Jeg er rasende. Besat og invaderet af et raseri, jeg ikke rigtigt ved, hvorhen jeg skal vende. Så nu får I det, og jeg låner en tradition henne fra Dines.

En kvinde i min families cirkler blev for to uger siden opereret for brystkræft. Hun fik fjernet næsten alle lymfeknuder samt knuden i brystet. I dag fik hun svar på undersøgelserne af vævet fra operationen. Hun skal opereres igen. Det har bredt sig. Der er metastaser. Bagefter skal hun have kemoterapi og stråler. Kræften betegner de som aggressiv. Det kan være en fordel, fordi den så nemmere kan rammes af kemoterapien og strålerne. Men det betyder også, at den vokser hurtigere.

For to år siden mærkede kvinden en knude i sit bryst. Der var ventetid på mammografi, så fordi regereringen havde indført ventetidsgaranti, blev hun henvist til et privathospital, som kunne lave mammografien hurtigt. Det gjorde de. Og de kunne berolige kvinden, som lettet tog hjem og slappede helt af. Der var ingen mistænkelige knuder i hendes bryst. Sagde de.

Da lægerne på Rigshospitalet undersøgte de gamle billeder, blegnede de. For der var helt tydeligt “noget”, som skulle have været undersøgt. For to år siden.

Vi la’r historien stå lidt.

Nu begynder nogen helt forkerte mennesker at betale prisen for den politik, som regeringen har ført i alle de år, de har siddet for bordenden. Der har været en helt klar strategi om at flytte mere og mere fra de offentlige hospitaler ud på de private. Det var kun godt og sundt med noget konkurrence, var filosofien. Man har været hektisk medieoptaget af ventetider. Ventetidsgarantierne har betydet, at radiografer og læger uden de nødvendige kompetencer har taget sig af opgaver, som kræver specialister. For at overholde ventetidsreglerne.

Forestil dig et scenarie: at der var lavet ventetidsregler for den nye iPhone4. Hvis ikke du kunne modtage en iPhone4 indenfor to uger, så skulle du tage imod en iPhone3. Eller endnu måske – en android. Hvilket ramaskrig ville det ikke vække blandt den danske befolkning. Men når det drejer sig om komplicerede røntgenundersøgelser, som kræver specialistvurdering, forbigår man i tavshed, at adskillige kvinder er blevet spist af med dårlige undersøgelser og vurderinger ved ikke-specialister. At adskillige kvinder har levet i en helt falsk tryghed med en voksende kræftknude i bystet. Overset og fejlvurderet af de læger på det private hospital, som vurderede billederne. Et kort indslag i en søndags-tv-avis kunne det blive til. Og en kort bemærkning fra et regeringsmedlem om, at man måske ikke havde været helt opmærksom på, at det krævede specialistuddannelse. Og nu betaler de kvinder den højeste pris for den uopmærksomhed.

Imens samler man specialisterne på de offentlige hospitaler. Så kvinder med brystkræft eller underlivskræft altid bliver vurderet af eksperter, der ved hvad de snakker om. Så ved man nemlig fra undersøgelser fra hele verden, at de får bedre chancer for at overleve deres sygdom. Men når sygdom og behandling bliver gjort til forretning, så går det altså helt galt. Det gælder jo for helvede ikke om at lave så mange mammografier som muligt. Det gælder om at lave dem rigtigt og grundigt. Og om at have de helt rigtige mennesker til at analysere billederne. Så kvinderne kan få behandlet deres sygdom så hurtigt som overhovedet muligt. I stedet har den ulige konkurrence mellem privathospitaler og de offentlige udsultet de sidste. Så i stedet for at udvikle verdens bedste sundhedsvæsen, er vi i risiko for at lave det hele mellemgodt. Eller halvskidt. Det gik endda med iPhonen, men det går fandme ikke med levende kvinder.