Hold kæft, hvor er det fedt at være hjemme. At mærke, hvordan to ugers totalpause har været guld for sjælen. Og kroppen. Jeg bliver ustyrligt glad over at mærke, at to uger iført klip-klapper og rygsæk ikke forhindrer mig i at løbe en time på fælleden. Eller cykle hjem fra Hillerød på en solskinsfredag.

Og min smertenshæl…. Jeg har været der, hvor jeg mentalt begyndte at tvivle på min fremtid i løbeskoene. I det små at tænke cykler og roning ind på førstepladsen. For ikke at stå der med lammet underkæbe længere end højst nødvendigt. Der skete ikke en skid med den hæl. I Marokko kunne jeg sågar vågne om natten. Fordi den skide hæl gjorde ondt. Jeg ignorerede den arrigt. Og travede videre i mine klip-klapper.

Derfor var jeg temmelig overrasket, da jeg torsdag lagde ud på første løbetur i fjorten dage. Joo, jeg kunne mærke hælen. Men slet ikke på den der infame skærende måde, der overdøver alting. Og trækker glæden ud af løbeturen. Det samme skete fredag. Og lørdag. Og i dag gjorde den slet ikke ondt. Som i overhovedet ikke. Og jeg løb den bedste tur i næsten tre måneder. Jeg blev ganske kåd. Og løb lidt længere end planlagt. Lidt kun. Og der skete ikke noget.

Med jubel i hjertet kom jeg så for sent ud af døren, da jeg skulle mødes med søn og Nina. Som pludselig rykker op i de granvoksnes rækker og skal købe lejlighed. På Amager. Jeg spurtede afsted på cyklen for at se med. Og dele det med dem. De var så glade og stolte med maverne fulde af sommerfugle. Altså de er jo ikke nye kærester, og de har boet sammen længe. Men det er noget særligt at skulle købe sin helt egen fælles bolig for første gang.

Vejret legede sommer, og jeg cyklede videre efter godkendt lejlighed – til mit ramsløgsted. Skovbunden var dækket af ramsløg. Efterhånden har gud og hvermand opdaget, at ramsløg er en dejlig spise. Enhver madblogger med respekt for sig selv skriver løs om den lille plante. Det var derfor med en vis spænding, jeg trampede afsted. Mon der overhovedet ville være noget at plukke? Mon madbloggerne og alle andre havde fundet mit sted? Og rippet det? Men jeg kunne slappe helt af. Der var rigeligt. Jeg plukkede posen fuld af ramsløg og nikkede hyggeligt til de folk, der spadserede forbi. Hjemme i Sydhavnen blev der fyret op under blenderen, og nu har jeg fyldt en ordentlig bunke pesto i fryseren.

Og har fyldt totalt op på energifronten. (Der skal nok komme mere rejseblogning de kommende dage)