Aften-stenerier

Sidder og stener foran noget hammerslag i tv, som viser bo-muligheder, jeg aldrig kommer i nærheden af. Efter en dag, som startede klokken halv seks i Manchester. I et skodhotel ved lufthavnen, hvor vi var gået i seng ovenpå en ligeså skod-pizza. Men glade fordi vi nåede helt til Filey i løbeskoene, og fordi vi nåede helt til Manchester med tog i tide til en seng på et hotel. Klokken 11 låste jeg min våde cykel op på Kokkedal station og piskede mine vrantne ben til at træde i pedalerne. Smed mit ildelugtende (læs:uhyrligt stinkende) løbetøj i vaskemaskinen og sprang i bad. Efter et par hurtige håndmadder og dressed up til konference, padlede jeg videre til Holte for at mene noget om datastyret kvalitetsarbejde. Er livet ikke mangfoldigt?

Og nu er jeg en smule træt i kroppen. Det her skulle jo egentlig ikke være muligt. Jeg mener, for tre uger siden kom jeg hjem fra Nepal efter to måneder med minimal løbetræning. Siden har jeg vredet kroppen hårdt i gear igen, og siden fredag morgen har jeg tilbagelagt 195 km i løbesko i Yorkshire. Jeg burde have fødderne fulde af pinefulde blodvabler. Jeg burde have smertende knæ og ømme muskler. Jeg burde måske også have ømme skinneben og ditto ankler. Men jeg har ikke ondt nogen steder! Jeg er træt i benene, og jeg er gået lidt på mentalt standby. Men vi har ikke sovet tiden væk de sidste dage, og jeg kunne have brugt en dag at sove ud i. Vi har ikke været på gourmet-oplevelser, men har spist os selv af med, hvad der nu kunne opdrives. Men jeg kan faktisk uden problemer løbe op og ned af trapper. Jeg er dybt fascineret af, at jeg kunne, og vi har haft en fantastisk tur. Jesper har været en super makker hele vejen, og jeg gør det hellere end gerne igen. Fire dage under åben himmel i fantastisk natur, – er man så ikke en heldig kartoffel? Jeg lover, der kommer beretninger med billeder, men lige nu er jeg for træt. Jeg vil sove og psyke mine ben mentalt, så de kan padle mig til Hillerød i morgen tidlig. På cyklen altså.

Sku’ man flytte til Nepal måske?

Så flintrer man igen rundt i noget tynd bjergluft et par måneder og lægger astmaspray og alting på bunden af rygsækken. Og har det helt glimrende. Og man kan lige stikke snuden indenfor i DK, så løber næsen og lungerne klapper i. Hvad f¤¤¤¤¤ er egentlig meningen? Nu trækker jeg igen mit vejr som gennem en pude af skumgummi. Og hvæser og hoster, så kollegerne kaster bekymrede blikke ind på mit kontor. Det er ikke sjovt mere, vel?

Der er ikke pollen i luften. Måske er der svampesporer? Jeg aner det ikke. Er det noget indeklima? I mit hus? I mit kontor? Det er besynderligt, at jeg kunne trække vejret helt frit i Nepal, og at det hele starter igen, så snart jeg stepper ud af flyet. Er jeg allergisk overfor mit land?

Det går okay med at løbe og cykle, men jeg bryder sammen i hosteanfald. Og jeg er SÅ træt af det. Nu ringer jeg igen til min læge i morgen og prøver et nyt præparat, for det, jeg har, gør ingen forskel. Og om lidt skal jeg løbe i fire dage.

24Run – en særlig oplevelse

Jeg er stadig høj. 24Run blev et fantastisk døgn sammen med fem seje kvinder (og alle de andre), som knoklede døgnet igennem for at løbe så mange kilometer ind som muligt. Og lad det være sagt med det samme: Jeg fik min stolthed poleret og genoprejst. Vi løb os igennem langt mere end et marathon hver uden seriøse kriser, og vi fik en andenplads i vores gruppe. At der så kun var tre hold repræsenteret, gjorde ikke vores oplevelse mindre. Faktisk kæmpede vi hårdt mod Fredensborg AK, som alligevel løb os alvorligt bagud til sidst.

Løbet startede lørdag klokken 12, og vi mødte ind et par timer før for at blive rigtig klar. Bortset fra stakkels Helle W, der kom med en forsinket bus fra Århus og lige nåede ind til start. Det lod hun sig ikke påvirke det mindste af, men kørte stabilt og hårdt på. Vi delte os i tre makkerpar og fordelte døgnet imellem os. Først med to-timers intervaller, som vi senere ændrede til 1½ time, fordi to timer sled for hårdt og gjorde os langsommere. Ruten på 2,7 km er ret bakket på de første 2/3, derefter løber man ind på stadionog målområdet, som er næsten plant. Jeg dannede makkerpar med Helle A, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi fungerede upåklageligt sammen. Faktisk var vi tre “Helle’r”, så der er grund til forvirring. Vi planlagde fra starten at løbe en omgang ad gangen. På den måde ville vi kunne løbe flest kilometer ind, fordi vi ville kunne holde en bedre fart på vores omgange. Det hele blev jo én lang interval-sekvens á 2,7 km.

Vejret var absolut strålende. Man kunne måske klage over lidt rigelig varme og en heftig sol. Men det gør vi ikke. Tænk, hvis det havde set ud som i dag? Et 24 timers stafetløb er både et krævende teamwork og en enormt hyggelig social begivenhed. Alle har det lige hårdt. Alle lider på natterunderne. Alle er ved at kaste middagsmad og morgenmad op. Alle har ufatteligt slidte lårbasser, når man når til søndag morgen. Og alle klør på. Fordi vi gerne ville konkurrere både med os selv og med vores konkurrent fra Fredensborg.

Løbeklubben på Facebook stillede med mere end 50 deltagere, og det var utroligt flot. Vores lille hold var nok en smule indadvendt, fordi der var forventninger til os fra både klubben, sponsor (Kaiser Sport) og os selv. Vi havde ikke lange pauser mellem vores løb og måtte udnytte dem optimalt. Men det var skønt at have opbakning og samvær i målområdet med alle de røde trøjer.

Jeg prioriterede at få en smule søvn mellem natteintervallerne. Jeg er dårlig til at fungere uden, og mine forældre havde meldt deres ankomst søndag eftermiddag. Og jeg faldt i dyb søvn en time eller to mellem de to natteseancer. Det gjorde nok en verden til forskel for mig.

Der kommer forskellige strategier op i løbet af sådan et døgn. Både hold-strategier, som at ændre vores makker-intervaller fra 2 til 1½ time. Og de indre strategier for at tæske sig igennem endnu en omgang på ruten, selvom hele kroppen skriger nej. Jeg inddeler ruten i bidder. “How to eat an elephant? In small bites”. Selvom ruten er kort, virker strategien. Jeg tæller ultraløbere. For de går næsten allesammen det meste af tiden, og jeg tæller, hvor mange jeg løber forbi på en runde. Pjattet, men det afleder, hvor ondt det gør i lårbasserne at springe op ad bakkerne. Jeg løber på én måde i bakkerne og på en anden på stadion og glæder mig på hver runde, til bakkerne er overstået. Og så begyndte jeg at tælle ned, da jeg stod op tidligt søndag morgen. Mit konstante mantra var, at 2,7 km kan man ALTID løbe. Det hjalp også, at man på vejen ind til stadion løb forbi Facebook lejren, hvor der altid var tilråb og klap.

Jeg fik ikke meget mad i løbet af døgnert. Aftensmaden var fin, men den hoppede alligevel lystigt rundt i min mave, da jeg løb afsted et par timer senere. Morgenmaden blev et par stykker knækbrød meget tidligt om morgenen, fordi jeg prioriterede lidt søvn frem for at vente på den officielle morgenmad. Og så kørte jeg på energidrik for resten. Det fungerede egentlig fint nok. Men jeg var glubende sulten, da jeg vendte hjem søndag eftermiddag. Min pose med snacks og sager kom med hjem igen, på nær et par skiver knækbrød.

Vi måtte se os slået af Fredensborg AK. Helt fair. De havde et par superhurtige kvinder med på holdet, men det var sjovt at have konkurrencen. Som nummer tre lå et hold af kvindelige ultraløbere, som vi egentlig havde været mere bekymrede over, men de var reduceret til fem kvinder og lå næsten hele konkurrencen efter os. Men på podiet kom vi, og vi vandt et gavekort til Puma på 400 kr. Og det er jo ikke skidt. Og vi var superstolte. Der skal nok komme billeder senere.

Endelig pakkede vi sammen, og jeg trak min cykel en sidste gang ad den bakkede rute ud til skovstien, der fører hjem. Mine ben jamrede, men de skulle også bære den tunge rygsæk. Hjemme sad mine forældre og nød solen i haven. Jeg havde frygtet lidt, at jeg ville være for træt og smadret, men efter frokosten lagde min mor sig ovenpå, min far faldt i søvn i lænestolen, og jeg fik en tiltrængt lille lur. Og der må være noget helt rigtigt i konceptet med en god oksebøf og spansk rødvin, for i dag har mine ben det fortrinligt og cyklede uden jammer hele vejen til Hillerød i regnen.

Stor tak til mine løbe-buddies for samarbejde og dejligt samvær, og stor tak til Jakob fra Løbeklubben på Facebook for det store arbejde med at arrangere. Og en stor tak til alle andre Facebook-løbere for at gøre det til en fest. Tænk endnu en gang at tilbringe et døgn med så mange helt ukendte mennesker.

Busblog

Sidder i linje 888 fra Sjællands Odde mod Valby og forsøger mig med noget blogskrivning. Ikke let, kan jeg afsløre. Men computeren på knæene i en stadig kamp mod bussens svingninger. Jeg har været på Mols og lavet helt om på weekendens træningsplaner. Min mor ringede og ville gerne have besøg. Og når hun ber om det, skal hun ha’ det. Så afsted med mig.

Min mor og far ejer det dejligste sommerhus på Mols, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde planlagt en sidste rigtig lang løbetur. Men, ærligt talt, det er ikke hverken høfligt eller kærligt at komme på besøg og stikke af i tre timer, vel? Så jeg lavede noget dividering og fordeling, og løb afsted mod Chris Macdonald’s skrumpe-by, Ebeltoft. Langs vandet hele vejen frem og tilbage. Aj, hvor jeg savner noget havvand i min nærhed. Sådan en havluft på en løbetur er velgørende. Jeg mødte ingen superskrumpere på min vej, men fik til gengæld en fæl modvind hele vejen hjem. Hvor jeg omgående fik serveret et glas køligt hvidvin. Og det er jo ikke hverdagskost. Hurtigt bad og aftenhygge med forældrene.

Luksusmorgen med lang morgenmad og Politiken, og klokken 11 snørede jeg løbeskoene igen. Jeg satte igen næsen mod Ebeltoft og nød turen langsvandet. Denne gang løb jeg dog længere, før jeg vendte om. Der lurede noget natsort sky-halløj på himlem, men det blev ved truslerne. Tilbage ved Molskroen fortsatte jeg ad en yndlingsrute ud langs stranden mog Fuglsø. Jeg drejede op i Mols Bjerge og løb tilbage gennem noget “urskov” og et sommerhusområde. Så det er alligevel blevet til et par og tredve kilometer. Bare fordelt lidt, så min mor også kunne få sit.

Jeg tror, jeg holder min træningsmængde på godt 70 km i denne uge med, og så er der nedtrapning de sidste to uger.

Travlhed, stress og løb

Min monsteruge lakker mod enden, og jeg beklager radiotavsheden på linjen. Der har ikke været stunder til at blogge, bogstaveligt talt, og ikke meget indhold at blogge om. Det ville bare have været en lang sang fra de varme lande om at have traaaavlt. Træning har der ikke været meget af. Til gengæld har jeg ydet en prisværdig indsats for hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg er tilbage ved overfladen og har lyst til at skrive lidt travlhed, stress og løb.

Sådan en uge er nemlig ikke usædvanlig i mit liv. Jeg lever i perioder lidt “på kanten”, har mange bolde i luften, store opgaver og lidt for mange deadlines. Jeg kan godt føle mig lidt presset, og der er ikke plads til mange svinkeærinder i de uger. Men jeg er ikke stresset. Det udfordrer mig, og jeg kan have småkriser under vejs. Men jeg kommer igennem. Præcist som et løb. Nogle løb er hurtige og ikke så lange. De gør mere ondt. Andre løb er lange og seje og gør ondt på en helt anden måde. Hvad enten jeg har skullet presse mig gennem mange kilometer eller har villet presse mig igennem et kortere løb i højt tempo, kræver det nogle mentale bits and pieces fra værkstøjskassen. Den værktøjskasse har bragt gennem mangt og meget. Man kan nemlig bruge redskaber og små tricks fra løb til alle mulige andre situationer.

Første gang, jeg tænkte over det, var da jeg skrev mit første speciale på universitetet. Jeg var presset og tæt på at blæse det hele en lang march ind imellem. Jeg løb næsten hver dag gennem hele specialeskrivningen og løb et af mine bedste marathonløb et par uger efter afleveringen. Og hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jo, det var løbet, der bragte mig igennem specialesumpen. Det var erfaringerne fra den sidste halvdel af et marathonløb, der fik mig til at holde fast og stædigt arbejde videre med specialet. Ligesom efter 30 km gjorde det ondt i hele kroppen, da jeg havde skrevet 70 sider af specialet. At få vredet mine analyser på plads og få alle 100 sider til at hænge sammen, var som at jage mig selv gennem de sidste to kilometer af et 10 kilometerløb, hvor jeg løber mig helt ud. Og til andre tider som at være i den indre dialog, jeg kan føre med mig selv gennem de sidste 12 km af et marathonløb. Jeg ved, smerten går over. Jeg ved, at løbet får ende. Og jeg ved, at jeg gør det godt.

De samme teknikker bragte mig gennem mit ret heftige forløb med kemoterapi for tre år siden. Det var kort, men meget intensivt, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan kroppen blev træt og slidt, efterhånden som jeg fik flere behandlinger. Det var en meget koncentreret opgave at blive ved med at holde fokus. Og ikke kaste mig tilbage i lænestolen og lade den infame træthed tage over. Men jeg kunne gøre det, fordi jeg havde andre erfaringer med at holde fast og gennemføre noget svært og hårdt.

Derfor tror jeg også, at jeg kan holde fast i de perioder, hvor jeg egentlig har alt for travlt. Og have travlt uden at få stress. Det handler om at holde fokus. Det handler om erfaringer. Og det handler om at skynde sig at holde helt fri, så snart man kan.

Get started – tips og tricks til løb

Jeg lovede Karin at sprede lidt tips og tricks om at starte som løber her i min lille personlige æter. Hvordan gør man? Hvordan kommer man igang? Hvad skal man anskaffe sig? Så her kommer et par guldkorn.

  • Lad dig inspirere! Læs forskellige blogs om løb og vælg nogen ud, som er inspirerende. Nogen som giver dig lyst til at gå i gang. Der er ufatteligt mange. Surf på nettet og find løbeforums, som Dourun, hvor løbere på alle niveauer kommunikerer med hinanden. Min personlige über-inspiration er ham her. Peter Troldborg, en af de rigtig hurtige drenge i Danmark. Som elsker at løbe og elsker sin familie. Som har indrettet sig, så det hele har sin plads, og alligevel kan han løbe om placeringer i de danske marathonmesterskaber. Og som alligevel bliver betalt for at stille op i New York Marathon. Ham elsker jeg! Hver gang jeg møder ham, bobler han af livsglæde og glæden ved at bevæge sig.
  • Stjæl med arme og ben – og lav dine indre rollemodeller.
  • Køb et par sko. Gør dig selv en tjeneste og køb skoene i en rigtig løbeforretning. Der kan du få råd og vejledning. Man kan godt starte i et par flade kondisko fra Føtex, men oplevelsen er markant bedre i et par genuine løbesko. Prøv dig frem. Få eventuelt en tur på et løbebånd, så du får de rigtige sko, som passer bedst til dine fødder. Regn med at løbesko koster 500-1000 kr. Til gengæld kan de holde ca 1200 km.
  • I princippet behøver du ikke købe mere til en start. Meeen der kan godt være noget motiverende ved at lægge ud i noget lækkert, åndbart outfit. Der er bare ikke nogen grundlov, der dikterer større investinger, før man er parat til den første tur i løbeskoene. Det går fint i en gammel t-shirt og et par shorts. På den anden side – investinger forpligter. På den anden side igen – har jeg mødt mange, som føler sig kejtede ved at flashe dyre løbeklude i deres startfase.
  • Få skoene på. Luk døren op. Luk igen. Afsted. Så simpelt er det faktisk.
  • Læg op til succesoplevelser. Du skal ikke sætte verdensrekord på en halv times løb – nu. Sæt 10-15 minutter af, hvis du er helt nybegynder. Løb et minut – gå to – løb igen. Løb efterhånden flere og flere minutter ad gangen. Og pludselig en dag kan du løbe et kvarter. Næste gang kan du løbe et minut længere. Men øg langsomt. Som tommelfingerregel skal du ikke øge din løbedistance med mere end 10% om ugen. Ellers er du pludselig krøbling.
  • Acceptér at kroppen beklager sig. Lungerne føles helt hudløse, læggene og lårene brænder, fødderne bliver ømme. Muskler og kroppen som sådan er omstillingsparate, men ikke fra den ene dag til den anden. Især ikke hvis de har fået lov at være på ferie i flere år.
  • Skab vaner. Sådan at løbeturen bliver en fast del af hverdagen. Den sværeste øvelse er at få skoene på – så går resten næsten af sig selv.
  • Nogen har glæde af at sætte sig mål. Lad nu bare være med at lægge ud med et marathonløb. DHL-stafetten sammen med kolleger eller et kvindeløb sammen med veninderne er meget bedre mål til en start
  • DET SKAL VÆRE SJOVT

Løb er en billig sport. Men den kan sagtens gøres dyr. Der kan så let som ingenting gå forbrugermode i den. Men løbetøj holder uendeligt længe. Jeg har både tights, trøjer og jakker, som er 20 år gamle. Men i morgen henter jeg et par nye tights og en vest på posthuset. Jeg gider jo godt være lidt lækker.

I dag har løbeskoene fået fred i entreen, og jeg har cyklet på arbejde. Næste uge bliver en udfordring, sådan træningsmæssigt set. Der bobler arbejde ud af alle sprækker her og der. Det arbejde saborterer min træning, altså!

Ondt i halsen og unge bange mænd

Øøøøøv, jeg vågnede i nat med møgondt i halsen. IGEN! Jeg bliver da vanvittig. Har jeg ikke lige slået noget halsonde ned med antibiotika? Eller husker jeg galt? Nåmn, nu er det så den anden side af halsen. Og jeg tog mig en time længere på hovedpuden og droppede løbeturen til arbejde. I stedet cyklede jeg gennem den smukkeste forårsmorgen. Og følte mig i den grad snydt for løbeturen gennem skoven. Nu har jeg investeret i vitaminer og Rød Solhat og en frisk forsyning af min astmamedicin. For pollensæsonen er i den grad skudt igang. Jeg hoster og hvæser, øjnene løber, og jeg eksploderer i det ene charmerende nys efter det andet. Kønt. Og måske handler det hele bare om den astma, der hvert eneste år kommer bag på mig. Og som lige skal tøjles med medicin.

Ved middagstid hørte jeg udrykningslyde langt over det normale. Det viste sig at være udrykninger til og fra Sandholmlejren i forbindelse med et voldsomt slagsmål. Da jeg cyklede hjem, passerede jeg en grå, holdende bil. Ved siden af stod to civile betjente, mens en ung mørk mand, klædt i politiets hvide arrestationsdragt, lå på knæ i græsset og kastede op. Hvor må de være bange og pressede, de mennesker, som vi opbevarer i Sandholmlejren. Hvor er det lamt, at vores samfund knolder alt for mange mennesker af den slags, som har det allerværst, sammen på for lidt plads i alt for lang tid. Jeg cyklede sådan lidt trist og beklemt videre, og alligevel en smule oplivet over den måde, betjentene udtrykte respekt for den unge mand. Mens han lå der og kastede op.

Og så kunne jeg ikke modstå en tur i løbesko i skoven. Selvom blæsten pustede sig op, kunne den ikke narre mig. Det var varmt, var det. Og fuglene holdt konkurrence om at kagle højest. Stubbe Sø, som for en måned siden var bundfrosset, var spejlblank og fyldt med svømmefugle. Skoven er forvandlet. I får ingen billeder, for jeg løber aldrig med kamera, så I må nøjes med mine indre af slagsen. Det var SÅ smukt. Og SÅ dejligt. Så jeg glemte næsten at have ondt i halsen.

Luksuslørdag

Nyd musikken, mens lørdagen langsomt tripper frem på lette tå. Videoen starter smukt, men har sine grumme sekvenser. Men musikken…

Jeg sov længe idag. Rigtig, rigtig længe. Og det sker ikke så tit her på matriklen. I mine yngre år var jeg berygtet blandt mine nærmeste for at starte dagen ubehageligt tidligt. Alt jævner sig med årene – undtagen rynkerne – og således også mine søvn- og vågne vaner. Det har været en travl, intens uge og en lang natte/morgensøvn var helt velkommen. Jeg skulle heller ikke nå noget. Så jeg vågnede langsomt, langsomt. Greb min bog og luksuslæste, mens dagen langsomt sneg sig ind i mit system. Havde planlagt en morgenløbetur. Men jeg sov så længe, at jeg var glubende sulten. Så turen blev udskudt og byttet ud med et solidt morgenmåltid og Politiken.

Trak så i løbetøjet og løb i skoven. Endelig! Men NOT! Efter fem minutter var det ren skøjtebane. Jeg forvildede mig ind på en ren isbane i håbet om at komme hurtigt ud af skoven igen og bambi’ede mig igennem. Nåede endelig civilisationen og asfalten igen og løb resten af turen på Ravnsnæsvej. Mine ben var brugte. Selvfølgelig kan det mærkes, at der pludselig bliver skruet op til 200 kilometers cykling på en uge. Anyway – man bør vist også holde en slags restitutionsuge hver 4. uge i en målrettet træning. Det kan så passende blive nu i weekenden. Så måske løber jeg ikke helt så langt i morgen. Med mindre det pludselig føles helt fjong. Og det gør det nok ikke, for jeg skal ud og give den gas i de højhælede hele natten.

Men for pokker da, hvor den sol kan skinne sådan en lørdag. Man kunne blive helt bange for at blive småsolbrændt.

God weekend derude. Jeg vil gøre mig lækker og finde det festlige tøj frem.

Optur til havet

Skoven er ikke helt klar til mig endnu. Den har endnu ikke smidt al isen og smatsneen, så jeg spændte løbeskoene og løb mod Hørsholm. Det bliver for trivielt med Kongevejen flere gange om ugen. Specielt når jeg nu også ser den fra cykelsadlen flere gange dagligt. Derfor drejede jeg til højre ad Ravnsnæsvej mod Hørsholm og tog på opdagelse. Jeg løb  den sædvanlige tur mod Hørsholm, men fortsatte gennem byen og videre til Rungsted. Og pludselig var det der. Havet. Jeg savner noget hav. Da jeg var syg og i kemoterapi, blev det sådan en craving at se havet hver dag. Jeg travede Århus tynd for at nå derud, hvad enten jeg var indlagt til kemo, eller var hjemme mellem beskydningerne. Jeg har i mange år dagligt løbet langs Århusbugten og haft havet rigtig tæt på. Søerne omkring mig her i Birkerød er smukke, men de er ikke hav. Det bliver aldrig det samme at bade i søer, som at bade i havet. Men nu fik jeg det testet. Der er kun 8 km derud. Og 8 hjem igen, jo.

De har godt nok mange biler, der i Hørsholm og Rungsted. Man så ikke mange løse mennesker. Og det føltes lidt som at løbe på Åboulevarden. Jeg bliver så overrasket over så meget bilisme. Jeg lærer aldrig at fatte, hvordan man kan sidde alene i en bil dag efter dag, mens andre kører den samme vej. Men ellers en fin tur. Der er cykelsti hele vejen – og ingen is. Det var lidt befriende at komme tilbage til Birkerød, hvor der dog går flere sekunder mellem bilerne.

Først på turen føltes mine ben en lille smule tunge, og jeg tænkte, at de skal at vænne sig til cykelturene igen. Men det blev til en ren optur. Ti sekunder hurtigere pr kilometer end weekendens tur. Det går faktisk i en rigtig retning. Og det føltes ikke sådan. At det gik hurtigere, altså.

Weekendnydning

Havde en næsten tjekket morgen – ovenpå en ret utjekket fredag. Eller – utjekket, neeej, den var vist bare rigtig hyggelig. Jeg kom bare alt for sent hjem efter både øl og hvidvin og musik. På Klaverfabrikken i Hillerød er der vist nok tit eftermiddags-folkemusik om fredagen. Og det er en hyggelig måde at starte weekenden på – eller slutte ugen, om du vil. En god kollega inviterede mig med, og musikken viste sig at være overraskende god. Sådan en blanding mellem traditionel dansk folkemusik og noget lidt jazzet. Spillet af konservatorieuddannede musikere, som formåede at være fuldstændig nærværende.

Således løftet blev jeg inviteret på middag. Og kom derfor enormt sent hjem, stadig til lyden af smeltende vand. Hvor er det lifligt. Mit meget rodede hus og mit helt tomme køleskab krævede en indsats, hvis lørdag aften skulle blive hyggelig sammen med vennerne. Så her kommer det morgen-tjekkede. Jeg stod da op og løb en tur til Hørsholm og hjem igen inden morgenmaden. I noget der lignede morgensol faktisk. Også fuglene var stået op og gjorde kraftigt opmærksom på deres eksistens. Så vi vinkede til hinanden og hilste på alle de andre morgenløbere på Ravnsnæsvej. Kl ni havde jeg overstået dagens træning og var færdigspulet under bruseren. Nu har jeg så i super tjekket stil pudset mit hus af og fyldt både køleskab og vinlager. Så går det ikke helt galt. Maden er under forberedelse og desserten trækker i køleskabet.

Hyg jer derude. Jeg trækker stikket og fortsætter weekendnydningen.