Velkommen til Grønland

Jeg har taget hul på min tredje uge i Grønland. Allerede. Det har været overvældende at ankomme på så mange planer. Alene at forlade min familie, mine gode venner, mit arbejde, min nyrenoverede lejlighed og min lille have i forårsdragt i tre måneder. For så at møde Grønland, ikke som turist, men som del af et hverdagsliv. Midt i en sårbar og urovækkende periode, som sætter urolige aftryk i sjælen på alle mennesker.

Venner og familie har lidt bekymret spurgt til, hvordan jeg egentlig har det. Du poster kun billeder af den smukke natur? Hvad med arbejdet? Hvordan er du blevet taget imod? Hvor kan jeg følge med?

Du kan følge med lige her.

Jeg tager min overvældethed i hånden og forsøger at folde den ud – trin for trin. Hvordan har Grønland taget imod mig? Kort sagt – overvældende godt og varmt. Landet modtog mig, som landet ofte gør, med noget vejr der afgjorde, hvordan jeg nåede hele vejen frem. Det blæste i Sydgrønland, og jeg ventede nogle timer i Nuuks nye lufthavn, som er blevet indrettet lidt mere end sidst, jeg så den. Men stadig har noget råt og ufærdigt over sig. Sidst på eftermiddagen fløj jeg videre til Nasarsuaq, hvor alt undtagen hotellet var vinterlukket. Det var blevet alt for sent – og blæsende – til at flyve videre, så jeg fik en overnatning. Fra Nasarsuaq gik rersten af turen næste formiddag i en eventyrlig helikoptertur, og jeg var spændt på, om nogen vidste, hvornår jeg ville ankomme. Det gjorde ingen. Men en hurtig opringning til sygehuset og jeg blev hentet i ambulance. Vi kørte til mit nye hjem, lagde hele oppakningen ind og jeg tog med videre til sygehuset.

Og så var jeg ligesom igang. Jeg blev vist rundt, gav hånd og hilste på, og næste morgen trak jeg i uniform og meldte mig klar med bævende hjerte. Jeg mødte de to sygeplejersker, jeg arbejder tæt sammen med i ambulatorie og skadestue. De er vikarer, som jeg, og kommer fra nordligere egne af Grønland. De taler selvfølgelig begge grønlandsk og forsøger kærligt at indvie mig i sproget. Men, som de siger, grønlandsk er verdens sværeste sprog. Jeg tror dem.

Jeg er blevet mødt af en gruppe kolleger, der kommer fra mange forskellige steder. Ikke så mange er fastansatte. Alle kender det at være ny og på glatis. Der er gåture, badeture. fredagsøl på hotellet, fødselsdage, fællestræning. Her er sjov og hårdt arbejde, og hvor jeg end vender mine øjne, er her smukt.

Forleden aften kom min ene kollega og bankede på med en tallerken med kage i hånden. Bare fordi de lige havde bagt. En anden kollega inviterer på vandreture. På vej hjem fra supermarkedet til aften blev jeg stadset af en mand, der spurgte, om jeg arbejdede på sygehuset. Han takkede mig og bød mig velkommen.

Det er den første overvældelse. Jeg er taget imod. Jeg er glad. Jeg kan lide at være her. Og jeg har altid noget smukt at se på, når jeg løfter blikket