Så blev jeg færdig med at føde babyer for nu. Det har været lærerigt at være med på fødegangen, og en særlig tak til jordemoder Sarah, som jeg har haft fornøjelsen af at følges med i to dage. Skulle jeg have børn, ville jeg elske at have hende omkring mig. Så heldigt at hun lige var vendt hjem fra nogle måneder i Grønland, så hun havde en fornemmelse af, hvad jeg havde brug for. Jeg føler mig lidt bedre rustet. Og jeg har suget til mig af hendes ekspertice.  Det er sjovt, når jeg sådan kommer ud i noget klinisk arbejde, mærker jeg et stik af savn. Jeg har virkelig elsket at arbejde som sygeplejerske, og jeg tror ikke, jeg er færdig med det. Jeg vender aktid tilbage til at lave noget klinisk. Om det så er på danske hospitaler, førstehjælp i ødemarken eller sundhedsarbejde i tredjeverdenslande. Jeg elsker det. Det er mit oprindelige fag, og en life long kærlighed. Jeg elsker også at lave forskning og projekter, og egentlig har jeg det helt perfekte arrangement for mit arbejdsliv. Lige nu arbejder jeg med at skabe bedre vilkår, bedre behandlingskvalitet og bedre rammer for det offentlige sundhedsarbejde, og jeg har altid muligheden for at arbejde klinisk ind imellem. Og altid muligheden for at vende tilbage.

Dagene på fødegangen har præsenteret mig for en vifte af meget forskellige kvinder. Jeg forbløffes over, hvor forskelligt kvinder arbejder med deres fødsel. Nogen kvinder går næsten i panik og overlader ansvaret til jordemoderen eller lægerne. Andre kvinder insisterer hårdnakket på deres ret til ansvar for deres fødsel. Kvinder kommer på fødegangen, arbejder sig gennem veer og smerter, presser barnet ud i ganske få veer og tager tilfredse hjem efter et par timer. Andre kvinder kommer med forventninger om at arbejde sig igennem fødslen og tage hjem med deres nye barn, men møder komplikationer og må overgive ansvaret til fagpersoner. Måske er deres barn i risiko, måske er de selv. Måske må de overlade deres lille barn til kompetente børnelæger, og måske risikerer de at miste den drøm og det håb, som et lille nyt barn er. Fødegangen rummer det hele. Og noget af det, jeg elsker ved at arbejde klinisk, er det uforudsigelige. Måske var det derfor, jeg arbejdede med børn med krææft i så mange år? Jeg vidste aldrig, hvad dagen ville bringe, og jeg skulle være parat til at møde hvad som helst.

Ugen har ikke levnet mange timer på matriklen. Og nu sidder jeg træt og tilfreds med et glas rødvin. Var lidt forundret over en vis træthed i benene, indtil jeg regnede ugens cykelpensum. Det er blevet til 325 km, og jeg droppede med helt god samvittighed den løbetur, jeg havde tænkt mig for i dag. Det bliver en tur i morgen i stedet. Cykelturene har været mere end almindeligt våde. Blev faktisk seriøst i tvivl i går om vi var smuttet ind i oktober. Bare sådan ved en fejl.