Elementært, Watson……….

Jeg har i meget lang tid haft en fornemmelse af, at noget af den medicin, jeg fik for min kræftsygdom, har lavet ballade i mit sukkerstofskifte. Med et blodsukker, der spurtede op og ned ad skalaen og et medfølgende humør. Det er galt nok, men meget værre er, at jeg i 3½ år har sovet rædderligt skidt. Jeg har altid været af den slags mennesker, der knaldede øjnene i på vejen mod hovedpuden og slog dem friske op klokken kvalme om morgenen. Seriøst! Mine specialer er skrevet fra kl. fem om morgenen. Da mine unger var små, stod jeg op, før de vågnede og løb. Bagefter vækkede jeg dem med morgenmad. Men det har ændret sig de sidste tre års tid.

Jeg har ligget og vredet mig i timevis uden at kunne sove. Jeg har vågnet midt på natten og droppet al videre søvn. Ligget nat efter nat med en fornemmelse af aldrig at nå ned til noget dyb søvn. Det holder jo ikke. Ikke når man træner pænt meget og har et arbejde, som kræver velsmurte hjernevindinger. Hver dag. Selvfølgelig var det oplagt at kaste skylden på angst og bæven efter en vild og voldsom sygdom. Det var bare ikke sådan, det føltes. Jeg lå ikke og spekulerede hjernen skæv. Jeg var ikke fyldt af angst. Det føltes som en helt fysisk ting. Min krop var ikke i sove-mode. Jeg har prøvet meditation, yoga, afspænding, – you name it. Sovemedicin var ligesom ikke et issue, vel? Når det var sådan en permanent-lignende tilstand. Og drikke sig i hegnet hver aften for at sove? Heller ikke rigtigt. Så jeg affandt mig med det. Tænkte at det måske også var en slags pris for at leve videre.

Indtil jeg endelig tog action på det med blodsukkeret. For nogle uger siden stoppede jeg helt med at spise sukker. Altså kager, slik, sukker i kaffe og sådan. Oh miracle!!! Jeg sov. Eller jeg sov bedre. Så researchede jeg på en ny bog “Det helbredende køkken”, som er en vegetar-kur, der skal virke stabiliserende på blodsukkeret. Den blev godtaget som seriøs uden religion og hokus pokus. Jeg har nu fulgt den (altså sådan da – jeg får jo også gæster. Og ingenting skal få mig til at hælde rismælk på min mysli). Og jeg er overbevist. Jeg snorksover igen om natten, og min dyrebare hjerneaktivitet føles mere smooth. Jeg tænker bedre, og det er altså godt, når nu det er det, jeg får min løn for. At den uvelkomne flæskepølse, der er flyttet ind på min forside, er på kraftig retræte, gør jo heller ikke noget. HA – aldring og overgangsalder – gu’ vil jeg ej bare finde mig i flæskepølser.

Nu var det ikke noget, jeg fandt på ud af den blå luft. Ind imellem blev min mangel på almindelig søvn temmelig påtrængende. På grænsen til noget betænkeligt. Og jeg kastede mig nærmest ud i en slags detektiv arbejde. Havde jeg overhovedet haft søvn-succes’er de sidste år? Og jeg måtte erkende, at på mine ekspeditioner, når jeg var i bjergene, mine to måneder i Nepal og min lange løbetur sammen med Jesper sidste år var sådan en slags succes’er. Der sov jeg. Og hvad var anderledes? Det var det der med sukkeret. Jeg spiser ikke sukker og chokolade, når jeg er på bjergbestigning. I Humla var sukker ikke-eksisterende. I England var der ingen mellemmåltider, og de desserter, vi drømte om, mens vi løb? Ja de blev alligevel droppet om aftenen. Det var jo oplagt, ikke?

Og hvordan går det så med det der træning? Jo, tak. Det går faktisk rigtig godt. Selvom jeg lever med en konstant tidsjoker for tiden. Har lidt for mange dage, hvor klokken er blevet 19, før jeg sætter nøglen i døren. Og når vejret så optræder med isstorme og snevejr kombineret med lavt blodsukker og monstersult, ja så er turene blevet samlet omkring weekenderne med en eller to småture i løbet af ugen. Og alligevel sniger det sig op omkring 70 km om ugen.

Jeg kan mærke, at jeg har omlagt min kost ret radikalt. Ikke fordi jeg var nogen stor kødspiser eller flænsede bageren på vejen hjem. Jeg kan mærke, det er godt. Alligevel kræver kroppen klart og tydeligt mad til tiden. Jeg har været en smule træt. Men det er vendt til lidt hyper energi. Meningen er at følge kuren i fire uger. Derefter kan man indrette sig, som det nu passer bedst. Men fuck, hvor er det godt, det der nattesøvn. Tænk at det skulle være så svært…….

Livslussinger

En af de her dage er det tre år siden, jeg blev spyttet ud til noget liv efter en voldsom tur i centrifugen med kemoterapi i høje doser. Min eufori over min nyvundne frihed blev meget hurtigt blandet med en mere besk smag, idet min kollega Kirsten, som jeg havde delt stue på hospitalet med flere gange undervejs, døde et par uger senere. Kirsten døde fra fem små børn. En uge efter døde min venindes søn Kristoffer, bare få måneder efter sin konfirmation. Jeg gik til begge begravelser for at sige farvel til de to, og jeg kravlede hver gang hjem med hele kroppen fyldt af skyld over at være den, der levede. Det var ikke bare en følelse inden i mig. Jeg kunne se den i de andre.

Men euforien over at være i live, over at have holdt fast og stået behandlingen igennem, over at have sluppet hospitalet, over igen at kunne bevæge mig frit rundt i livet vandt alligevel. Den kemoterapi, jeg fik, var voldsom. Den svarer næsten til den behandling, man får inden en knoglemarvstransplantation, hvor knoglemarven skal tæskes helt i bund. Seks gange. Jeg fik seks serier med fem dages behandling med mellem 10 og 14 forskellige stoffer hver gang. Og to ugers pause imellem. I seks måneder var min knoglemarv ude af stand til at producere blodceller til mit immunforsvar. Så jeg levede sådan et isoleret liv uden Netto, uden cafébesøg, uden togrejser eller busser, uden koncerter og uden små børn. Og uden arbejde. Fordi jeg var sart som en übermimose og kunne i princippet have taget billetten med en simpel forkølelse eller influenza. Men jeg styrede uden om det års vinterinfluenzaer og fik ingen infektioner. Før til allersidst, da jeg havde fået den sidste dråbe kemo indenbords og kastede forsigtigheden overbord. Jeg fik et lille bitte skarvsår i trussekanten efter en 70 km cykeltur. Som jeg overmodigt ikke lagde i descinficerende sprit. Eller bare glemte. Og havde pludselig kæmpefeber og siden en monsterbyld lige i røven. En streg i regningen, men det blev også klaret, og jeg blev endelig spyttet ud til noget liv, der skulle samles op.

Jeg kunne igen begynde at leve et mere almindeligt mad-liv. Hver gang jeg havde afsluttet en kemoserie, afstødte min krop alle slimhinder. Det betød, at munden, halsen, maven, tarmene var åbne sår, og det blev ubeskriveligt smertefuldt at spise og synke. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget, der gjorde så ondt. Men nu er jeg en pænt stædig rad, og jeg havde besluttet at spise god, lødig, varieret kost for at hjælpe min krop igennem. Så jeg købte en ordentlig motherfucker af en blender, så jeg kunne lave sunde supper. Det var det absolut eneste, der kunne glide igennem mit sårede spiserør. Og jeg har siden da et mere end anstrengt forhold til suppe. Don’t serve me that, please. Kemoen fik ting til at smage anderledes. Kaffe forvandledes til en fuldstændig udrikkelig substans, og rødvin til afskyelig væske. Jeg fik cravings, som gravide kvinder får, men efter sære ting som rodfrugter, æblejuice og hvid te. Mistede enhver lyst til slik, men elskede is. Rugbrød har siden da været ret tæt på guddommelig spise.

At få kræft har været den største lussing, jeg har fået i hele mit liv. En lussing så stor, at min krop stadig kan føle vibrationerne af den. Men jeg lever. Og jeg kan måske bruge nogen af mine erfaringer til at lette livet og forbedre mulighederne for alle jer, der før eller siden vil få kræft. Men det har selvfølgelig kostet nogle nedture og mentale nedsmeltninger undervejs.  Men der er delt værre lussinger ud til andre.

I aftes var jeg til fest sammen med en gruppe yngre tidligere kræftpatienter fra Proof of Life. I efteråret døde Jannie bare 42 år gammel af lungekræft. Jannie og jeg havde mødt hinanden, da vi var ude og undervise den samme gruppe sygeplejersker. Og vi havde det til fælles, at vi begge var single. Af og til blev vi spurgt, til vores kontroller, om vi oplevede seksuelle følger af kemoterapien. Og det vidste vi sgu da ikke noget om. Så vi havde faktisk aftalt at lave en bytur i efteråret, score noget mand og finde ud af, om vi så havde sådan nogle senfølger. Men det nåede vi ikke. Eller Jannie gjorde ikke. Jeg droppede byturen, så jeg ved det stadig ikke. Jannies kolleger havde samlet ind og foræret os en fest til ære for Jannie. Og det blev en aften helt i Jannies ånd. Med Tapas og lambrusco i rigelige mængder.

Men jeg vågnede i går op og blev konfronteret med endnu en ordentlig livslussing af de rigtig rådne til en anden familie. En af mine bekendte fra bjergklubmiljøet var blevet slået ihjel, mens han var på bjergbestigning sammen med sin 20-årige søn i Nepal. Han var blevet ramt i hovedet af en stor sten, havde fået åbent kraniebrud og var død med det samme. Hans stakkels søn formåede ved egen hjælp at komme ned fra bjerget, gå til den nærmeste landsby og få organiseret hjælp til at bjerge sin fars lig. Og sådan kan man lige pludselig blive meget voksen  – på den fuldstændig afskyelige måde. Jeg tænker meget på ham.

Et lille gylp: Man kunne osse bare sige nej

Forleden fik jeg (endnu) en henvendelse fra en journalist, som gerne ville skrive en artikel om kræft og kemoterapi. Fra Kræftens Bekæmpelse ovenikøbet. Hun skrev, fordi hun gerne ville skrive nogle artikler om kemoterapi og søgte forskellige tidligere kræftpatienter til at fortælle om, hvordan det var at få kemoterapi. Men ikke bare det. Også hvordan det har påvirket mit liv. Og det sidste har jeg faktisk hverken skrevet eller talt om i mine foredrag. Det er et ømt, sårbart område, som jeg holder mest for mig selv. Men jeg tænkte det grundigt igennem. Og besluttede, at jeg gerne ville deltage. Jeg vil gerne være med til at fortælle om, hvor forskellige behandlinger med kemoterapi er. Og hvor stor indvirken det har haft på mit liv.  Og det skrev jeg til hende samt at hun gerne måtte ringe mig op på et angivet tidspunkt.

I dag får jeg så en mail, hvor hun skriver:
“Tak for din mail. Jeg har allerede snakket med to personer og har nu brug for en, som blev rigtig dårlig af kemoterapi. Det lyder ikke som om, at det var tilfældet for dig?”

Der er for mange, som henvender sig til mig, og sikkert også til andre, som ikke er seriøst gennemtænkte. Det er for fanden ikke strikkeopskrifter, der bliver spurgt om. Det handler ikke bare om at blive dårlig eller ikke-dårlig. Jeg vil gerne hjælpe til med at gøre livet lettere for alle jer, der ikke har haft kræft endnu. Og jeg stiller rigtig tit op. Men jeg gider ikke blive betragtet som sådan en slags metervare. Altså. Og så er det, at jeg bliver en lille smule spids.

Branding og blogging

Var i aftes en af de heldige, der var inviteret til en aften om “Kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding” med Lykke Rix og Julia Lahme sammen med en bunke spændende kvinder. Priviligeret og blomstrende selskab. Jeg har tidligere arbejdet med branding i arbejdsmæssig sammenhæng. Jeg har f.eks. været med til at brande et bestemt hospital i Jylland med ret god succes. Men mit eget brand har jeg først for alvor spekuleret over, efter jeg har været syg.

Jeg har ikke været stille og tilbageholdende om min diagnose, min behandling og min måde at komme igen på. Fordi det var en så stor ting, fordi jeg allerede sad fedtet godt ind i den danske kræftforskning, og ikke mindst fordi mine erfaringer måske kunne være med til at gøre en forskel for andre. Jeg har holdt foredrag om kræft til kvalmegrænsen.  Når jeg googlede mig selv (nåja, – hvem gør ikke det en gang imellem), stod der K.R.Æ.F.T  bøjet i neon over hele sendefladen. Men hov!!! Jeg kan jo for pokker andet end at have kræft. Jeg kan lave indviklede analyser, lede projekter, arbejde med coaching og lede processer i organisationer, jeg kan skrive, jeg kan holde foredrag,  jeg kan bestige bjerge, jeg kan løbe, cykle, ro, klatre – og alt muligt andet. Sådan en googlesøgning kan jo skræmme enhver potentiel date langt væk. Og hvad er det – at være kendt for at have haft kræft???

Det er en sygdom, jeg har haft. Men den er ikke mig, og jeg er ikke den. Det gik op for mig i aftes, at det er det min blog er. Den er et forsøg på at brande mig selv på ny. Et forsøg på at brande mig selv som det, jeg er, og det jeg kan. Hvor mine erfaringer med sygdom selvfølgelig er en del af det hele, men hvor alt det andet får lov at mose sig i forgrunden.

Og jeg fik min regn

Man skal aldrig ønske noget, for man risikerer, at det går i opfyldelse. Og det gjorde mit ydmyge ønske om regn. Og jeg fik det at føle, gjorde jeg. Men – hehe – det er bedre end sne.

Jeg cyklede gennem regnen til møde på Gentofte Hospital. For at holde møde om kvalitetsmålinger i kræftbehandlingen. I starten efter min egen sygdom var det ret svært at skelne mit eget fra det, jeg skulle arbejde med. Jeg havde mere end svært ved at løfte mig ud af mit eget lille bitte tunnel-perspektiv. Folk har været søde og overbærende, men man kan ikke bruge det til meget, at en konsulent hele tiden bliver oversvømmet af sine egne private erfaringer, vel? Når nu man skal forsøge at skabe nogen helt overordnede rammer for en bedre behandling af alle kræftpatienter. Og af alle andre slags syge mennesker. Men den slags går jo heldigvis over. Tiden går, og selv en kræftsygdom bliver til et lille kapitel i et livsforløb. Man skulle ikke tro det, da man stod midt i hele miseren, men sådan er det gået. Det har også været en lidt ‘villet’ proces. Jeg har ikke villet være “kræftramt”, “kræftpatient” eller “kræftoverlever” resten af mit liv. Jeg har villet have det kræft-klistermærke af panden og være mig igen. Kræft er noget, jeg har haft. Det giver mig nogle helt specielle erfaringer. Et særligt indhold af min livs-rygsæk. Men det er ikke min identitet. Og det giver mig nu en helt speciel indfaldsvinkel til at arbejde med kvalitet i behandlingen. Fordi nu har jeg lært en masse om sådan et syge-forløb, som jeg tidligere har været tilskuer til. Forløb jeg kunne tage del i som hjælper, eller forløb jeg kunne læse om. Forløb der udmøntede sig i en række forskellige tal og tabeller. I al ydmyghed er jeg nok blevet en bedre konsulent ud i den svære kunst at arbejde med kvalitet i vores sundhedsvæsen. Men det har taget noget tid. Og det er godt, at tunnelsynet ikke blev kronisk.

Regnen fortsatte, da jeg fortsatte til Rigshospitalet, hvor jeg tager del i at starte en forening for tidligere kræftpatienter, som skal være et forum for fysisk træning., MotionsPact. Foreningen er stadig i sin spæde startfase, men der dukkede nogle stykker op trods regn og vinterferie. Jeg selv løb en tur, der skulle være restitution overnpå min 16 km tur i går. Men der sker noget med mit tempo for tiden. I hvert fald løb jeg i noget, der forekom mig langsomt og afslappet – og viste sig at være i noget, der sagtens kunne kaldes tempo. Men våd blev jeg.

Og sneen tumler ned fra mit tag, mens jeg står her og klapper i hænderne.

Julesmerte

Jeg kommer gående ad Nordre Fasanvej med to flasker vin, chokolade, rullepølse og fiskefileter i tasken. Det er den 23. december. Pludselig, uden varsel, strømmer tårerne ned ad mine kinder. Jeg er beamet tre år tilbage i tiden, hvor jeg også kom gående ad Nordre Fasanvej på vej fra Superbest til mine døtre. Dengang med en rund svulst nederst på halsen. Lige i det bløde område, der danner en lille fordybning. Et område på min hals, jeg altid godt har kunnet lide. Og et særligt sårbart område. Inde i den runde svulst vokser kræftceller. Kræftceller som vil kunne vokse vildt og eksplosivt og slå mig ihjel. For tre år siden var jeg ikke klar til at dø. Det er jeg heller ikke i dag, men nu har jeg en anderledes klar bevidsthed om, at det vil ske en dag. Tårerne strømmer helt uhæmmet, og min krop har fuldstændig taget over. Den kan huske tidligere ture ad Nordre Fasanvej i julestemning.

Det går over, og jeg kommer tilbage til mine døtre og pakker julesager sammen til vores Berlinertur næste dag. Og  jeg går igen ad Nordre Fasanvej til Fuglebakken Station for at tage s-toget til Charlottenlund og lillejulemiddag hos min søster. På Hellerup Station står jeg af for skifte tog mod Klampenborg. Stationen er mørk og fyldt med mennesker, der er på vej til andre lillejulearrangementer. Med ét overmandes jeg af gråd. Denne gang ikke bare stille tårer, men gråd, som ryster hele kroppen. Det varer ganske kort og fortsætter måske lidt længere inde i mig. Mennesker ser nysgerrigt på mig og går videre. Det er fint, for jeg ønsker ikke at dele øjeblikket. Det er okay, at de ser mig og lader som ingenting. Det er en slags vanvidsøjeblikke, som kun jeg kan fatte dybden af. Andre behøver slet ikke  forstå. Det er mit og jeg lærer langsomt at leve med, at sådan er julen også for altid fremover.

Men det er samtidig mærkelige og svært forståelige oplevelser. Jeg har ikke svært ved at tale om min sygdom. Jeg bliver ikke grådkvalt ved tanken om kræft og kemoterapi. Men dagene i den sidste del af december er lagret i min krop. Dagene fulde af usikkerhed, da den runde bule langsomt blev til en trussel. Da den voksede fra sin uskyld og blev til aggressive lymfomceller. Da jeg langsomt begyndte at rumme erkendelsen af en mulighed for at dø fra mine børn. Da jeg lidt efter lidt tog bevidstheden ind  om at stå på tærsklen til at gennemleve den værste og mest voldsomme kemoterapi, jeg havde kendt i min sygeplejersketid. Da jeg langsomt gennemtænkte mit liv og langsomt erkendte en mulig afslutning. Det liv, som jeg har brugt ufattelige kræfter på at få tilbage og langsomt fatter, er tabt for altid. Nu bygger jeg nyt. Julen vil for altid rumme en komprimeret form for sorg over det tabte.

Alligevel bliver det jul. Alligevel er vi glade sammen og fejrer både jesusbarn, solhverv og mit genvundne liv. Vi fejrer Alma, som gav liv og håb til juletiden for tre år siden, da hun lod sig føde sammen med mine første kemobehandlinger. Julen vil bare altid være begge dele og alligevel er håbet og livet størst og vigtigst.