Yes I did!

Jeg gjorde det! Jeg løb til og fra arbejde, – ialt godt 30 km. Startede ud omkring 7.30 og følte mig hurtigt som en kendis på Kongevejen. Inden jeg nåede ud af Blovstrød havde 5-6 bilister truttet i hornet, og lur mig, om ikke det var Katrine, der skrålede “Heeeej Helle” – med overkroppen ude af sidevinduet? De øvrige dyttere var kolleger, som følte sig konfronteret med noget dårlig samvittighed. Pjat med dem. Det er jo en slags valg. De kunne vel bare snøre skoene eller spænde cykelhjelmen. Medlidenheden herfra er ret begrænset, men jeg giver gerne en hånd med træning.

Det var en dejlig morgentur. Morgensolen lunede allerede, og jeg løb mig hurtigt til den indre ro, som er så god at tænke med. Og jeg fik tænkt over rigtig mange ting. Jeg har lovet Tracy, at skrive et kapitel i en bog, hun har taget initiativ til. Om løberuter, der har betydet noget specielt og løbeoplevelser. Jeg har tusind ideer til, hvad jeg kan skrive, og jeg ved sørme ikke, om jeg kan nøjes med ét kapitel? Jeg havde først tænkt at skrive om nogle af de ruter, jeg har en lang historie sammen med omkring Århus. Jeg har virkelig elsket at løbe i de sydlige områder, hvor jeg kunne løbe både i skoven og langs kysten. Jeg harmange oplevelser gemt i mig fra utallige løbeture alene og sammen med træningskammerater. Jeg kunne skrive om nogle af de træningsture i området, som har haft særlig betydning. Jeg kunne også skrive om de hårde hunde, som jeg løb sammen med i mange år. En gruppe vilde og hurtige mænd, som holdt op med at være gentlemen i samme sekund, som jeg løb fra dem i en spurt på en træningstur. Vi har haft nogle fantastiske, vilde, benhårde træningsture sammen. Jeg var ene hunhund i flokken, og de har været med til at give mig nogle af de største løbeoplevelser. Jeg kunne selvfølgelig også skrive om de første løbeture efter min kemoterapi. Om den fantastiske fornemmelse og oplevelse af frihed, som løbeturene omgående gav mig. Selvom nogen måske ville betegne det som powerwalking, snarere end løb. Men løbeturene hjalp mig hurtigt i form efter kemomøllen, selvom – helt ude af form var jeg ikke. For jeg havde cyklet lange, lange ture og gået, når jeg nu ikke kunne løbe. Men alle disse forskellige muligheder blev vendt på vejen til arbejde, mens jeg løb afsted.

Der var meget trafik, og da jeg nåede St. Dyrehave, drejede jeg ind i skoven for at slippe for bilerne. Man skal bare få minutter ind ad skovstien, så er roen pludselig intens. Og det lykkedes igen at finde den rigtige vej. Jeg er virkelig ved at “getting the hang of it. Klokken ni sad jeg bænket efter brusebadet ved et veldækket morgenbord, fordi to kolleger rejser. Og jeg var glubende sulten.

Jeg var ret spændt på, hvad benene ville sige til at løbeturen hjem. De føltes møjtunge til en start, men jeg løb afsted gennem skoven og nød varmen og duftene. Skoven var fantastisk og fuglene kvidrede løs. Og det gik faktisk helt godt. Jeg løb gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn og ud på Kongevejen fra Allerødkrydset. Jeg skulle nok have taget bare en lille bitte tår vand med mig. For hold da helt kaje, hvor var jeg tørstig til sidst. De sidste par kilometer blev lidt tunge og kunne sikkert have været nemmere med lidt væske.

Nu sidder jeg her. Og gider ikke tage ind til København. Undskyld, Rasmus. Jeg skulle have været i de Berejstes Klub og høre Rasmus Krath fortælle om Somalia. Men jeg orker ikke. Kom for sent hjem. Og er træt på sofamåden.

På med vanten

I morges følte jeg mig knapt så kæk over min mangelfulde træning i sidste uge. Men der sker ikke noget ved det, og jeg kunne ikke gøre det anderledes. Mit job fylder i perioder rigtig meget, og når det breder ud over sene eftermiddage og aftener, bliver det en enorm udfordring at træne meget. Men fra i dag er det igen slut med den slendrian. Fuldstændig.

Jeg sadlede min medtagne cykel og drog af på en iskold morgentur mod Hillerød. Jamen hov, var der ikke lige noget forår i luften? Og alle de anemonetæpper, er det ikke synd med nye polartilstande? Mine tæer var stivfrosne, da jeg nåede frem og ikke engang hende her kunne klare en gennemvarmning:

Efter at have samlet op på en ordentlig bunke mails, været til et par møder og overstået nogle timers ansættelsessamtaler, trak jeg i løbetøjet omkring klokken 17.30. Jeg havde ikke taget helt stilling til, om jeg ville vove at finde vej gennem både St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn for at undgå Kongevejen, så jeg satte afsted gennem St. Dyrehave i let regn. Og så tøsede jeg alligevel ud af den vovede plan. Tænk hvis jeg for seriøst vild? Sådan sent på dagen og alting. Jeg for kun ganske lidt vild og fandt ud på Kongevejen fremme ved den store rundkørsel og fortsatte ad den trygge cykelsti. Og havde en fin tur hjem. Men F… hvor var det koldt. Mine (optimistisk) bare arme eksploderede i kløe, da jeg nåede hjem til en slags varme. Og SÅ blev der skruet op for noget fjernvarme.