Tag Archives: idræt og kræft

by - 1 kommentar

Fodhad

Cirka en gang hvert andet år bryder jeg ud i hadesang til mine fødder. Resten af tiden lever jeg med dem. Betragter dem som en slags pris for at være i live. En helt fair pris egentlig. Og det meste af tiden er jeg overvejende taknemmelig over, at mine fødder lever og kan flyve mig rundt i landskaberne i løbesko. Kilometer efter kilometer.

Det er et bestemt stof af de mange forskellige slags cytostatika, der parkerede nerveskader i mine hænder og fødder. Det eneste, der er helt sikkert ved det, er at det aldrig går væk. Det var en del af prisen.

De gør altid ondt, mine fødder. Altid, hele tiden, døgnet rundt. Jeg har vænnet mig til det. Lært at leve med det, som en del af den handel, jeg indgik med universet for snart 8 år siden. Jeg lever. Men fra tid til anden vrider de volumenknappen et par omgange, og efter at have holdt relativt ro hele sommeren, viser de tænder i en grad, de sjældent har gjort.

Så jeg skal bare lige have luft. Så skal jeg nok leve pænt og roligt videre med dem.

Der er ingenting, der gør nogen forskel. Jeg kan gå i høje hæle, flade sko eller løbesko. Ingen forskel. Jeg kan sidde i ro og mag hele dage og have lige ondt. Det gør ikke mere ondt at løbe. Så jeg løber.

Og uanset, hvor meget fødderne hviner, brænder, stikker og skriger, kan de aldrig nogensinde overdøve den jubel, en brændende himmel over havet vækker inden i mig.

IMG_4064

IMG_4065

by - 2 kommentarer

Foredrag i Kolding

Jeg har endnu engang holdt foredrag om at være patient. Det har jeg gjort rigtig mange gange efterhånden, og det ændrer sig hver gang. Jeg elsker at genbruge gamle foredrag. Som en form, der hele tiden er under udvikling. For selvom jeg bruger et gammelt foredrag, bliver det som udgangspunkt. Jeg har altid ændringer. Altid en ny vinkel, et nyt billede eller en nyt citat. Jeg flytter mig hele tiden i forhold til min periode som syg og patient. Efterhånden som tiden går, fylder det ikke længere i mit liv. Men det er blevet en erfaring og en bagage, jeg har med mig.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg endelig blev sluppet fri fra hospitalet fyldte fornemmelsen og tankerne om sygdom det hele. Min læge på hospitalet sagde til mig, at om ikke så lang tid, ville dette bare være et kort intermezzo i mit liv. Som ville fylde som andre erfaringer i livet. Det troede jeg ikke på dengang, men det er blevet sådan. Han havde jo ret, havde han. Nu er det noget, som var. Nu er det hverdagen, arbejdet, ungerne, løbet, cyklerne, vennerne, der fylder mit liv.

Mens jeg var syg, bloggede jeg også. Den blog er alt for privat til at ligge og flyde i det offentlige blogrum, og det sker ind imellem, at jeg kigger til den. Når jeg fx skal lave foredrag. Denne gang bestemte jeg mig for at læse nogle uddrag højt. Uddrag fra min dagbog som kunne fortælle om alle mine bizarre oplevelser ved at være syg og blive patient. Sætte ord og scenarier på, som måske kan gøre alle de sundhedsprofessionelle lidt klogere. Lidt nysgerrige og lidt velovervejede i deres møder med nye og gamle patienter. Det må de gerne bruge min historie til. Faktisk kan det gøre mig helt glad i låget, hvis min historie kan gøre nytte. Bare lidt.

Og mens jeg sad og ledte gennem gamle blogindlæg fra dengang, faldt jeg over noget, jeg skrev efter en samtale med min læge. Ved afslutningen af min behandling snakkede jeg med ham om træning og bjergbestigning. Jeg havde en million spørgsmål. Hvor meget, hvor hårdt, hvor hurtigt, hvor højt, osv, osv. Og han lyttede og forholdt sig. Giv din krop en smule ro det første år, sagde han. Men træn bare videre, sagde han også. Og så sagde han, – det havde jeg helt glemt -, at der ville gå nogle år, før mine præstationer ville komme i omgangshøjde. Og der er jo bare gået tre. Og gav jeg min krop ro i det første år? Vel gjorde jeg ej. Jeg trænede benhårdt, så jeg kunne blive parat til bjergbestigning. Og havde det helt fint, indtil jeg overtrænede om sommeren, da jeg var hjemme igen. Han sagde også, at min lungefunktion kunne være nedsat enten en periode eller for altid af kemoterapien.

Er jo godt at blive mindet om, når jeg piver over at blive nummer sjok i et løb. For fanden da.

by - 3 kommentarer

Og jeg fik min regn

Man skal aldrig ønske noget, for man risikerer, at det går i opfyldelse. Og det gjorde mit ydmyge ønske om regn. Og jeg fik det at føle, gjorde jeg. Men – hehe – det er bedre end sne.

Jeg cyklede gennem regnen til møde på Gentofte Hospital. For at holde møde om kvalitetsmålinger i kræftbehandlingen. I starten efter min egen sygdom var det ret svært at skelne mit eget fra det, jeg skulle arbejde med. Jeg havde mere end svært ved at løfte mig ud af mit eget lille bitte tunnel-perspektiv. Folk har været søde og overbærende, men man kan ikke bruge det til meget, at en konsulent hele tiden bliver oversvømmet af sine egne private erfaringer, vel? Når nu man skal forsøge at skabe nogen helt overordnede rammer for en bedre behandling af alle kræftpatienter. Og af alle andre slags syge mennesker. Men den slags går jo heldigvis over. Tiden går, og selv en kræftsygdom bliver til et lille kapitel i et livsforløb. Man skulle ikke tro det, da man stod midt i hele miseren, men sådan er det gået. Det har også været en lidt ‘villet’ proces. Jeg har ikke villet være “kræftramt”, “kræftpatient” eller “kræftoverlever” resten af mit liv. Jeg har villet have det kræft-klistermærke af panden og være mig igen. Kræft er noget, jeg har haft. Det giver mig nogle helt specielle erfaringer. Et særligt indhold af min livs-rygsæk. Men det er ikke min identitet. Og det giver mig nu en helt speciel indfaldsvinkel til at arbejde med kvalitet i behandlingen. Fordi nu har jeg lært en masse om sådan et syge-forløb, som jeg tidligere har været tilskuer til. Forløb jeg kunne tage del i som hjælper, eller forløb jeg kunne læse om. Forløb der udmøntede sig i en række forskellige tal og tabeller. I al ydmyghed er jeg nok blevet en bedre konsulent ud i den svære kunst at arbejde med kvalitet i vores sundhedsvæsen. Men det har taget noget tid. Og det er godt, at tunnelsynet ikke blev kronisk.

Regnen fortsatte, da jeg fortsatte til Rigshospitalet, hvor jeg tager del i at starte en forening for tidligere kræftpatienter, som skal være et forum for fysisk træning., MotionsPact. Foreningen er stadig i sin spæde startfase, men der dukkede nogle stykker op trods regn og vinterferie. Jeg selv løb en tur, der skulle være restitution overnpå min 16 km tur i går. Men der sker noget med mit tempo for tiden. I hvert fald løb jeg i noget, der forekom mig langsomt og afslappet – og viste sig at være i noget, der sagtens kunne kaldes tempo. Men våd blev jeg.

Og sneen tumler ned fra mit tag, mens jeg står her og klapper i hænderne.

by - 2 kommentarer

Water under the bridge og good times to come

Jeg er jo ikke anderledes end alle andre og standser også op ved nytårstide og ser på det forgangne år. 2009 blev et år med store forandringer. Jeg tog beslutningen, som havde gæret i flere år, og flyttede til hovedstaden. Forlod simpelthen Århus og startede et helt nyt liv. Nyt job i region Hovedstaden og en start i Holte hos Bo og Helle, hvor jeg nåede at bo i syv måneder, før truslen om et salg af huset blev virkelighed. Nu er det så Birkerød de næste to år. Her er lidt langt ude på landet, og jeg er ikke sikker på, at det er her, jeg skal leve. Men for nu nyder jeg skoven udenfor min dør, jeg nyder freden og roen, og at København trods alt er tættere på end før.


For et år siden rejste jeg til Sydamerika med min søn. Det var hans 30-års fødselsdagsgave og min sidste chance for at rejse alene sammen med ham. Vi landede i Argentina, holdt den mest forrygende nytårsfest i Salta i det nordlige og cruisede rundt og udforskede de nordlige bjergområder i Argentina. Bagefter tog vi videre til Bolivia og var på tur på den bolivianske højslette og havde de mest fantastiske oplevelser. Så intenst at vi kom et døgn for sent til bussen på den argentinske side af grænsen, men – alting løser sig jo, og vi nåede både vores fly fra Salta og nogle dejlige dage i Buenos Aires.
Sommeren gik til Sydafrika, hvor jeg rejste rundt et par uger på egen hånd med lokale busser, før jeg sluttede i Durban, hvor jeg skulle holde oplæg på sygeplejerskernes verdenskongres. Jeg var helt positivt overrasket over landet. Det er smukt, spændende, og jeg blev modtaget varmt og venligt, hvor jeg kom frem. Der vil jeg gerne tilbage til. Durban var en storby, og jeg havde fundet et hotel væk fra strandpromenaderne, hvor jeg med sindsro kunne løbe en morgentur alene hver dag. Konferencen var en stor oplevelse, som blev præget af sydafrikanernes store stolthed over endelig at kunne byde en international konference velkommen. Fra Sydafrika tog jeg til Kilimanjaro Airport i Tanzania, hvor jeg fik en modtagelse som en hjemvendt tabt datter. Jeg blev så rørt over den modtagelse. Alle vidste, jeg havde havde været syg, og sådan en sygdom overlever man jo ikke i Tanzania, så jeg var på linie med et sandt mirakel. Det var dejligt at være tilbage. Dagen efter kom den gruppe, jeg skulle tage med på Kilimanjaro, og vi havde en fin tur, bortset fra et maveonde, der fik mig til at vende om før toppen. Men gruppen kom op.

Løbemæssigt startede jeg året med at være i overtræning. En tilstand, der havde varet mere eller mindre siden den foregående sensommer, hvor jeg med hovedet under armen trænede vildt og voldsomt efter to måneders ekspedition.  Det gik meget godt hele sommeren, hvor jeg endelig blev hurtigere og hurtigere, indtil jeg blev ramt som af en solid mur og var helt færdig med at være smart. For at understrege, hvor dum jeg kan være, deltog jeg i en familietradition i december 2008, – et halvmaraton i Randers, som jeg jo på ingen måde var i form til. Og det bragte mig en fibersprængning samt flere stadier tilbage i overtrænings-tilstanden. Så det var et løbemæssigt pivedyr, der løb ind i 2009. Siden er det kun gået fremad. Jeg trænede udelukkende mængdetræning i mange, mange måneder og trappede langsomt distancerne op. Løb 4-5 gange om ugen suppleret af adskillige kilometer på cykel. Det er vel blevet til godt 2000  kilometer sammenlagt i løbeskoene og mindst 10.000 kilometer på cyklerne. Og fra efteråret er jeg igen begyndt på intervaller. Jeg indledte en dobbelt strategi overfor mig selv. På den ene side vil jeg gerne være hurtigere igen. Jeg havde allerede for to år siden et mål om igen at løbe fem km på omkring 20 minutter, og sådan blev det bare ikke, og jeg justerede mit mål kraftigt og var glad for at kunne løbe under 25 minutter til DHL-stafetten. En måned senere løb jeg samme distance på 23.30, så bedre er det da blevet. Den anden strategi går ud på mentalt at indkode et andet niveau end tidligere. Derfor løb jeg flere motionsløb i løbet af efteråret. Jeg var nødt til at komme min konstante skuffelse til livs, så det igen kunne være sjovt at løbe motionsløb. På et tidspunkt må den mission vel lykkes? Det er så dumt at bruge livet på at være skuffet, ikke? Jeg løb mit sidste 10 km løb på næsten 52 minutter, og den sved, men det er sådan det er. Det kan godt blive hurtigere, men det kommer ikke helt ned igen.
Jeg synes stadig, det er fedt at løbe. Jeg elsker mine løbeture i skoven. Jeg elsker stadig ikke de mørke sene træningsture på villavejene, men prøver at tage dem som en ‘lær-din-by-at-kende’ ting. Jeg har meldt mig i Birkerøddernes Løbeklub, men det lykkes ikke så tit at nå med på deres træningsture. Jeg har svært ved at nå hjem og være parat kl 17.30, og klokken 10 lørdag formiddag…. åh der er det så fristende at sidde med min avis og en ekstra kande te, og udskyde træningen til eftermiddagen. Men det har været hyggeligt, når jeg har været med, og måske bliver det mere, når det bliver lysere.
Jeg meldte mig også under fanerne i Løbeklubben på Facebook, hvor jeg har deltaget i 24-timers løb i Holte og Viborg. Begge fantastiske oplevelser med intenst samvær med nye mennesker. Til juni laver vi et kvindehold til 24Run i Holte med seks kvinder. Og vi har ambitioner om at gøre det godt og komme på podiet.
Min største mentale udfordring bliver Copenhagen Marathon, som jeg tilmelder mig i år. To af mine svogre løber også, så det bliver en hel familieting. Jeg tvivler på, at jeg kan løbe på under fire timer, og den bliver bare svær at sluge. Men jeg må sluge den og lade være med at hænge fast i, hvordan det var engang.

Min drøm om at etablere en idrætsforening for kræftpatienter bliver nu til virkelighed. “Motionspacten” bliver etableret i januar. Vi har allerede etableret bestyrelsen, hvor jeg er blevet formand, og det egentlige startskud bliver den første uge af maj, hvor der bliver træningsuge på Lanzerote. Der sker virkelig noget på den front for tiden. der er også sket ting i Århus, efter jeg har forladt byen. Måske har mine skriverier, foredrag og forskellige forkølede forsøg alligevel båret frugt. Der er heldigvis i det hele taget ved at komme langt mere fokus på, at behandling ikke bør stå alene , og at kræftrehabilitering skal startes sammen med behandlingen. Jeg er så glad for at kunne være med til at starte den her forening og få noget positivt samvær ind i livet for de mennesker, som har været igennem kemo, stråler og hvad der ellers kan høre med til et behandlingsforløb.
Jeg selv valgte at afslutte mit kontrolforløb på Herlev Hospital. Jeg hader og afskyer at møde til blodprøver og kontrol og får neurotiske anfald, selvom helbredet er fint. Så nu dropper jeg det og besøger min egen læge, hvis jeg mærker noget. Det blev også en slags markering af at tage mit liv i mine egne hænder igen. Og et godt valg.

Økonomien har desværre sat kontante begrænsninger for mine udfoldelser, og det kommer den også til de næste år. De fantastiske sponsorater, vi modtog til ekspeditionen i 2008, er desværre blevet voldsomt beskattet. Vi troede, vi havde sikret os efter vejledning fra bank og skat, men ak nej, jeg er blevet smertefuldt klogere. I forvejen betød ekspeditionen to måneder uden løn, så at der oveni er kommet et skattesmæk på næsten 90.000 kr har drænet min økonomi til langt over smertegrænsen. En planlagt ekspedition til Pakistan næste sommer er derfor sat i venteposition. Jeg håber, at jeg måske kan trækkke udgifterne til ekpeditionen fra og på den måde få lidt af pengene igen, men kommunikation med SKAT går langt over min forstand.

Men jeg møder 2010 fuld af fortrøstning. Et år, hvor jeg ikke skal flytte, hvor jeg får ro og struktur på løbetræningen, hvor jeg får cyklet masser af kilometer og lærer Nordsjælland og hovedstaden meget bedre at kende.