Tag Archives: fødselsdag

by - 4 kommentarer

Om at blive ældre

Da jeg cyklede fra Gentofte Hospital til Rigshospitalet i formiddag, var der en mand i en bil, der piftede efter mig. Han kan slet ikke se, hvor gammel jeg er, var min første tanke. Men han kiggede på mig og gav mig thumbs up. Og er det ikke lige meget? Jeg kan godt nyde at blive piftet efter.

Jeg bliver ældre. Jeg bliver så meget ældre, at jeg om få uger fylder 60 år. Og træder ind i de ældres officielle rækker. Jeg føler mig ikke som det, en ældre kvinde. Men jeg kan lide at blive ældre. Livet bliver klarere. Ikke mindre komplekst, men mindre kompliceret. Jo, jeg ved godt, at hver dag er et skridt tættere på døden. Det har det jo været fra begyndelsen. For den kommer, når den kommer. Men jeg har livet, så længe jeg har det. Og jeg kan lide at leve det.

Mit kropslige forfald er endnu ret minimalt. Jeg løber de fleste af ugens dage, og cykler på tværs af København mellem møder her og der. Jeg elsker at gå i bjergene og har ingen problemer med at være på farten i 8-10 timer. Jeg kan til næsten enhver tid trække løbeskoene på og løbe halvanden time. Jeg kunne undvære det voksende pludder på halsen, og den krøllede hud, hvor der engang var kavalergang er ikke forskønnende. Men det er som det er. Jeg er også lidt krøllet og pludret indeni.

Fødselsdage skal fejres. Og jeg er faktisk så begejstret over at blive 60, at jeg har bestemt mig for at lave mange fejringer. Min fødselsdag bliver smurt ud over rigtig lang tid. Fordi jeg kender de bedste mennesker, og jeg vil fejre fødselsdag med at kunne tale med dem allesammen. Som man ikke kan med en stor fest. Hvor jeg ville være halvdød af træthed, fordi jeg altid ender med at lave alting selv.

Jeg startede lørdag. Flyttede min fødselsdag helt frem til det allerbedste vejr og opfyldte en drøm om at invitere en del af de kvinder, der har betydning i mit liv til brunch i kolonihaven. Og den drøm levede helt op til virkeligheden. Den var fyldt med sol, glade mennesker og bobler. Der var bunker af mad og kaffe. Jeg fik smukke og kærlige ord med på min videre vej og stod mere end én gang med en klump i halsen og en tåre, der trykkede. Tak til alle jer, der var med til at gøre min dag så fin.

Kolonihaven viste sig fra sin bedste side. Alle bar over med mine særlige toiletforhold. Og jeg var ret lykkelig over at have investeret i mit lille gaskøleskab. Der er meget logistik involveret i at beværte så mange damer i en kolonihave uden el og vand. Det var alle de mange gange på en hårdt læsset cykel værd.

Og jeg har mange flere fødselsdage til gode i de næste måneder. Jeg elsker at glæde mig. Mens jeg bliver ældre.

image

image

image

by - 0 comments

Bliv nu bare ældre – det er okay

I dag har jeg følt mig ældre end i går. Det har muligvis noget at gøre med vin og slåen gin. Eller at jeg først kravlede under dynen på sofaen omkring klokken fire. Fordi en flok storsnakkende, varme og enormt sjove kvinder berigede mig med deres selskab. De viste på overbevisende måde, at 17 kvinder sagtens kan være i mit køkken, og da de først havde bænket sig, blev de siddende. Og godt for det, for jeg kunne slet ikke få nok af dem.

Vi fejrede, at jeg igen var blevet et år ældre. Bare fordi jeg omgående benyttede lejligheden til at bænke de betydningsfulde kvinder omkring lidt mad og vin. Det er så meget bedre, end at kaste sig hen i hjørnet og jamre over tidens tand, rynker og løs mavehud. Det er jo latterligt at bruge sin tid på. Vi bliver ældre hele tiden, ligegyldigt hvor meget vi kunne ønske noget ungdom forlænget på ubestemt tid. Der er ikke noget mere latterligt, end at bruge tiden på at ønske sig noget andet, end man er.

Alder er et vilkår. Den kommer snigende i en ustoppelig strøm, selvom jeg inde bag rynkerne og den løse hud bliver ved med at opføre mig, som om den ikke ekstisterer. Jeg er jo glad for at blive ældre. Alternativet kan jeg ikke forestille mig. Hvilken rædsel at sidde fast som 15-årig? Eller bare ikke blive ældre. Ophøre med at eksistere? Nej vel? Jeg tager rynkerne og den løse mave med. Prøver at se dem som mine fortjenstmedaljer. Der hvor jeg kan se, at livet er blevet levet. Med omhu. Og det må man gerne være lidt stolt af.

Alt dette nåede jeg at tænke lidt over de sidste par timer inden det festlige køkken. Livet er en tyndvægget, spraglet luftballon. Derfor skal det leves stærkt. Der var nemlig en veninde, som alligevel ikke nåede frem til mit køkken. Med stemmen knækket af angstfyldte hulk, fortalte hun, at hendes mand fuldstændig uventet var blevet akut og alvorligt syg, siden vi havde sendt sms’er til hinanden et par timer tidlgere. Sådan bum. Enhver festlig fornemmelse sivede ud af mig og blev erstattet med sorg og medfølelse. Og alt for meget alvor.

Og mens jeg nu halvhjertet snittede videre på grøntsagerne og piskede æg og chokolade til kaloriebomber, kunne jeg bare mærke, at jeg på en måde skyldte både ham og hende at holde fast i at fejre det liv. At min venindes sorg og angst ikke ville blive mindre af en aflyst fest. At det ville glæde hende at høre, hvordan mit køkken var fyldt med liv og latter.

Derfor kunne jeg alligevel feste. Og bekræfte min veninde i livet, da vi talte i telefon i morges. Og delte hendes angst.

by - 17 kommentarer

Et år i et liv

Så sidder man der igen. Og bliver et år ældre.

Det er sgu da svært at fatte, at jeg er blevet så gammel. Nogen kunne godt have haft sine tvivl for fem år siden, jo. Og inden i føler jeg mig jo ikke gammel, vel? Jeg er jo stadig bare mig. Det er sært at tænke tilbage på, hvor voldsomt det var at blive 50 år. Halvtreds! Det sendte mig direkte i noget personligt misk mask. Hvor jeg nærmest kastede mig vrælende ned og bed i køkkengulvet, mens mine små næver bankede løs i brædderne. Jamen for fanden, tænkte jeg, her sidder jeg og er single for evigt, uden penge – og alt mulig andet, der ikke var i mit liv. Jeg skulle jo have siddet der og holdt min mand tilfreds i hånden, mens vi kastede milde blikke rundt på vores store børneflok. Skulle jeg ikke? Eller skulle jeg?

Jeg ved ikke, hvorfor 50 ramte mig som sådan en forhammer. Det havde aldrig før generet mig at blive ældre hvert år. Pjat, havde jeg tænkt. Man må jo bare stå ved sin alder. Det kan man jo ikke ændre på. Og hvad man nu ellers siger af den slags.

Kort efter fik jeg i hvert fald en syngende lussing af noget overraskende skæbne. Sådan helt uforberedt. Kan hun så måske lære at få øje på det liv, var det som om det rungede gennem mit univers. Og jeg måtte spagt kapitulere.  Jeg brugte den lille uge, hvor jeg ormede helt stille rundt i København og holdt jul og blev mormor og ventede på dommens dag i Århus, på at spekulere over, hvordan mit liv kunne have været anderledes. Og pludselig midt om natten der i juledagene gik det op for mig, at jeg ikke ville bytte liv. At der ikke var noget som helst, overhovedet, som jeg ville lave om, hvis jeg nu skulle blive konfronteret med noget helt uhelbredeligt. Pludselig vidste jeg bare, at jeg havde gjort mig umage. Umage med at være mor for mine børn, at tage de uddannelser jeg gerne ville have, at forfølge drømme langt ud i verden, at elske, at tage chancer, at risikere, at være til stede. Jeg havde gjort mig umage for at leve det der liv ordentligt, havde jeg. Og så kunne jeg ligesom lidt bedre tage imod den lussing. På min egen måde. Og med oprejst pande.

Da jeg året efter fyldte 51, kaldte jeg med stor fryd veninderne til fødselsdag. Jeg var et år mere. Og det skulle fejres. Og sådan har jeg haft med fødselsdage lige siden. Tak for et år. Igen.

Og hvordan var det så, det år? Tak, det har i hvert fald ikke været kedeligt. Jeg er stadig single for evigt, og det der femtal foran alderen er ikke noget godt scoretrick. Slet ikke i kombination med en tidligere kræftdiagnose. Og jeg har kæftet så meget op om den kræft, at det ikke kan være hemmeligt. Og dates googler. Og trækker stille følehornene til sig. Men – hånden på hjertet – så er der ikke mange par, jeg ville bytte mit frie liv for. Så mon ikke jeg fortsætter som evighedssingle?

Jeg er blevet mormor igen. Vera meldte sin ankomst, mens jeg sad i Esbjerg og bed negle. Nu styrer hun som andre små mennesker i familien med hård hånd. Der hviler en særlig stædighedsforbandelse over mine efterkommere.Så i stedet for at sove ligger Vera selvfølgelig på maven i barnevognen og forlanger frit udsyn til verden.

Mit arbejdsliv har slået de største kolbøtter, og jeg er lige så stille gledet over til at arbejde med noget af det, der virkelig optager mig. Jeg får i den grad lov til at folde mig og bruge alle mine talenter. Nå ja, at jeg så er i gang med at arbejde mig ihjel, tager vi en anden gang. Jeg dør aldrig helt af det, fordi jeg er SÅ god til at trække stikket og daffe ud i vildmarken. Men kæft, hvor det fedt at have det sjovt med at arbejde.

Jeg fandt mit sted i København. Det helt rigtige sted at bo for mig. Jeg elsker Sydhavnen, og jeg elsker alt det vand omkring mig. Og så elsker jeg Amager. Dyrt? Jamen det hele værd.

Og jeg har fået endnu et år af det liv, som jeg ikke vil bytte med nogen. Sammen med de unger, som jeg var så heldig at trække i det store børnelotteri. Både dem, jeg selv lagde biologi til, og dem som kom ind i mit liv med ham, jeg engang var gift med. Og stadig er her. Og med mine forældre, som stadig triller på golfbanen hver uge. Og om et par uger fejrer vi min mors 80 år. Og sammen med gamle og nye venner.

Tak for et fedt år igen. Skulle vi ikke snuppe et til?

by - 4 kommentarer

Min første store kærlighed..

..af den helt ubetingede slags, kom til verden meget tidligt om morgenen for 35 år siden. 35 år, dammit! Hvordan gik det til, at jeg er nogens mor på 35 år? Sådan sidder alle gamle koner og jamrer over tiden, så lad os hellere dvæle ved hende, der så dagens lys dengang. For hånden på hjertet, ikke mange jævnaldrende koner kan bryste sig af at være nogens mor på 35 år, vel?

For jeg var blot en nyudklækket student, da graviditeten var en kendsgerning. Kunne have kandideret til De unge Mødre, hvis det havde været opfundet dengang. Og jeg ellers ville have udstillet mig på tv. Hvad jeg helt sikkert ikke ville. Men hun kom, midt i århundredets hedebølge. Tre uger senere end vi andre havde planlagt. Efter 14 timers masen og skubben rundt i min helt uerfarne livmoder. Efter en times pressen og prusten og stønnen tog hun min verden i besiddelse. Lillebitte. Den fineste baby der var set på det lokale provinssygehus i mands minde. Hun var så smuk, at jeg aldrig blev træt af at se på hendes lille ansigt og hendes perfekte babykrop. Hun blev svøbt i kærlighed og omsorg. Og behøvede ikke meget andet de første to måneder, fordi det var så ubeskriveligt varmt. Jeg var for evigt forelsket.

Den milde baby udviklede sig til et temperamentsfuldt lille væsen. Med en vilje af stål. Kun overgået i stædighed af ét andet menneske. Og det blev min redning gennem farefulde teenageår. Og det har reddet hendes røv mere end én gang, I have to say. Hun var en særlig blanding af noget forsigtigt og sårbart, og en sand life-eater. Hun var det mest pigede. Og jeg kom til kort gang på gang. For jeg havde altid leget med drenge, og kiggede måbende og uforstående på hende, når hun grædende fortalte, hvordan en veninde havde sagt noget i et bestemt tonefald. Hun var til flæser og prinsessekjoler. Og hun bestemte selv.

Teenageren kastede sig frygtløst ud i teenageudfordringerne, mens jeg sad hjemme og overvejede, om jeg kunne låse hende inde, indtil jeg kunne afsætte hende i tvangsægteskab med en fornuftig ung mand. Men nej altså. Jeg har kun brugt det der med stuearrest én gang. Fordi det inkluderede tvangssamvær med Verdens Sureste Unge. Fordi man sgu var nødt til at være hjemme selv. Så ungen ikke stak af. Stuearrest er en dårlig strategi.

I stedet sad jeg så og foldede kilometerlange formaninger ud. Og tilbragte derefter timer med pulsen i det røde felt. Indtil min unge igen var homesafe. Hun havde gang i alle de store eksperimenter. Med øl. Drenge. Fester. Autonome. Hårfarver. Tøj. Jeg var målløs. På den imponerede måde. Gik et eksperiment skidt, kløede hun på med krum hals igen næste dag. Blev håret grønt, og ikke sort, drog hun med løftet pande afsted i skole. Og prøvede igen. På en eller anden måde gjorde det mig lidt stolt. Hold kæft jeg syntes, det var modigt. Selvom jeg ind i mellem bævrede af frygt for den verden, hun kastede sig ud i. Så mange år var der jo ikke gået, siden det var mig.

Efter nogle år i gammel postjakke og hennafarvet hår, skiftede hun pludselig stil. Ja, altså håret tog selvfølgelig sin tid om at gro ud til sin egen lyse farve. Men der var dømt stil. Med moderigtigt tøj og høje hæle. Faktisk har hun lært mig ikke så lidt om make up. Nu blev hun en tjekket chick, som fyrene vendte sig om efter.

Og nu er der på en eller anden måde altså gået 35 år. Hun er stadig smuk. Det er mine børn altså. Jeg er stadig forelsket, selvom forelskelsen mere er en fuldstændig rodfæstet kærlighed. Af den slags der aldrig dør. Nu er hun selv nogens mor, og tror at hun er blevet gammel i dag. Vel er hun ej. Der er jo alligevel kun gået 35 år.