Category Archives: Udenfor kategori

by - 4 kommentarer

Juleynk i udvalg

Den her jul må gerne begynde at hoste op med noget bedre snart. Jeg går glip og går glip af alt det sjove og hyggelige. Af al den forkælelse jeg skulle smøre ud over min verden. Min december fyldte sig med et helt passende antal julefrokoster. Jeg har deltaget i to. Den første som på-vej-til-at-blive-syg og en forkølet udgave af mig selv med begyndende byld i øjet. Den anden havde jeg selv arrangeret, og jeg mødte op bevæbnet med Panodil, øjendråber og næsespray. Det er jeg så holdt op med. Nu bliver jeg hjemme.

Jeg kan ikke engang svinge mig op til at være rasende over det. Jeg er skuffet. Nærmest barnligt ked af det. Jeg har boet i min sofa, og jeg har aflyst mit julebesøg hos min far. Og han får ikke de småkager, jeg har bagt til ham. Jeg fik ikke lavet juleknas med veninderne i lørdags. Jeg kom ikke til julefrokost med Rigshospitalet. Til gengæld har jeg været ægte syg med høj feber, og en øjenbyld, der eksploderede på mig i søndags. Og slog alle klamhedsrekorder.

Jeg ved, det holder op. Mit øje nærmer sig noget næsten normalt. Jeg har næsten ikke feber, og jeg kan sige flere sætninger i træk. Men det stinker at være alene i en stor sofa midt i december. Der burde være et omsorgsfirma for syge singler. Som kom med mad og luftede ud. Og hentede pakker på posthuset, når de havde rystet dynen og skiftet lagen.

Jeg bliver i sofaen lidt endnu. Jeg har fået mad, jeg har vasket sengetøj og luftet dynen igennem, og jeg har stadig ikke hentet min pakke. Og her i min sofa får jeg læst bøger, jeg har drømt om længe og opdager nye serier på Netflix.

Det går nok, det hele.

IMG_4184

by - 2 kommentarer

Klamhed i øjenhøjde

Advarsel: Hvis du er en sart sjæl, bør du surfe videre til en anden blog nu.

En byld under venstre øje gør intet godt for mig eller verden. Og kombinationen med monsterforkølelse og en stemme, der langsomt transformerer sig til hvæsende påfuglelyde, bidrager ikke positivt. Jeg går rundt i min lille del af verden og er grim og sur. Og jeg kan ikke engang råbe af det. Og hold nu op med, at jeg ser sød ud med briller. Jeg er en omvandrende byld med briller. En klam byld med grimme briller.

Jeg har udstyret mig med øjendråber, næsespray og panodil. Og jeg har tanker om at frekventere min læge én gang til, hvis ikke den byld snart pakker sig. I aften gik jeg så vidt, at jeg prikkede hul på den med en kanyle. Jo, jeg var bange for at lave pludselige bevægelser og stikke ind i øjeæblet. Og det hjalp ikke en skid. Der kom en smule væske og ganske lidt pus. Så lukkede den sig.

Nu sidder den igen der under øjet og glinser. Og øjet glor vredt tilbage, når det passerer et spejl.

IMG_2884

by - 0 comments

Forkæl

Jeg hænger ret meget ud herhjemme i de her dage. Med et øje, der imploderede af hævelse i går og fik mig til at gå til læge. Og ondt i halsen. Og snot. Jeg regner med, at jeg har taget tørnen lige om lidt, så jeg kan holde jul i fred.

Mens jeg lå og lå på min sofa, lyttede jeg til P1, som af og til gør mig meget klogere på verden. I går morges talte nogen om forkælelse. Jeg hørte ikke efter i en grad, så jeg kan huske, hvem der talte, men siden har jeg tænkt en del over det. En pointerne i radioudsendelsen var, at vi til hører en eksklusiv art, der har en trang til at forkæle. En trang, der hører med til artens overlevelse. Vi vil gerne gøre det godt for andre mennesker. En anden pointe var, at det skal vi selvfølgelig gøre, forkæle hinanden.

Faktisk er det derfor, jeg elsker julen. Og siden internettet blev opfundet, og jeg kunne købe julegaver på nettet, har jeg elsket den endnu højere. Der er nemlig et par ting ved julen, som jeg ikke elsker. Det ene er hysterisk forbrug, og det andet er juletrange butikker med alt for mange mennesker. De senere år har jeg siddet mageligt tilbagelænet og købt ting og sager til at forkæle mine mennesker med. Jeg elsker at se dem pakke gaver ud og flække i et dybt smil. Jeg elsker at forære ting, der betyder noget. Og når jeg slipper for julebutikker, tager jeg mig virkelig god tid til at finde de bedste gaver.

Vi har aldrig haft store gavebudgetter i min familie. Klart fordi vi aldrig har haft penge. Men faktisk holder jeg meget mere af at forkæle med omtanke til små priser. Jeg elsker at finde på. Gå på opdagelse på internettet efter ting, der kan gøre mine mennesker glade.

Jul er så meget mere. Det er at finde min mormors gamle sønderjyske opskrifter på brunkager, serenakager og pumpernikler frem. Det er at sørge for, at alle kan få lidt af de gamle kager. Jul er også at tage i teateret med de små og drikke gløgg. Jul er at tænde for varmen og krybe sammen, mens det kolde vejr slår om sig derude. Jul er at gøre noget godt for nogen hver dag. Måske er det mørket og kulden, der giver mig ekstra lyst til at forkæle?

Forleden modtog jeg en forkælelsesgave. Jeg fik den fra en pige, jeg slet ikke kender. Nogen på Twitter fandt på en juleleg, der skulle handle om at skabe glæde og nye bekendtskaber. Opgaven var at melde sig til, skrive tre juleønsker, tre ting man virkelig sætter pris på – og noget man ikke har fortalt på Twitter før. Hashtagget var #mindreendtre, og man fik så tildelt en modtager. Alt er hemmeligt, til man afleverer sin gave. Det er altså virkelig ægte gavegiveri. Man må gå på opdagelse hos sin hemmelige modtager, finde ud af, hvad hun kan lide og er optaget af og finde på. Når man modtager sin #mindreendtre-gave, skal man selvfølgelig tweete om det. Gerne med billeder. Så nu er der en fest på Twitter med glade mennesker, der bliver overraskede af folk, de slet ikke kender.

Mig? Jeg fik alskens lækkerier – badehåndklæde, fodbadesalt, sæbe, bobler, flere bobler, fyldte chokolader – og en fin æske af træ, der passer perfekt i kolonihaven. Og selvom jeg kendte legen, selvom jeg vidste, at nogen på et tidspunkt ville sende mig en gave, blev jeg rørt helt ind i hjertet over, at nogen var gået på opdagelse hos mig. Havde fulgt mine tweets og læst min blog og fundet på noget, der kunne forkæle mig.

Forkæl derude, alt hvad I kan. Det bedste ved at forkæle er den glæde, der vokser omkring dig.

IMG_4176

by - 1 kommentar

Pride Parade

Vera og jeg havde en aftale om Pride Parade i lørdags, så ved middagstid mødte jeg op på Frederiksberg efter hende. Hun var helt klar i tyl, glimmer og bling-bling, og jeg var klar med regntøj og løbevogn.

IMG_3847Pride Parade markerer afslutningen på Gay Pride ugen og er et farverigt mangfoldighedshorn af mennesker, fest og musik. Jeg elsker det. Og det gør mig glad langt ind i sjælen hvert år. Det gør mig glad, at Frederiksberg Rådhus klæder sig i striber og åbner sine døre. Det gør mig glad, at så mange mennesker går med i paraden. Det gør mig glad at se den ene fremtrædende politiker efter den anden i optoget. Men det gør allermest glad at opleve de tusindevis af tilskuere, der står langs hele ruten. Jeg får lidt af min tro på verden igen. Den er god. Den er fuld af kærlighed. Og den er fuld af plads og rum til os allesammen med al vores forskellighed.

Vi pløjede os gennem menneskemængden på rådhuspladsen på Fredeiksberg og fandt Dansk Sygeplejeråd, der havde sin egen opstilling i optoget. Min veninde kom grinende tilbage og fortalte, at hun havde mødt en, der spurgte om hun var blevet homo. Ja i dag er jeg, havde hun svaret. Og måske ville flere deltage, hvis de holdt op med at være bange for, at nogen kunne tro, de var homoseksuelle? Optoget handler jo ikke om sex. Optoget handler om mangfoldighed og rummelighed. Og det handler om retten til at være forskellig. Den ret bliver konstant udfordret. Og i andre egne af verden bliver mennesker slået ihjel for at være anderledes. Der er alle grunde til at fejre retten til forskellighed hvert år.

IMG_3848Et par dage efter Pride Parade postede min veninde billeder fra optoget på Facebook. Og igen dukkede spørgsmålet op: Er du blevet homo? Folk spørger ikke mig. Måske fordi de er bange for pinligheder? Jeg er jo en gammel evighedssingle, og man kan ikke vide, om der gemmer sig en gammel homo bag facaden.

Men jeg er straight og almindeligvis vild med mænd. Men jeg rejser gerne panden og retter ryggen for alle menneskers ret til at være den, de er. Og jeg fester gerne over, at vi vil forsvare den ret i mit land.

Og Vera havde en fest.

 

 

 

by - 1 kommentar

Når ringen sluttes

Dengang min mor fødte mig, forærede min far hende en ring. Ringen er af guld med en stor og rund dybgrøn sten. Jeg har mærket den ring hele mit liv. Hver gang, jeg har taget min mors hånd. Fra jeg var ganske lille har mine fingre fundet den runde, glatte sten og aet den, mens jeg holdt min mors hånd. Alle babybørn i familien har suttet grådigt på den ring.

IMG_3755Jeg aner ikke, hvad den grønne sten kaldes. Den er glat og fin, og jeg husker, hvordan min mor tog ringen af og lagde den til side, når hun vaskede op. Nogle gange vendte hun ringen med stenen ind i håndfladen, så den ikke blev ridset af arbejde.

IMG_3756

Nu øver jeg mig i at gå med ring. Jeg har sjældent brugt fingerringe. Mine fingre er små, korte og tykke. Mine knoer buler ud og blokerer adgang for de fleste ringe. Men min mors grønne ring glider fint ind på min ringfinger. Og når den sidder på min finger, ser min finger så fin ud. Nej min hånd ser fin ud. Min hånd og ringen kan lide hinanden. Og jeg har min mor med mig hele tiden.

IMG_3743

Jeg øver mig i at huske at lægge ringen ved vasken. I at vende ringen, så stenen ikke bliver ridset, når jeg laver noget, der kan ridse. Men mest vandrer min tommeltot hen over guldringen. Mest finder min ringfinger og den grønne sten vej til mit ansigt, hvor den stiller stryger over mine læber.

Mine egne børn har kendt og mærket den grønne ring hele deres liv. Og nu ved jeg, at de for evigt vil finde min hånd og lade fingrene mærke den grønne sten. En ring er på en måde sluttet.

Og jeg? Jeg er så glad for min fine ring med den grønne sten. Jeg er så glad for, at ringen kan leve videre på min hånd. Og jeg er så glad for at mærke min mor, når mine fingre finder den glatte sten.

 

 

 

by - 3 kommentarer

Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

by - 7 kommentarer

Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622

 

by - 1 kommentar

Tilbage til virkeligheden

Efter to uger i det enkle liv i bjergene, omgivet af smukhed og gode mennesker, er det ikke bare virkeligheden uden min mor, der overvælder mig. Det er også en langt værre virkelighed for mennesker rundt om i verden, der lider så meget voldsommere tab, end jeg har gjort. Og nu kommer jeg måske til at skrive om noget, der kan gøre nogen sure. Noget der kan sætte følelser i sving.

Mit hjerte bløder og bløder, når jeg hver morgen læser om, hvor mange børn og civile voksne, der er slået ihjel i Gaza. Jeg vil ikke forholde mig til, hvem det er rigtigst eller forkert at holde med i den konflikt, der har varet så længe og er låst i et virvar af religion, forurettethed, magt, våben og økonomi. Men der er intet – intet i hele universet, der retfærdiggør en krig mod børn og civile. Ingenting. Det er muligt, at Hamas sætter civile som kanonføde. Det er muligt. Det kan også handle om, at næsten to millioner mennesker er stuvet sammen på et område svarende til Langeland. Og at de ingen steder har at flygte hen. Selvom de modtager en sms fra det israelske militær ti minutter inden deres hus bliver bombet.

Det er ligegyldigt. Intet retfærdiggør de bombninger. Intet.

Stop det. Alle de døde børn er nogens børn. Nogens søskende. Alle de døde forældre er nogens forældre. Den slags krig løser aldrig noget. Den skaber frygt, rædsel, sorg – og hævntørst.

Jeg bliver slået af afmagt, når verden vil opdele os i pro eller imod Israel. Jeg bliver slået af afmagt, når jeg bliver karakteriseret som pro Hamas, når jeg taler imod tæppebombningerne af Gaza.

Det er mig helt, helt ubegribeligt, at voksne mennesker, som besidder ufattelig magt over våben og steder, ikke kan sætte sig sammen og finde en anden løsning end det fuldstændigt fejlslagne eksperiment med to stater i en. Når nu det hele er sovset ind i religion, forurettethed, magt, våben og økonomi.

Her er en slags indbildt balance i en smuk solnedgang over Sydhavnen, hvor børn lever fredeligt.

IMG_3605

(PS. Jeg er ikke modtagelig for argumenter for drab)

by - 6 kommentarer

There’s a crack in everything, but…..

Jeg bevæger mig sådan lidt forsigtigt omkring for ikke at støde ind i noget hårdt. Jeg vil helst ikke slå mig. Jeg er et stort og ømt blåt mærke.

Men i morges væltede min verden lidt. Fordi mit toilet løb. Pludselig kunne mit liv ikke hænge sammen. Med et løbende toilet. Mit skjold mod den almindelige verdens hverdagsangreb er brudt. Det er fyldt med sprækker. Ikke af den slags, Leonard Cohen synger om, der lukker lyset ind. Men af den slags, der lader mørket trænge ud.

Hele natten drømte jeg om min mor. Hun blev ved med at vågne og sætte sig op i sengen. Hun faldt ud af sengen og ned på gulvet. Hver gang jeg faldt i søvn igen, rejste hun igen sit hovede.

Jeg blev hjemme. For udmattet til andet. Nogen havde alligevel aflyst alle dagens møder. Og jeg murede et værn omkring mig og lukkede verden lidt ude.

Senere kom et roligt og stort VVS-menneske, der havde forstand på løbende toiletter og reparerede mit. Mens han uden at vide det smurte balsam på min sjæl og viste, at verden omkring mig har et skær af normalitet.

En varm og hurtig rundtur på Amager Fælled og en kølende dukkert i kanalen bragte mig glimtvist i nærheden af noget hverdagsagtig almindelighed.

Men jeg har stadig ingen mor. Og jeg har aldrig prøvet ikke at have en mor før. Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Jeg ved ikke, hvordan jeg lærer, at hun aldrig er her mere. Præsten forsøgte virkelig at trøste mig og forklare om genopstandelsen. Men jeg kan ikke rigtigt. Jeg trænger bare sådan til at ringe til hende og høre, hvordan hun har det.

Så I må bære over med mig, når jeg trisser stille rundt, lidt ved siden af mig selv.

Jeg tror på, jeg finder hjem i mig.

IMG_3331

by - 2 kommentarer

Lørdagstyveri

Forleden dag lykkedes det to veninder helt uafhængigt af hinanden at få mig til at tabe mælet. De spurgte sådan lidt ud af det blå: Hvem tager sig egentlig af dig, Helle?

Nåmn, det… øh, det….øøøhh, det gør jeg vel selv. Eller..øøhh…. jeg har jo mine børn og de bedste veninder og….. Jamn, det…. øh…, det tænker jeg vel ikke sådan over, vel?

For jeg har da drømt om, på de der hårde dage, som 2014 allerede har serveret lidt for mange af, at der sprang en lækker, klog og sød mand frem og serverede lækker mad, når jeg igen lidt for sent kom hjem efter arbejde og løbetur. Eller at samme slags lækre, søde og kloge mand lagde sig ved siden af mig om aftenen og holdt sine arme blidt beskyttende og måske lidt trøstende omkring mig. Mens jeg langsomt faldt i søvn.

Men ingen har opfundet den datingservice endnu. Og jeg er på alle måder så vant til at falde i søvn uden. Og klare min mad og alt det der.

That’s the deal i mit liv, og jeg har så mange mennesker, der er mine på den gode måde. Det er ikke en klagesang. Jeg har så mange, at det har været svært at nå rundt om dem allesammen. Og jeg har det bedst, når jeg når dem ordenligt. Derfor sidder der ind imellem en lille uvenlig orm og kradser bag mit øre. Den fortæller mig, om alt det, jeg ikke har nået. Alt det jeg heller ikke fik gjort godt nok den dag. Og sender ilinger længere ned i mit hjerte. Lige der hvor den samvittighed er placeret, som kan have hang til at blive dårlig.

Den samvittighed er besværlig. Den har sine gode sider, for den sparker mig i røven, så jeg gør mig umage. Men den får mig også til at dukke hovedet og næsten skamme mig, når jeg ikke evner det hele.

I dag stjal jeg en hel lang lørdag uden mennesker. Jeg sov, til jeg vågnede. Jeg vaskede mange måneders saltvandslag af mine enorme vinduer, mens jeg legede akrobat ud over kanalen. Jeg fandt film og bøger til min mor. Jeg læste avisen langsomt og læste videre i min bog, mens lørdagen flød afsted. Jeg løb selvfølgelig en lang tur i aftensolen og svømmede ture i kanalen. Og jeg genoptog mit stoleprojekt, som har været sat på pause de sidste uger. Jeg har fået malingen af de fire stole, og nu fik den første af dem også den olie, den har trængt til. Måske bliver de allesammen færdige en dag. Hvem ved?

Jeg burde måske have gjort noget andet. Taget mig af nogen børn. Taget med nogen andre børn til Middelaldermarked i Valbyparken. Kørt på loppemarked. Ringet til nogen, jeg ikke har ringet til længe.

Men jeg gjorde det ikke. Jeg stjal den her lørdag og tog mig lidt af mig. Og i morgen tager jeg igen over til min mor.

IMG_3250