I dag fik jeg min morgenløbetur – i solskin. Altså, jeg føler mig så heldig, når jeg kan løbe hele vejen til arbejde med fuglesang omkring mig, og forårssol på kinden. På jobbet bliver jeg modtaget med glade smil og klap på skulderen, og jeg føler mig også ganske tilfreds med mig selv. Et brusebad, en kande the, en banan og et æble, og så kører jeg. Det er da luksus. Og dagen er kikstartet.

Det kræver lidt omtanke at forberede løb til arbejde. Der skal være tøj, sko, penge, sæbe, hårbørste, deodorant (!) og alle de papirer, jeg skal arbejde med. Og det må jeg jo være planlagt nok til at fragte til Hillerød dagen før. Med min indbyggede mangel på planlægning, kan det være en udfordring i sig selv. I dag skulle jeg senere til møde på Herlev Hospital og havde tænkt at tage hjem og hente min cykel. Jeg blev overfaldet af arbejde og kunne ikke nå det. Så jeg tog imod et lift med min chef. MEN jeg havde glemt overtøj. Og det var jeg ikke helt kæk over, da jeg skulle hjem i regnvejr.

Jeg er af den slags, som vågner op med ordene the og ostemad på læberne. Jeg er glubende sulten. Så jeg må pænt stå lidt tidligere op, når jeg skal løbe på arbejde, så min højtråbende mave kan blive fodret af. Dengang – i et andet liv – da jeg løb hurtigt, kunne jeg ikke løbe efter et måltid. Min mave gik amok, hvis den ikke fik ro i mindst en time til at fordøje oplevelserne. Men nu løber jeg i så adstadigt tempo, at jeg kan stikke af efter en halv times tid. Så sig ikke, at det er godt noget… Eller noget?

Inspireret af gårsdagens smukke morgen tog jeg min nabos udfordring om at løbe på arbejde op. Jeg erstattede cyklen med løbesko og min latinopop med fuglesang. Jeg hører aldrig musik, når jeg løber. Det forstyrrer mig.

Udsigten fra mit vindue, da jeg vågnede monstertidligt, var nedslående. Det væltede ned med vand fra oven. Men nu havde jeg været så vældig kæk overfor min kollega Hanne dagen før. Selvfølgelig ville jeg da løbe uanset vejret. Og 17 km er da ingenting… Og som man nu kan stå og bræge kækt. Men vejrguderne var med mig, og regnen stoppede, inden jeg satte afsted. Luften var ganske vist mættet med vanddamp, men ingen regn. Og mod slutningen af turen begyndte det langsomt at lysne.

Afsted ud af Kongevejen, hvor jeg stødte på et umiskendeligt forårstegn. Dræbersneglebabyer. Der lå de. I hobevis. Og forsøgte at spænde ben for mig. Almindeligvis kan dyrebørn være nuttede, mens de er helt små. Men ikke dræbersnegle. De er klamme, også som babyer. Så klamme at jeg helst ikke vil træde på dem og få dræbersnegleklister på mine løbesko.

Da jeg nåede St Dyrehave, drejede jeg ind i skoven og væk fra trafikken. Skovhuggerne havde været i aktivitetet, og skoven duftede af nyfældet træ blandet med våd skovbund. Fuglene sang lystigt, og jeg pærede afsted i bedste stil. Og var pludselig væk. På faret vild-måden. Befandt mig pludselig ved noget vej, som jeg ikke kendte. Ikke så fedt, når nu jeg var på vej til arbejde. Jeg rodede lidt rundt i skoven, og den er heldigvis ikke så stor lige der, så jeg kom tilbage på sporet.

Fed måde at starte dagen på. Det kræver bare, at jeg snøvler mig lidt tidligt i seng, så jeg kan komme op tidsnok til at få morgenmad, inden jeg løber.

Slog øjnene op halvtidligt og vågnede langsomt, mens sollyset tog til udenfor. Har hovedet fuld af snot og øjnene er betændte. Det må være den uendelige vinter, det bliver ved at sætte kedelige spor. Eller måske trappede jeg cyklingen for tidligt op. Måske har min kollega ret, når han siger, at jeg bliver for afkølet i luftvejene af den iskolde luft på en halvlang morgentur. Anyway. Jeg ligner noget, der er løgn. Røde øjne med poser helt ned midt på kinderne. Men jeg pudsede næsen og satte afsted mod Hørsholm i en helt uvant morgensol. Ni km i morgentempo.

Det er fint at løbe om morgenen. En fin måde at vågne op på. Jeg gjorde det altid, da mine børn var små, for det var det eneste tidspunkt, der lige passede. Op før de vågnede – og hjem og vække dem til morgenmaden. Det var hyggeligt, og de opdagede aldrig, at jeg var væk. Senere blev jeg mere magelig og lagde min træning sent om eftermiddagen eller først på aftenen. Men jeg har holdt fast i enkelte faste morgentraditioner.

På ferier løber jeg næsten altid om morgenen. Jeg opholder mig også næsten altid under varme himmelstrøg, så der er en fordel i at løbe om morgenen, mens det er lidt morgenkøligt. Det har også givet sjove, pudsige oplevelser, når jeg har mødt det lokale morgenfolk på vej til deres vante dont. I Sydafrika vakte det jubel og glade tilråd, når jeg løb på landevejene udenfor den lille flække ved kysten. I Paris skulle man springe for livet ind imellem, når man mødte en gnaven hund, og i det nordlige Argentina opgav jeg at løbe for de vilde hunde. I Kroatien mødte jeg hver morgen en halvgnaven, tør lille bonde på sin æselkærre. Først da vi havde mødt hinanden hver morgen i mere end en uge, fik jeg et skævt smil.

Juleaftensdag har jeg en ganske fast morgentradition, som hænger sammen med en anden (skør) tradition, mine børn og jeg har. Lillejuleaften samlede vi igennem mange år alle deres nære venner, som alligevel nærmest boede hos os, spiste flæskesteg og drak Irish Coffee i lidt for rigelige mængder. Hovedet var derfor lidt brugt den 24., hvor min yngste datter altid har insisteret på en stor julefrokost med det hele. Og gæster. Fordi hun som skilsmissebarn skulle videre i juleprogrammet dagen efter og var bange for at gå glip af julemaden. Den eneste måde at klare de krav på, var at stå monstertidligt op og løbe en morgentur, mens byen langsomt vågnede. De julemorgener har været helt særlige. Og vi har altid nået det hele, og alle har været glade.

Og så er der alle de andre morgenture. Som i dag hvor min gode gamle veninde Tove kommer på besøg fra Århus. Så træningen skulle være overstået, så jeg kunne nå i Brugsen og være lidt klar. Men hold da op, hvor var jeg klar på noget morgenmad på de sidste kilometer. God weekend derude. Jeg trækker stikket og forbereder dejlig mad og vin – og venindehygge. Så må noget hudfarvet spartelmasse klare det med udseendet.