I dag var jeg meldt til Maglebjergræset i Rude Skov. Ti modbydelige kilometer, hvor ikke mange meter var flade. I kan finde de officielle billeder fra løbet her og danne jer et lille indtryk af bakker og mudder. Det var hundesjovt, var det. Jeg elsker altså at få lov til at pladre i mudder. Men for søren da, hvor gik det skidt. Det var vel også en slags PR? Jeg kom ind som nummer absolut sjok. Ikke sådan på et hængende hår, vel? Men med en solid margen op til nummer næst-sjok. Så meget sjok, at de allerede havde overstået det der med at dele præmier ud til vinderne. Det har jeg ligegodt aldrig prøvet før. Men okay – nogen skal jo også lukke et løb. Min indre forsvarsadvokat understreger, at der kun var 15 opstillede, og at jeg blev slået af én jeg tidligere havde overhalet. Som snød udenom den sidste stejle forhindring og mega-mudderpøl. Men – honestly – det havde nok ikke ændret meget på slutresultatet.

Når jeg så er færdig med at pive, har det været et supersjovt løb. Næsten hele løbet foregik i terrænet. Op og ned ad bakker i skovbunden. Over afbrækkede grene, henover mudderhuller, op og ned i slugter og afsted på MTB ruterne. Jesper, Lene, Jakob og Tracy havde fundet vej til Birkerød, og vi mødtes på plænen, hvor løbsnumrene blev delt ud. Jakob havde til alles forundring helt undgået mudder på sine fine hvide løbesko. Selv fandt jeg mudder under mine tights! Tracy vandt kvindeklassen i fin stil, og efter løbet trissede vi hjem og lavede frokost hos mig. Så selv om jeg således fik en helt ny løbsoplevelse, var det en dejlig søndag. Nye planer føg over bordet, og måske er kimen lagt til et par nye aparte løbeoplevelser.

PS. Jeg vil gerne have ros for min smid-ud-af-dit-liv-aktion. Vores oldgamle, ødelagte, lasede julenisse har ladet livet. Sådan for alvor. Han blev blidt båret ud til skraldespanden. Bare for at give et billede på, hvor seriøs, jeg er.