Tag Archives: nytår

by - 0 comments

Adios 2014

Jeg sidder her på toppen af et helt nyt, uspist år og kigger mig tilbage. 2014 kalder på blandede følelser. Det fyldte sig med meget godt, og med meget virkelig ondt. Jeg har haft svært ved at tilgive, at både Lene og min mor skulle vristes ud af verden, men jeg kan ikke styre universets lammere.

Når jeg tænker på Lene og min mor, gør jeg det trods alt med en form for ro. Når jeg accepterer, at deres død er en slags vilkår, som universet tildelte dem og os, kan jeg på en anden måde se tilbage på alt det, der omgav dem. Så kan jeg se mennesker, der trådte sammen for at gøre det så godt som muligt. Mennesker som gjorde sig umage for hinanden. Og det er nok det, der giver mulighed for roen.

Universet stikker livslussinger ud i tilfældigt omfang og retning. Vi kan kun ruste os til at møde dem, så godt vi kan. Hvis jeg skal lære noget som helst af alt det meningsløse, der foregik i første halvdel af 2014, må det være det. At være der. Hele tiden. At have omtanke for hinanden. At blive der. At man bare behøver være der med det, man er.

Måske bliver døden mindre skræmmende. Savnet rammer stadig som bundløse sug i kroppen. Jeg har stadig ikke helt forstået, at de ikke er her. At jeg ikke ved, hvordan de har det. At de aldrig ser min kolonihave. Eller min nye lejlighed. Jeg forstår stadig ikke ‘aldrig’ helt.

Må man dele moraler ud her ved årsskiftet? Jeg må.

De vigtigste moraler har været at opleve mennesker vende opmærksomheden væk fra sig selv og gøre sig umage for andre. Både Lene og min mor var fokuserede på at efterlade deres elskede mennesker bedst muligt, med smertende bevidsthed om den sorg, der ville indtage deres liv. Jeg har oplevet Lenes familie og min egen familie træde sammen med brede favne. Vi var der, og vi trådte sammen for at give vores elskede mennesker de bedste muligheder for at slutte deres liv så ordentligt som muligt. Når nu det skulle være sådan. Min far er blevet båret og skærmet af hele familien og alle sine gamle venner.

Du har haft et hårdt år, siger folk. Jeg har haft et krævende år. Men jeg har lært, at svære vilkår bliver lidt lettere at løfte og bære igennem, når jeg gør mig umage for andre. Og ikke er så fokuseret på mig selv. Det hårde er at erkende et vilkår og sin magtesløshed. Efter det gør det bedst at blive der og dele de onde vilkår. At være der og blive der.

Så 2015, jeg ser kærligt på dig. Jeg aner ikke, hvad du vil bringe, men jeg skal nok være der. Farvel til 2014 med alt det, du gav og tog. Jeg har vist alligevel aldrig oplevet så meget kærlighed på ét år.

by - 4 kommentarer

Farvel 2012

Nogle år slutter med at få slammet hoveddøren lige i fjæset. Farvel og tak. Og skrid. Men sådan er det ikke helt for 2012. Jeg har taget en fredelig afsked med 2012. Som med en gammel ven, der rejser videre. Som jeg har en del at takke for, og som ikke efterlader store, dramatiske aftryk på havegangen.

Vi har sgu gjort det meget godt sammen, 2012 og jeg. Også selvom det er arbejdssiden, der har fået lov at fylde. Det har den jo, fordi vi havde gang i noget vigtigt. Noget vigtigt, innovativt og fremadskuende. Som 2013 og jeg selvfølgelig tager op og fortsætter. På mandag. For endnu holder jeg en slags ferie. Med snottet løbende og influenzaærgrelser i ærmet. Det var bare ikke meningen, at jeg skulle holde de to ugers ferie, jeg har skubbet foran mig hele vejen gennem efteråret.

Der har åndet fred omkring både mig og min familie. Og det var lidt rart efter nogle turboår. Ingen har været dramatisk syge. Jeg er ikke flyttet. Jeg har ikke skiftet arbejde. De små børn bliver større og er grundlæggende glade for det meste og gode ved hinanden.

Jeg har en on-going aftale med Universet om, at jeg skal prøve noget nyt og lære noget nyt hvert år. Som regel bliver det til mere end én ting. Fordi jeg aldrig kan nøjes. I 2012 rejste jeg både til Marokko og til San Francisco på egen hånd. Det sværeste ved at gøre nye ting, er at jeg tit får lyst til at gøre dem igen, og det gælder både Marokko og San Francisco. Den tredje nye ting var en kajakferie i det sydfynske. Som jeg også skidegerne gør igen. Det nye, jeg lærte, var en masse ny kajakteknik og roning gennem det værste sommervejr med blæst, store bølger og masser af regn.

Nå ja, så prøvede jeg også for første gang at være rigtig langstidsskadet. Jeg har været skadet utallige gange, også i nogle måneder, men aldrig i et helt år. Og så lærte jeg noget helt nyt: tålmodighed. Da jeg endelig fik fingre i den helt rigtige fysioterapeut, som gav mig selv opgaven med at genoptræne den skadede muskel, så gjorde jeg det. Jeg gjorde som han sagde. Og trænede langsomt, tålmodigt og lydigt. Og nu virker den igen, musklen, og hælen gør ikke ondt længere.

Til gengæld fyldtes verden omkring mig af drama, strid, had og blodig alvor. Og jeg har lidt svært ved at gennemhygge mig over mit eget held. Det gør ondt, at verden også er et ondt sted, hvor tusindvis af mennesker slås ihjel, fordi de mener noget andet, end dem med de største våben.

2013 jeg ønsker virkelig, at du kan bringe mere fred og fordragelighed med dig. Ikke kun for mig.

IMG_4021

by - 11 kommentarer

Nytår på Docken

Nytår er opreklameret, ude af proportioner og forventningsopskruet. Det er bare en almindelig mandag, skrev en på Facebook i går.

Vel var det ej. Det.Var.Så.Sjovt! Det hele.

Det var sjovt, at min gyldne neglelak ikke krakelerede og faldt af i flager.

Det var sjovt, at mine dyre Vogue strømpebukser holdt en hel aften uden at løbe nogen stader.

Det var sjovt at køre med s-tog til Østerport Station sammen med en blanding af stilletter, glimmerkjoler, bajerposer, hengemte branderter, tuxedos, fløjsbukser, kransekagetårn og champagne.

Det var sjovt at kravle ind i bussen til Docken sammen med alt for mange andre mennesker på vej til samme fest.

Det var sjovt at skifte til dansesko sammen med de andre fornuftige.

Det var sjovt at drysse rundt i salen og blive mødt af glade smil og fremstrakte hænder.

Det var særligt at lytte til dronningen sammen med så mange andre.

Det var sjovt at finde en plads mellem mennesker, jeg aldrig har mødt før.

Det var sjovt, at alle bare ville have en sjov aften. Og fik det.

Det var sjovt at spise så lækker mad, lavet til flere hundrede mennesker.

Det var sjovt på dametoilettet, hvor alle sludrede og gav thumbs up til mine pink dansesko.

Det var sjovt at stå i kø til baren, til toilettet, til garderoben, bare fordi det var.

Det var sjovt at danse. Og danse. Og danse.

Det var sjovt, at klokken pludselig var midnat.

Det var sjovt at give nytårskram til glade mennesker.

Det var sjovt, at jeg alligevel ikke fik influenzabaghold og først lå i min seng kl. tre.

Det var sjovt at sige farvel til festen.

Det var sjovt at vente på bussen, som så skulle holde pause.

Det var sjovt at teame op med to fremmede fyre og gå til Østerport i regnen.

Det var sjovt at køre med s-toget til Sydhavn. Sammen med kyssere og kulingbranderter.

Det var sjovt, at stillekupeen ikke var stille. Og alle grinede. Også de to, der skændtes.

Det var sjovt at gå gennem regnen og udveksle godt nytår med de andre, der gik gennem regnen.

Og i dag er det bare sjovt, at jeg ikke skal noget som helst. Og at det var så sjovt, at jeg ikke tog billeder.

Godt nytår.

IMG_1098IMG_1085IMG_1084

by - 1 kommentar

Halløj der og velkommen – 2012

Fra femte sal på Amagerbrogade så det imponerende ud, det nye år. Fra tagterrassen højere oppe var det nærmest overvældende med raketterne spruttende om ørerne på os. Og mageløse øjeblikke at dele med de to standhaftige småpiger, der ikke havde givet efter for søvnen. Det ankom godt til os, 2012, efter et gastronomisk trylleri fra Amagerbrogades ubetvivlelige mesterkok. Det er en blessing af de store at have hele to af den slags i min familie. Fiskesuppe med jomfruhummer, perlehønebryst og lidt magisk oksekød med kartofler og skorzonérødder tilsat tryllesauce og en afslutning med chokoladetoppe med hindbærskum, is og chokolademousse – i et lille eksklusivt selskab med krudtuglebørn, som villevilleville være vågne til det der klokken tolv. Et sjældent nytår med dybe snakke, der blev ved flere timer efter, jeg havde annonceret min afgang. Derfor cyklede jeg klokken fem stille, glad og meget træt gennem et søvnigt Amager, hvor jeg stødte på piger og drenge, som sikkert har det slemt lige nu.

Nytårsforsæt? Mest af den slags, der er sådan lidt alment menneskelige, tror jeg. Jeg vil stadig og altid arbejde på at være et bedre menneske og gøre det, jeg nu kan for det fællesskab, jeg er en del af. Jeg vil elske mine børn og deres og tage de nye små mennesker i hånden og vise dem verden. Lære dem om noget af det, jeg ved. Jeg vil være der for mine forældre, når de har brug for det. Jeg vil være en bedre ven og sparke meget mere vennetid ind i 2012. Jeg vil tage mere på opdagelse i verden end sidste år.

Og til det mere håndgribelige – i listeform:

Få nu  hængt de billeder op. Nu bor jeg her for søren.

Vi skal finde en båd, mine unger og jeg, som kan ligge lige her udenfor min stue.

Jeg skal have sneget lidt flere penge ind på bankkontoen. Jeg må i gang med at skrive og holde nogle foredrag igen.

Jeg skal have fundet en løsning på det der vinduespudsning i fire meters højde. Alternativt må de der storme høre op. De pisker saltvand på ruderne.

Jeg skal tage mig tid til at løbe lidt flere lange ture.

Med sådan en bunke små bitte tanker for det næste år, tøffer det så stille i gang, som det sluttede. Uden store dramaer. Og jeg starter det med at lave – ikke en skid. Endnu engang – hav et forrygende og lykkebringende 2012. Pas godt på hinanden derude.

 

by - 4 kommentarer

Snas og højdepunkter fra året der smuttede

Jeg er lige så stille ved at løfte armen for at vinke farvel til 2011. Som var mig meget mere nådig end så mange andre år. Hvor jeg andre år på kanten af december har tænkt, slut nu bare, så jeg kan tage fat i en anden ende. Ja så sidder jeg på en måde og ser mildt og tilfreds på den lille bitte stump, der endnu er tilbage af 2011. Et år hvor de store dramaer er sket i sikker afstand fra mit lille liv. Et år der har givet mere, end det har taget. Et år der næsten roligt er tøffet afsted i sit eget tempo. Så lad os da bare tage det, året. I overskrifter.

Arbejde

Lige meget hvordan jeg ryster posen, hopper arbejdsoverskriften op først. 2011 blev året, hvor sundhedsvæsenet begyndte at rykke på den fede måde. Hvor jeg kun vanskeligt får armene ned. Fordi der nu kommer fokus på samarbejdet mellem patienter og sundhedsvæsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde. At jeg altid har elsket at arbejde i og for vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har drømt om – i hele mit arbejdsliv – at være med til at ændre fokus, så patienterne bliver hørt, set og forstået meget mere, end det sker i dag. Da jeg selv blev kastet ind i at være patient,  blev jeg kun bestyrket. Alting gik godt, når vi samarbejdede. Lægerne, sygeplejerskerne og mig. Og det gik rigtig skidt, når de glemte mig.

Og nu er ord som patient empowerment og patient involvering ved at blive helt almindelige. Og jeg får lov at folde mig ud. Og være med til at give ordene liv og mening. Omsætte dem til levende projekter og handlinger. Hold da op. Aldrig har arbejdstimer givet så meget mening.

Små mennesker

I 2011 blev min store rodebutik af en familie beriget med tre små nye mennesker, David, Rebekka og Vera:

Det gør mig jo ekstra glad for at have fået en lejlighed med plads. Næste projekt er at finde et gitter til trappen, for Vera er allerede bedre kendt som Turbo-smølfen og David som Houdini II, og hvem af de to, der bliver 2012 sjællandsmester i hurtigkravl, står hen i det uvisse.

Coming to terms

2011 blev året, hvor løb fandt sin nye plads i mit univers. Løb er fedt, men som livsindhold er det ligegyldigt. Sådan har det vist altid været, men mine drømme om at genfinde tidligere tiders fart, fik til tider løb til at fylde for meget. Jeg tror, at jeg er kommet overens med, at sådan bliver det ikke igen. Jeg har fået for meget kemoterapi, og det har smadret et eller andet i det, der gjorde, at jeg kunne løbe stærkt. Løb vil altid være en del af mit liv. Og en vigtig del. Alt har bare forandret sig. Jeg kunne muligvis komme igen, men det er ikke worth it. Det vil tage alt for meget tid og energi fra det arbejde, som er så meget vigtigere. Jeg kender ingen, der har haft lymfekræft, som er kommet til at løbe hurtigt igen.

Det betyder ikke, at jeg træner mindre eller aldrig løber intervaller. Det betyder bare, at det har fundet sin plads. At løbe langsomt betød meget mere end at finde  mig selv på næstsidste side i resultatlisterne. Det betød, at jeg måtte ændre mit mentale billede af mig som løber. Og det tager tid. Jeg var blevet en, man måtte vente på. Det betød, at jeg med et ikke kunne træne med de fyre, jeg havde leget med næsten dagligt i årevis. Det var en syngende social lussing. Og mit mentale billede af løb er blevet til noget helt andet. Hvor det tidligere faldt mig ret let at løbe hurtigt og derfor legede med at løbe om kap med de halvhurtige drenge, er løb blevet meget mere meditation. Jeg er kommet til at holde af mine lange ture alene. Uden krav til hastighed. Uden følelsen af ikke at slå til. Og måske er det bare bedst sådan lige nu. Hvor arbejdet skal have lov til at bestemme. Det er sgu da ligegyldigt, om jeg løber nogle minutter hurtigere eller langsommere. Det gør ikke verden til et bedre sted.

Hjem

Det blev året, hvor jeg efter temmelig meget rakken rundt, fik mig et hjem. Et rigtigt hjem med terrasse og fast husleje. Birkerød og jeg blev aldrig et godt match. Det blev jeg og Sydhavnen derimod. Jeg elsker, elsker, elsker at være i byen igen. Og at have Amager lige inden for rækkevidde. Come on – jeg er for gammel til fremleje. Så nu har fast grund under fødderne og rullegardiner for vinduerne. Og har på en eller anden måde fundet hjem.

Så i min lille livsboble ånder der fred. Midt i en verden af vold, uro, ødelæggelse og store kampe.