Søndagstur i lånte fjer

Hvad sker der for det der tid? En hyggelig middag med Pii og Sille udviklede sig til en masse vin, og så stod der pludselig 02.30 på uret. Det må være en fejl, tænkte vi. For få minutter siden var det bare aften, og Sille var lige puttet i seng. Og jeg skulle klart cykle hjem til Birkerød og løbe en træningstur med Jesper klokken ni. Nej, vel? Jeg var ikke svær at overtale til en overnatning i Idas seng.

Men træningsturen lå jo lidt fast. Vi lagde den om til Islands Brygge, og jeg lånte Pii’s løbetøj. Som hun havde løbet DHL i onsdag.og ikke havde vasket endnu. Og snørede de kasserede løbesko, jeg havde cyklet i. Tværede lidt tandpasta rundt i munden, så fornemmelsen af gammel vin blev fortængt lidt. Slubrede godt med vand for at klare hovedet. Og så dampede jeg afsted mod Islands brygge og cykelbroen, hvor Jesper ventede. Hvad søren, – vi skal alligevel vænne os til en påtrængende kropslugt i de fire dage, vi skal løbe. Vi løb ud over Amager Fælled, og det var ren nostalgi. Jeg har ikke løbet derude, siden jeg var kæreste med Tom fra Christianshavn for fire år siden. Solen bare bankede ned, og jeg blev mindet lidt om, hvor fedt det også er at løbe på Amager. Og Christiania.

Men hvad sker der for mine weekender? For en uges tid siden tænkte jeg fortrøstningsfuldt frem på en weekend i Birkerød. Jeg var dumpet lynhurtigt ned i noget hverdag med lidt rigeligt fart på. Og jeg drømte om en weekend med træningsture, lidt oprydning, avislæsning, sol på terrassen, hygge med naboerne og ingen, ingen planer. Og her sidder jeg og har tilbragt ufatteligt få timer på min hjemlige matrikel. Hvordan kan en hel weekend blive spist så hurtigt?

Det kan den jo, fordi jeg har været sammen med børn og venner hele tiden. Og okay – fik også noget husalf til at fræse rundt med støvsuger og gulvmoppe. Og okay – har også fået løbet nogle fine træningsture og cyklet en hel del kilometer. Men væk er den, weekenden, og en mandag melder sin ankomst om få timer.

Lyt til kroppen #2?

Okay, jeg har været i gulvet med endnu en dræberforkølelse. Jeg har hostet lungerne ud på loftsfladerne, og mine øjne har drevet af betændelse. Charmerende, kan I tro. Jeg er ikke indrettet sådan, at jeg tror, løbeturen i tirsdags har skylden. Snarere mine dybfrosne cykelture. Som jeg alligevel var næsten euforisk over. Og jeg har da været sådan ret fornuftig siden onsdag. Har kun løbet en lille bitte morgentur i går. Har været i byen og spise torsdag og fredag, men det var både hyggeligt og varmt. Blev hjemme og arbejdede fredag, så jeg ikke kølede min lille næse. Mine kolleger har smidt sig omkring mig med samme forkølelse.

Siden i går har jeg haft venindebesøg og forkælet os med vidunderlig mad og præmievin. Så da Tove var taget hjemad til formiddag, lavede jeg mig nogle balancerede overvejelser. Skulle jeg springe min lange løbetur over – igen? Eller skulle jeg trodse forkølelsen og løbe. Der venter jo et marathon ude i horisonten lige om lidt. Det er ikke svært at gætte, hvilken der vandt, vel? Og nu sidder jeg under dynen på sofaen og betaler en slags pris. Den første 1½ time af turen gik over al forventning. Vejret var aldeles pragtfuldt, og jeg droppede på forhånd enhver tanke om at løbe i skoven. Den er stadig for iset. Så det blev min sædvanlige rute sydover gennem Holte, Geels Skov, Søllerød, Virum og hjem igen. Jeg havde taget lidt vand med og var slemt optimistisk. De sidste 2-3 kilometer var ynkelige. Og lige nu er jeg intet mindre end indbegrebet af ynkelighed. Det blev kun til godt 20 km, fordi jeg slukkede uret gennem de sidste ynkelige kilometer.

Der er dømt dyne, varmt hyldebærsaft, te og underholdning. Er der nogen, der lige gider komme forbi med aftensmaden?

Nå ja – lidt om løb

Min træning er stadig op ad bakke. En frembrusende influenza gør jo heller ikke underværker. Men influenzaen blev kulet ned på to døgn, så jeg var helt klar på at besøge mine forældre i Randers lørdag morgen. Og så måtte jeg også lige prøve, om jeg var klar til at løbe igen. Copenhagen Marathon tårner sig op forude og kradser mig hele tiden i nakken.

Det er så sjovt at løbe, når jeg er hjemme hos mine forældre, og det sender tankerne på langfart tilbage i tiden. Jeg boede ikke så mange år i det hus, de bor i. Hele familien flyttede fra Århus til Randers, da jeg var 14. Jeg var en pæn pige. Brugte al min tid på sport og skole. Og var god til det hele. Jeg svømmetrænede i eliteafdelingen i AGF, jeg dyrkede atletik, jeg spillede håndbold og en gang imellem lidt badminton. Så jeg var trimmet, for ikke at sige muskuløs. Og jeg var mærkværdigt vild med at gå i skole. Ankomsten til Randers var en balje iskoldt vand. Her dyrkede man det tynde modellook, snaps til skolefesterne, cigaretter bag cykelskuret og interne mesterskaber i pjækkeregnskabet. Men jeg fandt ad åre en slags ben at stå på. Opgav svømmekarrieren, men holdt fast i resten. Og jeg har løbet rigtig meget i området omkring mit gamle gymnasium. Tilknytningen til Randers varede lige til jeg blev skilt og flyttede til Århus. Men det er stadig sjovt at løbe i de områder, hvor jeg har tilbragt en stor del af min ungdom.

Jeg løb 9 km lørdag og 10 km søndag. Havde en dum fornemmelse af at være evigheder bagud med træningen. En fornemmelse af aldrig at kunne få lidt fart på igen. Jeg skal ind imellem arbejde ret koncentreret med at tøjle min løbske selvfølelse. Forsøger at lave mantraer: “Det er okay at løbe langsomt”, “Du skal ikke vinde noget”, Det gælder om at kunne” og den slags. Men når jeg er i det mood, virker det bare ikke. Jeg loggede mine løbeture, og tja, tempoet kravler faktisk lidt i den rigtige retning. Det virkede at se det på skærmen. Så nem er jeg. Og løbeskoene røg alligevel ikke i skraldebøtten denne gang.

I dag tog jeg halvtidligt fra arbejde, så jeg kunne nå den længere tur, som jeg ikke løb i weekenden. Jeg løb ud af Kongevejen for at undgå sne og løb til Allerødkrydset efter Blovstrød og tilbage. Forbi Katrines hjulspor fra forleden, da hun blev torpederet af et rådyr og tilbage til en rundtur i Birkerød. 17 km blev det til. En jævnt kedelig tur, som bare fik mig til igen at savne bløde skovstier og grønne træer.

Snehvide, prinsesser og latino pop

Jeg er netop cyklet hjem fra Birkerød med et Snehvide-kostume i en stor pose. Forsigtigt på styret, så dragten ikke blev krøllet. Jeg havde besøg af prinsesserne og deres mor i går. Til overnatning, lidt mødrende omsorg og almindelig hygge. Og min datter gentog et dilemma, jeg huskede alt for godt fra utallige fastelavner. Veninderne spyr det ene fantastiske kostume efter det andet ud gennem deres små kreative hænder. Det betyder ingenting, siger de med et lille smil. Det er så sjovt at finde på. Jeg var aldrig sådan en mor. Mine børn blev klædt ud som spøgelser, arabere eller gadebørn. Og altid med et strejf – nej med et piskeslag – af dårlig samvittighed. Kunne du dog ikke bare sætte dig og sømme en farverig kreation sammen, så de kunne være krokodille eller spiderman? Nej, det kunne jeg ikke, og et par gange sneg jeg mig så i Fætter BR og købte en kreation. Som ungerne var lykkelige for. Så da min datter spurgte, om det var okay at sende Alma til fastelavn i en festkjole og kalde hende Snehvide-på-vej-til-fest, – eller skulle hun købe en Snehvidekjole i BR, var jeg da ikke i tvivl. Selvfølgelig skal barnet ikke være Snehvide-på-vej-til-fest. Hun skal være Snehvide. Og det eneste sted i hele hovedstaden med en kjole i den rigtige størrelse – var i Birkerød. Og nu hænger den her i min gang.

Det var også helt i tråd med resten af min søndag, hvor jeg svingede Visa-kortet med store håndbevægelser. Løb en halvtidlig formiddagstur ud af cykelstien til Hørsholm og tilbage igen. Uden is og sne. Bare ni kilometer, men helt fint. Forhåbentlig begynder mit træningsheld at vende. Jeg tog det gratis s-tog til Lyngby og tog i storcenter sammen med en hel masse andre nordsjællændere. Flere tusinde kroner senere tog jeg toget hjem igen og tog imod den lille kongefamilie. Jeg har købt legetøj. Først en iPod Touch, som jeg har fablet om længe. En lille bitte tur på bogudsalg, som ikke rigtigt var begyndt endnu. Det blev bare en enkelt bog: Hadets anatomi af Frederik Stjernfeldt. Faktisk kom de helt store udskrivninger først, da jeg satte mig ved computeren. Jeg er blevet fladskærmsejer! Mit 12 år gamle tv flytter ovenpå. Og jeg får et tv, som kan tilsluttes min computer. Og som ikke rummer det traditionelle ledningshelvede. Men det er med en smule rødmen, at jeg køber det, fordi mit gamle fjernsyn faktisk virker fint endnu.

Mens jeg sad der og surfede, opdagede jeg, at SIA giver koncert i Falkonersalen i maj. Hende må jeg opleve, så en, to vupti, havde vi købt billetter til mig og mine piger til fælles koncerttur. Til sidst fik jeg betalt depositum for en lejlighed i Berlin, som jeg lejer sammen med tre veninder i maj for en forlænget weekend.

I dag har jeg fejret snefriheden med at cykle både til og fra arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet begge veje. Og jeg opdagede, at cykelturen ikke er det eneste, jeg savner. Jeg har slet ikke lyttet til Latino-pop. Jeg har masser af latino pop på min gamle iPod, og det er supergodt at cykle afsted ud af cykelstien til. Så godt, at jeg tit tager mig selv i at skråle højt med på sangene med mit fesne spansk. Latino pop er glad musik og fuld af fart og sex (hvordan det så hænger sammen). Og jeg forstår godt dem, der undrende vender sig, når jeg kommer storskrålende ud af Kongevejen….

Sommertanker en vinterdag

Med fare for at blive skreget ud som skrupskør fortæller jeg alligevel om min træning i dag. Som et oldgammelt træningsvrag er al denne sne langsomt ved at tage livet af mig. Jeg har abstinenser. jeg bevæger mig for lidt og for langsomt. Selv min cykel protesterer, som forleden da den ikke ville lade sig låse op. Det er bare en måde at gøre opmærksom på sig selv. Så i dag havde jeg taget en stålsat beslutning om at træne, når vores lange heldagsmøde var slut. Så, nej tak til tilbud om lift hjem, og mig ned i vores halvmørke, øde træningsrum. Jeg skal ikke trætte med detaljerne, men jeg løb 20 minutters tempoløb på løbebånd, som sluttede, da min telefon røg af i et sving og gik i flere stumper. Og gæt, hvem der ikke kunne huske pinkoden…?Dumme løbebånd. Jeg tog et kvarter i romaskinen, og måtte sprinte i noget tøj og ud i noget sne, der væltede ned, for at nå bussen.  Og så kommer det skøre. Vel hjemme i mit lune hus sprang jeg i løbeskoene og løb en halv time i en masse sne og blæst. Det var dejligt bagefter.

I går ville jeg have skrevet om mine sommertanker, men det blev så køleskabet. Jens Thranum Christensen er blevet ved med at spøge i mine tanker, siden jeg hørte interviewet en tidlig morgen efter hans redning i Tahiti. – Jeg kan noget, de har brug for; derfor bliver jeg, sagde han. Efter fem døgn under murbrokker. Og jeg kan jo noget, nogen har brug for. Og Rasmus Krath, som lavede den fantastiske film om Somalia på DR2 i aftes, sagde: der skal jo være mere i det, end bare et eventyr for mig. Så jeg har valgt mit eventyr til sommer. Eller næsten. Jeg kontaktede Læger uden Grænser, men de kunne ikke bruge mig i så kort tid. Derefter har jeg søgt efter små sundhedsprojekter i Nepal og Pakistan. Og lige nu står jeg med et konkret valg mellem en flygtningelejr i det sydlige Nepal eller en mobilklinik i Chitwan (Nepal) eller et sundhedscenter i Chitwan, hvor jeg skal undervise kvinder i sundhed og hygiejne. Samtidig er en bekendt i Nepal ved at arrangere en mulighed i en virkelig øde provins i Nepal, og min bekendt, Saadia, i Pakistan er ved at undersøge mulige sundhedsprojekter i Pakistan. Wow.  Hvis jeg gør det sidste, er det vist næsten en betingelse, at vi bestiger et lille bitte bjerg sammen. I Karakoram. Som jeg altid har drømt om. Sikke mange valgmuligheder.

Jeg vil afsted og arbejde frivilligt i et lille projekt, som er lokalt funderet. Jeg tror mest på små, nære projekter, som involverer og uddanner lokalbefolkningen. Et projekt, hvor man vil mere end at være godgørende. Et projekt, der har visioner for de menensker, det handler om. Nepal har behandlet mig så fint, når jeg har været der. Folk har øst af deres venlighed, gavmildhed og gæstfrihed. Så derfor er jeg også dybt i tvivl om, hvad jeg skal vælge. Jeg vil også virkelig gerne til Pakistan, og det er jo en fantastisk mulighed at kende nogen. Jeg venter lige og ser, hvad Saadia kommer op med. Og så vil jeg bare nyde at være så priviligeret.

Vejr, vind og træning

Fantastisk som vejret dominerer blogskriveriet rundt omkring. Jeg var lige på nippet til at vende cyklen i morges. Frodten bed i kinderne, som var jeg i 5000 meters højde. Men det var en smuk morgen med høj himmel, så jeg fortsatte og havde en rekordkold tur til Hillerød. Jeg nåede frem med sammenfrosne ojenvipper og blåfrosne kinder. Mine lår kløede i flere timer, mens de langsomt kom til sig selv igen. Cykelstien langs Kongevejen er okay. Den er ryddet og fin – lige til jeg krydser kommunegrænsen til Hillerød kommune. Her ophører servicen. Cykelstien er iset og fyldt med dybfrosne humpler. Så de sidste 5-6 km er ikke helt sjove, men det går.

I dag har mit projekt bevæget sig ind i lidt mere ordnede strukturer. Jeg begynder at ane en form, og vi har haft en god diskussion i den ene del-projektgruppe. Jeg har skrevet mig ind på det. Nogen mennesker kan have svært ved den facon, – at skrive mig langsomt og lidt ustruktureret ind på projektets form og indhold. Men det virker. Man skal bare kunne holde ud at være i det, imens det tager form. Og nu har jeg en god fornemmelse af det. Jeg skrev videre til klokken 18, og det var mørkt og pivkoldt, da jeg endelig lukkede døren til regionsgården.

Så det bliver ikke til nogen løbetur i dag. Jeg er så træt af at løbe i mørke og frost. Men denne uges træning skal planlægges omhyggeligt. Ellers smutter den for mig, ugen. Og jeg har jo et marathon, der vinker forude. Hvis jeg arbejder hjemme torsdag, kan jeg løbe en morgentur i dagslys. Træningen skal jo hele tiden hænge sammen med resten af mit liv. Jeg har været der, hvor træningen var omdrejningspunktet, fordi jeg hele tiden var målrettet den ene eller den anden konkurrence. Jeg løber, fordi jeg kan lide det; fordi det passer til mig. Jeg er også konkurrencemenneske, men jeg er langsomt ved at indstille mine mentale rytmer på, at jeg ikke længere konkurrerer for at ligge forrest i feltet. Så træningen er stadig vigtig, men træningen skal passe med mit arbejde, min familie, vennerne, og jeg skal have mig selv med hele tiden. Jeg gider ikke løbe i sne og slud, og hvis det er sådan i morgen, kaster jeg håndklædet i ringen og går i Fitness.dk til deres løbebånd. Træning er som projektmageri. Det har sine ups and downs, sine kaos perioder og sine stjernestunder.

Årsmøde, tant og fjas, bryllup og en kold træningstur

Så er jeg tilbage efter en begivenhedsrig weekend. Fredag, før en vis mand fik sko på, hoppede jeg på toget til Nyborg, hvor jeg skulle til årsmøde i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren. Et årsmøde er en sjov konstruktion. Der er kloge, begavede oplæg om dette og hint, men det er altid på netværksfronten, man får det største udbytte. Man møder folk, man kun har set som en signatur i en mail, gamle venner og kolleger og bliver inspireret af spændende oplæg til at etablere nye forbindelser. Hele årsmødet var selvfølgelig dybt præget af de mange fyringer på Region Hovedstadens hospitaler. Alle er i dyb sorg over det, der sker, og det er svært at bevare overbevisningen om godt kvalitetsarbejde, når det er økonomien, der reageres på. ødet bedste oplæg gav en direktør fra Novo Nordisk, som udtrykte stor undren over, at økonomi og kvalitetstænkning ikke har samme vægt i den politiske ledelse. I hans virksomhed kan ledelse ikke foregå uden at prioritere kvaliteten af deres produkter højt. Om aftenen er der altid en livlig fest, og det var ikke ig, der tøffede først i seng.

Da mit årsmøde sluttede lørdag middag, kørte jeg med min chef til København og fortsatte til bryllup hos min bonussøn, Martin, og hans dejlige kæreste, Pii. Der var lagt op til en meget uformel sammenkomst, og hele familien var samlet. Lidt tung i håret fra fredagens fest holdt jeg en lille smule igen med vinen. Men det blev altså ret festligt. En herlig fest med alle mine børn og alle deres skilsmisseramte forældre. Noget af en familiær rodebunke, kan man roligt sige. Men kors, hvor er vi gode til at være sammen. Så gode, at jeg overnattede på en madras. Og jeg var heller ikke den første til at gå i seng lørdag aften. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at fjerne resterne af festen sammen med de nygifte og hyggede videre med lang morgenmad.

Endelig hjemme smed jeg festtøjet og kravlede i løbetøj. Jeg havde lidt travlt, hvis jeg skulle nå min lange tur. Det var hvinende koldt. Blæsten gik til marv og ben, og skovstierne er stadig isglatte og fyldte af sne. Jeg er mere end træt af sne og is. Jeg vil have varme, sol og lys. Jeg løb gennem Rude Skov, drejde ud og fulgte golfbanen og løb ind i skoven igen på den anden side. Omkring Løje Sø og helt ned til min gamle del af Rude Skov, før jeg vendte næsen nord på igen. Tilbage gennem skoven og en lille ekstra tur omkring Birkerød, så nåede jeg ud på 19 km og landede glubende sulten i min varme stue.