Tag Archives: Kongevejen

by - 2 kommentarer

Kilometerfræs

Min træningsrytme begynder at ligne noget gammelkendt fra en svunden tid. En halvlang tur midt på ugen, en lang i weekenden og nogle kortere kvalitetsture ind i mellem. Før i tiden havde jeg to-tre træningspas mere, men nu ligger jeg på fire, og det er okay for nu. Søndagen er blevet den dag, jeg får fræset kilometer ind på løbekontoen. Jeg startede ud i lidt overdrevet optimisme. Når nu sneen turbo-tør, så måtte jeg vel i skoven. Det varede kun tre minutter, så vendte jeg snuden den anden vej igen. Det er ikke fedt at løbe på Kongevejen, men det er decideret ufedt at løbe i ankeldyb smatvåd sne. Det blev Kongevejen med fuglefløjt på min vej og pivvåde løbesko fra min lille skovtur. Jeg løb omtrendt samme rute som sidste søndag. Ad Kongevejen, gennem mit gamle kvarter i Holte, Øverødvej, Vangebovej (og denne gang IKKE gennem Geels Skov), Virum og hjem ad Kongevejen. Det blev et par kilometer længere end sidste søndag, og de sidste af dem var lidt seje. De sidste to aftener med vin og lystigt selskab tog deres egen lumre hævn midt på Kongrevejen. Jeg skulle nok alligevel have taget en lille mundfuld vand med på turen. I hvert fald var jeg voldsomt tørstig, for ikke at sige nærmest lidt dehydreret. Men en god tur, hvor min indre autopilot tog over det meste af vejen. Det skal sgu nok gå, det der marathon. Jeg må bare begrænse festlighederne derhenne sidst i maj.

Mens jeg løb, lod jeg tankerne køre sit eget løb. De spurter afsted ad sine egne stier på mine lange ture. Og de tumlede videre omkring noget med løb og identitet. I aftes havde jeg besøg af en god ven, som også er bjergbestiger. Vi snakkede om, hvordan løb havde ændret sig for os gennem tiden. Hvordan vi i “gamle dage” trænede hårdt, hurtigt og meget; var ambitiøse og evigt konkurrerende. Det resulterede selvfølgelig i en masse skader og løbepauser, og på et tidspunkt har løbet så ændret sig fra at være en af de primære omdrejningspunkter i vores liv til at være en del af mange andre ting. Som f.eks. forberedelse til bjergbestigning. Jeg har altid trænet andet end løb. Har altid cyklet meget, og da jeg løb mange konkurrencer, lavede jeg hård styrketræning to gange om ugen. Og i perioder lykkedes det også at svømme en eller to gange om ugen oven i købet. Det er alt for skrøbeligt at begrænse sig til løb, hvis man træner meget. Kroppen opnår en bedre balance ved at kombinere forskellige træningsformer, og man bliver mindre sårbar, når skaderne uværgerligt melder sig. Jeg kan huske ensomheden i længere skadesperioder, hvor jeg med ét røg ud af mine løbesammenhænge. I de perioder var det godt at have andet i livet. Og når man nu er sådan en ild-i-røven person, der bare synes, det er fedt at tumle rundt i naturen…….

Og så fik jeg omkring 22 km ind på marathonkontoen.

by - 4 kommentarer

Kongevejen surprise

Beklager stilheden her på blog-kanalen de sidste dage. Jeg har lige været temmelig optaget henne i hverdagen, hvor nogen havde tømt et lager af arbejdsopgaver ud over mit skrivebord.

Jeg lavede finten med indre forestillinger, da jeg kom hjem efter dagens marathonmøde. Lidt senere end planlagt. Kørte afsted på min cykel og forestillede mig selv i korte løbetights, 25 plusgrader, i Københavns gader i maj. Hvor er jeg nem. Det virker. Det føltes faktisk rigtig godt, så jeg sprang af cyklen og direkte i løbetøjet. Og løb afsted på næsten samme tur mod Blovstrød som i sidste uge. Illusionen blev tiltagende svær at opretholde i takt med den pivkolde vinds pisken, da jeg nåede ud på Kongevejen. Men jeg løb forbavsende godt. Mine ben havde det fortrinligt, og jeg holdt noget, der mindede om et pænt tempo hele vejen. Ja, til jeg nåede de hjemlige fortove i Birkerød på tilbagevejen, hvor fortovsejerne tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at rydde bare lidt sne væk. Der kommer selvfølgelig også bare mere ovenfra hele tiden. Jeg forstår dem egentlig godt.

Men det var en god tur i det tiltagende mørke. Et par gange blev jeg overhalet af enlige cyklister, som ønskede god tur. Løbeture er så forskellige. Turen i dag burde egentlig have været lidt tung og modvillig. Det er ikke min favoritdisciplin at løbe i mørke og kulde, som det vist er blevet ret klart gennem de sidste måneder. Måske var det bare finten med forestillingen om varme og korte tights, der virkede. Måske trængte jeg bare mere end vanligt til at bevæge mit korpus igennem efter en lang dag. Måske havde jeg bare sparet lidt energisk overskud op, hvis man kan det. I hvert fald strintede jeg afsted på lette fjed. Totalt upåvirket af kulden omkring mig. Ligeglad med mørket. Med den der fede fornemmelse af at have en slags fart på. Og en total indbildning om at se tæskegodt ud. Det er ligemeget, om det er rigtigt. Det er fornemmelsen, der er fed. (Jeg ved jo godt, hvordan jeg ser ud udefra)

Og nu sidder jeg bænket i min sofaflyder med aftensmad, appelsinerog computer – og Paul Newman på fladskærmen. Og nyder fornemmelsen af min overraskende løbetur.

by - 12 kommentarer

Tilvalg og træning

Jeg læste et blogindlæg om at sige til  og fra i morges, og det satte en tankerække igang. Det har været en slags mantra i flere år, at man skal lære at sige fra. Hvorfor ikke vende den om og lære at sige til. Jeg mener, man holder kun op med at sige som en dørmåtte, hvis man beslutter sig for at være noget andet, so to speak. Når man siger til, holder man det, man gerne ville sige fra overfor væk. Man kommer længere i sit liv med positive tilvalg. Tænk at sige fra, og så opleve et tomrum. For hvad skal man så? Man kan ikke være direktør i sit eget liv – og være dørmåtte for andre på samme tid.

Helt konkret gik jeg og tænkte over min aktuelle træningslede. Jeg har aldrig oplevet det før. Kan man sige fra overfor sådan en? Det er i hvert fald ikke gået helt godt for mig. Så jeg må tage andre julelege i brug. På bundlinjen kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden træning. Jeg har løbet hele mit liv. Og det er lang tid. Hvorfor så det her surmuleri på grund af en smule sne og koldt vejr? Jeg vil jo gerne løbe hurtigere, og jeg vil jo gerne løbe det marathon. Jeg vil jo også gerne kunne gå nogenlunde ubesværet over høje bjergpas med min tunge rygsæk til sommer, når jeg tager til Nepal. Jeg måtte se mig selv dybt i øjnene og spørge helt seriøst, hvor meget jeg vil de her ting. Jooo altså, ret meget. Ikke godt nok, Helle. Hvor meget? Jeg vil. Jeg vil rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Jeg vil det bare. Jeg hader at løbe langsomt, det vil, hvor latterligt det end er, betyde rigtig meget for mig at blive hurtigere igen. Jeg vil rigtig gerne løbe det maratonløb i Købehavn. Jeg har løbet maraton i København fem gange, tror jeg. Jeg elsker at løbe igennem byen. Det vil betyde rigtig meget for mig at kunne det igen. Og at kunne gå et langt, svært trek med hård oppakning – det er slet ikke til diskussion, for det skal jeg for at nå til Humla. Der går altså ingen taxaer eller noget. Det er altså hele tre tilvalg.

Næste spørgsmål til finken i sofaen: hvor meget vil du så undgå sne og kulde. Vil du det mere end at løbe et maraton? Eller blive hurtigere? Eller gå over bjergene i Nepal? Nej okay. Det er jo et latterligt spørgsmål. Jamen så….. Så var det jo bare at springe i løbeskoene og komme ud af døren. Jeg var nødt til at løbe min lange tur i dag, for i morgen er der frokost med børnerne og det hele. Skoven? Nix – der er stadig alt for meget sne. Så jeg måtte bide i det runkne æble og starte ud på Kongevejen sydover. Det var egentlig ikke så galt. Da jeg kom til Holte drejede jeg fra Kongevejen og løb igennem mit gamle kvarter, ned ad Rudersdalvej til Øverødvej. Hyggeligt gensyn, og bedsteborgerne i Holte er om muligt endnu ringere til snerydning på fortovene end Birkerødderne. Men jeg løb på vejen. Og så skulle jeg være smart. Jeg smutter lige op ad Vangebovej og stikker igennem Geels Skov for at undgå lidt Kongevej, tænkte jeg. Geels Skov har altid i min optik været sådan en strimmel skov langs Kongevejen. Undskyld, Geels Skov. Det lykkedes mig at fare fuldstændig vild. Jeg mødte kælkende børn, og jeg mødte vikinger med skjolde og sværd, og måtte til sidst kapitulere og spørge en dame med fem små hunde om vej. Så fandt jeg Virum og løb hjem igen. Se det var jo ikke så slemt. Og turen blev på 20 km, som jeg løb i et jævnt tempo uden at komme i kriser undervejs.

Jeg hader stadig vintervejret, men jeg løb med noget, der nærmede sig et positivt sind. Og var glad, da jeg kom hjem. Tak for inspirationen.

by - 0 comments

Nå ja – lidt om løb

Min træning er stadig op ad bakke. En frembrusende influenza gør jo heller ikke underværker. Men influenzaen blev kulet ned på to døgn, så jeg var helt klar på at besøge mine forældre i Randers lørdag morgen. Og så måtte jeg også lige prøve, om jeg var klar til at løbe igen. Copenhagen Marathon tårner sig op forude og kradser mig hele tiden i nakken.

Det er så sjovt at løbe, når jeg er hjemme hos mine forældre, og det sender tankerne på langfart tilbage i tiden. Jeg boede ikke så mange år i det hus, de bor i. Hele familien flyttede fra Århus til Randers, da jeg var 14. Jeg var en pæn pige. Brugte al min tid på sport og skole. Og var god til det hele. Jeg svømmetrænede i eliteafdelingen i AGF, jeg dyrkede atletik, jeg spillede håndbold og en gang imellem lidt badminton. Så jeg var trimmet, for ikke at sige muskuløs. Og jeg var mærkværdigt vild med at gå i skole. Ankomsten til Randers var en balje iskoldt vand. Her dyrkede man det tynde modellook, snaps til skolefesterne, cigaretter bag cykelskuret og interne mesterskaber i pjækkeregnskabet. Men jeg fandt ad åre en slags ben at stå på. Opgav svømmekarrieren, men holdt fast i resten. Og jeg har løbet rigtig meget i området omkring mit gamle gymnasium. Tilknytningen til Randers varede lige til jeg blev skilt og flyttede til Århus. Men det er stadig sjovt at løbe i de områder, hvor jeg har tilbragt en stor del af min ungdom.

Jeg løb 9 km lørdag og 10 km søndag. Havde en dum fornemmelse af at være evigheder bagud med træningen. En fornemmelse af aldrig at kunne få lidt fart på igen. Jeg skal ind imellem arbejde ret koncentreret med at tøjle min løbske selvfølelse. Forsøger at lave mantraer: “Det er okay at løbe langsomt”, “Du skal ikke vinde noget”, Det gælder om at kunne” og den slags. Men når jeg er i det mood, virker det bare ikke. Jeg loggede mine løbeture, og tja, tempoet kravler faktisk lidt i den rigtige retning. Det virkede at se det på skærmen. Så nem er jeg. Og løbeskoene røg alligevel ikke i skraldebøtten denne gang.

I dag tog jeg halvtidligt fra arbejde, så jeg kunne nå den længere tur, som jeg ikke løb i weekenden. Jeg løb ud af Kongevejen for at undgå sne og løb til Allerødkrydset efter Blovstrød og tilbage. Forbi Katrines hjulspor fra forleden, da hun blev torpederet af et rådyr og tilbage til en rundtur i Birkerød. 17 km blev det til. En jævnt kedelig tur, som bare fik mig til igen at savne bløde skovstier og grønne træer.