Category Archives: Løb

by - 2 kommentarer

Maratonhistorie

På søndag er der igen maratonløb i min by. Jeg har løbet det en del gange, og jeg elskede at løbe i København. Dengang jeg løb den slags løb. Nu er jeg for krukket til at udstille for alverden – og for mig selv – hvor langsomt, jeg er kommet til at løbe. Men stemningen bliver jeg aldrig træt af.

Derfor tager jeg hvert år i hallen på Østerbro for at indånde lidt af det og møde nyere og gamle venner. Og jeg er hvert år at finde langs ruten, mens jeg råber god karma afsted til dem, jeg kender. Og egentlig også til dem, jeg ikke kender.

Da jeg løb maraton i København for første gang, var det sådan en slags tilfældighed. Af den lidt kække slags. Jeg havde bare tænkt, at det der maraton jo bare var lidt længere, end jeg plejede at løbe. Så det kunne jeg vel godt. Der var ikke så mange med i løbet dengang. Forsvindende få kvinder. Og det blev indprentet os, at vi skulle overholde færdselsloven undervejs. Ruten var ikke afspærret, og flere steder minglede man imellem fodgængere på fortovene. Man måtte standse for rødt lys og andre steder simpelthen vente for bilerne. De fleste oplevede at blive overfuset af vrede mennesker, som insisterede på at spadsere med hinanden under armen, som de plejede. Uagtet et felt af løbere, der gerne ville hurtigt frem.

Det gik mig ikke specielt godt dengang. Da jeg havde løbet 30 km, var jeg færdig. Så langt havde jeg aldrig løbet før. Benene krampede, og jeg var kort og godt udmattet. Min søster havde lovet at stå ved 30 km mærket. Og jeg tænkte, at jeg bare kunne smutte ud til hende og køre med hende hjem. Så var jeg reddet. Hun stod der bare ikke. Og det var længe før mobiltelefoner. Og plastikkreditkort. Jeg var nødt til at fortsætte, for jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme tilbage til målområdet og mine ting. Jeg humpede videre, mens jeg sendte min søster stadig ondere tanker. Jeg husker klart en tæt omfavnelse med mere end én lygtepæl, mens jeg forsøgte at vride min forkrampede læg ud.

Jeg husker også tidspunktet, da det gik op for mig, at jeg faktisk ville komme i mål. Jeg husker turen langs vandet langs Langelinje. Og jeg husker, hvordan lyden fra tilskuerne i målområdet langsomt blev tydelig, som jeg nærmede mig. Jeg glemmer aldrig, da jeg drejede op mod målområdet ved Christiansborg. Eller det helt inderlige hulk, der undslap, da jeg kunne se målet. Og der stod min søster.

Hvis nu min søster faktisk havde stået ved 30 km mærket, som vi havde aftalt. Ja, så havde jeg måske aldrig gennemført Copenhagen Maraton? Måske havde jeg aldrig nogensinde løbet flere maratonløb?

Jeg bliver glad og lidt stolt, når jeg ser, hvordan København klæder sig på til at tage imod gæster på søndag. Åh, jeg ved godt, at der for mange, der tisser på græsset på Bryggen. Jeg ved godt, at trafikken igen bliver forsinket og omdirigeret. Jeg ved godt, at der kommer til at flyde hvide plastikkrus i gaderne. Men hvor er det fedt, at København spærrer byen af og laver et fantastisk løb hvert år.

Og selvfølgelig står jeg der på søndag.

IMG_3102

by - 0 comments

Torsdagsninja

Da jeg efter en lang og ualmindelig dum dag nåede frem til Sydhavnen, havde jeg mest fortjent at krølle mig sammen på sofaen med sæson 2 af House of Cards. Som jeg først nu har taget hul på.

Jeg var træt. På den meget insisterende måde, som dumme dage fremkalder. Jeg havde brugt en hel formiddag på et netværk, jeg aldrig fik til at fungere. Og som derfor effektivt forhindrede mig i at svare på mails og på at tilgå mine drev. Det eneste, jeg derfor kunne udrette, var at surmule højlydt i mit hjørne af kontoret. Mens jeg forgæves forsøgte at friste min roommate til at underholde mig. Men han kunne jo godt arbejde. Derfor drak jeg også for meget kaffe.

Da eftermiddagsmødet var overstået, virkede netværket. Og så måtte jeg jo arbejde. Mens jeg fortsat surmulede. Nu uden lyd. Og uden publikum. Det var nemlig gået hjem.

Men det er jo torsdag. Og torsdagen byder på den ugentlige ninjatræning. Jeg var overbevist. Jeg trængte, nej jeg fortjente selvforkælelse. Så ingen træning for en gangs skyld. Man fortjener den slags ind imellem. Det gør man.

Tyve minutter i træningsstart mindede en indre stemme mig stilfærdigt om, hvor ondt det gør ugen efter, når man springer over. Jeg vaklede. Femten minutter i træningsstart vaklede jeg stadig. Ti minutter i start sprang jeg i træningstøjet, stak en ekstra trøje i den ene hånd og smed dankortet i lommen. Og lovede mig selv en flødebolle fra Irma i præmie. Og så løb jeg over broen.

Lidt naivt, nærmest barnligt, fortalte jeg, hvor træt jeg var og plæderede for en light træning. Som om andre bestemmer, hvor meget gas, jeg giver den. Og træningen blev alt andet end light. Vi har lavet armbøjninger, armbøjninger og armbøjninger. Løftet rundt og op og ned på tunge sten. Sprintet rundt om Metropolis. Lavet planke på den ene og den anden måde. Squats og lounges og climbing med og uden store sten. Og løbet om kap hjem.

Så intet torsdagsnyt fra Sydhavnen. De næste par dage vræler min krop igen.

Og flødebollen var god.

by - 0 comments

Natur og teknik?

Det er tid til at dykke ud af tågerne. Pausen har varet længe nok, og der er ingen grund til bekymring. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal skrive om. Det er på en eller anden måde svært at tage en tråd op efter al den sorg. Livet er ikke ligegyldigt, og dagene er fulde af det. Livet. Og der er kun én ting at gøre – skriv løs og luk øjnene op.

Mens jeg har sørget og grinet og savnet, været stille alene og festet med gode venner, har jeg også løbet rundt på Amager Fælled. Løb er godt. Det giver ro og rum til at tænke og lægge mærke til. Og løber jeg længe nok, giver jeg slip. Lader kroppen flyde afsted gennem landskabet. Mærker vinden og solen og duftene, mens fuglene synger omkring mig. Nogen tror, man spæner sanseløst afsted. Og det gør man måske, hvis kroppen ikke er vant til den slags. Når den er, kan løb være meditation. På nogle løbeture, oplever jeg alt omkring mig intenst, på andre kan tiden pludselig være forsvundet.

De fleste dage kan jeg løbe næsten uforstyrret. Jeg løber tit tidligt om morgenen eller sent på dagen, når andre mennesker er bænket omkring det ene eller det andet måltid. Jeg ynder den uforstyrrethed. Jeg holder af det krøllede. Det lille element af halvvild natur, som stadig råder på Amager Fælled. Og som gør, at jeg kan dele mine stunder med dyr, der lever der.

Forleden mødte jeg en helt uventet nyskabelse.

IMG_3120

Københavns Kommune har skabt et lille stykke cykelmotorvej tværs gennem det lille stykke natur. Og det virker voldsomt. Da jeg luftede min undren på Twitter, fik jeg en reaktion fra en far, der cykler den vej hver dag. Han hyldede det lille stykke asfalt, fordi han transporterer to børn i en ladcykel og satte pris på en vej uden huller. Da jeg påpegede, at der et par hundrede meter længere nede af Artillerivej allerede er en asfaltsti på tværs, fortalte han, at den nye sti vil spare ham for 7-8 minutter hver dag. Syv – otte minutter! Er vi ikke nødt til at tale om det? Hvor effektivt skal alting være? Hvad er 7-8 minutter imod den måde, vi langsomt, men sikkert æder den sidste natur i København?

Det er ikke kun romantik. Det handler også om miljø og renere luft. Og det handler om, hvorlænge vi kan blive ved med at møde scenarier som det her. Tyve minutter fra Rådhuspladsen. På cykel.

IMG_3135

by - 7 kommentarer

For ti øre blandet tankerod

I går blev Lene begravet i Århus. Og det virkede som god plan at tage hjem efter gravkaffen i Marselisborg Skov.  Tre timer i et stille tog, krølle sammen i sofaen med et glas rødvin og tidligt i seng. Måske var der bare ikke nogen god plan for en dag som i går?

Bisættelsen var smuk. Den var også hård og ond, som sådan noget endeligt afsked er. Mit blik vandrede mellem Aksel Emil, der sad stille og puttede hos sin mormor, og den kiste, der stod midt i et vældigt blomsterhav. Jeg forsøgte at forstå, at i den kiste, lå altså min fine veninde. Jeg tror ikke helt, jeg har begrebet det.

Da jeg steg ud af toget i København, tumlede jeg ud i den sorteste tomhed. En tomhed så voldsom og overvældende, at den lammede mig lidt. Jeg fandt hjem. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig. Jeg holdt mig til planen med sammenkrølning i sofaen og et glas rødvin.

Da jeg vågnede tidligt i morges, krøllede tomhedsfornemmelsen mig sammen under dynen. Da jeg luskede op på badeværelset, mærkede jeg pludselig en syngende lammer på højre skulder. Lene slog til, mens hun råbte af mig oppe fra sin himmel. Lev for satan, gjaldede det fra skyen. Stop det der! Det er nok nu!

Jeg fremstammede et spagt – ja, okay. Mens jeg kiggede ud på den sol, der insisterende bredte sig.

Så trak jeg løbetøjet på og løb ud. Lene sagde så tit, at hun levede lidt gennem de billeder, jeg postede på Instagram og Facebook om mine løbeture. Og nogen af dem, hun holdt særligt af, var billederne fra Sydhavnstippen. Så der løb jeg over og hilste på alle de nye får, der blevet lukket ud. De passer på Tippen for os.

Nu er jeg igang med min helt egen terapi: at befri seks gamle spisebordsstole for 25 år gammel maling. Det er langsomt arbejde i solen. Det skrider stille og roligt frem, og jeg får seks nye stole. Mens jeg tænker på Lene. Og på en måde skraber alt det onde væk.

IMG_3097

IMG_3095

by - 1 kommentar

Smukke Mols

Det her bliver lige så rodet, som jeg er indeni. Jeg har været på Mols, prøvet at kæle lidt for mine forældre, besøgt Lene og Mikkel på hospice – og tænkt mange tanker. Jeg er ramt i solar plexus af tung sorg. Et kvalificeret gæt kunne være, at den vejer omkring trekvart ton. Det er meget at bære på for en lille skid som mig. Den har sat sig i kroppen og fordelt sig i armene, i maven, i halsen og i mine ben. Den har sat sig tungt på mine tanker og får alt til at køre i slowmotion. Jeg kan huske fornemmelsen af slowmotion fra dengang, jeg selv blev syg. Som ville jeg sætte tiden i stå. Og måske er det det, jeg gerne vil. Sætte tiden i stå. Udsætte det uundgåelige. Standse de onde processer. Men det nytter ikke. Det er uden for min magt.

Da bussen fra Århus passerede Sluseholmen, udbrød en medpassager: “Hvor er det bare megagrimt”. Og jeg var to nanosekunder fra at vende mig om og eksplodere i hendes ansigt. Her er ikke grimt. Her er godt at være. Jeg gjorde det ikke. Eksploderede.

Nu er jeg tilbage i Sydhavnen, hvor ungerne leger i solen. Og de voksne har slæbt kaffekopperne udendørs.

Når tung tristhed fylder mit indre univers, er det bedste i verden Mols Bjerge. Mols Bjerge er smukke og fyldt med barnlig tryghed. Fordi jeg har løbet rundt her, siden mine små tykke ben har kunnet bære mig. Derfor er det så godt at tage min tunge sorg og løbe med den, ikke fra den. Ud i de smukke landskaber, der dufter af barndom.

IMG_3078

IMG_3082

Og det allerbedste i hele verden er at stå stille op klokken seks og løbe ud i den sprøde fine morgen. Hvor jeg er helt alene sammen med smukhed og dyr, der krydser min vej. Verden er ny. Næsten. Og der sker en slags bittesmå mirakler undervejs.

IMG_3083

IMG_3085

IMG_3089

by - 2 kommentarer

Til Lene

Jeg bliver ordlam, når nogen jeg holder meget af, er ude i ulykke. Alligevel trænger ordene sig på for at komme ud. De myldrer ud i en lille rodet bunke. Hvor de ligger og falder lidt sammen. Og de bliver forvirrede, ordene, fordi de ikke kan finde deres retning.

Ulykken er ikke min, den er Lenes. Og Mikkels og Axel Emils. Jeg er så fyldt af sorg over alt det, hun står i sammen med sin lille søn og sin mand. I dag løb jeg helt over. Det er umuligt at begribe, det er så meget lort, og det handler ikke en skid om mig og mine ord.

I dag, som jo er torsdag, hvor jeg altid har stævnemøde med Steffen og psykopattræningen, følte jeg mig udmattet af ked-af-det-hed. Sådan træt ind til benet. Og jeg overvejede at lægge mig tilrette på sofaen, pjække fra træningen og være alene og ked af det.

Lene ville elske den her monstertræning. Og det gav ikke mening for nogen at kravle i fosterstilling og græde ned i puden. Jeg trak vejret ind, løb over broen og mødte de andre. Og så gav jeg fuldstændig los i torsdagstræningen. Jeg havde Lene med inde bag mit hjerte og i hver en fiber, og det eneste, der gav mening var at træne igennem, til hele kroppen rystede. Min sorg forvandlede sig i en times tid til ubændigt raseri på universet. Hvad fanden bilder det sig ind? Jeg tæskede løs på kroppen, på de brosten vi svingede rundt med og på de seks etager i parkeringshuset, hvor vi spurtede op og ned.

Bagefter var jeg for træt til at mærke andet end mine rystende muskler. For en stund.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige.

IMG_2908

by - 4 kommentarer

Sidsterne

De sidste uger har været mere præget af afslutninger end af begyndelser. Jeg har sagt farvel og farvel og en masse på gensyn. I går drak vi de bobler, jeg i løbet af ugen havde transporteret fra Sydhavnen, bit by bit, i min cykelkurv. Jeg kommer til at savne dem, mine verdens bedste kolleger. Meget. Belæsset med gaver og kort, der fik mig til at småtude på vejen, drejede min cykel for sidste gang væk fra Hillerød og rullede til Birkerød. Før jeg tog toget resten af vejen. Den vej, jeg har trampet afsted på så mange gange, jeg slet ikke har talt på det. Jeg kender hvert et bump på den cykelsti.

Jeg har taget afsked med mine chefer og med folk, jeg har samarbejdet med. Har sagt farvel til Hillerød Station på en tåget morgen. Og siddet for sidste gang og balanceret med computeren i stillekupeen. Jeg har sendt de sidste onde øjne til folk med for høj musik i ørerne og vredet min cykel fri af det almindelige morgenkaos for sidste gang. Jeg har lidt møder tilbage i næste uge og et projekt, der skal skrives færdigt. Før jeg sætter mig i bussen mod Norge fredag aften.

Og når jeg kommer hjem, er jeg ansat på Rigshospitalet.

Jeg løb min sidste tur i St. Dyrehave en diset eftermiddag og samlede lidt sidste indtryk. Fælledparken har ikke helt det samme over sig.

IMG_2877IMG_2878IMG_2882IMG_2883

Husk – jeg trækker lod om Mettes bog, Stille død, senere i dag. Du kan nå det endnu.

 

by - 4 kommentarer

Torsdagstanker

Jeg sidder med min torsdagstunge krop. Efter en sædvanlig tæt på tudetosset torsdagstræning. Og spekulerer på, om jeg mon kan løfte armene i morgen? Om benene kan træde pedalerne eller cyklen skal være mit gangstativ til stationen? Og jeg spekulerer igen over, hvad der får os til at træne igennem på den måde. Torsdag efter torsdag.

Klokken halv syv tænkte jeg, at jeg var træt. Tyve minutter i syv tænkte jeg, at min mave stadig var for fyldt af mad og vand til at træne hårdt. Kvart i syv tænkte jeg, at cykelturene først til Bispebjerg og senere til herlev Hospital – og hjem – egentlig måske var træning nok? For en torsdag? Ti minutter i syv løb jeg ud af døren og krydsede broen. Og fandt den sædvanlige hårde kerne i hallen.

Bare vi ikke skal løbe hårdt, tænkte jeg. Så kaster jeg op. Jeg tager det bare roligt i dag, sagde jeg til mig selv.

Da vi startede de første intervaller, kunne min krop ikke ligge sidst i feltet. Jeg kastede ikke op. Jeg tog det ikke roligt. Overhovedet. På noget tidspunkt.

Jeg kan ikke svare på, hvorfor vi gør det. Jeg ved det virkelig ikke. Men vi griner meget.

Måske griner jeg ikke, når benene skal finde vej fra seng til gulv, når vækkeuret siger, at klokken er seks.

Men jeg gør det jo igen i næste uge.

IMG_2806

by - 2 kommentarer

Mørkeløb #4

Hvis man tror, at det udfordrende og hårde ligger i at skrive ansøgning til ny stilling. Eller alle de hundredevis af overvejelser, der sætter hjernen tæt på nedsmeltning, inden man endelig tager en beslutning. Så tager man fejl. Det virkeligt hårde starter, når nyheden er ude og man har cirka en måned til at afvikle, overdrage, gøre færdigt, rydde sit kontor, arrangere farvelfest (eller gravøl), tage den ene afsked efter den anden og finde ud af, hvordan man får det hele fragtet hjem på cykel. Helst skulle jeg også nå at afvikle lidt ferie i februar.

Derfor kommer min træning til at lægge sig på tossede tidspunkter. Alle ved, at jeg kun kan holde mit sindssyge arbejdstempo, hvis jeg træner meget. Derfor træner jeg. Også. I dag blev klokken 8, før jeg snørede skoene og smuttede over slusebroen i mørket. Det var bælgmørkt. Og alligevel ikke mørkere, end jeg sagtens kunne løbe over Amager Fælled.

Jeg mødte ikke en eneste levende sjæl. Ingen. Ikke engang dyrelyde mellem træerne. Der var helt stille. Og ret hurtigt løb jeg ind i et meditativt flow, som man kun kan gøre alene i mørket. Jeg lukkede mig inde i min egen boble og løb hurtigt hele fælleden rundt. Omkring mig kiggede lys fra Ørestaden og metroen frem, når træerne blev lave nok. Jeg var mig selv i hele verden. Fri fra giraffer, syriske katastrofer, Goldman Sachs og hemmelige socialdemokrater for en stund. Og fri fra afviklinger, patientinterviews, projekter, notater og rapporter en stund. En stund af den slags, der sætter turbo på energibarometeret.

Jeg tog en dyb indånding og kastede mig igen ud blandt mennesker og lys. Ophævede min løbende meditation. Jeg løb gennem Islands Brygge og krydsede Bryggebroen, som jeg allerbedst kan lide, når det er mørkt. Fordi lysene fra de mange huse spiller i vandet. Og så var jeg hurtigt hjemme igen.

Efter en dag som ovenikøbet har været en eksklusiv fridag sammen med verdens mindste Vera.

IMG_2260

by - 2 kommentarer

Mørkeløb#3

Da jeg for nogle dage siden løb rundt i mørket på Amager Fælled, skimtede jeg noget skarpt lys forude. Lyset kom nærmere og blev skarpere. Og da det var omkring hundrede meter fra mig, måtte jeg standse. Det var som en bil med langt lys.

Men det var en løber med pandelampe. Da han nåede frem til mig, bad jeg ham venligt om at blænde lidt ned. Gu’ vil jeg ej, hvislede han og løb videre. Sådan er også løbere et mangfoldigt folkefærd.

Jeg løb videre i mørket. Og spekulerede lidt over, hvorfor nogen i det hele taget løber rundt på Amager Fælled med en lysstyrke 50.000. Når man nu slet ikke behøver lys. Han havde nok lige købt sig en dyr pandelampe. Og så skal den selvfølgelig bruges.

Men han snyder sig selv, når han løber rundt med en skarp projektør, der fejer alt det magiske væk med et strøg. Lyset fra byen skinner så stærkt igen fra aftenhimlen, at det aldrig bliver rigtig mørkt på fælleden. Og jeg tænker, at der er gået for meget forbrug i løb. Sådan må man godt tænke, når man er ved at blive gammel. Fordi jeg har løbet så længe, at jeg har løbet i kondisko og tykt bomuldsstof, og nu er det hele ved at blive en tand for smart. Jeg savner ikke mine tunge sweatshirtbukser fra dengang, og jeg elsker mine løbesko. Men jeg elsker hele no-shit-faktoren ved at løbe. At det bare er enkelt. At det bare handler om at snøre et par sko og smutte ud af døren, når det passer mig.

Jeg kan godt blive en slags gammelmorgnaven over, at udstyr er hypet så meget og er gået så meget amok, at folk tror, de skal have særlige sko for at løbe på stierne på Amager Fælled. Eller at de behøver en pandelampe med lysstyrke 50.000. Der er alt for mange penge på spil. Jeg får smiletrækninger over folk, der iklæder sig alt muligt teknologisk gear for at løbe en lille tur.

Men jeg synes mest, de går glip. Af alt det inderste ved at løbe, hvad enten man render rundt i sin by eller i naturen.

IMG_2458