Jeg elsker den første sommertid.
Jeg elsker at svede mig igennem løbeture på Kalvebod Fælled, fordi solen banker ned.
Jeg elsker, når kommunens vejfolk glade råber efter mig, at det er for varmt. Og når jeg råber tilbage, at jeg elsker det.
Jeg elsker at sidde med tæerne i solen, mens jeg læser rapporter igennem, og svanerne padler dovent rundt i kanalen.
Jeg elsker morgenlydene fra vandet.
Jeg elsker at finde en kold flaske hvidvin frem fra køleskabet og bænke folk, jeg holder af, om bordet på terrassen.
Jeg elsker at koge helt nye kartofler med skræl og bunke en portion salat sammen. Til hvidvinen.
Jeg elsker solen på min hud.
Jeg elsker at børnene jerner rundt i vores gård og bliver ved, til de styrter.
Jeg elsker asparges.
Jeg elsker at det tager to minutter at tage tøj på.
Jeg elsker at cykle hjem gennem København, langs vandet, sent om aftenen, og indsnuse den by, der er blevet min.
Jeg elsker sommerferieplaner.
Jeg elsker fregner på næsen. Trods alt.
Jeg elsker gennemtræk i stuen.
Jeg elsker børn med vandpistoler.
Jeg elsker at kajakken om lidt ligger udenfor døren i kanalen.
Jeg elsker min fine lille pottehave.
Det eneste jeg ikke elsker lige nu, er at mine monsterstore vinduer skal vaskes. Og jeg har endnu ikke fundet en vinduespudser.
Men jeg elsker sollyset, jo.
Tag Archives: sommer
Og det bliver Nepal
Sommeren bliver i Nepal. Så meget har jeg besluttet. Og det har ikke været let, for jeg ville frygtelig gerne have været i Pakistan. Men det eneste, jeg kunne støve op, var en plads i det pakistanske Røde Halvmåne eller et frivilligt vikariat på et cancerhospital i Lahore. Og det giver sådan lidt en usikker fornemmelse i maven. Havde jeg kunnet finde et lille lokalt program langt ude i bjergene i Karakoram, havde jeg slået til. Men jeg tror, situationen generelt er for usikker til den slags projekter med vesterlandske deltagere. Uagtet at lokalbefolkningen i den grad kunne bruge det. Så jeg har aflyst Pakistan og beklaget til min bekendte, som allerede var begyndt at glæde sig til jeg kom. Jeg vil til Pakistan, men det bliver tidligst sommeren 2011.
Så Nepal bliver det. Og jeg har hele to tilbud at vælge imellem. Jeg afventer nogle priser på det ene, før jeg endeligt beslutter mig. Nu skal man endelig ikke forledes til at tro, at jeg er en inkarnation af Mother Theresa. Jeg elsker Nepal, og jeg elsker at tage på eventyr. Men jeg kan allerbedst lide eventyr, hvor der er mere end mine egne oplevelsesbehov. Så at kunne tage på eventyr til helt nye steder i verden og tage nogle professionelle kompetencer med mig er en helt perfekt kombination af alting. At nogen så måske bliver glade, lidt sundere eller klogere tager jeg gerne med i købet.
Jeg kan vælge imellem to projekter. Det ene ligger i den nordvestlige del af Nepal. I en fjern provins i “The Hidden Himalaya”, der hedder Humla. Der er ni dages vandring dertil gennem virkelig uvejsomme områder. Højdeprofilen for provinsen siger 1.500-7.300m, og der er af gode grunde ikke noget, der ligner vestlig infrastruktur. De er voldsomt interesserede i at få mig ud i projektet, fordi jeg er kvinde. Kvinderne i området modsætter sig nemlig at blive undersøgt af mænd, og det udgør faktisk en trussel mod deres helbred. Jeg ville elske at komme derud. Jeg er ildt tiltrukket af muligheden for at arbejde i sådan et område. Arbejdet vil omfatte både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Og det er netop også, hvad der tiltrækker mig ved projektet. Det har en lokal forankring og er ikke bundet op på livslange bidrag. Men jeg er nødt til at vide, hvad det kommer til at koste mig, før jeg råber ja. To gange ni dages trek med en guide kan godt løbe op, og jeg skal selvfølgelig betale for min mad, mens jeg bor i landsbyen. En anden mulighed er at gå fra Tibet. Det tager kun seks dage, men så kommer transporten til Tibet oveni.
Min anden mulighed er et projekt i Chitwan i det sydlige Nepal. Projektet er også lille og lokalt forankret. Også her omfatter det både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Ud over en landsby klinik omfatter projektet en flygtningelandsby. Landsbyen blev oprettet efter at mange mennesker mistede alt i massive mudderskred. Indbyggerne ligger i øjeblikket i forhandlinger med den nepalesiske regering om at få rettighederne til den jord, de bor på. Projektet er billigt at deltage i. Mad og ophold koster ikke meget, og transport til Chitwan er ikke nogen stor udskrivning.
Det er en sjov og tankevækkende proces at lede efter sundhedsprojekter i den 3. verden. Det er på nogle områder ved at udvikle sig til en slags charter-industri. Jeg er stødt på store amerikanske og internationale firmaer og foreninger, som arrangerer ophold for volunteers rundt omkring, og helst ikke for langt fra lækre badestrande og andre turistattraktioner. Lidt et sjovt koncept, synes jeg. Man kan bestille et “frivillig-ophold” på to uger og en forlængelse med badeferie eller safari bagefter. Jeg får indtryk af, at de udsender hundredevis af frivillige, som lægger en klækkelig betaling og bor sammen i hostels. Not what I was looking for. Hvis jeg skal ud og være godgørende, skal det have en virkning – ud over mit oplevelsesaspekt. Og det har de her to projekter. I hvert fald potentiale til.
Vis mig dit køleskab
Jeg er ikke ved at lægge op til en ny tv-udsendelse, som titlen kunne antyde. Jeg er blevet tagget, som det hedder, af Katrine til en lille blogleg, som går ud på at tage et øjebliksbillede af min køleskabslåge. Her skal jeg vælge en ting, som har en særlig betydning. Katrine har tagget mig, fordi hun gætter på, at der hænger billeder af mine yndlingsprinsesser. Her er det så, mit køleskab:
Der hænger, som man kan se – mangt og meget i en skøn blanding:
En advarselstegning om fødseslskontrol
Et billede af mig på en elefant i Indien
Et billede af mig fra Afrika
Julekort
Indbydelser til fødselsdage og en reception
Et træningsprogram
En flybillet til Ålborg
En opskrift på dadler med bacon og kanelstænger
Tilmelding til Helvede i Nord
Et julekort med to nisseprinsesser
En tegning – udført af en prinsesse
Et billede af mig og en tredje prinsesse
Og under det hele hænger der endnu flere gamle julekort, telefonnumre, fødselsdagskort osv
Så Katrine har ret. Der hænger faktisk små yndlingsprinsesser på køleskabet.
Skal jeg vælge en bestemt detalje ud, må det være dette billede:
Billedet er taget i juli 2007. Et par måneder efter jeg fik den sidste kemoterapi for min lymfekræft, og billedet flytter med fra køleskab til køleskab (jeg er flyttet et par gange siden), fordi det er sommer, liv, lykke og glæde. Jeg sidder i pigernes gård på Frederiksberg med mit spirende hår med lille Sille i armene. Hun kedede sig så meget i mit selskab, at hun straks faldt i søvn. Sille er mit bonus-barbebarn. Datter af Martin og Pii, som blev gift for nylig. Vi var der allesammen, den aften i juli på Frederiksberg. Vi grillede, drak rødvin, snakkede og grinede, og blev siddende i gården til sent. Jeg havde en jublende fornemmelse af frihed i hele kroppen. Jeg kunne virkelig bare tage til København, drikke rødvin, gå i byen, køre i tog – alt det, som jeg var afskåret fra, mens jeg var i behandling. Behandlingen smadrede mit immunforsvar, så jeg var “isoleret” i et halvt år, forstået på den måde at jeg på alle måder skulle beskyttes mod smitte. Ingen butikker, ingen cafeer, ingen biografer, ingen busser eller tog, ingen små børn. Men hele tiden en snor til hospitalet, lægebesøg, blodprøver, indlæggelser, medicin og restriktioner. Nu var jeg fri, færdig, og lille Sille var ankommet som en særlig fejring af livet. Det var en helt særlig nydelse bare at være der den aften. Sammen med alle mine unger og deres kærester. Sjovt nok, ofte når andre ser det billede, kommenterer de, at jeg ser slidt, træt, ældre ud. For mig er det billede bare glæde, lykke og liv. Men andre var selvfølgelig heller ikke inde i mig.
Nå det skal ikke være alvorligt det hele, så jeg piller lige det øverste billede ud også. I kigger alligevel. Det fanger folks opmærksomhed. Man behøver ikke lægge noget partipolitisk i det. Jeg synes bare, det er hylemorsomt, og det er samtidig et kært minde om en gammel kollega, som forærede mig tegningen.
Og så er det vist meningen, at jeg skal lade legen gå videre til andre bloggere. Jeg tagger Mette og gætter på, at der hænger et skoleskema og en liste over klassens-time-kage-bagere på hendes køleskab. Og jeg tagger Karin, selvom vi ikke sådan har været personligt i kontakt, og jeg vil gætte på, at der hænger en indkøbsliste til byggemarkedet sammen med et smukt billede af det nye hus på køleskabslågen. Og så er jeg vist endnu så ny i blog’osfæren, at jeg ikke rigtigt kan komme i tanker om flere.
Jeg ville have skrevet om noget helt andet i dag, men sådan går det med både dage og blogindlæg. de bliver noget andet, end vi tror. Men tirsdage scorer bedre på min hitliste i denne uge en mandage. Status er, at min cykel er låst op og trygt tilbage i skuret, jeg har fået rugbrød, og mit projekt-kapitel er sendt rundt til alle de rette mennesker. Må de så bare tage varmt imod det.
Sommerdrømme
Tog lidt spændt afsted på cyklen i morges. Vi fik mere sne i går og forgårs, og nu vil jeg ærligt talt godt sparke en protest ind. Bare stop nu. Jeg har fået sne og kulde nok. Det har været sjovt, men nu er det nok. Nu vil jeg gerne cykle hver dag igen og have ordentlig gang i min kvalitetstræning. Nu vil jeg gerne have mere lys og mere varme. Hvem mon an tage imod den? Der bliver i hvert fald ikke hørt efter, for nu er der snefnug på kortet over Nordsjælland igen. Okay så. Jeg cykler til stationen igen og prøver at lade være med at brokke mig for meget. I morges var det nu fint, og jeg cyklede hele vejen til Hillerød.
I stedet for at gå til i brok, har jeg kastet mig over sommerens muligheder. I løbet af de første januar-uger er der allerede løbet en lille uges afspadsering til flexregnskabet. Det bliver en god (tiltrængt) sommer. Vores bjergebestigningsprojekt i Pakistan er aflyst for denne sommer. Jeg har min skattegæld, og Michael er blevet forelsket. Men jeg kunne godt finde penge til et lille bitte eventyr. Verden er så stor, så stor, og jeg er stadig forelsket i tanken om at besøge Pakistan. Faktisk er det ikke dyrt at flyve til Lahore. Og jeg kender jo en kvinde i Lahore lidt. Og så kunne man jo måske besøge hende og opleve lidt af landet. Det kunne man jo nok godt få 4-6 uger til at gå med. Det er en tanke værd. Saadia, som jeg kender lidt, er en meget aktiv kvinde. Hun både klatrer og cykler, og vi kunne sikkert få en fin tid sammen.
Jeg kunne også rejse til Lissabon og udforske Portugal. Jeg har aldrig været i Portugal, og det kunne være en fin kombination af varme, spændende natur, vandremuligheder, strande, fremmede byer og spændende mennesker. Portugal kunne udvides med at rejse rundt i det sydlige Spanien. Der er jo også dejlig varmt, vandre-muligheder, super natur, fantastisk mad og et par mennesker, jeg kender.
Eller jeg kunne bruge et par uger på en gammel drøm, – at vandre tværs over England fra kyst til kyst. Coast to Coast ruten går gennem North York Moores, The Yorkshire Dales og The Lake District, og det er der min gamle drøm er forankret. Mine tidligere svigerforældre boede en del år i York, og jeg elskede vores ture ud i områderne i Yorkshire. Ruten starter i Robin Hood’s Bay, nord for Scarborough på østkysten, og slutter i St. Bees på vestkysten. Eller omvendt. Og så må man jo finde en eller anden måde at komme tilbage på. Jeg har ikke været i England i mange år, og det kunne jo være en fin lejlighed til at se min gamle svoger.
Drømmene vil aldrig tage ende. Og jeg kan hurtigt vende mine beklagelser til forventninger. Og jeg kan overstå både marathonløb, 24Run og sundhedsaftaler og holde sommer med fuldstændig ro i sind og krop. Det kan kun blive godt. For nu drømmer jeg om en snefri morgen, så jeg igen kan cykle hele vejen til Hilelrød.