Tag Archives: drømme

by - 3 kommentarer

Når drømme sker

For et par måneder siden sad Rikke og jeg i mit gamle køkken over noget take-away fra Claus Meyer og en sjat vin.

“Det er nu tankevækkende,” sagde Rikke, “for halvandet år siden sad vi her og drømte og lavede planer. Og du drømte om et job i København på et hospital, en andelslejlighed i det gamle Sydhavn, der var billigere end din husleje og en kolonihave. Og hvad skete der? Nu arbejder du på Rigshospitalet, har købt andelslejlighed og kolonihave.”

Der var et par pinde mere på min liste, men de kommer sikkert. Noget med at få råd til at rejse langt igen. Og noget med at tage tilbage til Nepal og arbejde.

Og nu sidder jeg her. I min nye og hyggelige lejlighed. Hvor jeg alligevel undrer mig en smule over, at det betyder så meget, at den er min. Men det gør det. Den er min, og jeg kan male den grimt, hvis jeg vil.

Og Rikke sidder i Sydsudan, sådan som hun faktisk også drømte om.

Om morgenen buldrer solen ind i min stue, og eftermiddagen fylder mit køkken med lys. Jeg har så meget himmel omkring mig.

Det er nu, du finder ud af, hvor meget håndværker, der er i dig. Sagde Rikke også den aften med Meyer. Jeg er stadig lige dårlig til at bore pæne huller i en væg. Men det har jeg heldigvis svigersønner til. Jeg er på den anden side hamrende god til at rive ned. Og det gør jeg i kolonihaven. Der er alt for mange vægge, alt for mange fliser, og alt for lidt have. Jeg bryder ned og åbner op. Skaber lys og rum og grønhed. Jeg lærer om solceller og sivebrønd. Jeg sår og planter. Og jeg taler med naboerne over hækken, som man gør i en kolonihave. Jeg laver bål og drikker kaffe i solen. Og jeg elsker at få gæster i min have.

Jeg bytter planter og får aflæggere, og jeg deler ud i haveforeningen af det, jeg river ned. Kolonihave er rendyrket bytteøkonomi. Og når man bytter falder man i snak. Og bytter videre.

Så når jeg ikke får skrevet så meget her, er det fordi jeg har så travlt ude i min virkelighed. Med en masse sjovt. Og der er aldrig langt til kaffe på kanden, hvis du lægger vejen forbi mit lille havehus.

Sådan kan det gå, når man drømmer drømme og lægger planer.

IMG_4537

by - 0 comments

Til bal i spejlsalen?

Jeg var allerede forsinket. Jeg havde en aftale med en bekendt, der udmærker sig ved at være i en helt anden liga af tjekkethed, end jeg er. Aftalen var noget med at bade og spise frokost sammen med et par andre, og nu ledte jeg febrilsk efter mit badetøj. Det befandt sig ikke der, hvor det plejer at være, og jeg følte mig presset af, at hun allerede sad i bilen og ventede. Den frokostret, jeg skulle bidrage med, var ikke helt færdig, og jeg sjuskede den klar i en fart. Mens jeg stadig ledte efter badetøj og håndklæde.

Endelig fandt jeg det hele og styrtede ud af døren til min bekendte, der ventede i bilen. Vi nåede frem og mødtes med de andre. Der tilhører samme liga af tjekkethed som min bekendt. Mit badetøj var forsvundet. Jeg ledte lettere hektisk min taske igennem. Det var væk. Jeg sad med bøjet hovede og forberedte mig på at møde deres blikke.

Og så vågnede jeg og erkendte til min lettelse, at det hele var en drøm.

Mens jeg havde drømt, var tiden gået, og jeg var sent på den til min aftale med en bekendt og hendes veninder. Vi skulle spise sammenbragt frokost og bade. Min ret var ikke helt færdig og ikke så billedskøn, som jeg havde drømt om. Jeg skyndte mig, mens jeg febrilsk ledte efter håndklæde og badetøj. Min bekendte sad allerede i sin nye Audi på gaden og ventede. Jeg fik retten klar og fandt endelig badetøjet, som jeg hurtigt proppede i tasken, mens jeg løb ud af døren.

Vi nåede frem til min bekendtes veninder, der lidt utålmodigt ventede på os. Mit badetøj var væk. Måske var det faldet ud af tasken, da jeg løb. Min hånd cruisede tasken igennem. Det var væk. Jeg så op. Deres blikke hvilede tungt på mig.

Og så vågnede jeg og opdagede, at hele havde været en drøm.

Mens jeg vågnede, blev jeg klar over, at min bekendte allerede ventede på mig i bilen udenfor. Min frokostret så billig og farveløs ud. Jeg forsøgte at peppe den op med lidt grønt garniture. Mens jeg forsøgte at komme i tanker om, hvor jeg havde gjort af mit badetøj. Jeg ledte i skabet, i badetasken, i vasketøjskurven, på badeværelset, og jeg fandt det endelig i soveværelset. Sammen med et håndklæde puttede jeg det hurtigt i tasken, greb min frokostret og styrtede ud af døren. Jeg sprang ind i bilen ved siden af min bekendte, og vi kørte hurtigt afsted.

Hendes to veninder havde ventet længe, og vi parkerede hurtigt og sprang ud af bilen. Jeg rodede i tasken efter mit badetøj. Det var der ikke. De tre kvinder stod samlet og så på mig. Jeg krympede mig lidt, mens jeg løftede hovedet og mødte deres blikke.

Og så vågnede jeg og opdagede, at det havde været en drøm.

Og sådan gik hele fredag nat på repeat. Jeg har ingen idé om, hvor mange gange den drøm gentog sig. No wonder, jeg var træt med træt på hele lørdag.

Værsgo drømmetyper. It’s all yours.

IMG_3041

by - 0 comments

Deadlines og drømme i dagligstuen

Sidder på endnu en deadlines absolutte bagkant og drømmer små og store drømme. Undrer mig igen over at sidde en sen aften og spænde i nakken over tasterne for igen at trylle noget skriv færdig til tiden. Og minder mig selv om Lenes du-er-så-god-til-deadlines statement, sidst jeg sad her. Har med vilje ikke slået messenger til, for min bagkant er så heftig, at jeg ikke tåler forstyrrelse.

Kontoret er rykket ind i sofaen. Min yndlingsplads til pressede deadlines. Jeg har en stor flydesofa med plads til umådelige mængder papir omkring mig. Imens flyver snowboarderne rundt i min fladskærm og skaber lige netop den forstyrrelse, jeg alligevel har brug for. Eller – jeg ville i hvert fald nødigt gå glip af ski og snowboard, når nu jeg overhovedet ikke kommer på skiferie selv. ZIP – der skød den første drøm sig ind i bevidstheden. Lige så meget, jeg afskyer vores langvarige vintervejr, elsker jeg at suse ned ad pisterne i Alperne eller Dolomitterne. Det er noget andet. På pisterne har jeg fri. Jeg kan lege fra jeg slår øjnene op, til jeg vælter træt og tilfreds under dynen om aftenen. Frisk bjergluft i litervis fra morgen til aften. Grin, blå mærker, sne i håret, fadøl og wienerschnitzel. Dream on – det bliver ikke i år.

Videre på tasterne. Uf, nakken har ikke godt af timerne ved tastaturet i sofaen. Jeg lader hovedet rulle lidt fra side til side. ZIP – næste drøm ruller ud over mit indre lærred. Kærlige, stærke fingre masserer min værkende nakke, mens jeg slapper helt af til snowboard kommentatorens lidt monotone stemme. Mine skuldre falder langsomt ned på plads. Jeg trænger virkelig til den massage. Måske har jeg bare været single på den fuldstændig single agtige måde lidt for længe. Og arbejdet lidt for meget lidt for længe. Det ville i hvert fald være dejligt med sådan et par stærke, kærlige hænder. Men – dream on – det bliver heller ikke lige nu (med mindre han står på den anden side af køledisken i Superbrugsen i morgen) (I Birkerød???? Dream on!) I mellemtiden kan man jo nyde Eddie Vetter og Jack Johnson fra Hawaii:

Jeg vrider min opmærksomhed tilbage til tastaturet og skriver videre. Og nu drømmer jeg bare om at blive færdig og nå min deadline. Nu kredser mine drømme om min dundyne i soveværelset ovenpå. Jeg elsker min dyne. Den er lun og vamset, og den er det bedste at putte sig ind i. Sidst jeg var på en længere ekspedition, havde jeg fået en super ekstrem sovepose fra Marmot. Det var som at krybe ind i en livmoder, når jeg krøb i soveposen i teltet om aftenen. Jeg spekulerede seriøst på at sove i den hjemme i min seng. Det krævede afvænning. Men min dyne er næsten lige så god. Og lige om ganske få minutter går den drøm faktisk i opfyldelse. Jeg har skrevet det sidste bogstav og sat det sidste punktum. Mangler bare at trykke på en send-knap, så har jeg nået endnu noget deadline. Jeg har gemt et par stykker til i morgen. Jeg løber aldrig tør. Hverken for deadlines eller drømme.

by - 2 kommentarer

Sommerdrømme

Tog lidt spændt afsted på cyklen i morges. Vi fik mere sne i går og forgårs, og nu vil jeg ærligt talt godt sparke en protest ind. Bare stop nu. Jeg har fået sne og kulde nok. Det har været sjovt, men nu er det nok. Nu vil jeg gerne cykle hver dag igen og have ordentlig gang i min kvalitetstræning. Nu vil jeg gerne have mere lys og mere varme. Hvem mon an tage imod den? Der bliver i hvert fald ikke hørt efter, for nu er der snefnug på kortet over Nordsjælland igen. Okay så. Jeg cykler til stationen igen og prøver at lade være med at brokke mig for meget. I morges var det nu fint, og jeg cyklede hele vejen til Hillerød.

I stedet for at gå til i brok, har jeg kastet mig over sommerens muligheder. I løbet af de første januar-uger er der allerede løbet en lille uges afspadsering til flexregnskabet. Det bliver en god (tiltrængt) sommer. Vores bjergebestigningsprojekt i Pakistan er aflyst for denne sommer. Jeg har min skattegæld, og Michael er blevet forelsket. Men jeg kunne godt finde penge til et lille bitte eventyr. Verden er så stor, så stor, og jeg er stadig forelsket i tanken om at besøge Pakistan. Faktisk er det ikke dyrt at flyve til Lahore. Og jeg kender jo en kvinde i Lahore lidt. Og så kunne man jo måske besøge hende og opleve lidt af landet. Det kunne man jo nok godt få 4-6 uger til at gå med. Det er en tanke værd. Saadia, som jeg kender lidt, er en meget aktiv kvinde. Hun både klatrer og cykler, og vi kunne sikkert få en fin tid sammen.

Jeg kunne også rejse til Lissabon og udforske Portugal. Jeg har aldrig været i Portugal, og det kunne være en fin kombination af varme, spændende natur, vandremuligheder, strande,  fremmede byer og spændende mennesker. Portugal kunne udvides med at rejse rundt i det sydlige Spanien. Der er jo også dejlig varmt, vandre-muligheder, super natur, fantastisk mad og et par mennesker, jeg kender.

Eller jeg kunne bruge et par uger på en gammel drøm, – at vandre tværs over England fra kyst til kyst. Coast to Coast ruten går gennem North York Moores,  The Yorkshire Dales og The Lake District, og det er der min gamle drøm er forankret. Mine tidligere svigerforældre boede en del år i York, og jeg elskede vores ture ud i områderne i Yorkshire. Ruten starter i Robin Hood’s Bay, nord for Scarborough på østkysten, og slutter i St. Bees på vestkysten. Eller omvendt. Og så må man jo finde en eller anden måde at komme tilbage på. Jeg har ikke været i England i mange år, og det kunne jo være en fin lejlighed til at se min gamle svoger.

Drømmene vil aldrig tage ende. Og jeg kan hurtigt vende mine beklagelser til forventninger. Og jeg kan overstå både marathonløb, 24Run og sundhedsaftaler og holde sommer med fuldstændig ro i sind og krop. Det kan kun blive godt. For nu drømmer jeg om en snefri morgen, så jeg igen kan cykle hele vejen til Hilelrød.