Små hverdagshop på stedet

Jeg arbejder på et par artikler om mine erfaringer fra Lesbos, om flygtninge, om frivillighed, om den europæiske attitude. Det går ikke så hurtigt, som jeg forestillede mig, for de er ikke de eneste ting, jeg skal skrive for tiden. Men imens må bloggen tage små hverdagshop på stedet. Artiklerne er vigtigere, og jeg er nødt til at koncentrere mig om dem. Så selvom jeg er ved at implodere af indestængt vrede, – ikke et ord om flygtninge!

Og så er det jo godt, når København belønner mig med en dag som i dag.

I aftes groede et højt stillads med elevatorplatform frem uden for mit soveværelse. Mørke mænd kørte op og ned med platformen, borede i muren og lavede altansager med stærkt lys på. Da jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg en altan. En altan! Jeg er henrykt. Og jeg er nødt til at trodse kulden og drikke  morgenkaffe derude i morgen. Mens solen står op over Islands Brygge.

IMG_6112

Inden jeg tog henrykte benspjæt over udvidelsen af mit lille territorie, cyklede jeg fra arbejde til Helgoland. Jeg kunne nå at hoppe en tur i havet på en smuk dag med sol og stille vand. Selvom vandet ikke er rigtigt vinterkoldt, er det en slags renselse. En tur i vandet og stille afslapning i varmen i saunaen. I vandet igen, så sauna, endnu et dyk og sauna, og en sidste gang, inden jeg modvilligt tørrer mig og trækker i vintertøjet igen.

Jeg cyklede hjem med røde kinder og genopladet hjerne.

IMG_6108

Altanjubelhoppene sluttede i løbeskoene, og jeg begav mig ud i min mørke by.

IMG_6102

Københavns havneløb i mørke er magisk. Lysene spejler sig i vandet, og der er næsten altid en særlig ro. Det var en perfekt aften. Stille luft, stille vand. Selvom man stadig må drible mellem forskelligt konstruktionsarbejde på Islands Brygge, kunne det ikke spolere en dejlig aftentur. På en aften hvor jeg kun kunne elske København.

IMG_6116

Erkendelser

For to uger siden var jeg til fest hos min søster, og efter at have indtaget bobler i sofaen mellem min far og min søsters veninde rejste jeg mig for at gå til bords. Åh, du har stadig ondt i ryggen, sagde min søster. Arh, jeg er vist bare lidt stiv, sagde jeg. Har du dårlig ryg, spurgte veninden, der er fysioterapeut. Hvad? Dårlig ryg, sagde jeg, nehej da, jeg har bare haft lidt hold i ryggen. Så har du dårlig ryg, sagde hun, og så skal du ikke sidde i en sofa uden puder i ryggen. Naarj, sagde jeg, jeg har altså ikke dårlig ryg, det går jo over.

Det er tre uger siden, jeg blev jeg skudt i ryggen af en heks. I dagene efter krabbede jeg rundt som Klokkeren fra Notre Dame og lod alt i nærheden af gulvhøjde ligge til bedre tider. Det er blevet samlet op, men jeg har erkendt, at fysioterapiveninden havde ret. Jeg havde dårlig ryg. Selv Betty Bomstærk med baller og ryg af stål kan lamme ryggen af et enkelt forkert træk. Og så har også Betty Bomstærk en dårlig ryg.

Den dårlige ryg har sat både min tirsdagstræning og min torsdagstræning på pause. Der er ikke meget ninja over mig for tiden. Jeg har lavet øvelser og ligget på gulvet, og lavet yoga, når jeg huskede det. Og jeg har løbet næsten daglige småture på 30-45 minutter henover fælleden. Og det går langsomt, men sikkert fremad. Min ryg holder langsomt op med at være en dårlig ryg og vender tilbage til sin vante vante form som bomstærk.

I dag løb jeg en længere tur i mørket på Amager Fælled. Jeg mødte en ræv og et rådyr og en enkelt cyklist, og det gør mig glad langt ind i maven, at ryggen holder op med at være dårlig. Og at jeg igen kan genoptage både tirsdagstræning og torsdagstræning og de lange løbeture.

Og måske må min erkendelse være, at jeg ikke nødvendigvis skal give fuldstændig los om tirsdagen og torsdagen. Måske skulle jeg overveje uger med én træning. Måske skal jeg forsøge at lære, at jeg ikke er overmenneskelig.

IMG_4161

Hverdagen vinker

Mens jeg begynder at forberede mig på noget hverdag, forsøger jeg af alle kræfter at lade være med at række tunge af juleferien. Jeg fik set de fleste af de mennesker, jeg havde planlagt. Undtagen dem som også lagde sig med influenza. Jeg fik holdt jul. Næsten uden julefrokoster. Fik set en masse film og læst bøger. Og slidt urimeligt meget på sofaen.

Nu ligger de bunker, jeg kastede bag lænestolen før jul, sorteret på gulvet. Klar til nyt liv. Og jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Og kan se, at jeg nok må afsætte nogle timer i morgen. Selvom ferien ikke helt officielt er slut.

Til gengæld belønnede min næstsidste feriedag mig med noget, der lignede forårsvejr. Jeg blev grebet af stemningen og var pludselig på vej mod Kalvebod Fælled. Hvor jeg fortsatte langs vandet og over motorvejen. Og så ved jeg ikke helt, hvad der skete, men jeg fandt mig selv på vej ad et af de virkelig små spor. Ud over fælleden. Hvor jeg ikke har været i næsten et år, fordi min venstre hæl har sat markante begrænsninger. I dag var ren nydning, og jeg kom længere væk, end jeg har været meget længe. 16-17 kilometer alene på savannen helt uden hælbrok kunne næsten få tårerne frem.

Noget er alligevel gået godt i den juleferie.

IMG_4027IMG_4032IMG_4036

IMG_4044

Og det blev lyst

Jeg sparede tre timers transport i dag og arbejdede hjemme. Fordi jeg alligevel skulle til møder i byen. Og den ene time blev så brugt i løbeskoene. Hvor jeg som en kåd cirkushest plørede op og ned af de bakker, der nu findes på Amager Fælled. Det var min præmie.  Min bonus for et års tålmodighed.

Det forstår du ikke? Nej?

Nej, man skal nok være vokset op i mig for at forstå mudrede bakker med sne på som en præmie. Men når jeg nu har været forvist til asfalt eller helt jævne, flade stier så længe. Så var det en fest. Bare sådan at se min lille verden lidt fra oven.

Jamen skal du så bare ud og vrikke om igen, spørger du? Tja, er det ikke det, det hele handler om? Livet? At vove at glide, miste fodfæstet, vrikke om på ankler? Og nyde euforien over at kunne, når det lykkes?

Amager Fælled var pakket ind i tøsne, is og mudder. Og jeg vendte hjemad med våde sko, mudder på bukserne og en lille bitte smule lykkelig.

IMG_0961

IMG_0960

 

Den hårde skole

Nå, vil I ikke gerne høre, hvordan det går med det der løberi? Okay?

Forhistorien kort: Julen 2011 holdt vi i Lissabon, hvor jeg med manglende omtanke havde medbragt høje hæle. Jeg fik djævleondt i venstre hæl, købte et par wannabee Converse sko og trampede videre rundt i byen. Efter et par uger begyndte samme hæl at  gøre opmærksom på sig selv, og det har den gjort lige siden. Efter et halvt år kastede jeg endelig håndklædet i ringen og gik til læge, røntgen, scanning og fysioterapeut. Det sidste var det bedste. Han fandt en god forklaring, som handlede om en lang række omvrikkede ankler over ligeså mange år. Alle de vrid har langsomt skadet en muskel i læggen. Jeg har derfor fået en serie genoptræningsøvelser og ordre på at løbe langsomt, fladt og stabilt. Jeg må udvide mine ture med fem minutter hver uge, og derudover træne smidighed af smertensfoden. Alle ture skal være lige lange. Ikke noget med en lang lørdagstur. Ikke noget med intervaltræning eller andre former for hård løbetræning. Men gerne alle andre former for hård træning.

Heldigvis er jeg velsignet med Amager Fælled på den anden side af vandet. Flad som en pandekage og med noget, der nærmer sig natur og fredfyldte omgivelser.

Og hvordan går det så? Op og ned. Med et tvist mod op. Jeg løber en lille time hver eller hver anden dag. Og lukker øjnene hårdt i, hver gang nogen let og elegant løber forbi mig. Men jeg er af den slags, der må lære på den hårde måde. Og hvad har jeg så lært?

De høje hæle er kylet langt tilbage i skabet. Det var med næsten gråd i halsen, erkendelsen ramte mig. En enkelt dag i høje hæle smadrede hælen direkte tilbage til nulpunktet. Jeg er sådan en lille lort med små tykke ben, og det gør kun godt at stable mit lille korpus op på et par tjekkede hæle. Men jeg resignerer. Og har købt nye ballarinasko. Med glimmer.

Det er rigtigt, hvad fysioterapeuten siger. Jeg skal ikke løbe på bakker. Eller i sand. Eller på ujævne skovstier. Gjorde det i Nyborg i sidste uge, og hælen var slået hjem. Jeg kan kun sende en hjertelig tak til Københavns Kommune for at jævne stierne på Amager Fælled med stabilt sand, der tromles. Perfekt timing. Tak for det.

Jeg skal ikke sløse med de der træningsøvelser. Som jeg gjorde, da det hele begyndte at gå rigtig godt. Det holdt det så op med. Til gengæld mærkede jeg effekt af øvelserne igen efter bare to dage. Jeg lærer det?

Forleden faldt jeg over et lille skriv, begået af Ole Stougaard, som jeg troede var leder af den religiøse bevægelse, der dikterer forfodsløb. Men i stedet mindede han mig her om et gammelt råd fra en hedengangen træner. Koncentrer dig om afsættet, brølede han efter mig dengang. Fordi så bliver nedslaget automatisk mindre tungt. Stil jer blot op som tilskuere til et maratonløb. De første løbere er lydløse. Jo længere man kommer ned i feltet, jo tydeligere kan man høre løbernes tramp i gaden. Tak, Ole. Det er stadig rigtigt. Og min hæl kan lide det.

Men det GÅR bedre. Når jeg holder mig til planen. En skade, der er så mange måneder gammel, rykker ikke på mirakelkure. Det tager lang tid. Måske tager det lige så lang tid, som skaden har varet. Men jeg løber. Og jeg løber for det meste med en spænding bag på den venstre hæl. Ikke egentlig smerte. Jeg kan tåle at udvide turene. Jeg kan tåle at sætte tempoet lidt op. Men det skal stadig gå langsomt.

Så jeg fortsætter. Og betragter det som et udvidet kursus i tålmodighed. Og glæder mig til at blive i stand til at løbe sammen med nogen igen.

Milde vinde over Sydhavnen

Verden møder mig mildt og venligt for tiden. Og så hilser jeg den mildt og venligt tilbage. Sådan er jeg jo. Ret let, når det kommer til stykket. Eller er det bare mig, der er venligt stemt og bliver mødt af verden? Svært at sige. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Det er bare sådan, at venlighed avler venlighed åbenbart. Jeg har sådan nogle dage, hvor alle trækker i det store smil, når de ser mig. Også ukendte folk i det fyldte s-tog eller modkørende cyklister. Måske synes de bare, jeg ligner en klovn, men det ved jeg jo heldigvis ikke.

Min sure hæl ser omsider ud til at blive mig bedre stemt. Den gør faktisk ikke så ondt, og jeg har løbet flere ture uden jammer. Jeg har også sat den på benhård kur. Ingen høje hæle, og de ondeste øvelser flere gange om dagen. Ja faktisk ser man mig gå omkring i bylivet i løbesko. Det afstedkommer kække kommentarer på kontorgangen, men jeg tager det med løftet pande og vender tilbage i stilletterne, når tid er. Løbeskoene er blevet udvidet med et hælindlæg, som løfter hælen lidt, og de bliver specialsnøret, så hælen ikke kan flytte på sig. Overhovedet. Men det er der ingen, der kan se. Jeg tror, det er tilhæftningen akillessenen på ydersiden af hælen, som er blevet fornærmet i løbet af vinteren. Det er vist omtrendt også den eneste skade, jeg aldrig har haft. Og når jeg, som i går, kan løbe min meget yngre kollega rigtig træt i skoven, bliver jeg jo barnligt glad. Som altid.

Trods de hånlige tilråb om min lyserøde Frederiksberg cykel er jeg tilfreds med den. Den lyserøde farve kaster triumfen over overhalinger af indestængte mænd i vejret. Og det er næsten en fornøjelse at smide indkøb i cykelkurven. Min blå kærestecykel er dog stadig den foretrukne. Ja, jeg ved godt,at jeg har et sygt forhold til den cykel. Men den er det nærmeste, jeg kommer på en mand i mit liv lige nu. Jeg kommer aldrig til at elske konecyklen på samme måde, og det er en næsten daglig fryd at ræse hjem fra Hillerød.

Der er grøde på projektfronten. De lykkes. Dem med pengene synes om dem. De får liv, projekterne, og bliver sat i søen som virkeligheder. Og jeg går bare rundt og er glad. Og lidt overrasket. Og tror på, at det hele gør noget godt for vores sundhedsvæsen.

Og når varslede skybrud smutter udenom Sydhavnen, bliver jeg næsten helt rundtosset af god karma. I sær når aflyste skybrud kombineres med fornemt besøg af en gummiklædt lille mumitrold på plastikscooter. Som insisterer på udeleg uanset vejr og lader de voksne trække i paraplyer, mens regnen siler stille over sandkassen.

20120620-184547.jpg

Så barnlig er jeg #4

Mine sidste 24 timer blev reddet af hele to mænd. De ved det ikke, og jeg sender en ordentlig skude undskyldninger afsted. Fordi jeg er så barnlig. Jeg ødelagde nemlig deres dag.

I går mandede vejret sig gevaldigt op hen på eftermiddagen, og jeg sender en halv tak. For vinden var rent faktisk vendt. Og der var ikke meget af den. Thumbs up for det. Ellers kunne jeg godt ønske mig de hede dage tilbage. For dem stortrives jeg bare i. Men jeg sadlede cyklen og besluttede mig for at tage nogle ekstra kilometer. Resten af ugen bliver nemlig med bus. Bare noget logistik.

Derfor slog en stor bue rundt om København, før jeg tunede ind i Husum. Hvor en indædt mand måtte se mig passere. Derefter lavede han Frederiksberg-tricket hele vejen til Valby. Kørte frem i lyskrydset, fræsede ind foran mig og blokerede. Ikke så snart var lyset blevet grønt, før hans små ben trampede det bedste, de kunne. Frem over krydset. Foran mig. Det var bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne så let som ingenting sejle forbi ham. Desværre for os begge havde vi rød bølge, så han hentede mig ved hvert kryds. Tiltagende rød i hovedet, svedende og med hvæsede åndedræt.

Jeg kunne sagtens have forbarmet mig. Have fortrængt min indre vinderdæmon og ladet ham smutte. Eller kørt en anden vej. Problemet var bare, at jeg havde en fest. Lidt som når katten leger med musen. Fuck, hvor har han været nederen at få hjem til aftensmad.

Men jeg sejlede det sidste stykke til Sydhavnen med et smørret smil tværet ud over hele krydderen.

I morges driblede jeg møgtidligt over vandet til Amager Fælled og løb morgentur kl 6.30. Fed morgen med en slags solskin. Hælen optrådte næsten eksemplarisk, og jeg nød min tur. Pludselig hørte jeg løbeskridt bag mig. Lidt efter hørte jeg heftige mandeåndedræt. Han havde det hårdt, kunne jeg høre. Og så for samme kattedjævel i mig som i går. Jeg havde det nemlig på ingen måde hårdt, og jeg rykkede elegant fra ham i samme øjeblik, han nåede mig.

Man kan høre det på sukket. Den lede følelse af at blive sat af en hestehale. Og mig? Jeg boblede glad og let afsted en time over fælleden og hilste på rådyr, fasaner og harer. Og svaneunger i havnen.

Undskyld begge to. Men i løbesko sker det så sjældent. Jeg må udnytte sådan et øjeblik. Jeg håber, I alligevel har nydt dagen.

20120530-192708.jpg