..af den helt ubetingede slags, kom til verden meget tidligt om morgenen for 35 år siden. 35 år, dammit! Hvordan gik det til, at jeg er nogens mor på 35 år? Sådan sidder alle gamle koner og jamrer over tiden, så lad os hellere dvæle ved hende, der så dagens lys dengang. For hånden på hjertet, ikke mange jævnaldrende koner kan bryste sig af at være nogens mor på 35 år, vel?

For jeg var blot en nyudklækket student, da graviditeten var en kendsgerning. Kunne have kandideret til De unge Mødre, hvis det havde været opfundet dengang. Og jeg ellers ville have udstillet mig på tv. Hvad jeg helt sikkert ikke ville. Men hun kom, midt i århundredets hedebølge. Tre uger senere end vi andre havde planlagt. Efter 14 timers masen og skubben rundt i min helt uerfarne livmoder. Efter en times pressen og prusten og stønnen tog hun min verden i besiddelse. Lillebitte. Den fineste baby der var set på det lokale provinssygehus i mands minde. Hun var så smuk, at jeg aldrig blev træt af at se på hendes lille ansigt og hendes perfekte babykrop. Hun blev svøbt i kærlighed og omsorg. Og behøvede ikke meget andet de første to måneder, fordi det var så ubeskriveligt varmt. Jeg var for evigt forelsket.

Den milde baby udviklede sig til et temperamentsfuldt lille væsen. Med en vilje af stål. Kun overgået i stædighed af ét andet menneske. Og det blev min redning gennem farefulde teenageår. Og det har reddet hendes røv mere end én gang, I have to say. Hun var en særlig blanding af noget forsigtigt og sårbart, og en sand life-eater. Hun var det mest pigede. Og jeg kom til kort gang på gang. For jeg havde altid leget med drenge, og kiggede måbende og uforstående på hende, når hun grædende fortalte, hvordan en veninde havde sagt noget i et bestemt tonefald. Hun var til flæser og prinsessekjoler. Og hun bestemte selv.

Teenageren kastede sig frygtløst ud i teenageudfordringerne, mens jeg sad hjemme og overvejede, om jeg kunne låse hende inde, indtil jeg kunne afsætte hende i tvangsægteskab med en fornuftig ung mand. Men nej altså. Jeg har kun brugt det der med stuearrest én gang. Fordi det inkluderede tvangssamvær med Verdens Sureste Unge. Fordi man sgu var nødt til at være hjemme selv. Så ungen ikke stak af. Stuearrest er en dårlig strategi.

I stedet sad jeg så og foldede kilometerlange formaninger ud. Og tilbragte derefter timer med pulsen i det røde felt. Indtil min unge igen var homesafe. Hun havde gang i alle de store eksperimenter. Med øl. Drenge. Fester. Autonome. Hårfarver. Tøj. Jeg var målløs. På den imponerede måde. Gik et eksperiment skidt, kløede hun på med krum hals igen næste dag. Blev håret grønt, og ikke sort, drog hun med løftet pande afsted i skole. Og prøvede igen. På en eller anden måde gjorde det mig lidt stolt. Hold kæft jeg syntes, det var modigt. Selvom jeg ind i mellem bævrede af frygt for den verden, hun kastede sig ud i. Så mange år var der jo ikke gået, siden det var mig.

Efter nogle år i gammel postjakke og hennafarvet hår, skiftede hun pludselig stil. Ja, altså håret tog selvfølgelig sin tid om at gro ud til sin egen lyse farve. Men der var dømt stil. Med moderigtigt tøj og høje hæle. Faktisk har hun lært mig ikke så lidt om make up. Nu blev hun en tjekket chick, som fyrene vendte sig om efter.

Og nu er der på en eller anden måde altså gået 35 år. Hun er stadig smuk. Det er mine børn altså. Jeg er stadig forelsket, selvom forelskelsen mere er en fuldstændig rodfæstet kærlighed. Af den slags der aldrig dør. Nu er hun selv nogens mor, og tror at hun er blevet gammel i dag. Vel er hun ej. Der er jo alligevel kun gået 35 år.