En lang testtur

I dag skulle det være. Den rigtig lange tur, som ligesom skulle vise mig selv, om det der marathonprojekt er en totalt dødssejler. Eller om jeg alligevel har fået opbygget en lille bitte smule overskud i de der ben. Så jeg stod op i det smukkeste solskin og spiste et solidt morgenmåltid. Jeg er sådan et rugbrødsmenneske om morgenen. Og altid glubende sulten. Morgen maden skulle have tid til at bundfælde sig ordentligt, og klokken 11.30 satte jeg afsted.

Jeg havde på forhånd bestemt mig for en sikker rute, hvor jeg ikke kom i tvivl om afstanden – eller pludselig kunne miste orienteringen. Jeg ved, hvor langt jeg har på arbejde, så afsted gik det langs Kongevejen i strålende solskin og let modvind. Eller faktisk har jeg målinger, der svinger med to kilometer, men det skulle nu ikke bringe mig ud af fatning. Fantastisk dag. Jeg startede ud i adstadigt tempo og arbejdede mig fremad forbi de kendte tjekpoints undervejs. Jeg får tænkt så godt under de lange ture, men mere om det i andet blogindlæg.

Jeg drejede til højre ad Overdrevsvejen i Hillerød og drejede ind i St Dyrehave ved det lille skovløberhus, hvor vores træningsture med jobbet altid starter. Skoven duftede, og fuglene kvidrede. Og min plan om hurtigt at finde ud på Kongevejen igen blev sat i skammekrogen. For pokker da. Jeg er jo ret voksen og guider folk rundt i nogle ødemarker ude i verden. Så det kan jo ikke passe, at man ikke kan orientere sig i en stump skov, vel? Så jeg fortsatte. Jeg har jo luret efterhånden, at vejen ligeud fører til Kirkelte og indgangen til Tokkekøb Hegn. Forbi små skovkær og anemoner i solide væg-til-væg tæpper. Små røde egern, der pilede op og ned ad træstammer. I Kirkelte var folk trukket udenfor. Flere sad og nød en kold øl og hilste pænt, da jeg prustede forbi.

I Tokkekøb Hegn havde jeg endelig regnet den ud. Endelig lykkedes det mig at løbe gennem skoven uden svinkeærinder og finde den rigtige vej i første hug. Heldigt nok, for 30 km er fucking langt. Tokkekøb Hegn har anderledes brede stier end St Dyrehave. Der er sådan lidt boulevard over det. Her spadserede flere mennesker lørdagstur, og jeg tordnede forbi fyldt med overskud i kroppen. Krydsede Stumpedyssevej (lyder det ikke lidt sødt?), fandt ind på en skovsti igen og løb gennem skoven, til jeg i overlegen stil dumpede ud på Kongevejen lige før Allerød krydset. Hold kæft, hvor var jeg bare lidt stolt af mig selv.

Så var det bare hjemad ad cykelstien. Fin stil, masser af overskud. Indtil tre km før hjem. Pludselig fik jeg kvalme. Adr. Stoppede op for at få maven i ro. Må have set lidt lidende ud, for en fyr stoppede sin bil, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg var skadet? Skal du have et lift? For pokker hvor var det sødt gjort. Men jeg skulle bare have maven i ro. Så jeg smilede og sagde, at jeg var helt okay. Og blev lidt varm over, at sådan noget gentleman eksisterer, selv i Birkerød.

Men kvalmen havde alligevel pillet min forestilling om overskud ud af benene. Så jeg krabbede mig det sidste stykke hjem gennem skoven og nåede ganske lettet min gadedør. Det var langt. Og ikke så fedt til sidst. Men så var det heller ikke værre. Og tiden? Tja, jeg havde da holdt mig under 6 m/km selv med min nedsmeltning på de sidste tre kilometer. Det var en lidt positiv overraskelse. Og benene? De havde faktisk så fint, at jeg senere på dagen sagtens kunne cykle de 22 km til fest i København – og hjem igen ud på natten.

En dag på cykel

I går lod jeg løbeskoene hvile. Jeg tog den pink mountainbike på arbejde i Hillerød. Min hverdagscykel er sat i skammekrogen, mens jeg overvejer. Jeg spenderede næsten 3000 kroner på den inden isvinteren. Fordi de ca 25.000 km den havde kørt i sit unge 2½ årige liv havde tæret på den. I sidste uge postede jeg endnu 700 kr i den, og jeg er nødt til at have ny for og bagskifter oveni. De er slået ihjel af salt og sne.  Og jeg ved jo godt, at det selvfølgelig skal laves. Jeg kan ikke undvære den. På den anden side kan jeg sagtens bruge mountainbiken og raceren på skift henover sommeren. Men laves skal den jo. Og måske skal jeg så overveje at investere i en skodcykel med indvendige gear som supplement til kommende isvintre.

Men det var fedt at cykle afsted med et gear sæt, der virkede. Da jeg lukkede mig ud fra Regionsgården, skinnede solen, og pludselig var jeg 12 år. Jeg skulle hele vejen til København, men jeg kunne ikke overhovedet modstå at tage vejen igennem St. Dyrehave og videre gennem Tokkekøb Hegn. Op og ned på sporene. Rundt og rundt på opdagelse. Hilste på svaner, anemoner og røde egern.

Og helt forudsigeligt mistede jeg enhver form for overblik dybt inde i Tokkekøb Hegn. Så jeg cruisede frem og tilbage for at finde ud til noget landevej igen. Resten af turen til København foregik med himmelhøj puls, men jeg nåede mit møde – med sveden fossende.

Hjemturen var iskold, og jeg standsede i Lyngby hos “Det sunde Køkken” og købte en kæmpe sandwich med hjem. Det er dejligt, at fimbulvinteren er slut, og jeg igen kan smutte rundt på cykel.

Den pink mountainbike er klar

I formiddags kom May-Britt forbi belæsset med rygsække. Hun skal om et par måneder løbe et løb på mere end 200 km i England, og jeg havde tilbudt at hjælpe med at tilpasse rygsækkene, så hun kunne finde den bedst egnede. Godt jeg kan nøjes med mine 17 km til arbejde  med rygsæk. Jeg kommer sikkert til at gå mindst lige så langt til sommer – og med noget mere vægt – men hellere det. Men vi prøvede os frem, og det ser ud til, at hendes ældste – og tungeste – rygsæk er den bedste. Nu prøver hun nogle træningsture med den.

Bagefter gjorde jeg denne her klar til sommerspas og eventyr:

Og denne her mangler bare to nye bremseklodser, så er den også klar på noget solskin:


Og så sadlede jeg den pink og drog ud i skovene. Og nu kommer I med på tur. Først en lille rundtur i et hjørne af Rude Skov, så videre nord på, forbi Sjælsø, hvor jeg fandt nogle fine mountainbikespor. Kørte lidt på afveje og måtte ud på Isterødvejen for at finde videre. Tilbage på de små veje fandt jeg et par svaner i en lille sø.

Gennem lidt snørklerier fandt jeg Tokkekøb Hegn, hvor jeg tog på opdagelse med cyklen i en skov i forårsstemning:
Tokkekøb Hegn er nyt område for mig, men det er ikke sidste gang, jeg tager cyklen med herop. Skoven er smuk og der dukkede den ene lille og større sø op efter den anden. Ænderne snadrede rundt, solen spredte gyldne stråler

Jeg fortsatte ad små bitte veje gennem små bitte byer til Store Dyrehave, som duftede af træ og skovbund. Det er her, jeg løber igennem, når jeg løber til arbejde. Og det er her, jeg løber med mine kolleger, når vi gør det.

Da jeg var nået hele vejen igennem til Hillerød, vendte jeg næsen hjemad, men stadig gennem skoven. Der har en mountainbike det altså bedst. Men til sidst slap skoven op, og jeg måtte ud på asfalten og blandt bilerne. Sjovt nok mødte jeg ikke en eneste MTB’er på min vej. Solen skinnede på mig hele vejen, og efter ca 50 km rundt i de nordsjællandske skove var jeg grovsulten. Og tilfreds. Sæsonen er igang. Min frimærkehave er pudset, og jeg er bare klar på noget varme og sol.