Tag Archives: cykel

by - 5 kommentarer

Ny i familien

Jeg har resigneret i forhold til de fimbulvintre, man er begyndt at sende efter os i halvdelen af året. Og er blevet ramt af en slags husmoragtig fornuft. Jeg er skidetræt af at slæbe tunge indkøb på ryggen, og jeg er skidetræt af frosne gear. I morgen begraver jeg endeligt den grå hverdagscykel, når jeg følger den til sit sidste hvilested på vores lokale genbrugsplads. Måske bliver den fundet af en Roma og kan fortsætte sit lille liv i buskene på Kalvebod Fælled?

Jeg elsker min blå racer, men det er uholdbart at lade den stå alene ude, mens jeg er til møder på udsatte steder i hovedstaden. Og den er fuldstændig uegnet til husmoderlige sager som hverdagsindkøb.

Derfor tog jeg i eftermiddag på besøg hos Cykelbanditten på Amagerbrogade og prøvede cykler. Jeg havde forestillet mig noget andet. Og den matcher ikke min vanlige stil helt. Det kunne måske ridse mit image. Men jeg cyklede simpelthen bedst på denne cykel. Man vil derfor fremover kunne forveksle mig med frederiksbergmødre med høj styrføring. Med den lille forskel at jeg stadig kan give dem allesammen baghjul til hver en tid.

Sig velkommen til mit nye familiemedlem.

20120611-222927.jpg

by - 2 kommentarer

Kærlighedserklæring

Vi skal have genoprettet lidt humørbalance her på bloggen. Mit raseri er ikke længere indestængt men blev sluppet løs i lys lue, og de sidste dage har faktisk været ren optur. Der kunne godt komme et langt indlæg om trafikbrokker, men det kommer en anden dag.

Jeg elsker at sætte mig på min racer hver morgen. Den har fået dækindlæg, så vi er enige om det der med luft indeni på turene. Den er smurt og strammet, og den har fragtet mig flere hundrede kilometer i denne uge.

Vi har været frem og tilbage til Hillerød, indtagen den dag det blev i løbesko. Vi har været til konference i Falkonercentret og til kursus i Ingenørernes Hus. Og jeg bliver så kisteglad, at jeg kunne slå flik-flak, hver gang jeg kommer ud og ser den stå uantastet, lænket til lygtepæle eller cykelstativer. Med luft i dækkene. Tak, fordi I har ladet den stå. Selvom den står der og ser lækker ud.

Jeg elsker at suse ud af landevejen, og jeg suger de sidste ture til mig, inden den bliver opstaldet for vinteren.

Jeg bruger kun min cykelform til ren fornøjelse. Gider ikke stille op i løb. Men hvad jeg har mistet i hurtighed i løbeskoene, har jeg genfundet på to hjul. Der er ikke noget ret meget bedre end at suse forbi en updressed mandsling i farverigt cykeltøj. Jeg ELSKER det. Man kan høre hvæset fra hans overraskede pusten i et splitsekund. Og jeg er så lav, at det kan redde min morgen. Helt.

Jeg elsker også, at jeg altså bare vælger at cykle til Helsingør for at besøge venner, jeg ikke har set alt for længe. Der er så meget frihed i at kunne. Så meget frihed i at kunne suse forbi Kystbanestationen og blæse på togtider.

Jeg elsker, når jeg møder hende der fra Blovstrød, som storpustende henter mig ved lyskrydset for at fortælle, at hun hver eneste gang, hun ser mig, knokler løs for at holde trit. Og at det aldrig lykkes.

Jeg elsker efterårsturene. Luften er sprød og klar. Farverne er varme og røde. Fuglene kan stadig kvidre, og jeg kan stadig svede.

Om ganske kort tid bliver min cykel kærligt sat i vinterhi i gæsteværelset. Hvor vi kan stikke hovederne sammen og mindes de dejlige sommerture og sammen glæde os til dem, der kommer.

Racercyklen klar på eventyr

by - 0 comments

En dag på cykel

I går lod jeg løbeskoene hvile. Jeg tog den pink mountainbike på arbejde i Hillerød. Min hverdagscykel er sat i skammekrogen, mens jeg overvejer. Jeg spenderede næsten 3000 kroner på den inden isvinteren. Fordi de ca 25.000 km den havde kørt i sit unge 2½ årige liv havde tæret på den. I sidste uge postede jeg endnu 700 kr i den, og jeg er nødt til at have ny for og bagskifter oveni. De er slået ihjel af salt og sne.  Og jeg ved jo godt, at det selvfølgelig skal laves. Jeg kan ikke undvære den. På den anden side kan jeg sagtens bruge mountainbiken og raceren på skift henover sommeren. Men laves skal den jo. Og måske skal jeg så overveje at investere i en skodcykel med indvendige gear som supplement til kommende isvintre.

Men det var fedt at cykle afsted med et gear sæt, der virkede. Da jeg lukkede mig ud fra Regionsgården, skinnede solen, og pludselig var jeg 12 år. Jeg skulle hele vejen til København, men jeg kunne ikke overhovedet modstå at tage vejen igennem St. Dyrehave og videre gennem Tokkekøb Hegn. Op og ned på sporene. Rundt og rundt på opdagelse. Hilste på svaner, anemoner og røde egern.

Og helt forudsigeligt mistede jeg enhver form for overblik dybt inde i Tokkekøb Hegn. Så jeg cruisede frem og tilbage for at finde ud til noget landevej igen. Resten af turen til København foregik med himmelhøj puls, men jeg nåede mit møde – med sveden fossende.

Hjemturen var iskold, og jeg standsede i Lyngby hos “Det sunde Køkken” og købte en kæmpe sandwich med hjem. Det er så dejligt, at fimbulvinteren er slut, og jeg igen kan smutte rundt på cykel.

by - 4 kommentarer

Stik mig en mand – hurtigt

Jeg har et evindeligt dilemma, som handler om selvstændighed. Jeg kan alt muligt selv. Slå søm i, bore huller, slæbe tunge ting, samle sære møbler fra Ikea, lappe cykler. Jeg kan også bage brød, sy gardiner, kreere guderetter. Jeg er ikke specielt heldig med sirlige blomsterarrangementer, ej heller med at hænge hylder lige. Jeg er utålmodig og lidt rodet. Jeg kan altså lidt af hvert og har mine begrænsninger. Dilemmaet er i virkeligheden søgt. For jeg har ikke andre til at gøre tingene. Og lige så skønt det er at være uafhængig og selvstændig på voksenmåden, lige så surt er det ind imellem at være den eneste bidragyder på matriklen. Så får jeg lyst til at kaste mig hysterisk ned på køkkengulvet og hamre med mine knyttede næver, mens jeg skråler: Jeg vil have en maaaaand!!!

Men jeg gør det ikke. Mit køkkengulv er af gule klinker, og det vil gøre ufatteligt ondt at få et hysterisk anfald lige netop der. Jeg tror heller ikke, jeg er specielt tiltrækkende i de øjeblikke. Men jeg havde sådan et i dag. Jeg SKULLE skifte bremseklodser på min cykel, for de var begyndt at skære sig ind i mit baghjul. Og det har jeg før betalt i dyre domme for. Jeg er også både for nærig og for afhængig af min cykel til at undvære den i et helt døgn hos cykelhandleren. Så jeg gør det selv. I dag kom jeg for alvor op og slås med min cykel, som er hårdt medtaget af den hårde vinter. Det var derfor vanskeligt at vride de gamle klodser af. I det hele taget var både cykel, bremseklodser og skruetrækker ramt af en uforklarlig forbandelse. Det drillede og drillede og drillede. Dimserne fløj om ørerne på mig. Og jeg skulle have det ordnet, så jeg kan cykle på arbejde i morgen tidlig. Og så var det, at jeg var betænkeligt tæt på at lave en vaskeægte Bjarne Riis og kyle cyklen ad H….. til, kaste mig hysterisk ned og anråbe noget om at lade en mand komme forbi. Som kan lave cykler, samle Ikeaskabe, bore huller i væggen. OG forkæle mig, underholde mig, tage på eventyr med mig, elske mig og synes jeg er dygtig. 

PS – det endte vist godt. Med cyklen.

by - 2 kommentarer

Træk nu bare stikket til den dybfryser

Smukke dage. Men kolde. Sluk nu bare for dybfrosten. Lad isen smelte og dryppe. Lad græsset komme frem, og skab vej for noget forår. Jeg har dømt forår på bloggen og skruet fuldstændig uanstændigt op for varmen i stuen. Jeg VIL IKKE fryse. Jeg har hang-overs og har sovet for lidt. Men har haft fuld kvalitetsblus på weekenden. Har luftet de høje hæle, smagt et par drinks, fejret min svoger og dyrket familien. Jeg har sovet i arm med min søster, og er blevet vækket af mine forældre alt for tidligt som en teenager efter en alt for sen fest. Vi var hensat til fjerne tidlige år af vores liv. Har spist lang morgenmad og heppet min anden svoger gennem Vasaløbets 90 kilometer i sms’er. (Han kom igennem i flot stil).

Ovenpå al den familieidyl begyndte mine øjenlåg at tynge, og jeg sadlede cyklen for at trille hjem til Birkerød. Jeg var knapt nået til Lyngby, da min telefon ringede, og jeg fik Alma i røret. Savner du egentlig ikke mig? spurgte hun – den lille lokker. Okay jow da. Og jeg vendte cyklen og drog mod Frederiksberg i stedet. Jeg ER jo nem. Og Alma havde noget hemmeligt at vise mig. Et klippet gækkebrev – til mig, – men du må ikke sige det til nogen, vel? sagde hun. Fnis. Jeg elsker, når hun sådan kommer til at vende tingene lidt bagvendt. Og påskeæg får hun alligevel. Efter at have drukket the og krammet små og store piger en times tid, vendte jeg igen cyklen nordover. Og cyklede hele vejen hjem gennem dybfryseren. Og valgte en fuldstændig restitution fra løbetræningen. Altså bare i dag. Nu fik jeg jo også cyklet tæt på 50 km. Og jeg skal vist bare tidligt i seng. Og træne fuld skrue hele næste uge.

by - 2 kommentarer

Snehvide, prinsesser og latino pop

Jeg er netop cyklet hjem fra Birkerød med et Snehvide-kostume i en stor pose. Forsigtigt på styret, så dragten ikke blev krøllet. Jeg havde besøg af prinsesserne og deres mor i går. Til overnatning, lidt mødrende omsorg og almindelig hygge. Og min datter gentog et dilemma, jeg huskede alt for godt fra utallige fastelavner. Veninderne spyr det ene fantastiske kostume efter det andet ud gennem deres små kreative hænder. Det betyder ingenting, siger de med et lille smil. Det er så sjovt at finde på. Jeg var aldrig sådan en mor. Mine børn blev klædt ud som spøgelser, arabere eller gadebørn. Og altid med et strejf – nej med et piskeslag – af dårlig samvittighed. Kunne du dog ikke bare sætte dig og sømme en farverig kreation sammen, så de kunne være krokodille eller spiderman? Nej, det kunne jeg ikke, og et par gange sneg jeg mig så i Fætter BR og købte en kreation. Som ungerne var lykkelige for. Så da min datter spurgte, om det var okay at sende Alma til fastelavn i en festkjole og kalde hende Snehvide-på-vej-til-fest, – eller skulle hun købe en Snehvidekjole i BR, var jeg da ikke i tvivl. Selvfølgelig skal barnet ikke være Snehvide-på-vej-til-fest. Hun skal være Snehvide. Og det eneste sted i hele hovedstaden med en kjole i den rigtige størrelse – var i Birkerød. Og nu hænger den her i min gang.

Det var også helt i tråd med resten af min søndag, hvor jeg svingede Visa-kortet med store håndbevægelser. Løb en halvtidlig formiddagstur ud af cykelstien til Hørsholm og tilbage igen. Uden is og sne. Bare ni kilometer, men helt fint. Forhåbentlig begynder mit træningsheld at vende. Jeg tog det gratis s-tog til Lyngby og tog i storcenter sammen med en hel masse andre nordsjællændere. Flere tusinde kroner senere tog jeg toget hjem igen og tog imod den lille kongefamilie. Jeg har købt legetøj. Først en iPod Touch, som jeg har fablet om længe. En lille bitte tur på bogudsalg, som ikke rigtigt var begyndt endnu. Det blev bare en enkelt bog: Hadets anatomi af Frederik Stjernfeldt. Faktisk kom de helt store udskrivninger først, da jeg satte mig ved computeren. Jeg er blevet fladskærmsejer! Mit 12 år gamle tv flytter ovenpå. Og jeg får et tv, som kan tilsluttes min computer. Og som ikke rummer det traditionelle ledningshelvede. Men det er med en smule rødmen, at jeg køber det, fordi mit gamle fjernsyn faktisk virker fint endnu.

Mens jeg sad der og surfede, opdagede jeg, at SIA giver koncert i Falkonersalen i maj. Hende må jeg opleve, så en, to vupti, havde vi købt billetter til mig og mine piger til fælles koncerttur. Til sidst fik jeg betalt depositum for en lejlighed i Berlin, som jeg lejer sammen med tre veninder i maj for en forlænget weekend.

I dag har jeg fejret snefriheden med at cykle både til og fra arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet begge veje. Og jeg opdagede, at cykelturen ikke er det eneste, jeg savner. Jeg har slet ikke lyttet til Latino-pop. Jeg har masser af latino pop på min gamle iPod, og det er supergodt at cykle afsted ud af cykelstien til. Så godt, at jeg tit tager mig selv i at skråle højt med på sangene med mit fesne spansk. Latino pop er glad musik og fuld af fart og sex (hvordan det så hænger sammen). Og jeg forstår godt dem, der undrende vender sig, når jeg kommer storskrålende ud af Kongevejen….

by - 4 kommentarer

En flosset tålmodighed

I går mistede jeg tålmodigheden. Jeg er så færdig med at bo på landet i snedriverne. Jeg ved ikke helt, hvad der udløste mit tålmodighedsforfald. Måske at det første s-tog til Hillerød var aflyst. Efter jeg havde kæmpet mig gennem sneen med min stakkels cykel, der dårligt kan tåle mere. Måske var det manglen på snerydning – både i Birkerød og i Hillerød. Måske var det, fordi jeg kom for sent til mit første møde. Og måske var det bare fordi, min dag i det hele taget var for presset. Så der var ikke plads til al den sne.

Jeg havde tre møder presset ind før middag, hvor jeg skulle have fart på hjem. Og købe ind på vejen. Så jeg kunne nå at være afslappet, inden mine to veninder og gamle studiekammerater ankom helt fra hjemlandet. Sneen var bare i vejen. Men jeg nåede det. Overbeviste mig om, at det var helt okay ikke at stå med friskbagte boller. Men ikke okay at have nullermænd i krogene. Frem med støvsugeren – slurp til nullermændene. Og jeg nåede det. At falde helt ned. Og bare tænke weekend, veninder og rødvin. Og have et dejligt besøg med snak til sent i nat og hyggelig morgenmad.

En gåtur i skoven overbeviste mig prompte om, at der ingen grund var til at løbe der i dag. Så da jeg havde vinket farvel til veninderne, løb jeg afsted og holdt mig til cykelstier, som jeg vidste ville være uden sne. Det bragte mig til Hørsholm i pivkold vind og tilbage rundt i Birkerød. Hvor jeg havde taget fejl af et par cykelstier, som jeg arrigt spruttede videre forbi. Det lykkedes mig at komme op på 17 km i et noget bedre tempo end de sidste weekender i skoven. Jeg har læst i avisen, at sneen gør folk glade og positive. Not me! Jeg har nået smertegrænsen. Og jeg lyttede med jubel i hjertet til lyden af vand, der dryppede fra istapperne. Hehe – we will get you in the end. De sneglade er sikkert hjemmearbejde bilejere, som alligevel ikke har meldt sig til Copenhagen Marathon. Ikke fjolser som mig, der har bosat sig udenfor lands lov og ret. Og som er den lykkelige ejer af tre cykler, men ingen bil. Og som i et øjebliks storhedstænkning har meldt sig til netop dette marathon. Den 23. maj. I år.

Jeg kan ikke gøre noget ved vejret. Jeg vil ikke have bil. Verden behøver ikke min udstødning. Jeg vil hellere bruge mine CO2 kvoter på at rejse. Jeg kan kun gøre noget ved min geografi. Så når min lejekontrakt udløber om 1½ år, bliver jeg igen bymenneske. Easterbronx – here I come.

Men fint er det da: