Hosten hænger ved, og jeg har fundet astmamedicinen frem. Hovedet er stadig fyldt med forkølelse. Men jeg kunne slet ikke modstå den totale forårsoplevelse, der var i luften. Så jeg smuttede i løbeskoene og tog retning mod skoven med lidt spænding i maven. Mon der gemte sig isede stier derinde? Nej der gjorde ej. Der var mudder, og sine steder meget mudder. Men jeg kunne løbe på næsten alle stierne. Skovmaskinerne havde været på spil og skåret dybe mudderspor, så jeg måtte løbe en lille omvej. Men jeg kom helt ned til Løje Sø. Og det har jeg ikke været i flere måneder.

Hestefolkene var også i skoven, og der myldrede små og store heste frem fra alle hjørner. Småpiger i trav og elegante raceheste, der adstadigt skridtede skoven af. Og hundemenneskene var der. Desværre var hundemennesker-med-hunde-uden-snor repræsenteret i stort tal. Og nu afslører jeg mig, og jeg beder medlæsende hundemennesker undskylde, men jeg afskyer løse hunde i skoven. Jeg har alt for mange dårlige erfaringer. Og jeg undgår dem, når jeg kan. Løber gerne omveje for at undgå dem. Når jeg altså ser dem. Det gjorde jeg i dag, men andre gange er det gået galt. Jeg er tre gange blevet bidt. Som i bidt gennem huden til blodet flød. Og det er ikke fedt. Andre gange er jeg blevet bidt uden blodsudgydelser, men det er heller ikke fedt. Det er så ufedt, at hjertet flyver op i halsen af mig, når en løs hund kommer styrtende imod mig. Hver gang, jeg er blevet bidt, har hundemenneskene-med-hunde-uden-snor forsikret mig, at deres dyr ALDRIG gjorde noget. Det gjorde de så den dag.

En dag for et par år siden kom jeg løbende i Marselisskoven ved Århus, hvor jeg boede dengang. Pludselig – out of nowhere – kom et gult missil farende imod mig. En halvstor labradorhvalp, hvis menneske stod langt væk og talte med en anden kvinde. Kræet havde retning stik imod mig, og jeg råbte til ejerinden. Som blev stående. Hunden fortsatte sit vilde ræs og sprang op og bed sig fast i min arm. Jeg pandede den en lige højre og fik med lidt besvær svinget den løs fra min arm, mens jeg råbte temmelig ukontrolleret til ejeren. Endelig kom hundens menneske frem til os, mens hunden stadig gøede og forsøgte at hoppe op ad mig. Jeg indrømmer – jeg sparkede. Den vil bare lege, sagde hundemennesket. Det er bare for sjov. NÅ……. så det synes du? Jeg holdt min arm op, hvor blodet løb efter mit sammenstød med hunden. Aj, men det er jo ikke fordi den er ondskabsfuld, den er bare legesyg. Det sagde hun virkelig. Og jeg løb hjem og rensede mine sår.

Men sådan gik det ikke i dag. Jeg havde en fin tur rundt i skoven med en ren symfoni af fuglestemmer omkring mig.