En ny tid – et nyt løb

Jeg har elsket at løbe det meste af mit liv. I nogle år, da mine unger var små, løb jeg ikke, men ellers har jeg mere eller mindre altid gjort det. Korte distancer da jeg var helt ung, og senere længere og længere. Jeg elskede at konkurrere. Elskede at løbe hurtigt og overskride mig selv. Men en kræftsygdom og et heftigt behandlingsforløb med kemoterapi satte en brat stopper for det hurtige løbetempo. Jeg kunne ganske enkelt ikke længere løbe stabilt hurtigt. Min mishandlede krop kunne ikke klare den hårde tempotræning. Derfor trak jeg mig væk fra enhver form for løbekonkurrence. Med krukket rødmen måtte jeg erkende, at jeg ikke brød mig om at se mit navn på side 10 eller 20 i resultatlisten.

Men jeg elskede stadig at løbe. Og jeg har løbet videre og haft gode og spændende og anderledes løbeoplevelser. Jeg har løbet i bjerge, løbet på ferie over flere dage med oppakning. Jeg har løbet i de vildeste omgivelser, og jeg har løbet af lyst, for sjov, og fordi jeg tænker så godt. Jeg kan også lide at være i god form, for det giver adgang til så meget andet. Som lange skiture og vandreture i bjergene. Men en dag først på sommeren piblede der en lyst til et maratonløb frem. Bare et til. Og jeg begyndte at løbe længere igen. Det var bare en løs plan om et løb på et tidspunkt. Et sted i Europa. På en af de lange ture tog jeg min telefon med og lyttede til en lydbog. Og jeg havde det så hyggeligt. At løbe uforstyrret og lytte til god litteratur var så perfekt. Jeg har aldrig løbet med noget i ørerne, så for mig var det en ny oplevelse. Det gik op for mig, at jeg på den måde kunne få opmærksomheden fuldstændig væk fra præstation og tempo.

Det blev Firenze i november. Og i månederne hen over sommeren og efteråret genvandt jeg en gammelkendt følelse af flow i mit løb. Jeg glædede mig på en ny måde til de lange weekendture. Det blev mit stille projekt. Jeg har ikke snakket meget om det. Fordi det i lige så høj grad har handlet om at lære at flytte mit fokus på løbeoplevelsen, væk fra resultat og præstation. Jeg vidste jo, at jeg aldrig ville komme i nærheden af de tider, jeg har kunnet løbe.

Selvfølgelig blev jeg enormt forkølet en uge før tid, og jeg var i tvivl til det sidste. Men jeg hentede mit startnummer i lørdags, og da jeg stod op søndag morgen, var jeg mere snottet end nogensinde. Men nu var jeg besluttet, og vejret så fint ud. Jeg var sat til den langsomste startgruppe, og jeg startede langt bagved de fartballoner, der sagde 5 timer. Jeg har aldrig prøvet at være i den ende af starten, og det var en oplevelse. Alle var glade og spændte og venlige og snakkende. Kærester løb med hinanden i hånden. Der var sådan en stemning af kærlighed over det hele. Det var mageløst.

Vi kunne høre, da starten gik. Og der gik meget, meget lang tid, før vi satte os i bevægelse. Men fordi jeg bare var omgivet af kærlighed og venlighed, blev jeg ikke utålmodig. Og herregud – her var så smukt ved den gamle Duomo midt i det gamle Firenze. Langsomt satte vi os i bevægelse, og langsomt begyndte store regndråber at falde over os. Den første kilometer foregik i gang, og så kunne vi begynde at lunte. Jeg havde min bog med – Tjenerindens fortælling af Margareth Atwood, som har fået sin renaissance med en tv-serie. Den var en vidunderlig makker på min tur.

Vejret blev forfærdeligt. Det styrtregnede efterhånden, det blæste, og temperaturen droppede helt i bund. Vandpytterne voksede sig gigantiske, og mine sko blev gennemblødte. Jeg var så kold, at jeg peb lidt indvendigt. Og en slags indre tvilling pippede lidet overbevisende om, at en fornuftig voksen nok ville skynde sig hjem i varmen. Forkølelse og sådan. Men mine ben fortsatte og fortsatte. Hele løbet overhalede jeg. Jeg løb fra væskedepot til væskedepot. De kom med fem kilometers intervaller, og de havde varm te med sukker. Et sted inde i mig vidste jeg, at jeg nok skulle komme igennem. Selv i regnvejr var det en stor oplevelse at løbe igennem en af de smukkeste byer i Europa. Ruten var lagt, så den kredsede om de gamle smukke bygninger og de store parker. Og pludselig, da jeg havde løbet omkring 30 kilometer, stoppede regnen. Solen kiggede frem, og jeg løbedansede af glæde. Og mine ben løb og løb. Jeg var begyndt at tælle ned. Nu er der 21 kilometer tilbage, nu er der 15 kilometer, nu er der 10. Og benene løb og løb, og jeg slubrede varm te i mig ved hvert væskedepot.. De frivillige heppede og high-fivede, og jeg lo og lo. Om lidt er der kun syv kilometer, sagde jeg til mig selv, mens jeg kom tættere og tættere på Piazza Duomo. Folk var begyndt at gå omkring mig, men mine ben løb og løb. Og jeg var stadig kold. Mine lår begyndte at bide. De sidste kilometer på ujævne marmorfliser var en pine. Men der var så smukt. Og mine ben løb og løb. Og nu var der kun to kilometer. Jeg havde slukket for min bog, for nu var virkeligheden meget nærværende. Og jeg løb i mål på mine brændende lår og fik et kram af en frivillig og en medalje om halsen. Og alle os i den langsomste startgruppe high-fivede og gav kindkys.

Det er det dejligste maratonløb, jeg har løbet. Nogensinde.

IMG_9057

I dag er jeg lige så snottet som i går. Ikke mere. Og i dag har solen skinnet på mig hele dagen, mens jeg har gået rundt i byen med mine ømme ben på en sky af dejlig oplevelse.

IMG_9111

Opskrift på en længere løbetur

Forleden aften var det blevet så koldt, at jeg fandt mine tynde handsker frem til løbeturen. De er egentlig ikke løbehandsker, men et par absurd dyre klatrehandsker med windstopper og goretex. På en måde er de blevet degraderet. Og på en eller anden måde er de stadig et par.

Jeg løb. Efter et kvarters tid var det alligevel for varmt med de handsker. Jeg krøllede dem sammen i hænderne og løb med dem sådan. Imens blev det mørkere, og himlen var ret flot over Amager Fælled. Lidt efter standsede jeg og tog et billede af himlen med min telefon. Jeg stoppede handskerne i jakkelommen, pakkede telefonen væk og løb videre. En ret dejlig løbetur med godt flow og tempo.

Hjemvejen foregik i zigzag gennem Sydhavnen, og ved Mozarts Plads var der en, der råbte god røv efter mig. Jeg låste mig ind og løb hele vejen til 4. sal. Og jeg opdagede, at der kun var én absurd dyr handske i min højre lomme. Den anden absurd dyre handske var skredet.

Aftensmad eller dyr handske?

Jeg lagde nøglerne tilbage i lommen, snørede skoene igen og løb ned af trapperne. Jeg zigzaggede hele vejen igennem Sydhavnen, uden nogen råbte god røv efter mig. Jeg fortsatte hele vejen tilbage til Amager Fælled med øjnene fæstnede til fortove og cykelstier. Og der – midt på stien i mørket på Amager Fælled – lå min handske.

Sådan blev en løbetur til en længere løbetur

img_7437

Opture

Det er så uendeligt let at sparke mit liv op i peak flow.

I dag fik jeg nye løbesko fra England. Nye løbesko kan i sig selv næsten fremkalde små jubelscener hjemme hos mig. Jeg løb en dejlig tur i det varme solskin og smed det meste af tøjet og sprang i vandet i Valbyparken. Jeg løb glad og sprudlende hjem igen.

På vejen hentede jeg to ungersvende, som løb og snakkede med hinanden. Da jeg svinger udenom om dem, hører jeg den ene sige: Fuck altså, forleden blev jeg overhalet af en gammel mand på 60!

Der var kun én ting at gøre. Jeg hævede armene, vendte mig rundt, mens jeg fortsatte løbet baglæns og råbte: Og du er nu også blevet overhalet af en gammel kvinde på 60!!

You made my day there!

IMG_4979

Nine years ago…..

Jeg tænker ikke så tit på det. Mere. Om en god måneds tid er det ni år siden, jeg sluttede måneders behandling med kemoterapi for lymfekræft. Men i går, da jeg løb ud til vandet, masede erindringen sig frem om den dag, hvor jeg fik et opkald fra hospitalet, der fortalte, at mine blodprøver var fine. Jeg skulle ikke have mere behandling. Jeg skulle komme en af de følgende dage for at få mit centrale venekateder pillet ud. Det var slut! Overstået! Jeg var igennem! Senere talte jeg sammen, at jeg havde fået 65 forskellige kemo-infusioner. I meget høje doser. Min krop var slidt. Gad simpelthen ikke mere af den slags. Kræft er så fysisk.

Og måske var det den fornemmelse, der fremkaldte erindringen. For tre gange influenza tærer godt på ressourcerne, og jeg løber afsted på lidt bævende ben. Lidt som jeg gjorde dengang. Jeg genoptræner.

Det famøse telefonopkald kom, mens jeg travede omkring Brabrand Sø i Århus. Jeg måtte sætte mig på den førstkommende bænk. Og glo lidt ud på fuglene og vandet og himlen. Trække vejret helt ind i maven. Det var slut! Jeg rejste mig og gik videre. Og noget boblede rundt i kroppen. Det boblede løs, og pludselig væltede det ud. Jeg råbte. Nej, jeg brølede! Ud over Brabrand Sø, hvor man godt kan bilde sig selv ind, at man er en slags alene i verden. Det var jeg sikkert ikke, men det gjorde ikke noget. Brølene gik over i noget uhæmmet grædegrin. Og til sidst gik jeg bare videre rundt om den sø, som jeg gjorde så tit i de dage.

En uges tid eller to senere trak jeg for første gang i måneder i løbetøjet og listede over i Botanisk Have. Nu var mit venekateder væk, og nu kunne jeg begynde at løbe igen. Hvorfor ikke før? Jo, det centrale venekateter var lagt ind i mit bryst og førte ind til mit hjerte. Da jeg i starten af min sygdom fortsatte med at løbe, fik jeg en blodprop lige der, hvor kateteret sluttede. Sikkert fordi løberiet fik kateteret til at skrabe mod venevæggen. Derfor stoppede jeg alt løb. Men gik lange, lange ture, cyklede og lavede styrketræning. Fordi jeg jo ikke kunne sidde stille og holde op med at være syg.

Jeg håbede, jeg kunne løbe i ti minutter, den dag i Botanisk Have. Og selvom benene føltes som blød gele, løb jeg et helt kvarter. Det har sikkert ikke lignet løb. Men det føltes sådan. Og jeg kan stadig huske, hvordan fuglene sang. Hele vejen.

Og så var jeg igang igen. Det er jeg også nu.

IMG_0128

I do not think about it very often. Anymore. In a good month’s time it will be nine years ago, I ended months of chemotherapy treatment for lymphoma. But yesterday, when I ran to the beach, remembrance pushed forward of the day I got a call from the hospital, who told me that my blood tests were fine. I should not have more treatment. One of the following days I would go to get rid of my central venous catheter. It was finished! Over! I was through! Later I summed up, that I had 65 different chemo infusions. In very high doses. My body was worn. Didn’t want more of the kind. Cancer is so physical.

And maybe it was that feeling, that evoked the memory. Because three times flu eat up my resources, and I ran off on slightly trembling legs. A bit like I did then. I retrain.

The infamous phone call came, while I was tramping around Brabrand Lake in Aarhus. I had to sit down on the next bench. Staring at the birds and the water and sky. Breathing deeply. It was over! I got up and walked on. And something was bubbling inside my body. It was bubbling away, and suddenly it tumbled out. I shouted. No, I roared! Over Brabrand Lake, where it is possible to imagine beeing alone in the world. I probably wasn’t, but it did not matter. The howling turned into some unrestrained crying laughter. And finally, I just walked on around the lake, as I did so often in those days.

A week or two later I pulled the running gear for the first time in months and tiptoed into the Botanical Garden. My venous catheder was gone, and now I could start running again. Why not before? Well, the central venous catheter was put into my chest and led into my heart. When I at the beginning of my illness continued to run, I got a blood clot right where the catheter ended. Probably because running made the catheter scrape against the vein wall. Therefore, I stopped running completely. Instead I went for very long walks, biked and trained my strength. Well, I was not able to just sit still and stop being sick.

On the day of the Botanical Garden, I was hoping to run for ten minutes. And though my legs felt like soft jelly, I ran for a quarter of an hour. It probably didn’t look like running. But it felt right. And I can still remember how the birds were singing. All the way.

And then I was back in business. So I am now.

Erkendelser

For to uger siden var jeg til fest hos min søster, og efter at have indtaget bobler i sofaen mellem min far og min søsters veninde rejste jeg mig for at gå til bords. Åh, du har stadig ondt i ryggen, sagde min søster. Arh, jeg er vist bare lidt stiv, sagde jeg. Har du dårlig ryg, spurgte veninden, der er fysioterapeut. Hvad? Dårlig ryg, sagde jeg, nehej da, jeg har bare haft lidt hold i ryggen. Så har du dårlig ryg, sagde hun, og så skal du ikke sidde i en sofa uden puder i ryggen. Naarj, sagde jeg, jeg har altså ikke dårlig ryg, det går jo over.

Det er tre uger siden, jeg blev jeg skudt i ryggen af en heks. I dagene efter krabbede jeg rundt som Klokkeren fra Notre Dame og lod alt i nærheden af gulvhøjde ligge til bedre tider. Det er blevet samlet op, men jeg har erkendt, at fysioterapiveninden havde ret. Jeg havde dårlig ryg. Selv Betty Bomstærk med baller og ryg af stål kan lamme ryggen af et enkelt forkert træk. Og så har også Betty Bomstærk en dårlig ryg.

Den dårlige ryg har sat både min tirsdagstræning og min torsdagstræning på pause. Der er ikke meget ninja over mig for tiden. Jeg har lavet øvelser og ligget på gulvet, og lavet yoga, når jeg huskede det. Og jeg har løbet næsten daglige småture på 30-45 minutter henover fælleden. Og det går langsomt, men sikkert fremad. Min ryg holder langsomt op med at være en dårlig ryg og vender tilbage til sin vante vante form som bomstærk.

I dag løb jeg en længere tur i mørket på Amager Fælled. Jeg mødte en ræv og et rådyr og en enkelt cyklist, og det gør mig glad langt ind i maven, at ryggen holder op med at være dårlig. Og at jeg igen kan genoptage både tirsdagstræning og torsdagstræning og de lange løbeture.

Og måske må min erkendelse være, at jeg ikke nødvendigvis skal give fuldstændig los om tirsdagen og torsdagen. Måske skulle jeg overveje uger med én træning. Måske skal jeg forsøge at lære, at jeg ikke er overmenneskelig.

IMG_4161

Hekseskud

Der er uger, der er stille. Med meditativ stirren på vandet udenfor mit vindue. Og så er der uger, der er så pakkede med action, at jeg lander lidt fortumlet, når den slutter. Og småsavner nogle refleksive stunder undervejs. Mens jeg hygger mig over alle de mennesker, jeg har krammet, og alle de visdomsord der har krydset min vej. På en uge.

Nu sidder jeg meget stille i Sydhavnen med et hævngerrigt hekseskud nederst i ryggen. Jeg pakker mig ind i en sandwich af Panodil og Ipren, mens jeg krabber mig rundt og lader ting ligge på gulvet til bedre tider. Nej, det er ikke nemesis over en for aktiv uge. Det er min sædvanlige overentusiasme til ninjatræningen. Jeg gik for hårdt til makronerne i tirsdags. Jeg lærer det aldrig. Det var slemt onsdag og torsdag morgen. Så blev det bedre. Chokket ved morgenbadningen var åbenbart for meget for min sure ryg, selvom jeg også forkælede den med en varm sauna. Nu har den låst mig inde.

Jeg har været i Randers hos min far. Jeg har været i Odense og undervise. Jeg har været til venindes phd-forsvar i Århus og mødt 100 gamle studiekammerater, kolleger og veninder i samme ombæring. Jeg har besøgt min søster og Anne. Jeg har spist ude flere gange end hjemme. Jeg har løbet langs Gudenåen og i Hans Broges Bakker. Og altså ninjatrænet tirsdag aften.

Torsdag var jeg for første gang til forestilling med det kongelige i Skuespilhuset. Min fødselsdagsgave fra søn og svigerdatter var forestillingen Hedda Gabler i Det Røde Rum. Og jeg kan kun kaste mig ud i hæmningsløs reklame. Se den! Se fantastisk skuespil og få lidt at tænke over med hjem. Ibsen holder stadig. En anden hæmningskløs reklame ryger ud til Den Vandrette Vinbar, der serverede perfekt naturvin til vores ligeså perfekte fiskeret. En himmerigsaften på en helt almindelig torsdag sammen med to yndlingsmennesker.

I sommer, da jeg var på North Side, og det var blevet klart, at min mor nu ikke levede længe, sluttede jeg festivalen med en morgenkoncert med Ane Brun. Jeg elsker hendes stemme, og på en eller anden måde trøstede den korte morgenkoncert lidt i forhold til det, der skulle ske. Så da jeg så, at hun skulle komme i DRs Koncertsal, købte jeg omgående billetter til mig selv og min veninde. At skæbnen ville, at en anden veninde havde købt billet ved siden af vores sæder, gjorde det hele endnu bedre. Ane Brun var ganske alene på scenen og fortalte, at hun godt kunne lide at gå tilbage til udgangspunktet. Og hun spillede og sang hele salen op. Greb os allesammen. Og jeg blev fuldstændig glad indeni over at musikalitet, kreativitet, talent og ægte norsk styrke kan samles i ét menneske sådan en lørdag aften.

Men denne søndag bliver tilbragt i fred og ro med mit hekseskud. Skudt i ryggen af heks, der er mig. Mens jeg hygger mig over, hvor meget godt, der kan fyldes ind i en ret almindelig uge.

IMG_4122

Terapi og løbesko

Skal du ikke ud og rende, spørger min far. Jo, siger jeg og snører løbeskoene. Hvor render du hen, spørger han. Ned til åen, tror jeg, siger jeg mens jeg sætter håret i hestehale. Pas nu på, du ikke falder i åen, siger han. Jaja, siger jeg. Som døtre siger. Jeg løber ikke så langt, siger jeg. Nej nej, siger han. Som fædre siger. Han ved, at mine planlagte tre kvarter sagtens pludselig kan hedde halvanden time, fordi naturen, smukheden, vinden og mine tanker kan opsluge mig og ophæve tiden.

Derfor løb jeg igen sen eftermiddagstur ved Gudenåen og tog billeder med hjem til min far. For det har varet så længe, at han ikke har kunnet komme der. Og fordi det er ham, der har lært mig at sætte så stor pris på at løbe på de små spor helt ude ved åbredden. Han har vist mig, at tid bliver ophævet, når man bliver opslugt. Og det er ham, der har lært mig at stå helt stille og glo på vand, der langsomt glider forbi. Engang med en fiskestang. Nu kan jeg uden. Også mens jeg løber.

IMG_3256

IMG_3258

IMG_3260