Okay, okay, jeg blev så alligevel mere forkølet. Men hvem er så så heldig, at hun bare kan blive hjemme i stuen og storproducere skriv til de regionale stormøder? Og en lille løbetur bliver det jo også til alligevel. Og vasketøjet snurrer ovenpå. Jeg kan høre dejlig musik i baggrunden og arbejde koncentreret næsten uden forstyrrelser. Min projektmakker er også hjemme med sin forkølelse, så vi mailer og ringer sammen i ét væk. Hyggeligt og produktivt.

Om lidt, når jeg har sluttet diverse skriv, skal jeg forberede et lille foredrag om rehabilitering til næste uge. Kræftens Bekæmpelse arrangerer et seminar for landets kommuner om kræftrehabilitering, og jeg sidder jo i den vidunderlige dobbeltsituation, at jeg kan belyse emnet fra snart sagt alle vinkler. Jeg har tidligere været behandler. Jeg har været patient. Og jeg er nu medforfatter på regionens sundhedsaftale med kommunerne. Og jeg har jeg arbejdet teoretisk med rehabilitering som antropolog. Så here we go. Hvad har rehabilitering betydet for dig? – spørger Kræftens Bekæmpelse i den overskrift, de har tildelt mit oplæg. Reha….. – hvaffor noget? Må jeg spørge. Og det bliver det glimrende udgangspunkt for hele mit oplæg. Rehabilitering er ikke eksisterende, når man har haft kræft. Lægerne og sygeplejerskerne siger pænt farvel og giver hånd, når man forlader hospitalet efter den sidste behandling. Ha’ det godt, sagde de, du får det nok lidt svært med at slippe os. Hmmmm, mnæe, det gjorde jeg nu ikke. Har aldrig haft det der store behov for at holde en læge i hånden eller at ligge i en hvid seng. Jeg nød min frihed. Men rehabilitering…?

Rehabilitering blev opfundet efter 1. verdenskrig, for at gøre sårede soldater i stand til at vende tilbage til samfundet. Og siden har det været et rodet begreb. Det er tæt forbundet med en slags leve-som-før tankegang. Jeg tror, den mest etablerede grundtanke er, at man efter et sygdomsforløb skal returnere til sin plads i samfundslivet og genoptage sit liv. Det, der fokuseres mest på, når man taler om rehabilitering, er genoptræning. Det er forholdsvist let at administrere for de offentlige instanser, og når man har genvundet sit fysiske funktionsniveau, kan man vel træde ind i dagens orden igen?

Men….. når man tildrager sig en alvorlig sygdom, hvad enten det skyldes ulykker, hjerte/kredsløb eller kræft, ramler livets korthus, og man får sig en ordentlig lussing. Og når man har fået en syngende lussing, står verden ligesom og vibrerer i en rum tid. Ved almindelige lussinger finder man vel hurtigt en balance igen, men efter en livstruende sygdom må man på jagt efter en helt ny slags balance. Alt er forandret. Kroppen, tankerne, sjælen, vennerne, hverdagen – alt. Og de sidste tre år har lært mig, at det ikke er de samme ben, man skal lande på. Man må skabe sig sit liv på ny.

Rehabilitering handler også om normalitet. At man skaber så meget normalitet omkring sig som muligt. For mig handlede det om fysisk træning, arbejdsliv og mit sociale liv. Jeg ved virkelig ikke, om nogen kunne have hjulpet mig igennem den proces. Nogle processer skal man bare gennemleve, hvor svære og smertefulde de end er. Og så lærer man undervejs. For mig var det bydende nødvendigt at få flyttet fokus fra kræft og kemo til løb, roning, bjergbestigning, arbejde. Kort sagt at få et indhold i mit liv, som koncentrerede sig om andet end – mig. Det var langt sejere end at få kemoterapi. Det har været mit livs ultimativt sværeste opgave. Og når jeg nu havde det voldsomme behov for at flytte fokus, havde jeg slet ikke behov for at slutte mig sammen med andre, som havde fejlet noget lignende.

Nå – jeg skal ikke trætte med lange tanker om rehabilitering. Jeg var dengang i alvorlige tvivl, om min hjerne nogensinde ville kunne fungere skarpt og analytisk igen. Jeg var i tvivl, om jeg nogensinde igen ville kunne holde trit med mig selv gennem en hel dag og en hel aften. Jeg kan stadig være i tvivl, om jeg nogensinde kommer helt rigtigt hjem i min krop igen. Men jeg har fundet min plads i mit samfund. Og er igen en produktiv og ydende borger. Men statistikken taler helt for sig selv. Mere end en trejedel af de, som har haft kræft, kommer aldrig tilbage til arbejdsmarkedet. Og hvad er det for et liv, vi helbreder til? Det må være det spørgsmål, som vi må stille os selv, når vi taler om rehabilitering.