Pramdragerstien i vintertøj

Min far vendte øjne, da jeg dukkede op ved morgenbordet i løbetøj. Da vi gik i seng, blæste det ret voldsomt, og sneen føg om ørerne på os. Men nu virkede det stille. Snefygning og lukkede småveje, lød det i radioen.

Jamen jeg ser ikke Pramdragerstien så tit, og det er en af mine all time yndlingsture. Så jeg trak buffen op om halsen og trissede af sted med kameraet i hånden. Nej, ikke i lommen, for hende, der pakkede min taske i går, havde undladt løbejakken. Derfor trak jeg i de trøjer, jeg havde medbragt. Og det gik endda.

For ude i verden var isen og sneen i fuld gang med at smelte. Det dryppede og piblede alle vegne, og der var ingen spor af lukkede veje eller fygesne. Jo, det var da tungt nok at løbe i, da jeg krydsede ned mod Gudenåen. Men smukt. Der er altid smukt på Pramdragerstien. Og jeg kunne bare glæde mig over ikke at være en fugl, som de sad derude på åen og skuttede sig mellem isflagerne.

IMG_3912IMG_3913IMG_3921IMG_3928

I mørkeskoven med pandelygte

Mens man sidder her og hader vejret, kan jeg jo glæde mig over, at jeg alligevel kom ud en lille times tid i løbeskoene. Efter at have gået 4-5 km hjem fra Birkerød City. Med indkøb. Hurtigt som en ninja susede jeg i løbetøjet, inden jeg kunne nå at protestere og fandt pandelampen frem. For det er buldermørkt, og koldt og blæsende. Og mørkt. Og fyldt med sne.

Men ud kom jeg. Løb ned i skoven, som jeg havde fuldstændig for mig selv. Bortset fra sneen og mørket og kulden var det sjovt at løbe af sted og være helt alene. Ind imellem var jeg på nippet til at fare vild. Og dog. Stierne var rimeligt lette at følge, og jeg priste igen mine trailsko. At løbe i alene i en nattesort skov er en speciel oplevelse. Træerne knager, og ind imellem drysser sneen fra grenene. Pludselig lyser månen gennem trætoppene, og en stille fugl rører på sig. Ellers er alt pakket ind i mørket og sneen. Alt det vante ser så anderledes ud i mørket. Om det er god træning, aner jeg virkelig ikke. Det går langsomt. Man sætter automatisk farten ned i mørket på de frosne stier. Men det er nu den slags løb, det kan blive til. Og det er meget bedre end ingenting. Men kors i hytten, hvor har jeg meget lidt lyst, når jeg kommer sent hjem. Så jeg må snyde mig selv og smutte i løbetøjet, før en tanke kan flyve forbi.

Men maden. Vintermaden. Den elsker jeg. Jeg har altid fryseren fuld af fisk og køleskabet fyldt med rodfrugter. Jeg kan (okay næsten) spise det som slik. Skræl og snit de grøntsager, du har lyst til. Skær fisken i terninger. Bland det hele og krydr med salt, peber, koriander, spidskommen, merian – eller whatever you fancy. Rigeligt af den gode olivenolie og et skvæt citron. Tyve minutter i wok’en eller ovnen, og vupti er der et klassemåltid parat. Som jeg aldrig bliver træt af, og som oven i købet hypersundt.

Og så kan man jo lige knibe en flødebolle fra Summerbird indenbords for at genoprette balancen.