Tag Archives: styrketræning

by - 10 kommentarer

Torsdagscrazyness

Når Steffen efter torsdagstræningen siger, at vi godt kan være stolte, ved man bare, hvor ondt alle musklerne kommer til at gøre. Og det holdt stik.

Torsdag var årets sidste psykopattræning. Måske havde flere luret, at årets sidste træning, ville blive dobbeltpsykopatisk. Eller måske var de allerede startet på juleferien. Vi var i hvert fald ikke mange. Måske derfor lavede vi efter en kort opvarmning 100 armbøjninger. Ja, hundrede. Og når vi holdt små pauser for armene, lavede vi squats. Herefter talte vi ned.

På Slusebroen var det 90 dips, som er styrkeøvelser for armene. De placeres bag ryggen – og her var det på gelænderet bag os, benene strækkes frem, og enden sænkes og løftes. 90 gange. Hvis vi holdt pauser, var det lunges imens. Nu skreg mine arme.

For enden af broen var der 80 hop med samlede ben op på betonklodser. Den hader jeg lidt mere end de andre øvelser.

Efter det løb vi ud på den nye fiske-træbro og kastede os ned på maven. Jo, der var vådt. Og så var det 70 rygbøjninger, mens vi kiggede ud i havneløbet. Der var pænt, men jeg glemte at kigge.

Så løb vi hele vejen tilbage over broen og smed os under juletræet hos SKAT. Og lavede 60 mavebøjninger. Efterfulgt af 50 mavebøjninger i foldekniv, hvor man både bøjer maven og svinger de strakte ben op. Nu hylede mavemusklerne om kap med armene. Derfor tog vi lige 40 sidebøjninger. Altså dem, hvor man hviler på albue og hæl med strakt krop og sænker enden. 40 gange var det.

Tilbage på Slusebroen slængte vi overkroppen ud over kanten og lavede 30 armhævninger. Nu vidste jeg, at jeg ingen arme ville have de næste to dage.

Endelig gik det tilbage mod hallen. Med 20 dødsspurter indlagt. Tyve! Og endelig kom den sidste trumf på med 10 af min absolut number one hadeøvelse. Jeg ved ikke, hvad den hedder. Man starter stående, hopper ned på hænder og tæer med strakte ben. Så hopper man frem med bøjede ben og hopper op i stående stilling med armene over hovedet. Og gentager. TI gange.

Det var min torsdag aften. Var din god? Jeg var mere smadret end jeg var stolt, og spekulerede igen over, hvad der får mig til det der. Alligevel grinede vi ret meget.

by - 4 kommentarer

Min gamle massør

Jeg går i mit stille sind og savner lidt. Mit ene ben er stadig en smule arrigt. Hælen eller akillessenen skriger ikke så højt længere, men noget forplanter sig lidt længere op af benet. Og jeg savner min gamle massør.

For tusind år siden, da jeg kunne løbe et mere hæderligt tempo, havde jeg en periode en ilter træner fra Mexico. En del af dealen var massage to gange om ugen. Han var nemlig også uddannet idrætsmassør, og alt hvad jeg ved om udstrækning, ved jeg fra ham. Han svor til styrke og smidighed. Anden del af dealen var benhård styrketræning to gange om ugen. Og jeg mener hård. Vi trænede to timer hver gang, hård vægttræning og koordination. Ikke i træningscenter, men i en hal, hvor vi arbejdede med tunge medicinbolde og hinanden som modvægt. Adskillige runder med gakkede gang/løbearter var et fast indslag, ligesom bensving i højt tempo over en lang række hække. Nå ja, så var der to gange interval, to gange tempotur, et par restitutionsture og en lang. Og så var den uge lissom gået. Han var en hård mand, var han.  Måske lidt præget af en opvækst, der ikke fra starten havde indbudt til internationale resultater. Derfor var der no mercy.

Men massagen…. Det er jo noget rart og afslappende, ikke? Ikke hos Felix. Jeg kunne kun holde til hans massage, fordi jeg gjorde det to gange om ugen. Han var berygtet blandt atleterne i Århus. Selv fyrene barberede ben, når de skulle til massage. Og han har engang masseret mig til en fibersprængning. På den anden side har han også engang masseret mit ben med fibersprængning til rekordhurtig heling. Han havde en sjælden evne til at spore knudrede forkrampede muskler til deres grundlæggende problem. Et problem i en læg kunne stamme fra et andet problem et bestemt sted på ryggen. Og der tog han fat. Og kunne kurere hvad som helst. Næsten.

Jeg havde et bækken, som ind imellem pludselig lavede et vrid og ‘gik af led’. Det blev låst i en fuldstændig skæv og meget smertefuld position. Som gjorde det ganske umuligt at bevæge sig fremad uden virkelig gakket gangart. Hver gang låste Felix det op. Jeg kom krabbende ind ad døren med hele fjæset lukket i smertekramper. Og gik derfra. Nå ja, det tog flere gange og en masse koordinationstræning og udstrækning. Men efter kort tid kunne jeg gå og løbe igen.

Men han var mexicaner. Og ilter som få. Og gudnådeogtrøste, hvis man faldt i hans kløer på en dårlig dag. Han kunne stå bøjet over mig, med fingrene dybt begravet i mine smadrede muskler, mens han rasede over pengemangel, racisme, kvinder og andre verdensuretfærdigheder. Jo mere han rasede, jo hårdere tog kløerne fat. Og jo mere jeg jamrede, jo hårdere blev det.

Lige nu savner min højre læg hans kradse hænder. Han ville i løbet af 2-3 omgange have løst det hele op. Han ville sikkert have stillet mig ved siden af briksen og gået hele min rygsøjle og bækken igennem for at finde uregelmæssigheder. Og han ville have pisket mig rundt i manegen med sære kombinationer af koordinationsøvelser. Og han ville have beordret timelange udstrækninger af de forpinte muskler og sener.

Nu nøjes jeg med de koordinationsøvelser og udstrækninger, han har lært mig. Og det virker lige så stille.

by - 0 comments

Ikke et ord om vejret……..

Jeg lovede mig selv i morges at droppe al min brok over det – vejret. Det blev ikke nemt. Men jeg holder jo som regel, hvad jeg lover. Så ikke et ord om det, vejret.

Lad mig i stedet fortælle, at det lykekdes mig at cykle til Hillerød i morges. Om det er noget, jeg skal være stolt af, eller noget jeg burde forbigå i tavshed, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Men jeg gjorde det. Det var ikke helt let, og til tider var det lidt svært at se længere frem end ganske få meter. Jeg kom frem i god behold.

Jeg havde tænkt at tage i Fitness.dk, hvis det-vi-ikke-taler-om blev slemt. Men jeg er jo en nærig-prås, så jeg gik ned i vores træningsrum på regionsgården. Og så løb jeg en halv time på løbebåndet og trænede styrketræning en anden halv time. Det er forfærdelig kedeligt at løbe på løbebånd. Og i vores træningsrum er der ikke engang et tv at kigge på. Til gengæld fik jeg væsentligt mere fart på, end jeg har haft længe i det-vi-ikke-taler-om. Jeg tog en kort tur i romaskinen, som jeg faktisk godt kan lide. Måske fordi jeg er gammel roer. Og selvom der ikke er meget vand omkring en romaskine, synes jeg bevægelserne er så fede. Bagefter lavede jeg noget all round styrketræning. Tiltrængt. Jeg har forsømt den del af min træning enormt, siden jeg flyttede herover. Det er også, fordi jeg er et legebarn – eller bare barnlig. Jeg savner min træningsmakker i Århus. Selvom vi trænede igennem, så det umuliggjorde enhver form for snak, var det rart at være sammen om det.

Bagefter lykkedes det mig at få min cykel med på stationen, og s-toget kørte heldigvis efter planen. Alligevel tog det mig sammenlagt 1½ time at komme hjem. Og jeg siger ikke hvorfor.