykkeligheder, der konstant springer frem fra facaderne, ligger der håb på lur. Gør jer umage, derude. Og gør det sammen. Hvis vi gør det, behøver ulykkerne ikke at vokse i usynlighed.

‘Sådan er Kirsten bare’ er skrevet af Anne Bredahl og du kan købe den her. Gør det.

IMG_8161

Skovkrokodiller og komfurmonstre

Den her går ud til Anne Bredahl. Og det gør den, fordi hun har begået en bog. Til børn. Mens jeg løber rundt i København og krammer blidt på nogle vigtige mennesker, der trænger hårdt til blide kram. Og holder alle de vilde tøjler på mit job, der konstant er ved at blæse ud af mine hænder. Ja, så ville jeg ønske, at jeg fik skrevet mere til Anne og smuttede fordi i Århus noget oftere. Nu blæser jeg i stedet Veras anmeldelse af bogen “Min mormor og skovkrokodillen” ud på det samlede internet.

Da Anne og Ole sendte besked rundt, at børnebogen var klar og opfordrede til crowdfunding, sikrede jeg mig selvklart et eksemplar længe før den lå der trykt og færdig. Og efter måneders åndeløs venten lå den pludselig en dag der i postkassen. Og jeg har glædet mig som en fjollet sommersild til at introducere den for børnene i mit liv. Faktisk har jeg pisket lidt en stemning op. Om Anne, som jeg kender, som har skrevet en børnebog om en mormor, som næsten kunne være mig.

Veras dom var klar:

IMG_4566

Billedet er taget mellem anden og tredje højtlæsning. Og hun kunne let have snuppet en gang mere. Hun kunne lide billederne og blev ved med at opdage detaljer. Især var hun glad for de små lilla detaljer i næsten alle billeder. Fordi det er en særlig yndlingsfarve. Hun var vild med mormoren, med skovkrokodillerne og lillesøsteren, der låste sig inde i huset. Hun var en anelse forbeholden for komfurmonstre, og vi måtte lige sikkerhedstjekke det lokale gaskomfur. Hun kunne tilgive edderkopper under bladene, og blev lidt lun på at gemme insekter i æsker (må man det for forældrepolitiet?). Bogen er hyggelig og sjov med den helt rigtige grad af spænding og uhyggelighed – på den hyggelige måde. Og så fuld af detaljer, at vi aldrig bliver færdige.

Efter anden gennemlæsning placerede hun figurerne. Jeg vil være mormoren, sagde hun, så kan du være lillesøsteren. Jamen, er lillesøsteren ikke Esther? Og så kunne du være Marius, foreslog jeg. Nej, sagde hun med fast stemme, jeg er mormoren. Jeg vil ikke være Marius, du kan være Marius, for du er ikke bange for noget.

Og så var det på plads.

Vera havde en ultimativ anke. Hver gang vi kom til det med, at mormoren kunne løbe hurtigere end alle andre mormødre i verden, så Vera indforstået op på mig. Nej vel, sagde hun, der er ingen mormor, der kan løbe hurtigere end dig. Vel? Det ved vi jo.

Og så må det jo også være på plads.

Lige om lidt kan du købe bogen her. Og jeg kan kun sige – GØR det! Det er en af den slags bøger, som vi kan blive ved med at læse og blive ved med at snakke om. Det ultimative kvalitetsstempel kom, da jeg troede jeg var på vej hjem og troede, at jeg bare kunne pakke bogen i min taske igen. Den gik ikke. Bogen er blevet hos Vera på Frederiksberg.

Tillykke, Anne. Med den fine, fine bog.

Vinder af Stille død

Tusind tak for jeres kommentarer til Stille død. Flere af kommentarerne har rørt mig dybt. Og jeg tænkte længe over, hvordan jeg kunne finde en vinder. Når nu flere havde skrevet lidt hjerteblod ind i kommentarfeltet, blev jeg enig med mig selv om at droppe en tilfældig og retfærdig afgørelse. I stedet læste jeg alle kommentarerne igennem sammen med min far og min mor. Vi diskuterede det ret længe, læste alle kommentarer meget grundigt, og en gang til. Og det bragte os omkring nogle interessante betragtninger. Derfor har vi helt ureglementeret og helt uden tilfældigheder valgt en vinder af Mettes bog, Stille død.

Vinderen er kommentar nr #10, Birgitte. Og du får bogen, Birgitte, fordi mine forældre er helt enige om, at du har brug for den. Send mig din adresse, og jeg skipper den afsted på mandag.

Men jeg har en bog mere, som er min. Og den vil jeg gerne give videre. Mine forældre vil gerne låne den og læse den. Og både de og jeg hylder et princip om at dele bøger. Så når mine forældre har læst bogen, vil de gerne sende den videre til kommentar nr #2, Lene Damtoft, fordi de godt kunne lide tanken om at gå ned til havet og indse, hvad du så.

Tak for alle jeres bidrag. Til vinderne: send jeres postadresser, og bøgerne vil på et eller andet tidspunkt lande i jeres postkasse.

IMG_2874

Stille død

Døden har altid fascineret mig. Ikke på den dødsforagtende måde. Eller den morbide. Døden har bare interesseret mig. Måske fordi døden er det eneste helt sikre i vores tilværelse. Vi kommer til at miste, og vi kommer til at dø. Ligegyldigt hvor smukke, tjekkede og velhavende vi er, kommer vi til at krakellere og visne med tiden. Døden er det vilkår, alle må leve med. Høj og lav, rig og fattig, modig og bange, smuk og grim. Der er noget ensartet over døden, og alligevel vil vi aldrig vide, hvordan det er. Før vi er der. Måske derfor har jeg altid været nysgerrig.

På de fleste af mine rejser, lægger jeg vejen forbi en lokal kirkegård. Fordi de fortæller mig så meget om livet og om de ritualer, der bliver skabt omkring det at dø. På universitetet skrev jeg om døden og de ting vi gør, når nogen dør. Om dødens betydning for de liv, der bliver levet. Hvordan døden giver mening til livet, og livet giver mening til døden. Alligevel.

Engang overværede jeg en festival i et stort buddhistisk kloster i det nordlige Indien. Blandt andre sammen med en ung munk. Han forklarede mig, at de store masker skulle vise menneskene alt det grimme og skræmmende ved døden, så de ikke skulle blive rædselsslagne, når døden kom efter dem. Folk skulle se direkte på maskerne og blive bange. Når de havde set frygten, ville den ikke være skræmmende senere. For når man er rædselsslagen kan man miste orienteringen, sagde han. Jeg har selvfølgelig en maske stående på reolen i Sydhavnen. Og vi kigger hinanden hyggeligt i øjnene og tænker på Ladakh og buddhisterne.

Jeg har set mange mennesker dø. Holdt mange hænder. Strøget mange kolde kinder. Siddet ved siden af sørgende familier. Døden pustede mig koldt i nakken, da jeg fik kræft for noget, der nærmer sig 100 år siden. Jeg har altid vidst, døden var der. Altid vidst at døden også kommer til mig og mine på et tidspunkt. Pustet i nakken lærte mig, at det er sikkert og vist. Også for mig og min familie.

Døden er ubegribelig. Jeg kan ikke helt fatte, at verden en dag skal gå videre uden mig. Eller uden alle de mennesker, jeg kender og elsker. Og som er med til at definere min verden. Men det skal den, og det gør den.

Mette Ziemendorf Ringsted har skrevet en lille bog om, hvordan døden sparkede døren ind hos hendes familie, da svigerfar pludselig blev syg af kræft. Hun fortæller på sin stille hverdagsagtige måde om valg, hun aldrig havde forestillet sig at stå overfor. Om grænser der blev brudt og overskredet. Om nærhed og ægte omsorg. Om alle de absurditeter og meget fysiske udfordringer døden giver til en familie, der langsomt lader sig omfavne.

Bogen er en dansk version af min tibetanske maske. Når du læser bogen, kan du se nogle af de ting i øjnene, som er skræmmende, når nogen dør. Og måske er du mindre bange, når det møder dig engang. Mette fortæller helt usentimentalt om hvordan hendes og familiens angst hele tiden flytter sig. Mette og hendes mand flytter sig helt tæt på døden. Tættere end de nogensinde havde forestillet sig. Og får skabt en afslutning for dem og for svigerfar, som ikke kunne være smukkere. Og som gav så meget mening til det hele.

Bogen hedder Stille død, og forlaget har sendt et eksemplar, som du kan få i hænderne, hvis du lægger en kommentar. Jeg trækker lod eller vælger blandt kommentarerne på lørdag.

IMG_2857

Bogforum i Bella Center

For år tilbage droppede jeg Bogforum. I Forum var der for mange mennesker på alt for lidt plads, og med mine knapt 160 cm ragede alle andres kroppe langt op over mig. Jeg kunne hverken se eller røre mig. Lørdag lagde jeg min billet fra Litteratursiden i tasken og tog i Bella Center til mit første Bogforum i flere år.

Og der var plads. Også til små mennesker som mig. Humøret bimlede omgående i vejret over de mange kvadratmeter, der var reserveret børn og barnlige sjæle, straks efter indgangen. Så fyldt med farver og tegninger og kreative rum. Her lyttede jeg til Maren Utaugh i fornøjelig samtale med Stine fra Stinestregen, mens Marens børn tegnede på sidelinjen. Samtalen kredsede om Marens striber – på bloggen, i hendes bog og i Politiken – og om børneopdragelse og livet som kvinde og mor.

De store sale var fyldt med mennesker og bøger. Jeg forhåndsopgav det ret indviklede program, som min lørdagskrøllede hjerne slet ikke kunne navigere efter. I stedet besluttede jeg at chance den rundt og se, hvad lørdagen og Bogforum ville tilbyde.

Hos Politiken kunne jeg drysse rundt og se på bøger, mens jeg lyttede først til Line Knutzon og Peter Frodin i samtale med Lars Buhkdal om Lille Allan, og senere til Bo Lidegaard, der fortalte om sin bog ‘Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943’.

På Tranescenen kom jeg Ganske tæt på Jørgen Leth og Lars Movin i samtale om Leths filmproduktion og Movins bog om den. Samtaleformen så ud til at bekomme Jørgen Leth, der afdæmpet og klogt talte om at gøre sig livserfaringer som atlet og som filmmager. Og om at gøre op med myten om den hjernedøde cykelrytter. Atleter som cykelryttere bliver gang på gang presset til det yderste, og det lærer de hele tiden af. De har derfor mulighederne for at blive meget kloge mennesker, sagde han. Og han skabte analogier til sit eget filmmageri, hvor man produktioner var årtier undervejs, fordi han hele tiden måtte lære og hele tiden time produktionen. Derfor blev samtalen også om stædighed og vedholdenhed.

Jeg gik på opdagelse i Saxo’s univers af e-bøger, og jeg spottede Michael Rasmussen på vej væk. Jeg mødte et utal af gamle og nyere venner. Og jeg faldt over Modtryks stand med Rune T. Kidde udgivelser. Som jeg måtte købe lidt af til de små mennesker i vores familie, som må leve uden at have kendt ham.

Jeg undgik de populære krimiforfattere. Jeg er ikke nogen stor krimifan, og der var sindssygt mange mennesker omkring dem. Jeg bliver hurtigt træt af fortænkt ondskab, og jeg bruger helst min tid på forfattere, som har mere på hjerte end mordgåder.

Senere trak jeg mod Spotscenen for at høre nogle af de nye forfattere fra Forfatterskolen. Her var ikke mange mennesker, og jeg lænede mig nonchalant mod baren ikke langt fra scenen. August Boberg læste digte, og det var som at hvile sindet på en ø midt i havet. Da han var færdig, trådte ham, alle taler om, på scenen. Yahya Hassan, 18 år.  Jeg havde i en slags antibevægelse ikke haft hans bog i hånden. Hvad kunne en ung og meget nyudklækket digterspire mon sige en gammel kælling som mig? Mon ikke han blot var overhypet af sultende medier? Alt det åd jeg igen. Han er digter. Han tryller med ord og blæste sine stærke digte direkte i maven på mig.

Jeg gik fra Bogforum med to af Rune T. Kiddes bøger i en pose. Jeg orkede ikke den lange kø for at købe et signeret eksemplar af Yahyas digte. Det gjorde min svigerdatter, så nu har jeg alligevel den unge digters bog med kragetæer på forsiden.

Næste år vil jeg igen være at finde i Bella Center. Næste år vil jeg have to dage, og jeg vil sørge for at have et barn eller to i hånden, fordi alt det for børn er for fedt. Og det er bare sjovere, når der er rigtige børn med. Tak, for et superfint arrangement.

Og tak til Litteratursiden for billet.

Farvel Einstein

Sjældent er jeg blevet så overrasket over en bog. Jeg er ikke sådan en, der læser fantasy, tænkte jeg, da jeg tændte for min Kindle. Da jeg slukkede igen, var jeg vist alligevel blevet til sådan en.

Sproget i Farvel Einstein har sin egen tone, og den viklede mig hurtigt ind i fortællingens univers. Jeg læste nogen som e-bog og var over de første sider en anelse irriteret over stavefejl, grammatiske brølere og en forvirrende orddeling. Ordene delte sig uden tanker på stavelser eller andre grammatiske grundregler. Åh, tænkte jeg, den er kopieret dårligt over i e-bogsformatet. Men det var alt sammen meningen. Og efterhånden som jeg blev revet med af fortællingen, gav det også mig mening. Jeg slap det grammatiske regelrytteri i takt med, at jeg slap den sædvanlige fortællings orden.

Hovedpersonen er Einstein, som ved fortællingens begyndelse er ramt af en total afmagt. Samfundet omkring ham falder fra hinanden, og meningsløs vold er blevet dagens orden. Det er blevet så meget dagens orden, at den ikke længere gør indtryk. Han er betragteren, der holder sig på afstand og konstaterer, at folk dør omkring ham. Indtil han bliver kastet ud i en ny verden, hvor han bliver konfronteret med en uforståelig uorden og følelser, han forlængst havde lukket et solidt låg over. Einstein er den udvalgte. Og han hvirvles frem og tilbage mellem de to verdener, mens han langsomt bliver engageret i livet og ikke længere er betragteren, men deltageren.

Fortællingen er enkel, grænsende til banal. Kærligheden overvinder alt. Igen. Men det er en anderledes fortælling, og de sproglige finurligheder er med til at understøtte fortællingens finurligheder. Og kærligheden overvinder jo alt.

Det blev en af de bøger, jeg slugte. Jeg var ked af at slippe fortællingen, da jeg havde læst den sidste side. Den sad så meget i kroppen, at den næste bog måtte vente et par dage.

Køb den som e-bog hos Saxo.