Tag Archives: bøger

by - 4 kommentarer

Tolken fra Darfur

Der er lidt stille herpå siden. Det er fordi, det eneste sted i mit liv, hvor der for alvor er action på drengen, er henne i arbejdslivet. Og arbejdslivet er ikke rigtigt blogbart. Jeg kan blogge løs om alt muligt andet. Mit arbejdsliv er bare på en eller anden måde for privat. Fredet. Eller involverer for mange andre mennesker helt ufrivilligt. Resten af mit lille liv tøffer stilfærdigt afsted. Det tænder mig ikke rigtigt at blogge løs om hverdagens løbeture eller alle mine andre dagligdags trivialiteter. Løbeturene er fine nok, og det er resten af hverdagen også. Bare ikke interessant nok til publicering.

Men jeg læser. Nej – jeg sluger bøger. Hver dag har jeg to gange tre kvarters læsetid, når jeg flyder afsted mellem Hillerød og Sydhavnen i s-toget. Og det giver mig en uforstyrret fred, som er ny. Jeg er stille-kupé-fan, så ikke engang mobilen kan forstyrre. Og jeg er uforstyrbar. Jeg er vokset op i en stor familie med fire søskende, og senere har jeg læst både det ene og det andet på universitetet med en ordentlig hoben unger i baglandet. Jeg kan i den grad koncentrere mig.  Så min største bekymring er, at jeg en dag vil løfte blikket fra bogen – i Køge.

Jeg fik Carsten Jensens rejseessays, “Ud”, i julegave, og det er en bog, jeg kan have kørende med pauser i rigtig lang tid. Jeg elsker Carsten Jensens akademiske refleksioner. Hans indsigt i de steder han besøger. Og den nysgerrighed han møder nye verdener med. Hans rejsebøger, “Jeg har set verden begynde” og “Jeg har hørt et stjerneskud” gav mig et sandt inspirationsboost på mine egne rejser. “Ud” er essays fra begyndelsen til nu. Fra hans spæde start ud i journalistiske ekspeditioner til nær og fjern. Og jeg elsker det.

Men jeg holdt en krimipause, fordi en veninde lånte mig bind tre og fire af hele Danmarks Jussi Adler Olsen. Og så var jeg ligesom lidt mættet med blod og ondskab for en tid.

Nu sidder jeg så her lidt rystet efter den sidste bog, jeg har læst. “Tolken fra Darfur” af Daoud Hari. Her behøver man slet ikke opfinde ondskab. Her er død så forbandet en stor del af hverdagen. Bogen købte jeg på udsalg på Bornholm, og den er overraskende velskrevet. Og nøgtern. Daoud er tolk for journalister, der gerne vil ind i Sudan, og han hjælper dem, så verden kan kende Darfurs historie og vide, hvad der sker. Han bliver meget tidligt i sit liv klar over, hvad vestlige kontakter kan være værd i et Afrika i opløsning. Hvor alting er farligt. Det er en bog om venskaber. Og om at hjælpe hinanden.

Han slutter bogen sådan her:

Hvis jeg tillader mig at antage, at der er en slags venskabsbånd imellem os, kære læser, vil jeg bede dig om at tænke på det faktum, at der, mens jeg skriver dette, og formentlig også mens du læser det, bliver dræbt flere mennesker i Darfur, og at folk stadig lider i flygtningelejrene. Verdens ledere kan løse problemet, og Darfurs folk kan vende hjem, hvis lederne oplever, at folk overalt taler til dem om problemet, fordi de er optagede af det. Så måske kunne du også gøre det, hvis du har tid. For det er meningsløst at sætte livet på spil for nyhedshistorier, medmindre de, der læser dem, reagerer.

Så er det, at jeg sidder med en lidt grim smag i munden og et flovt drag over øjenlågene. Vi reagerer for lidt. Vi er en lille smule ligeglade, når der sker grimme ting i Afrika. Sådan er de jo, dernede, ikke? Man bliver lidt klogere af Daoud Haris beretning. Og man bliver rystet. Men læs den alligevel, så hans kamp kan nytte en lille smule. Selvom den forstyrrer freden i stillekupéen.

by - 2 kommentarer

Tid

Sidder her med et tæppe af tid bredt ud foran mig. Tid til at dale ned efter en hektisk start på det nye år. Og en hektisk afslutning på det gamle. Er dumpet godt og fint ned i mit nye hjem. Er så meget mere hjemme, end jeg har været tidligere, siden jeg rykkede ud af Århus. Måske er det bare her, jeg skal være?

Og så tog jeg mig selv i at sidde og lave planer og to-do lister hen over morgenmaden. Lige til jeg med et slag over fingrene krøllede dem sammen. Og mindede mig om, at pointen med de her to uger jo er minus to-do lister og minus planer. Om igen. En ny kande te blandet med lettelsen over, at Mads og Monopolet også holder ferie på denne lørdag. Af hjertet tak. Cyklen blev feriesmurt, og jeg drog afsted mod byen. Iført bydress. Fandt Supermarco i Fiskerihavnsgade og lykkedes, mod alle odds, med at komme ud igen kun 100 kroner lettere. Den går nok ikke en anden gang. Jeg kan kun sige én negativ ting om Supermarco – der er lidt for mange pelsede damer. Som tror, de har mere ret til stå forrest end dunjakke og cykelhjelm. De overså fuldstændig mit bylook med by-jakken og høje hæle.

Videre til Rådshuspladsen, hvor jeg dumpede i med et brag til min last nummer et. Politikens bogudsalg. Jeg prøvede virkelig at styre uden om. Virkelig. Og det gik ikke godt. Men det var udsalg, var det, og det kan Politiken gøre, så det mærkes. Så for 125 kr. hoppede jeg i sadlen med:
Kim Blæsebjerg: Rådhusklatreren
Søren Mørch: Verden som den er
Claude Levenson: Tibet
Nathan Englander: Ministeriet for specielle anliggender
F.P.Jac: En græssende glæde til dit ydre.

Jeg var stadig pænt stolt af mig selv. Men det var slet ikke overstået. På mærkelig vis fik min cykel trukket mig mod Rundetårn. Nå ja, og hvad så? Jo lige overfor ligger Arnold Busck. Som også har udsalg. Og jeg prøvede virkelig, virkelig at trække den forbi. Men det gik heller ikke godt. Karen Blixens Vintereventyr, Nicolai Moltke-Leth’s Et glimt af sjælen og Henning Mankel’s Dyb. Tror måske, at Nicolai Moltke-Leth’s bog kan være jævnt kedelig, men den kostede 20 kr.

Jeg kastede mig på cyklen i retning af Vesterbro for at bruge penge på noget planlagt og nødvendigt, et gardin til mit soveværelse. Det føles en tand for ekshibitionistisk at være gardinløs med genboer overfor og ovenfor til begge sider. Så nu er det slut med at nærstudere mit spændende natteliv. HA!

Nogen i radioen havde sagde noget om, at den vind ville lægge sig om eftermiddagen. Det gjorde den ikke på Amager. Min personlige kanal havde skumtoppede bølger, og jeg løb noget, det mest lignede powerwalking ud over det flade Amager. Og fløj hjem, mens håret piskede rundt og fandt både øjne og mund.

Og nu er det tid at nyde Supermarcos bidrag til min første ferieaften. Og forresten….. det der influenza blev skræmt væk i opløbet.

by - 3 kommentarer

Kvindeliv, bøger, blogging og kreativitet

Jeg er blevet inviteret til foredrag om kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding. Og jeg glæder mig. Jeg tilmeldte mig Julia Lahme‘s nyhedsbrev, og med det allerførste nyhedsbrev kom invitationen til det foredrag, Julia Lahme holder sammen med Lykke Rix. De er begge to kreative kvinder, og jeg lurer næsten dagligt med på deres blogge. Foredraget kommer super timet lige midt i en stor skrivelyst. Spændende hvad det kan udvikle sig til. Jeg glæder mig og siger bare tusind tak tl de to skønne kvinder.

Jeg elsker at skrive. Både når jeg skriver faglige tekster, kvalitetsstrategier eller mødesager, og når jeg skriver blogs og mere skønlitterære tekster. På rejser skriver jeg monstermeget og tvangsindlægger venner og familie til meterlange rejsebreve. Min antropologiske træning i observation og deltagelse fornægter sig ikke på mine rejser. Jeg bliver vildt optaget af de mennesker, jeg møder på min vej. Og jeg skriver om dem.

NU bliver min rejse til Nepal nemlig til noget! Det er konfirmeret og clearet med min chef. På betingelse af foredrag med billeder und alles, når jeg kommer hjem igen. Mine unger og forældre har endnu engang sunket og accepteret, og nu booker jeg mine flybilletter. Jeg har fået tilsagn fra The Nepal Trust om, at de betaler for nogle af de interne flybilletter i Nepal, så turen bliver en lille smule billigere. Nu skal jeg så igang med at finde sponsorer til medicin og forbindsstoffer og andet udstyr, som jeg tager med derud. Weeeeeeee!!! Det bliver et eventyr. 

Jeg tager min computer med derud. Så kan jeg skrive løs og udgive det hele, når jeg kommer hjem igen. Og reflektere lidt over forskellige slags kvindeliv. Mon ikke der er et par blade, der gerne vil have en artikel eller to? Der er ingen telefon eller internet forbindelse i Humla, men jeg vil undersøge, hvad det kan koste at leje en satellittelefon at have med derud. Måske kan jeg så alligevel belemre venner og familie med lange, lange rejsebreve. Og måske aflægge et lille besøg i bloguniverset i ny og næ.

At skrive meget, hænger uløseligt sammen med at læse meget. og tid til at tænke meget. Jeg får tid til at læse en masse bøger, – derude i ødemarken. Og der er nok ikke nogen mulighed for at lave bogbytte. For der kommer ikke nogen forbi. Så jeg må have dem allesammen i rygsækken. I boghandlen i Birkerød er der stadig udsalg, og der var mange gode titler.  Da jeg stod ved kassen, så ekspedienten bøgerne igennem og bemærkede med et glimt i øjet, at jeg da vist gik efter en vis kvalitet. Det kunne ikke nægtes, og jeg kom også derfra med en pæn stak spændende titler: Paul Auster, LeCarré, Garcia Marquez, Preisler, de Saint-Exupéry – og en sjov bog, jeg tidligere har haft i hænderne, Kys dit kaos – livet er alligevel noget rod. Godt sagt!

Det er en kunst at vælge bøger til to måneder. De må ikke være for kedelige. Men de må heller ikke være for spændende og hurtigt læste. Der skal være noget pondus, som er langtidsholdbart. Paul Auster er altid et godt bud, og jeg har et par stykker, som er næsten slidt op af at være med på tur. De må ikke være for tunge, så paperbacks er bedst, men de må heller ikke være for lette og af for dårlig kvalitet, så de ikke kan holde til mosten. Et par gange har jeg haft digte med. Det går vældig godt i tråd med at være langt væk på en eller anden måde. Lange rejser kan også være en anledning til at læse bøger, som af en eller anden grund har været svære at komme igang med. Men først må jeg vist lede efter en bog, hvor jeg kan læse lidt om det gemte hjørne af Nepal.