Ich bin ein Berliner – oder?

Haft haft trukket feriestikket de sidste fire dage. Og slået mine folder i Berlin sammen med tre af mine kolleger. Som nok er ved at blive en slags veninder.

Engang i vinter, da vi var ved at blive kvalt i arbejde, stranguleret i sundhedsaftaler, ædt op af kvalitetsudvikling og halshugget af deadlines, – ja så besluttede vi, at vi også ville have det sjovt sammen. At vores fantastiske samarbejde kunne andet og mere end at fremme hovedstadens sundhedsvæsen. Tankerne udviklede sig lynhurtigt til en fælles weekend i Berlin. Berlin er min ubestridte yndlingsby (eller én af dem), og vi lejede en lejlighed af Sofie og Thomas, som jeg har kendt, siden de gik i skole med mine egne unger. En lejlighed, der ligger i mit yndlingsområde i Berlin, Prenzlauerberg, som er en del af det gamle Østberlin.  Her er SÅ hyggeligt, på den helt fredelige måde. Her er sjovt og skævt. Man får den bedste morgenmad på Café Entweder Oder og man kan få den festligste middag hos Fra Rosa. Man får serveret en supergod fire-retters menu og betaler, “hvad man synes”, typisk 20 Euro. I baren er stillet adskillige flasker rød og hvidvin frem, sammen med vand og forskellige slags økologisk saft. Man lægger 2 euro, og forsyner sig med, hvad man har lyst til og de de mængder, man vil. Når man går, lægger man et passende beløb for sine drikkevarer. Fantastisk koncept.

Jeg brugte selvfølgelig for mange penge. Købte frække røde sko og en nederdel i mit yndlingsmærke, Desigual fra Spanien. Og så løb jeg nogle dejlige ture i Prenzlauerberg. Jeg elsker at løbe i Berlin. Der er så lyst og stort og så mange grønne områder. Jeg elsker fornemmelsen af at løbe gennem verdenshistorien, og hver gang jeg ser en stump af muren, bliver jeg så tankefuld over, hvordan mennesker kan manipulere med hinanden. Og derfor er Berlin så livsbekræftende, så glad og så spændende. Fordi den har ændret sig og udviklet sig.

Nu er jeg hjemme og har løbet 15 km i min våde skov. Lidt tunge ben efter flyveturen, men det gik okay. Og det var så den sidste af den slags inden Copenhagen Marathon. Jeg er SÅ spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg gik jo rundt i Berlin med marathonfornemmelser, fordi jeg har løbet dernede flere gange.

OG – de bedste nyheder: Tracy har sagt ja til at løbe på vores kvindehold til 24Run i Holte 🙂 Det er SÅ dejligt, og jeg glæder mig til at have hende med på holdet

Skodtur – og lidt opløftende musik fra en bjergbestigning

Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.

Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.

Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.

Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.

Det er den dejligste morgen….

…. i hundrede år, synger Gnags. Og det er det i dag. Stod halvtidligt op og stak af på en lille restitutionstur overnpå gårsdagens lange tur. Det er et godt tegn for min form, når jeg begynder at kunne det. Og altså kan have en god tur. Det blev den slags tur, hvor jeg ville ønske, jeg gad at have kameraet i lommen. I radioen talte de om mange skyer i de østlige egne, men i Rude Skov spillede solen sit helt eget spil. Den varmede min kind og legede gennem træernes grene. Da jeg kom til Stubbe Sø var det tæt på “breathtaking”, som de siger på et sprog, der nogen gange bare kan det der. Solstrålerne spillede i vandet, og søen var blank som et spejl. Ænder snadrede stille rundt, og fuglene styrtdykkede ved overfladen efter insekter. pludselig skræmte jeg en stor flok skovduer op foran mig. Deres fjer lyste som sølv, mens de gjorde luften omkring mig levende. Et lille rødegern i stiens kant lod sig ikke skræmme af mig, men gnaskede videre på, hvad den nu havde fundet sig. Et andet egern spænede afsted og sudede op i et træ. En spurvehøg lettede lidt fornærmet og sejlede videre gennem stammerne.

Kors hvor er man heldig, at man har sådan nogle morgener. Og hvor er man heldig, at man bor et sted, hvor man bare sådan kan løbe afsted i ro og fred.

Nogen gange går noget heldigvis over

Dagens løbetur startede helt galt. Alting var galt. Skoene irriterede, strømperne sad forkert, jeg kunne ikke finde mine nøgler, så skulle jeg tisse, så fandt jeg nøglerne. Fik vand i flaskerne og afsted. Men alting var stadig irriterende. Benene var tunge, og tights’ene sad igen forkert. Væskebæltet gnavede. Der blæste en kold vind. Så skulle jeg tisse igen. Og så sad det hele forkert igen. Så fik jeg ondt i maven af den kolde vind. Men så var det nok. Ikke tale om at alle de åndssvage småting skulle ødelægge mine planer. Og planen hed en lang tur. Så jeg tissede af, rettede på klædningsstykkerne og løb videre. Og pludselig var alt godt. Vanskeligheder er ikke permanente, siger buddhisterne.

Fuglene kvidrede løs, og der var svaner på Stubbe Sø. Jeg fulgte Rudersdalruten fra mit hjem gennem Rude Skov, krydsede Hørsholm Kongevej og fortsatte med lidt afstikkere i Holtedelen af Rude Skov. Videre ad Rudersdalruten langs golfbanen og motorvejen til Nærum og Rundforbi Stadion, hvorfra jeg fortsatte gennem skoven tilbage mod Gl. Holte og Rude Skov. Og jeg lyver ikke: Der var anemoner! I blomst! Jeg fortsatte til min egen del af Rude Skov og lavede et par ekstra sløjfer – og så var jeg hjemme. Og havde haft en pragtfuld tur fuld af overskud. 27 km blev det til, og jeg er pænt tilfreds med mig selv.

Jeg gad godt flade ud foran fjernsynet, men helt ærligt…. Var der ikke engang, Danmarks radio sendte gode film sådan en lørdag aften? For alle os, der ikke har et liv. Men Høvdingebold – og Krøniken? Eller jeg kan bruge hele aftenen på at se på tissemænd på DR2. Så kan man rigtig vade rundt i, at man heller ikke har sådan et liv? Nix – jeg finder en af mine egne film, gør jeg. Og dyrker min selvtilfredshed lidt. Det andet går over

Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.

A rainy day

Stod op i en syndflod af vand. Det er alligevel lidt ufatteligt, at der kan blive ved med at være for meget af noget vådt deroppe. But still – det er klasser bedre end sne. Jeg elsker mine lørdag morgener med te i lange baner, aviser, tjekke mails, snakke i telefon, rugbrødsmadder med ost. Og jeg når aldrig at løbe med Birkerøddernes Løbeklub, som løber klokken ti. Det når jeg altså bare ikke. I stedet nød jeg morgenen og cyklede til Birkerød og handlede.

Det blev eftermiddag, før jeg var klar til at teste, om jeg var klar på nogle flere lange kilometer. Belært af sidste weekends ynkelige performance, planlgde jeg at dele min lange tur i to. Først en tur til Rungsted Kyst, så hjem til en slurk livgivende vand, og så den sidste lille tur rundt i Birkerød. Så ville jeg kunne mærke, om jeg ville blive ynkelig.

Sandelig om ikke regnen stoppede, da jeg tjekkede ud fra matriklen. Jeg løb glad afsted og mødte en anden løbende kvinde, som jeg konkurrerede med hele vejen til Hørsholm. Jeg holdt faktisk en overraskende god fart hele vejen til Rungsted Kyst. Faktisk kunne jeg se, da jeg kom hjem, at jeg i korte perioder havde holdt et tempo, der næsten lignede noget fra gamle dage. Fed fornemmelse. Jeg løb helt ned til noget vand og igennem noget marina. Og der dukkede den ene lækre restaurant op efter den anden. De må tjekkes ud,når det bliver tørt og varmt i vejret. Der var næsten Skagen stemning over stedet.

Hjem igen. Jeg kan egentlig godt lide den rute. Den går gennem skov og by og er rimeligt afvekslende. Jeg holdt et hæderligt, lidt langsommere tempo, og det var dejligt at runde hjemmet og få vand. Jeg kunne godt lidt mere, så jeg fortsatte en kort rute gennem noget Birkerød. Knapt 23 km blev det til ialt. Meeeen, kors hvor var man træt til sidst. Der er langt til marathon distancen. Måske hjælper det også, nårjeg holder op med at være fuld af snot. En dag.

Skoven er åben

Hosten hænger ved, og jeg har fundet astmamedicinen frem. Hovedet er stadig fyldt med forkølelse. Men jeg kunne slet ikke modstå den totale forårsoplevelse, der var i luften. Så jeg smuttede i løbeskoene og tog retning mod skoven med lidt spænding i maven. Mon der gemte sig isede stier derinde? Nej der gjorde ej. Der var mudder, og sine steder meget mudder. Men jeg kunne løbe på næsten alle stierne. Skovmaskinerne havde været på spil og skåret dybe mudderspor, så jeg måtte løbe en lille omvej. Men jeg kom helt ned til Løje Sø. Og det har jeg ikke været i flere måneder.

Hestefolkene var også i skoven, og der myldrede små og store heste frem fra alle hjørner. Småpiger i trav og elegante raceheste, der adstadigt skridtede skoven af. Og hundemenneskene var der. Desværre var hundemennesker-med-hunde-uden-snor repræsenteret i stort tal. Og nu afslører jeg mig, og jeg beder medlæsende hundemennesker undskylde, men jeg afskyer løse hunde i skoven. Jeg har alt for mange dårlige erfaringer. Og jeg undgår dem, når jeg kan. Løber gerne omveje for at undgå dem. Når jeg altså ser dem. Det gjorde jeg i dag, men andre gange er det gået galt. Jeg er tre gange blevet bidt. Som i bidt gennem huden til blodet flød. Og det er ikke fedt. Andre gange er jeg blevet bidt uden blodsudgydelser, men det er heller ikke fedt. Det er så ufedt, at hjertet flyver op i halsen af mig, når en løs hund kommer styrtende imod mig. Hver gang, jeg er blevet bidt, har hundemenneskene-med-hunde-uden-snor forsikret mig, at deres dyr ALDRIG gjorde noget. Det gjorde de så den dag.

En dag for et par år siden kom jeg løbende i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg boede dengang. Pludselig – out of nowhere – kom et gult missil farende imod mig. En halvstor labradorhvalp, hvis menneske stod langt væk og talte med en anden kvinde. Kræet havde retning stik imod mig, og jeg råbte til ejerinden. Som blev stående. Hunden fortsatte sit vilde ræs og sprang op og bed sig fast i min arm. Jeg pandede den en lige højre og fik med lidt besvær svinget den løs fra min arm, mens jeg råbte temmelig ukontrolleret til ejeren. Endelig kom hundens menneske frem til os, mens hunden stadig gøede og forsøgte at hoppe op ad mig. Jeg indrømmer – jeg sparkede. Den vil bare lege, sagde hundemennesket. Det er bare for sjov. NÅ……. så det synes du? Jeg holdt min arm op, hvor blodet løb efter mit sammenstød med hunden. Aj, men det er jo ikke fordi den er ondskabsfuld, den er bare legesyg. Det sagde hun virkelig. Og jeg løb hjem og rensede mine sår.

Men sådan gik det ikke i dag. Jeg havde en fin tur rundt i skoven med en ren symfoni af fuglestemmer omkring mig.