Iskold smukhed

Jeg har løbet den bedste tur i meget lang tid. Forsigtigt og stille hvisker jeg, at det ser ud til at virke at løbe hver dag. Og det virker bedst på asfalt. Den mindste ujævnhed kan få tårerne frem i øjnene. I dag løb jeg en time. Den længste tur i lang tid. To tredjedele var på asfalt, og jeg havde kun ondt på den tredjedel, der var grussti. Som noget andet nyt havde jeg fundet et par gamle kompressionsstrømper frem. Og asfalt og kompression er åbenbart et hit.

Det hele bliver selvfølgelig også bedre af den smukkeste dag. Iskold, ganske vist, men fuld sol og blå himmel. Faktisk varmede solen, som om den klamrede sig til den sommer, som vist godt kan siges at være smuttet nu. Jamen i morgen slutter sommertiden. Og i tv snakker de løs om arktisk kulde.

Al den sol kaldte på en svømmetur i det iskolde vand, så jeg løb hjem og pakkede en badetaske. Og mødte op til en stuvende fuld sauna, hvor vi i den grad kom hinanden ved. Badeklubben havde åbent hus og inviterede gæster. Vores sauna er meget lille. Derfor måtte jeg time mine dukkerter, så der kunne blive plads på bænken, når jeg skulle gennemvarmes igen. Men det var fedt. Og hyggeligt. Der var også gæster fra den nye vinterbadeklub på Bryggen. De åbner officielt lige om lidt og får en mobil sauna lige efter nytår. Du kan stadig blive medlem, så se her. Måske ses vi nytårsaftensdag, hvor de igen i år holder badefest.

Vandtemperaturen er nu omkring syv grader, kan jeg hilse og sige.

Lørdagsliv

Jeg gider ikke blogge idag. Jeg holder lørdagslukket og bruger dagen på at kramme lidt på nogen venner, der har brug for kram. Og på venner der bare skal have mad og selskab. Jeg har passet både min seng og min lørdagsavis. Og jeg har suset rundt på Amager Fælled i løbesko, mens radioen blev ved med at tale store ord om regn og skybrud. Her skinnende solen jo bare.

Så den her går til alle jer, der tror det er synd for os, der bor i København. Som tror, at her ikke er andet end trafik og lyskryds og stenbro. Jeg tog telefonen med på tur, og godt for det, for pludselig uden grund eksploderede min lille verden i høfeber. Så kunne jeg passende standse op og tage billeder, når nysene overmandede mig.

Mine damer og herrer, må jeg præsentere Amager Fælled, et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen i København.

20120616-164247.jpg

20120616-164310.jpg

20120616-164341.jpg

20120616-164407.jpg

20120616-164428.jpg

20120616-164436.jpg

20120616-164501.jpg

20120616-164514.jpg

20120616-164526.jpg

Godt nytår

Årets sidste dag går på hæld, og jeg smutter ind til mesterkokken, min bonussøn, og holder nytår med hans familie. Tidligere i dag tog jeg imod en invitation fra Islands Brygges havnebad, trak i løbetøjet, smed håndklæde og tørt tøj i rygsækken og løb ind langs vandet. Ved havnebadet stimlede bunkevis af mennesker sammen, og det var en fest. Det var simpelthen ikke en mulighed at tøse ud med så mange tilskuere. Jeg trak resolut løbetøjet af. Og så stod jeg der i badedragt. Den 31. december. Tæt på frysepunktet. Der var kun én ting at gøre. At springe.

Og jeg gjorde det. Jeg satte af fra kanten og sprang direkte i det iskolde vand. Min lille krop hvinede chokeret, men sælsomt nok føltes det ikke så koldt, som det burde have gjort. Så jeg svømmede bare roligt hen til trappen og gik op igen til mit håndklæde og det tørre løbetøj. Der var grin og spas hele vejen rundt om bassinet. Men jeg måtte vente med varm alkohol, for jeg skulle jo løbe hjem igen.

Turen lagde jeg over Amager Fælled, som virkede nærmest magisk i disen. Og kroppen emmede af varme hele vejen hjem.

20111231-150639.jpg

20111231-150716.jpg

20111231-150725.jpg

Hav nu et fantastisk nytår derude. Tak for i år og tak fordi I læser med. Vi ses i 2012.

Feliz Natal

Lissabon tog godt imod os. Med 20 grader og høj sol. Vi labbede det i os og kastede os ud i juleindkøb på portugisisk. Som inkluderer rigelige mængder af portvin i udvalg.

Juleaftensdag startede med en gammel tradition. Nemlig at komme tidligt ud af fjerene, hoppe i løbeskoene og hilse på morgenfuglene. Hvilken fryd at løbe afsted i bare arme og ben. Selvom enhver løbetur i Lissabon bliver til ren bakketræning, fordi ingenting går lige ud. Alt er mere eller mindre stejlt op eller ned.

Jeg fandt en lille park efter tyve minutters op-ad-bakke-løb og nød et fantastisk kig ud over byen og floden. Jeg hilste på enkelte andre morgenløbere og en del morgenfriske unge og gamle mænd. Som fik smilet frem på mit aldrende fjæs, fordi de ganske ublu piftede efter mig. HA, det sker ikke så tit på Amager Fælled.

Men nyd nu bare billederne og drøm om sol og sommer.

20111225-183327.jpg

20111225-183415.jpg

20111225-183426.jpg

20111225-183439.jpg

Pramdragerstien

Måske er der noget juleoverskud, der er ved at snige sig ind på kontoen? I går løb jeg både  morgentur på Fælleden og aftentur rundt i Randers, og i dag måtte jeg simpelthen springe afsted ned ad bakken fra mine forældre og løbe en tur langs Gudenåen ad den gamle Pramdragersti. Pramdragerstien stammer tilbage til 1400-tallet, hvor pramme blev trukket af pramdragere mellem Bjerringbro og Randers. Det var hårdt og usselt arbejde, og der er spundet mangen en historie om pramdragerne.

Men stien er der stadig. Den blev renoveret sidste år, og jeg elsker at løbe der,når man kan for vand. På begge sider af stien er vand, Gudenåen til den ene side og oversvømmede områder til den anden. I dag var det smukkeste lys malet ud over ådalen, så jeg tog kameraet i hånden og løb afsted i tide, før mørket sænkede sig helt. En ting er nemlig at løbe i mørke på fælleden, hvor der bare huser mordere og romaer, noget helt andet er Pramdragerstien, hvor der er iskoldt vand til begge sider og vrede pramdragerspøgelser. Som nok kunne spise sådan en lækkerbisken i tjekket løbetøj. Jeg nåede det, inden solen helt forsvandt, og I kan bare få billederne og høre violinerne i baggrunden.

Og så hjem til et bad og et godt glas rødvin. Serveret med kærlighed. Inden jeg smutter hjem til hovedstaden igen.

Rundt om Sydhavnen

Klokken ni i morges ringede Jesper på min dør for at hente mig med på dagens løbetur. Han har plantet en slem bacille i min lille hjerne. Om et løb næste år. Som vil sprænge mine grænser fuldstændigt. Og det er en bacille, for den rumsterer i hovedet, og jeg har endnu ikke kunnet udtale et rungende nej. Why? Jeg elsker Italien. Og jeg elsker i særlig grad Norditalien. Jeg har haft nogle vidunderlige klatre- og vandreoplevelser i Dolomitterne, og jeg har mødt de sejeste mennesker. Der er smukt, vildt, voldsomt, stejlt og varmt i juli måned. Og løbet? Det er her. Og nu tier jeg det lidt ihjel. Indtil videre. Og det godter Hr. Jesper sig jo pænt over.

Men i dag var der hverken stejlt eller varmt. Det var bidende koldt, selvom blæsten havde lagt sig en smule sammenlignet med de foregående dage. Vi løb mod Valby og Valbyparken, og så løb vi den dejligste tur. Gennem Valbyparken og Musikbyens Haveforening, som ligner Christiania, fra før det blev mondænt. Vi fortsatte langs vandet, fandt en bakke, som vi måtte op på, og mødte en ordentlig bunke hundeluftere. Som jeg næsten ikke blev bange for. Forbi noget surferparadis og til Hvidovre Havn. Hvidovre Havn??? Anede ikke, der var en havn der. Jamen hold da op, hvor kan man blive klog på sådan en løbetur.

Så driblede vi over motorvejsbroen tilbage til Amager, mens vi vinkede til Avedøre Værket og måtte råbe himmelhøjt for at høre hinanden. Tilbage på Kalvebod Fælles, hvor vi tog en lille rundtur, inden vi vendte næserne mod Sydhavnen igen. Og sådan gik der 17 kilometer sådan en torsdag morgen.

Jeg er forelsket i Sydhavnen. Den har det hele. Jeg elsker mangfoldigheden og kontrasterne. Her er mondænt byggeri med middelklassefolk, som mig selv. Her er skur i Fiskerihavnen og haveforeningerne. Her er indvandrere og sutter. Her er grimt og smukt. Og så er her vand i massevis og noget natur indenfor rækkevidde. Her er et utal af spændende løbeture. Der er alt, hvad jeg skal bruge af butikker. Og jeg har det som blommen i et æg.

Sne, sne, sne

Både i går og i dag trak jeg i mine trailsko og løb afsted ind i skoven i tusmørketiden. Når sneen ligger tykt, kan man orientere sig på skovstierne meget længere. Der er helt tyst, og skoven pakker mig nærmest ind. Men jeg skulle slet ikke løbe rundt her i Rude Skov. Jeg skulle være i Randers og købe julegaver med min mor, og jeg skulle løbe halvmaraton sammen med min svoger. Som vi har lavet en tradition ud af. Hvert eneste år løber vi halvmaraton i Randers sammen med en af hans venner. Efter løbet tøffer vi til Århus og drikker gløgg og får æbleskiver. Men ikke i år. Jeg fik en mail fredag eftermiddag, at løbet var aflyst, fordi byen var begravet i sne. Og så skulle jeg nok heller ikke slæbe min lille mor rundt i snedriverne. Og kunne jeg måske overhovedet komme frem? Eller hjem igen?

Vi udskød en uge, og derfor er jeg her i Rude Skov. Og er ved at drukne i sne. Se selv:

Det er hårdt at løbe i den dybe sne. Trailskoene har godt greb om underlaget i skoven. De er også lavet til bjergløb, og jeg var superglad for dem i Nepal. Men sneen er dyb, og jeg løber af sted med høje knæløft. Specielt op ad bakkerne trækker det tænder ud. Alligevel er det fedt her de første snedage. Før skifolkene har lavet spor gennem hele skoven. Før det hele er tøet og frosset igen. Og frem for alt skal jeg ingen steder. Så kan det jo sagtens gå med det der sne.

I morgen vil jeg på en længere tur. Og jeg har slæbt skiene frem. Når nu skoven alligevel ligger der udenfor min dør med al den sne.