Mit liv i kloster

Italienerne går ikke meget op i internet. Så lidt så det er tæt på umuligt at finde noget wifi. Selv i en pænt turistet by med mange unge mennesker. Det gør ikke så meget, for jeg go with the flow og laver meget lidt.

Står meget tidligt op.
Løber en lang morgentur, mens solen står op over havet.
Spiser morgenmad med nonnerne.
Går i vandet.
Sidder i solen.
Læser.
Flytter mig til skyggen.
Spiser frokost.
Går i vandet.
Sidder i solen.
Læser.
Flytter mig til skyggen.
Drikker kaffe.
Går i vandet.
Går i bad.
Spiser aftensmad med nonnerne. Læser.
Sover.

Og så gør jeg det hele forfra.

Når jeg kommer hjem fra min morgenløbetur klapper nonnerne i deres hænder, mens de hviner: tempo, tempo. De ser på mig, som om alt, hvad jeg laver, er rasende interessant.

Når jeg sidder på klipperne ved vandet, ser jeg små sorte krabber myldre rundt på stenene. Og meget små fisk i vandet. Jeg ser de seje fyre springe i vandet fra de høje klipper. Og de forsigtige piger balancere i vandet med klipklapper på.

Jeg kan smage saltet på min hud.

Lyder det kedeligt, siger du? Slet ikke. Jeg nyder. Og mentaltræner til at komme hjem til København.

Jeg går også en lille smule på opdagelse. Monet har boet og malet her. Hans villa står stadig med udsigt over havet. Det er der fra lyset i hans billeder stammer.

Jeg har fundet en bænk, hvor der nogen gange er wifi. Her kan jeg også drikke et glas hvidvin i eftermiddagssolen. Mens jeg mentaltræner.

Og det er kun ti dage siden, jeg stred mig gennem sne.

20130714-101408.jpg

20130714-101450.jpg

20130714-101618.jpg

20130714-101649.jpg

En afslutning i eventyrland

Jeg må have optjent lidt god karma i de sidste uger. De seneste dage har været harmoni og glæde. Helt uden mislyde, som den slags kun sjældent er.

I går fandt jeg netforbindelse og købte en flybillet hjem. Jeg kan lide fornemmelsen af open end på ferien, men det gør det unægteligt en kende dyrere at købe billet med få dages varsel. Pyt, siger jeg bare. Uden at have besøgt netbank siden før ferien.

Senere vandrede jeg en lang og varm tur i de liguriske bjerge og blev belønnet med uforlignelige udsigter. For at svale min hede krop, gik jeg ned til floden, som har sit eget helt gratis spa bad. Jeg sms’ede til M & M, som netop var vendt hjem efter en ligeså varm cykeltur. Og tyve minutter senere dukkede de op med iskolde øl. Her lå vi og svalede, til maverne råbte på mad. Og vi gik hjem og tryllede i køkkenet.

I morges var det tid at lade de to nyde deres allersidste feriedage, og jeg rykkede til Bordighera. På turistkontoret gjorde de en kæmpeindsats for at finde et billigt logi med køkken. Men det lod sig ikke gøre. Og så fik damen bag skranken en ide. Hun viste mig billeder af et underskønt og kridhvidt kloster ved vandet og fortalte, at det var muligt at bo der billigt. Med mad.

Og det gør jeg så. Jeg er gået i kloster igen. Som jeg startede min ferie. Jeg blev modtaget af store smil og kindkys. Og installeret i et kæmpeværelse med udsigt over Middelhavet. Det er fuldstændig umuligt at fatte, at min ferie skal slutte så smukt. M & M og jeg mødtes og sprang i det lune vand og jeg er helt omsluttet af nydning.

Der kommer billeder, når jeg finder internet.

PS. Min arm heler i rekordfart. Den skulle bare have nydning på højt niveau.

PPS. Har købt bikini og klipklapper og forsøger at cope med temperaturer på 34 grader.

Hillemænd

Hillemænd sagde min mormor altid, når hun skulle udtrykke ekstra forbløffelse. Og jeg kan kun gentage. Hillemænd, hvor har det været hårdt. Og smukt. Og rædselsfuldt. Og berigende.

Jeg er ret færdig med sne og høje pas, siger jeg, mens jeg nærmer mig Val D’Isere og Tigne. Men jeg har en plan. Så snart jeg har forladt Val D’Isere og det sidste høje pas. Der med garanti også er pladret ind i dyb sne. Så stikker jeg ned på tøseruten. Ned i dalen. Langs floden. Hvor jeg bare skal dalre afsted, mens jeg spiser ost og drikker rødvin.

Der kommer mere, så snart jeg har fundet den civilisation, der har internet og åbne butikker. Indtil da kan I nyde udsigten fra det chatel, jeg bor i hos den sødeste engelske familie.

20130701-174135.jpg

Regn og mudder

I nat ramte post-ferie-stressen mig. Jeg er heldigvis så gammel, at jeg ved, det kommer. Jeg flintrer ikke rundt og arbejder mig selv ihjel uden at få lussinger. Derfor brugte jeg en nat på at vende mig i sengen, tænde og slukke lys og endelig bare at overgive mig og læse min bog. Nu er jeg let ulden nærmest klar til at tage videre.

Jeg brugte ikke en dag i Thonon ved søen, som jeg havde forestillet mig. Da jeg ankom med bussen, havde jeg pludselig fået by nok, så jeg pakkede rygsækken lidt om, fandt sporet ved banegården og drog afsted. Vejret var fantastisk, og jeg bevægede mig gennem skov og nød udsigterne over Lac Leman. I det fjerne byggede mørke skyer op. Efter et par timer blev skyerne sortere og kom nærmere. Jeg nærmede mig en landsby, og efter en indskydelse drejede jeg af sporet op i byen. Noget styrede mig direkte mod byens eneste hotel, og i det sekund, jeg satte hånden på døren, brød et sandt inferno løs. Et skybrud af samme dimensioner, som det vi oplevede i København for et par siden. Jo, tak, jeg ville gerne have et værelse med det hele. Og jeg kunne sætte mig i altandøren og godte mig over at være i tørvejr.

Regnen havde sat sine spor næste dag. Jeg knoklede mig gennem mudder på de stadigt stigende skovstier. Men vejret var godt igen. og jeg kløede på. Halvvejs på turen, mens jeg nød min frokost, dukkede en fyr fra Arizona op. Han var taget til Europa for at vandre rundt i Alperne et par måneder. Han levede af sæsonarbejde og havde de sidste par år arbejdet på en amerikansk forskningsstation i Antarktis. Det giver gode penge og meget frihed.

Vi slog følge og masede os gennem mere mudder. Jeg gik så vidt som at finde den ene vandrestav frem til at hjælpe med balancen i mudderet. Vi nåede dagens etape i fin tid og begav os ud for at finde et sted at overnatte. I følge guidebogen skulle der både være restauranter, butikker og hoteller i en nærliggende landsby. Efter et par timers ret opslidende søgning måtte vi erkende, at det var der ikke. Christian besluttede sig for at gå tilbage til sporet og slå telt op, men jeg takkede ja til et tilbud om lift til næste by. Med hotel. Jeg var ikke forberedt på butiksmangel og havde simpelthen ikke mad nok til to dage. Og i betragtning af min åndssvage nat var det helt rart at være for mig selv i en seng.

Jeg er klar til næste etape, som lige kræver en bustur for at komme i nærheden af sporet igen.

20130622-082814.jpg

20130622-082834.jpg

20130622-082855.jpg

En varm velkomst

Geneve tog imod med åbne arme. Efter en lidt dramatisk afrejse i den vildeste tordenstorm i København, som så forsinkede os i næsten to timer. Men det er ligemeget, når jeg har ferie. En ferie er på en måde én lang forsinkelse. Min bagage kom høfligt til tiden, og ved siden af bagagebåndet stod en maskine med gratis billet til offentlig transport i Geneve. Tak, sagde jeg, og fandt bus nummer ti, som transporterede mig til den gamle del af Geneve.

Jeg gik op og op til Cathedral St. Pierre, hvor jeg havde indlogeret mig på et refugie for kvinder. En slags kloster, kan man sige. Og helt i særklasse hyggeligt. Home St. Pierre hedder det, hvis du nogen sinde får trang til et hyggeligt og billigt ophold i Geneve. Jeg valgte selvfølgelig den allerbilligste mulighed – en seng i en sovesal. Så mærker jeg, at jeg er på rejse, og det er den bedste måde at møde andre rejsende.

Geneve overaskede. Igen er jeg helt varm indeni over, hvor nemt det er at arrangere sig i den her by. Det er let at finde rundt. Det er let at skaffe transport. Det er let at bo billigt. Det er let at finde supergod og billig mad. Det er let at være glad.

Men jeg skal på tur, så jeg har købt en busbillet til Thonon-les-Bains, hvor jeg starter. Måske først i morgen, så jeg kan nyde den smukke gamle by og et godt glas rødvin ved kanten af den store sø. Jeg har ferie, og jeg gider ikke skynde mig. Endnu.

20130620-110429.jpg

20130620-110511.jpg

20130620-110538.jpg

Ferie

Så blev det nu. Ferien er en realitet. Det har været den vildeste optakt. Som aldrig blev dramatisk eller stresset, trods alle odds.

Jeg har flere gange i mit stille sind bandet lidt over at satse på en weeekend i musikkens tegn. Bare tre dage før afgang. Når nu jeg også skulle nå at arbejde mig ihjel også. Men det var så fint. Og selvfølgelig skulle jeg være der.

Jeg har også endevendt mit kreative hjørne i hjernen for, hvordan jeg skulle nå at sige farvel til alle mine børn. Og så inviterede jeg jo bare på pølser og cremant i aftes. <og lå i ske med verdens mindste Vera hele natten. Hun klistrede på mine ben hele morgenen. Fordi hun selvfølgelig kunne mærke, at jeg var seriøst ved at skride.

Jeg var inviteret til møde i formiddag. Af nogen som flyttede det møde fra eftermiddag og fra Hillerød til København. Bare så jeg kunne være med. Så siger man ligesom ikke nej tak. Det var fint og jeg nåede det.

Nu sidder jeg i lufthavnen og venter på et forsinket fly. Og er skideligeglad. For jeg har ferie. Jeg har ikke travlt i de næste fire uger. So long. Hav det godt. Jeg prøver at poste lidt rejseindtryk og billeder undervejs, når jeg falder over noget wifi.

Pas på hinanden. Pas på København. Og hav en fantastisk sommer.

20130619-161259.jpg

Feriesnapshots

Ferien blev sparket igang. Ferieporten smækkede fredag eftermiddag med kun et par hængepartier, som gemmes til en ledig stund i ugen. For feriestemningen indfandt sig øjeblikkeligt.

Den indre husalf brød igennem og sendte mig på en sidste-øjeblikstur over Amager Fælled efter hyldeblomster. Heldigvis skulle jeg ikke bruge mange. Og jagten kunne kombineres med en halvhjertet løbetur. Hjemme blev alle blomster renset af stilkene og lagt i blød i henholdsvis Brøndumsnaps og gin. Inspireret af Mads Madglad, og med tak, står der nu to glas og trækker til onsdag. Og så er jeg klar til at invitere på sundowner ved vandkanten.

Jamen feriestemning må sgu være sådan noget med fornemmelsen af tid? Nybagte boller? Ny surdej til rugbrødet? Hvidvin med gode venner, som man har set alt for lidt alt for længe? Og timevis af leg i vand, med blomster og sommerfugle, med sand og plastikspande eller bare bevæge sig henrykt med verdens mindste Vera. Hvor al bevægelse foregår i hop og løb. Præcist som hendes mor for en million år siden.

Og så pakker jeg mig ind i musik. Fordi der er jazzfestival i København hele ugen. Joni Mitchel fortolket sødt, fint, og følsomt af bl.a. Ane Trolle, Julie Maria og Gustaf Ljunggren i Frederiksberg Have i aften og Teitur samme sted i morgen. Og alle de andre aftener til noget andet med andre veninder. Mens jeg stadig græder en lille smule over ikke at have hørt Bruce Springsteen i Roskilde. Men jeg elsker også at drysse rundt i byen og finde fantastiske små og store musikoplevelser.

Det er ferie. Og jeg skider på det vejr.