Tag Archives: Kræft

by - 4 kommentarer

Branding og blogging

Var i aftes en af de heldige, der var inviteret til en aften om “Kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding” med Lykke Rix og Julia Lahme sammen med en bunke spændende kvinder. Priviligeret og blomstrende selskab. Jeg har tidligere arbejdet med branding i arbejdsmæssig sammenhæng. Jeg har f.eks. været med til at brande et bestemt hospital i Jylland med ret god succes. Men mit eget brand har jeg først for alvor spekuleret over, efter jeg har været syg.

Jeg har ikke været stille og tilbageholdende om min diagnose, min behandling og min måde at komme igen på. Fordi det var en så stor ting, fordi jeg allerede sad fedtet godt ind i den danske kræftforskning, og ikke mindst fordi mine erfaringer måske kunne være med til at gøre en forskel for andre. Jeg har holdt foredrag om kræft til kvalmegrænsen.  Når jeg googlede mig selv (nåja, – hvem gør ikke det en gang imellem), stod der K.R.Æ.F.T  bøjet i neon over hele sendefladen. Men hov!!! Jeg kan jo for pokker andet end at have kræft. Jeg kan lave indviklede analyser, lede projekter, arbejde med coaching og lede processer i organisationer, jeg kan skrive, jeg kan holde foredrag,  jeg kan bestige bjerge, jeg kan løbe, cykle, ro, klatre – og alt muligt andet. Sådan en googlesøgning kan jo skræmme enhver potentiel date langt væk. Og hvad er det – at være kendt for at have haft kræft???

Det er en sygdom, jeg har haft. Men den er ikke mig, og jeg er ikke den. Det gik op for mig i aftes, at det er det min blog er. Den er et forsøg på at brande mig selv på ny. Et forsøg på at brande mig selv som det, jeg er, og det jeg kan. Hvor mine erfaringer med sygdom selvfølgelig er en del af det hele, men hvor alt det andet får lov at mose sig i forgrunden.

by - 3 kommentarer

Og jeg fik min regn

Man skal aldrig ønske noget, for man risikerer, at det går i opfyldelse. Og det gjorde mit ydmyge ønske om regn. Og jeg fik det at føle, gjorde jeg. Men – hehe – det er bedre end sne.

Jeg cyklede gennem regnen til møde på Gentofte Hospital. For at holde møde om kvalitetsmålinger i kræftbehandlingen. I starten efter min egen sygdom var det ret svært at skelne mit eget fra det, jeg skulle arbejde med. Jeg havde mere end svært ved at løfte mig ud af mit eget lille bitte tunnel-perspektiv. Folk har været søde og overbærende, men man kan ikke bruge det til meget, at en konsulent hele tiden bliver oversvømmet af sine egne private erfaringer, vel? Når nu man skal forsøge at skabe nogen helt overordnede rammer for en bedre behandling af alle kræftpatienter. Og af alle andre slags syge mennesker. Men den slags går jo heldigvis over. Tiden går, og selv en kræftsygdom bliver til et lille kapitel i et livsforløb. Man skulle ikke tro det, da man stod midt i hele miseren, men sådan er det gået. Det har også været en lidt ‘villet’ proces. Jeg har ikke villet være “kræftramt”, “kræftpatient” eller “kræftoverlever” resten af mit liv. Jeg har villet have det kræft-klistermærke af panden og være mig igen. Kræft er noget, jeg har haft. Det giver mig nogle helt specielle erfaringer. Et særligt indhold af min livs-rygsæk. Men det er ikke min identitet. Og det giver mig nu en helt speciel indfaldsvinkel til at arbejde med kvalitet i behandlingen. Fordi nu har jeg lært en masse om sådan et syge-forløb, som jeg tidligere har været tilskuer til. Forløb jeg kunne tage del i som hjælper, eller forløb jeg kunne læse om. Forløb der udmøntede sig i en række forskellige tal og tabeller. I al ydmyghed er jeg nok blevet en bedre konsulent ud i den svære kunst at arbejde med kvalitet i vores sundhedsvæsen. Men det har taget noget tid. Og det er godt, at tunnelsynet ikke blev kronisk.

Regnen fortsatte, da jeg fortsatte til Rigshospitalet, hvor jeg tager del i at starte en forening for tidligere kræftpatienter, som skal være et forum for fysisk træning., MotionsPact. Foreningen er stadig i sin spæde startfase, men der dukkede nogle stykker op trods regn og vinterferie. Jeg selv løb en tur, der skulle være restitution overnpå min 16 km tur i går. Men der sker noget med mit tempo for tiden. I hvert fald løb jeg i noget, der forekom mig langsomt og afslappet – og viste sig at være i noget, der sagtens kunne kaldes tempo. Men våd blev jeg.

Og sneen tumler ned fra mit tag, mens jeg står her og klapper i hænderne.

by - 1 kommentar

Julesmerte

Jeg kommer gående ad Nordre Fasanvej med to flasker vin, chokolade, rullepølse og fiskefileter i tasken. Det er den 23. december. Pludselig, uden varsel, strømmer tårerne ned ad mine kinder. Jeg er beamet tre år tilbage i tiden, hvor jeg også kom gående ad Nordre Fasanvej på vej fra Superbest til mine døtre. Dengang med en rund svulst nederst på halsen. Lige i det bløde område, der danner en lille fordybning. Et område på min hals, jeg altid godt har kunnet lide. Og et særligt sårbart område. Inde i den runde svulst vokser kræftceller. Kræftceller som vil kunne vokse vildt og eksplosivt og slå mig ihjel. For tre år siden var jeg ikke klar til at dø. Det er jeg heller ikke i dag, men nu har jeg en anderledes klar bevidsthed om, at det vil ske en dag. Tårerne strømmer helt uhæmmet, og min krop har fuldstændig taget over. Den kan huske tidligere ture ad Nordre Fasanvej i julestemning.

Det går over, og jeg kommer tilbage til mine døtre og pakker julesager sammen til vores Berlinertur næste dag. Og  jeg går igen ad Nordre Fasanvej til Fuglebakken Station for at tage s-toget til Charlottenlund og lillejulemiddag hos min søster. På Hellerup Station står jeg af for skifte tog mod Klampenborg. Stationen er mørk og fyldt med mennesker, der er på vej til andre lillejulearrangementer. Med ét overmandes jeg af gråd. Denne gang ikke bare stille tårer, men gråd, som ryster hele kroppen. Det varer ganske kort og fortsætter måske lidt længere inde i mig. Mennesker ser nysgerrigt på mig og går videre. Det er fint, for jeg ønsker ikke at dele øjeblikket. Det er okay, at de ser mig og lader som ingenting. Det er en slags vanvidsøjeblikke, som kun jeg kan fatte dybden af. Andre behøver slet ikke  forstå. Det er mit og jeg lærer langsomt at leve med, at sådan er julen også for altid fremover.

Men det er samtidig mærkelige og svært forståelige oplevelser. Jeg har ikke svært ved at tale om min sygdom. Jeg bliver ikke grådkvalt ved tanken om kræft og kemoterapi. Men dagene i den sidste del af december er lagret i min krop. Dagene fulde af usikkerhed, da den runde bule langsomt blev til en trussel. Da den voksede fra sin uskyld og blev til aggressive lymfomceller. Da jeg langsomt begyndte at rumme erkendelsen af en mulighed for at dø fra mine børn. Da jeg lidt efter lidt tog bevidstheden ind  om at stå på tærsklen til at gennemleve den værste og mest voldsomme kemoterapi, jeg havde kendt i min sygeplejersketid. Da jeg langsomt gennemtænkte mit liv og langsomt erkendte en mulig afslutning. Det liv, som jeg har brugt ufattelige kræfter på at få tilbage og langsomt fatter, er tabt for altid. Nu bygger jeg nyt. Julen vil for altid rumme en komprimeret form for sorg over det tabte.

Alligevel bliver det jul. Alligevel er vi glade sammen og fejrer både jesusbarn, solhverv og mit genvundne liv. Vi fejrer Alma, som gav liv og håb til juletiden for tre år siden, da hun lod sig føde sammen med mine første kemobehandlinger. Julen vil bare altid være begge dele og alligevel er håbet og livet størst og vigtigst.