Nogen gange går noget heldigvis over

Dagens løbetur startede helt galt. Alting var galt. Skoene irriterede, strømperne sad forkert, jeg kunne ikke finde mine nøgler, så skulle jeg tisse, så fandt jeg nøglerne. Fik vand i flaskerne og afsted. Men alting var stadig irriterende. Benene var tunge, og tights’ene sad igen forkert. Væskebæltet gnavede. Der blæste en kold vind. Så skulle jeg tisse igen. Og så sad det hele forkert igen. Så fik jeg ondt i maven af den kolde vind. Men så var det nok. Ikke tale om at alle de åndssvage småting skulle ødelægge mine planer. Og planen hed en lang tur. Så jeg tissede af, rettede på klædningsstykkerne og løb videre. Og pludselig var alt godt. Vanskeligheder er ikke permanente, siger buddhisterne.

Fuglene kvidrede løs, og der var svaner på Stubbe Sø. Jeg fulgte Rudersdalruten fra mit hjem gennem Rude Skov, krydsede Hørsholm Kongevej og fortsatte med lidt afstikkere i Holtedelen af Rude Skov. Videre ad Rudersdalruten langs golfbanen og motorvejen til Nærum og Rundforbi Stadion, hvorfra jeg fortsatte gennem skoven tilbage mod Gl. Holte og Rude Skov. Og jeg lyver ikke: Der var anemoner! I blomst! Jeg fortsatte til min egen del af Rude Skov og lavede et par ekstra sløjfer – og så var jeg hjemme. Og havde haft en pragtfuld tur fuld af overskud. 27 km blev det til, og jeg er pænt tilfreds med mig selv.

Jeg gad godt flade ud foran fjernsynet, men helt ærligt…. Var der ikke engang, Danmarks radio sendte gode film sådan en lørdag aften? For alle os, der ikke har et liv. Men Høvdingebold – og Krøniken? Eller jeg kan bruge hele aftenen på at se på tissemænd på DR2. Så kan man rigtig vade rundt i, at man heller ikke har sådan et liv? Nix – jeg finder en af mine egne film, gør jeg. Og dyrker min selvtilfredshed lidt. Det andet går over

Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.

A rainy day

Stod op i en syndflod af vand. Det er alligevel lidt ufatteligt, at der kan blive ved med at være for meget af noget vådt deroppe. But still – det er klasser bedre end sne. Jeg elsker mine lørdag morgener med te i lange baner, aviser, tjekke mails, snakke i telefon, rugbrødsmadder med ost. Og jeg når aldrig at løbe med Birkerøddernes Løbeklub, som løber klokken ti. Det når jeg altså bare ikke. I stedet nød jeg morgenen og cyklede til Birkerød og handlede.

Det blev eftermiddag, før jeg var klar til at teste, om jeg var klar på nogle flere lange kilometer. Belært af sidste weekends ynkelige performance, planlgde jeg at dele min lange tur i to. Først en tur til Rungsted Kyst, så hjem til en slurk livgivende vand, og så den sidste lille tur rundt i Birkerød. Så ville jeg kunne mærke, om jeg ville blive ynkelig.

Sandelig om ikke regnen stoppede, da jeg tjekkede ud fra matriklen. Jeg løb glad afsted og mødte en anden løbende kvinde, som jeg konkurrerede med hele vejen til Hørsholm. Jeg holdt faktisk en overraskende god fart hele vejen til Rungsted Kyst. Faktisk kunne jeg se, da jeg kom hjem, at jeg i korte perioder havde holdt et tempo, der næsten lignede noget fra gamle dage. Fed fornemmelse. Jeg løb helt ned til noget vand og igennem noget marina. Og der dukkede den ene lækre restaurant op efter den anden. De må tjekkes ud,når det bliver tørt og varmt i vejret. Der var næsten Skagen stemning over stedet.

Hjem igen. Jeg kan egentlig godt lide den rute. Den går gennem skov og by og er rimeligt afvekslende. Jeg holdt et hæderligt, lidt langsommere tempo, og det var dejligt at runde hjemmet og få vand. Jeg kunne godt lidt mere, så jeg fortsatte en kort rute gennem noget Birkerød. Knapt 23 km blev det til ialt. Meeeen, kors hvor var man træt til sidst. Der er langt til marathon distancen. Måske hjælper det også, nårjeg holder op med at være fuld af snot. En dag.

Skoven er åben

Hosten hænger ved, og jeg har fundet astmamedicinen frem. Hovedet er stadig fyldt med forkølelse. Men jeg kunne slet ikke modstå den totale forårsoplevelse, der var i luften. Så jeg smuttede i løbeskoene og tog retning mod skoven med lidt spænding i maven. Mon der gemte sig isede stier derinde? Nej der gjorde ej. Der var mudder, og sine steder meget mudder. Men jeg kunne løbe på næsten alle stierne. Skovmaskinerne havde været på spil og skåret dybe mudderspor, så jeg måtte løbe en lille omvej. Men jeg kom helt ned til Løje Sø. Og det har jeg ikke været i flere måneder.

Hestefolkene var også i skoven, og der myldrede små og store heste frem fra alle hjørner. Småpiger i trav og elegante raceheste, der adstadigt skridtede skoven af. Og hundemenneskene var der. Desværre var hundemennesker-med-hunde-uden-snor repræsenteret i stort tal. Og nu afslører jeg mig, og jeg beder medlæsende hundemennesker undskylde, men jeg afskyer løse hunde i skoven. Jeg har alt for mange dårlige erfaringer. Og jeg undgår dem, når jeg kan. Løber gerne omveje for at undgå dem. Når jeg altså ser dem. Det gjorde jeg i dag, men andre gange er det gået galt. Jeg er tre gange blevet bidt. Som i bidt gennem huden til blodet flød. Og det er ikke fedt. Andre gange er jeg blevet bidt uden blodsudgydelser, men det er heller ikke fedt. Det er så ufedt, at hjertet flyver op i halsen af mig, når en løs hund kommer styrtende imod mig. Hver gang, jeg er blevet bidt, har hundemenneskene-med-hunde-uden-snor forsikret mig, at deres dyr ALDRIG gjorde noget. Det gjorde de så den dag.

En dag for et par år siden kom jeg løbende i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg boede dengang. Pludselig – out of nowhere – kom et gult missil farende imod mig. En halvstor labradorhvalp, hvis menneske stod langt væk og talte med en anden kvinde. Kræet havde retning stik imod mig, og jeg råbte til ejerinden. Som blev stående. Hunden fortsatte sit vilde ræs og sprang op og bed sig fast i min arm. Jeg pandede den en lige højre og fik med lidt besvær svinget den løs fra min arm, mens jeg råbte temmelig ukontrolleret til ejeren. Endelig kom hundens menneske frem til os, mens hunden stadig gøede og forsøgte at hoppe op ad mig. Jeg indrømmer – jeg sparkede. Den vil bare lege, sagde hundemennesket. Det er bare for sjov. NÅ……. så det synes du? Jeg holdt min arm op, hvor blodet løb efter mit sammenstød med hunden. Aj, men det er jo ikke fordi den er ondskabsfuld, den er bare legesyg. Det sagde hun virkelig. Og jeg løb hjem og rensede mine sår.

Men sådan gik det ikke i dag. Jeg havde en fin tur rundt i skoven med en ren symfoni af fuglestemmer omkring mig.

Lyt til kroppen?

Gik egentlig og følte mig en smule småsløj fra morgenstunden. Jeg havde en af de morgener, hvor kroppen reagerer med fuldstændig vantro på vækkeuret. En af de morgener, som krævede en helt speciel indsats for ikke at ende med snooze i timevis. Jeg vred mit matte kadaver ud af dynen og lykkedes med at komme afsted på cyklen i ordentlig tid. Og så SNEEDE det gudhjælpemig pludselig. Og jeg frøs min ende som bare det. Og det holdt heldigvis op igen. Jeg overvejede at springe dagens løbetur over, men to dages løbepause er på kanten af for meget. Så jeg enedes med mig selv om at løbe en kort tur for bare at komme afsted. Og det var forbandet koldt.

Men det gik helt anderledes. Jeg løb afsted lidt senere end planlagt, for jeg skulle bare løbe kort. Men efter 5-10 minutter kørte det faktisk helt godt, så jeg drejede ud på Kongevejen og løb til Allerødkrydset og tilbage gennem Birkerød i et ualmindelig godt tempo. 16 km blev det i bedste stil længe. Og ikke noget småsløjhed her. Og sådan er det faktisk tit. Jeg har endnu ikke helt lært min krop at kende her små tre år efter kemoterapi. Derfor hylder jeg ikke altid princippet om at “lytte til kroppen”. Lad mig forklare:

Mens jeg fik væltet spandevis af kemoterapi ind i kroppen, oplevede jeg mange forskellige nye og ukendte fornemmelser i kroppen. Af og til sad jeg fuldstændig slugt af min lænestol, lammet af træthed og kemiske fornemmelser og havde bare lyst til at trække tæppet helt op over øjnene og lade tiden gå af sig selv. Det kan den nemlig godt. Men jeg gjorde det aldrig. Jeg var nemlig rædselsslagen ved tanken om at lade stå til og lade den tid gå selv. Så jeg vred og sled mig ud af lænestolens greb. Hver gang. Og hver gang oplevede jeg, at trætheden og de værste kemiske fornemmelser svandt efter en halv times tid. Jeg blev gladere og følte mig mere normal og var træt, så jeg kunne sove om aftenen. Hver dag knoklede jeg afsted på cykel og i vandrestøvler i 3-4-5 eller 6 timer. Jeg skulle jo ligesom heller ikke andet. Men havde jeg “lyttet til min krop” og “passet på mig selv” i traditionel forstand, var jeg nok død. Eller i hvert fald var jeg hurtigt blevet afkræftet og medtaget. Og det blev jeg ikke.

Kroppen er en lurifax. En lusepuster, der let kan overbevise en svag sjæl om lænestolens helende virkning. Hvil dig, sagde de dengang. Tænk hvis jeg havde gjort det. Man skal ikke altid høre efter hverken sin bedstemor eller kroppen.

Kilometerfræs

Min træningsrytme begynder at ligne noget gammelkendt fra en svunden tid. En halvlang tur midt på ugen, en lang i weekenden og nogle kortere kvalitetsture ind i mellem. Før i tiden havde jeg to-tre træningspas mere, men nu ligger jeg på fire, og det er okay for nu. Søndagen er blevet den dag, jeg får fræset kilometer ind på løbekontoen. Jeg startede ud i lidt overdrevet optimisme. Når nu sneen turbo-tør, så måtte jeg vel i skoven. Det varede kun tre minutter, så vendte jeg snuden den anden vej igen. Det er ikke fedt at løbe på Kongevejen, men det er decideret ufedt at løbe i ankeldyb smatvåd sne. Det blev Kongevejen med fuglefløjt på min vej og pivvåde løbesko fra min lille skovtur. Jeg løb omtrendt samme rute som sidste søndag. Ad Kongevejen, gennem mit gamle kvarter i Holte, Øverødvej, Vangebovej (og denne gang IKKE gennem Geels Skov), Virum og hjem ad Kongevejen. Det blev et par kilometer længere end sidste søndag, og de sidste af dem var lidt seje. De sidste to aftener med vin og lystigt selskab tog deres egen lumre hævn midt på Kongrevejen. Jeg skulle nok alligevel have taget en lille mundfuld vand med på turen. I hvert fald var jeg voldsomt tørstig, for ikke at sige nærmest lidt dehydreret. Men en god tur, hvor min indre autopilot tog over det meste af vejen. Det skal sgu nok gå, det der marathon. Jeg må bare begrænse festlighederne derhenne sidst i maj.

Mens jeg løb, lod jeg tankerne køre sit eget løb. De spurter afsted ad sine egne stier på mine lange ture. Og de tumlede videre omkring noget med løb og identitet. I aftes havde jeg besøg af en god ven, som også er bjergbestiger. Vi snakkede om, hvordan løb havde ændret sig for os gennem tiden. Hvordan vi i “gamle dage” trænede hårdt, hurtigt og meget; var ambitiøse og evigt konkurrerende. Det resulterede selvfølgelig i en masse skader og løbepauser, og på et tidspunkt har løbet så ændret sig fra at være en af de primære omdrejningspunkter i vores liv til at være en del af mange andre ting. Som f.eks. forberedelse til bjergbestigning. Jeg har altid trænet andet end løb. Har altid cyklet meget, og da jeg løb mange konkurrencer, lavede jeg hård styrketræning to gange om ugen. Og i perioder lykkedes det også at svømme en eller to gange om ugen oven i købet. Det er alt for skrøbeligt at begrænse sig til løb, hvis man træner meget. Kroppen opnår en bedre balance ved at kombinere forskellige træningsformer, og man bliver mindre sårbar, når skaderne uværgerligt melder sig. Jeg kan huske ensomheden i længere skadesperioder, hvor jeg med ét røg ud af mine løbesammenhænge. I de perioder var det godt at have andet i livet. Og når man nu er sådan en ild-i-røven person, der bare synes, det er fedt at tumle rundt i naturen…….

Og så fik jeg omkring 22 km ind på marathonkontoen.

Kongevejen surprise

Beklager stilheden her på blog-kanalen de sidste dage. Jeg har lige været temmelig optaget henne i hverdagen, hvor nogen havde tømt et lager af arbejdsopgaver ud over mit skrivebord.

Jeg lavede finten med indre forestillinger, da jeg kom hjem efter dagens marathonmøde. Lidt senere end planlagt. Kørte afsted på min cykel og forestillede mig selv i korte løbetights, 25 plusgrader, i Københavns gader i maj. Hvor er jeg nem. Det virker. Det føltes faktisk rigtig godt, så jeg sprang af cyklen og direkte i løbetøjet. Og løb afsted på næsten samme tur mod Blovstrød som i sidste uge. Illusionen blev tiltagende svær at opretholde i takt med den pivkolde vinds pisken, da jeg nåede ud på Kongevejen. Men jeg løb forbavsende godt. Mine ben havde det fortrinligt, og jeg holdt noget, der mindede om et pænt tempo hele vejen. Ja, til jeg nåede de hjemlige fortove i Birkerød på tilbagevejen, hvor fortovsejerne tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at rydde bare lidt sne væk. Der kommer selvfølgelig også bare mere ovenfra hele tiden. Jeg forstår dem egentlig godt.

Men det var en god tur i det tiltagende mørke. Et par gange blev jeg overhalet af enlige cyklister, som ønskede god tur. Løbeture er så forskellige. Turen i dag burde egentlig have været lidt tung og modvillig. Det er ikke min favoritdisciplin at løbe i mørke og kulde, som det vist er blevet ret klart gennem de sidste måneder. Måske var det bare finten med forestillingen om varme og korte tights, der virkede. Måske trængte jeg bare mere end vanligt til at bevæge mit korpus igennem efter en lang dag. Måske havde jeg bare sparet lidt energisk overskud op, hvis man kan det. I hvert fald strintede jeg afsted på lette fjed. Totalt upåvirket af kulden omkring mig. Ligeglad med mørket. Med den der fede fornemmelse af at have en slags fart på. Og en total indbildning om at se tæskegodt ud. Det er ligemeget, om det er rigtigt. Det er fornemmelsen, der er fed. (Jeg ved jo godt, hvordan jeg ser ud udefra)

Og nu sidder jeg bænket i min sofaflyder med aftensmad, appelsinerog computer – og Paul Newman på fladskærmen. Og nyder fornemmelsen af min overraskende løbetur.

Sne, sne, sne

Jeg gjorde det så alligevel. Løb en lang tur i det fri. Jeg besluttede mig for at løbe en lille times tid for at se, hvor slemt det var. Og så blev jeg alligevel ved. Først løb jeg ned til Sjælsø, hvor der selvfølgelig var blændende smukt. Den første del af turen var okay, fordi mange skiløbere havde planet sneen godt ud på stien. Men efterhånden blev det tæt på rædselsfuldt, fordi der var høj sne. Især op ad bakkerne var jeg tæt på at aflevere lungerne i sneen under mig. Jeg overvejede at løbe ud på søen, men der lå sneen ligeså højt og ligeså ujævnt. Så jeg fortsatte tilbage til byen, og – weeee – der var en fuldstændig ryddet sti. Jeg spænede glad videre og besluttede mig for at tage turen rundt i Birkerød. Og ret skal være ret. Der er enkelte birkerødder, som har strammet op og skovlet sneen væk fra deres fortov. Men langt de fleste nøjes med at rydde sne mellem gadedør og bil. Jeg mødte en ældre dame med stok. Hun havde det værre end mig. Fra byen og hjemad løb jeg på vejen, hvor bilerne havde lavet spor, og så for en slags djævel i mig, og jeg kunne alligevel ikke lade være med at dreje ned i skoven. Måske skulle jeg lige have givet det en ekstra overvejelse. Det blev det hårdeste pas, jeg har løbet meget længe. Hold da op. Jeg var nødt til at standse og få mit vejr ved toppen af hver eneste bakke. Jeg sled mig hjem gennem sneen. Og så skulle jeg bare ikke på bogudsalg, eller i Superbest efter frugt og brød. Jeg nøjes med, hvad jeg har og klarer mig glimrende til morgen. Jeg kom så alligevel heller ikke ud på ski. Nu vil jeg nyde min varme hyldedrik, skrive et kapitel færdigt til mit projekt og læse Murakami færdig. Og jeg har selvfølgelig ryddet sneen væk fra både min og min nabos indgang.

Pukkelpister og fint besøg

20 iskolde kilometer i Rude Skov blev det i dag. Og jeg er dødtræt af at løbe på noget, der mest af alt minder om tilisede pukkelpister – uden ski. Ikke engang de aftener, jeg har løbet på Birkerøds cykelstier, har været isfri. Nå, det blev trods det hele en okay tur. Det er dumt at løbe på, og tempoet er i bund. Men det er jo smukt, og jeg møder masser af glade, venlige mennesker på min vej, der hilser mig glad på vej. Jeg løb næsten samme rute som sidste søndag, gennem skoven, forbi golfbanen, ind i Rude Skov igen, rundt om Løje Sø, hvor der efterhånden er en veletableret skøjtebane. Videre ned gennem skoven og tilbage mod Birkerød ad Rudersdal-sporet, forbi Stubbe Sø, lidt rundt i Birkerød og endelig hjemme i varmen. Her sidder jeg nu med varm chokolade og musik i højtaleren. Vinden var ubeskriveligt kold idag, og jeg har skruet lidt ekstra op for varmen.

I går løb jeg 9 km i Rude Skov på pukkelpisterne, mens det sidste af dagen svandt mellem træerne. Selvom jeg er træt af is og sne, er det dog dejligt at løbe i dagslys.

Jeg har haft fornemt besøg i weekenden. Jeg rykkede op i mormor klassen for 3 år siden, da Alma blev født på samme tid, som jeg startede kemoterapi for min sygdom. For 10 måneder siden fik hun lillesøster Ella, og i fredags ankom så de to prinsesser og indtog mit slot for weekenden. Legetøjet, bleer og skiftetøj blev foldet ud, og Alma satte sig i dronningestolen. Jeg havde fået fornøjelsen og æren af at låne de to helt alene i et helt døgn. Mor’en afleverede dem lidt spændt og tog afsted til den første kæresteweekend med far’en i meget lang tid. Og vi havde det superhyggeligt. Begge pigerne havde det bare dejligt og faldt i søvn som små engle. Jeg havde mentalt forberedt mig på en halvvågen nat, – nu var det første gang, at Ella sov uden sin mor. Derfor kiggede jeg noget forbløffet på uret i min mobiltelefon, da Ella pludrende begyndte at rykke mig i næsen næste morgen. Kvart i otte! Det er længere end jeg sædvanligvis selv sover! Alma kravlede også op i sengen, og så lå vi der og “hvilede op”, som hun siger. Senere kom mor’en og blev til søndag middag. Far’en skulle til mandefrokost, så vi kunne ligeså godt fortsætte hyggetiden. Det er dejligt at have god tid sammen for en gangs skyld. Og sneen fik lidt revanche i mit mentale regnestykke. Sne er jo skabt til børn og kælke – og barnlige mormødre, som synes det er fedt at lege.

Mit hus trænger til en alvorlig overhaling. En hurtig kost under spisebordet afslørede et studie i mulige middags-elementer, og jeg aner både modellervoks og chokolade i små plamager rundt omkring. Det værste er til side, og nu gider jeg ikke mere. Aftensmad og Livvagter – og så er det pludselig mandag igen.

Bambi på glatis

Jeg om hjem i dag lidt over seks, parkerede cyklen i skuret og slukkede for al tankeaktivitet. Skyndte mig op og i løbetøjet, fandt reflekslys og Garmin, lagde uret på trappen, mens jeg tog løbesko på, så det unne finde satelitter imens. Og afsted med mig. Og tankestrømmen tændte igen. Det er sådan et trick, jeg har lært mig for mange år siden, når det er mørkt og sent og koldt. Ikke tænke, bare på med tøj og sko og afsted, og så kører det.

Det var isnende koldt. Vinden gik til marv og ben. Og for at sige det, som det var – blev det en grusom tur. Vi har fået en del sne det sidste døgn, og jeg startede i nogle centimeters sne, som hurtigt blev til en blanding af smat og is. Jeg løb 11 m rundt i Birkerød, og efter kort tid var fortove og cykelstier paet ind i is. Det var ren Bambi på glatis, og det var rent held, at jeg ikke stod på næsen. Jeg er øm i benene af at holde balancen. De sidste 2-3 km havde jeg is-vinden stik imod mig. Vinden var så kold, at jeg et par gange måtte stoppe for at få varmen. Helt modsat. Jeg plejer at løbe videre for at holde varmen.

Men jeg om hjem uden skrammer. Hjem fra en løbetur af den rigtig sjældne slags. En tur jeg ikke på nogen måde havde nydt. Men så er det godt at sidde i sofaen med kamillete og Robert Redford på tv.