Sidste-dagen

Jeg stod op til min sidste hele dag i Marrakesh. Sidste-dage er svære. For man skal lige nå at få det hele med. Se de mennesker, som man måske aldrig kommer til at se igen. Købe de sidste gaver. Nå den sidste opdagelsestur og de sidste yndlingssteder. Og man skal holde fast i det der feriemode, så længe man kan. Ikke noget stress her. Måske kommer jeg tilbage til Marrakesh engang, måske gør jeg ikke.  Der kommer altid en slags limbo inden i mig på sidste-dage. Man er – og man er på vej væk. Jeg satte mig i morgensolen og læste.

Senere fik jeg besøg. Og besøgte. Og drak spandevis af myntete. Cruisede rundt i souks’ene og pruttede lystigt om priserne. Egentlig kan jeg godt lide det prutteri. Det er et spil, en leg, hvor vi begge to godt ved, at prisen ville se helt anderledes ud, hvis jeg så anderledes ud. Det er helt okay med mig. Jeg har flere penge, jeg er gæsten, det er stadig billigt, og du lever af mig. Men vi leger alligevel legen om en lavere pris. Og griner sammen, når den ene eller den anden vinder konkurrencen i stædighed. Gæt selv, jeg er ret god til det.

Til sidst udforskede jeg det jødiske kvarter, som har sine egne souks. Her er færre turister og færre farvestrålende boder på turistmåden. Og prutteriet antog nye dimensioner. Belæsset med indkøb vendte jeg tilbage til mit tagværelse for at tage hul på den seriøse opgave – at mase det hele ned i rygsækken og holde vægten under 20 kg.

Afskeden med Marrakesh næste morgen blev skåret. Af en klam, halvgammel taxachauffør. Som på sit spørgsmål om, hvor jeg kom fra, udbrød: Aaah, Copenhaque! La Femmes! L’amour!! Mens han placerede sin klamme, behårede hånd på mit lår og begyndte at rage på det.

Fuck, tænkte jeg, her sidder så jeg, i en lukket bil med mister Klammo. Som har rattet. Jeg tog hans hånd, og lagde den på rattet, hvorefter jeg med min bestemteste mine bad ham køre mig til lufthavnen. Nu. Fordi jeg skulle nå et fly. Det gjorde han så i tavshed resten af vejen, mens prisen lige steg med 20 dhirram.

Han illustrerer meget godt de småvanskeligheder, der er forbundet med at rejse alene som kvinde. Vores ry er lidt blakket derude. Og det er forvirrende, at en kvinde rejser rundt alene. Det er for usædvanligt. Hvad mon hun gerne vil, tænker de. Når hun ikke vil noget, er det ret nemt at mane i jorden. Jeg har ikke følt mig truet. Men jeg har nok været lidt mere fornuftig, end jeg sædvanligvis er, når jeg rejser alene. Altså – man skal aldrig efterlade posen med fornuft, når man rejser. Men jeg har tænkt mig ekstra om, når jeg har talt med mænd, jeg ikke kendte.

I køen til indtjek stod jeg bag et kærestepar. Måske et par år yngre end mig. Mens vi ventede, blev resten af køen underholdt med lange og dybe tungekys. Ledsaget af Mmmmmm og Aaaahh og hænder, der krammede en røvballe, et maveskind hurtigt smuttede forbi et bryst.  Så er man på vej hjem, ikke? Og forstår måske lidt bedre Klammos totale misopfattelse af situationen i taxaen. Det er heller ikke okay at flashe sit sexliv i København. Men det er SLET ikke okay at gøre det i Marokko.

Godt fire timer senere fik jeg store bjørnekram af to små mennesker i lufthavnen sammen med deres mor. Jeg elsker at komme hjem. Og jeg elsker, at det betyder noget, når nogen kommer hjem i vores familie.

Forkælelse ved floden

I Azemmour væltede jeg næsten ud af taxien, hvor otte mennesker lagde et seriøst pres på dørene. Og jeg sad yderst. Jeg svingede igen rygsækken over skulderen og begyndte at gå afsted, sådan lidt på må og få. Med navnet på et billigt hotel i lommen spurgte jeg et par stykker om vej. Og kunne ret hurtigt se, at den lille by måske var en anelse større end forventet. Den flod, som byen skulle ligge ved, var intet sted at se. Jeg standsede en ‘petit taxi’. La Medina, sagde han og kørte afsted med mig.

Efter en lille køretur, stoppede chaufføren og bad mig vente i bilen, mens han stod ud og kaldte på et par andre mænd. Efter lidt rådslagning bad han mig gå med dem. Mit hotel viste sig at være lukket, og de to fyre, som hurtigt blev til tre, ledte mig ad smalle gyder og krogede veje gennem byens lille medina. Jeg mistede hurtigt enhver fornemmelse for retning og fulgte bare tillidsfuldt med. Jeg ville være let at kidnappe. Fordi intet endnu har overbevist mig om andet end grundlæggende godhed hos mennesker rundt om i verden. Endelig standsede vi foran en udskåret dør, og den ene rakte mig en telefon. Det var en fra hotellet, og jeg sagde glad ja tak til at se på et værelse.

Jeg blev lukket ind af en amerikaner, som havde lejet hele hotellet til retreat for en større gruppe. Som næsten var på vej væk igen. Hotelfyren fra telefonen dukkede op og viste mig rundt. Hotellet lå med udsigt over floden og med kystens brænding i det fjerne. Det var indrettet som galleri med særdeles god kunst på væggene. Og så var det pænt meget dyrere end mit hidtidige overnatningsbudget. Men stedet emmede af ro og skønhed, og jeg tænkte skidpådet og sagde ja tak til det billigste værelse med udgang til tagterassen.

Da yogafolkene var smuttet, skrev jeg mig ind, og pludselig sagde hotelfyren: Do you prefer a big or a small bed? Big, selvfølgelig, så jeg kunne brede mig. Og så var det, han sagde: The manager would like to give you the master bedroom with a view to the river, for the same price. Og så startede et døgn med forkælelse og rendyrket nydning.

Hotellet var ejet af en gammel franskmand, som efter et liv i turistbranchen havde slået sig ned her. Jeg fik serveret de lækreste retter, og nød det smukke hotel. Tog bad i det nedsænkede kar med udsigt over floden, læste og drak myntete i solen og sludrede med den gamle franskmand. Jeg gik på opdagelse i byen og nød kunsten både på hotellet og i gaderne. Og jeg tilbragte aftenen ved den buldrende pejs sammen med franskmanden og hans to små hunde.

Næste morgen måtte jeg videre. Hotellets kok fulgte mig til taxaen, som kørte mig til byens lille banegård. En time senere var jeg i Casablanca, som altid vil have en klang af gamle film. For ikke at tale om utallige byture på Café Casablanca både i Århus og på Anholt. Det blev kun en kort mellemlanding, og jeg nåede bare at drysse lidt rundt om banegården, inden jeg satte mig i toget tilbage til Marrakaesh. Ringen var sluttet. Jeg gik hele vejen tilbage til mit hostel og blev modtaget med åbne arme.

20120403-124746.jpg

20120403-124833.jpg

20120403-124856.jpg

20120403-124936.jpg

20120403-125006.jpg

20120403-125149.jpg

Marrakesh #2 – og videre

Jeg iler med nye rejsefortællinger, inden den ferie smutter hen i glemmebogen af bar forskrækkelse. Over den hverdag der tromler hen over den.

Efter min ørkentur vendte jeg tilbage til Marrakesh og speedede op på eftersøgningen efter en guide til Atlasbjergene. Altså en fysisk menneskeguide. Fordi jeg intet kender til de bjerge og gerne ville op og gå rundt i dem. De stod der og lokkede med deres snedækkede tinder i det fjerne. Jeg kunne se dem fra Marrakesh. Og jeg havde krydset dem i bil på ørkenturen. Men det blev en af de planer, jeg droppede, fordi guiderne ville have svinemange penge for at ledsage mig. Og jeg ved godt, at lokalfolkene skal støttes af turisterne, men jeg er for gammel en bjergged til at lægge en mindre formue for selskab på turen. Med ét slog det mig også, at det måske heller ikke ville være verdens bedste plan at smutte langt væk fra alting – alene med en marokkansk mand. Guide eller ej.

Farvel plan og farvel bjerge. Og goddag nye plan og hejsa til Atlanterhavskysten. Tidligt næste morgen pakkede jeg rygsækken og marcherede gennem et søvnigt Marrakesh på jagt efter busstationen for Supratours. Og selvfølgelig gik jeg vild. Og nej, selvfølgelig tog jeg ikke en taxa. Jeg trampede troligt videre i den tiltagende sol. Jamen jeg fandt den også til sidst. Busstationen. Da var morgenbusserne bare kørt, så jeg måtte vente fire timer. Og de kørte i øvrigt slet ikke til den by, jeg havde i kikkerten. Men jeg har ikke tilbragt mit liv i det danske sundhedsvæsen for ingenting. Der bliver man nemlig både fleksibel og forandringsparat (jo man gør), så jeg fandt bare en anden by. Og ventede. Fire timer. Det gjorde ikke så meget. Jeg dumpede min rygsæk og gik på opdagelse i nabolaget, som var et helt andet end de centrale bydele. Her boede almindelige mennesker med almindelige jobs. Imellem boligblokkene gik geder og græssede, og ikke så langt derfra var byens nye og flotte banegård.

Og endelig var det tid. Endelig kunne jeg indskrive rygsækken til bagagerummet og kravle ind på mit sæde i bussen. Og så gik turen til Essaouira, som er en lille historisk fiskerby. Med Lonely Planet i hånden fandt jeg hurtigt et hotel og slog mig ned. Det var næsten aften, da jeg kom, så jeg nåede ikke meget andet end en hurtig tur op og ned ad gaden, aftensmad og et par timer med min bog. Hotellet havde tagterrasse med udsigt, og der nød jeg morgenmaden, mens jeg kiggede ned på marokkanske drenge, der spillede fodbold.

20120401-181001.jpg

Essaouira var på sine måder en smuk lille by. Strandene var surferstrande med massiv vind hele året. Fiskerihavnen var skidesjov, sådan som fiskerihavne er det i hele verden. Her blev landet fisk i rå mængder. Byens koner og krofattere var på stikkerne for at gøre gode handler, og der summede af liv. Jeg satte mig længe og iagttog sceneriet. Og blev gloet lige så meget på, som jeg gloede på dem. I al venskabelighed.

20120401-181101.jpg

Jeg var ved at nå et mætningspunkt for turist-effekten. Var fed up med folk, som ville vride penge ud af mig. Var tæt på at kaste op på marokkanske mænd, der troede, jeg måtte mangle lige netop dem. Så jeg fandt et buskontor og købte en billet til en anden kystby fire timer længere nord på. Til næste morgen. Og så gik jeg på gallerier. Den lille by er nemlig samlingspunkt for kunstnere. Noget med lyset. Og turisterne, no doubt. Jeg fandt et lille galleri, som udstillede for et kunstnerkollektiv, og købte jeg alligevel et lille billede, malet af en lokal kvindelig kunstner.

20120401-181119.jpg

Efter endnu en nat på mit fine lille hotel, stod jeg igen op tidligt, pakkede rygsækken og prajede denne gang en taxa, da jeg var nået udenfor bymurene. Som pænt afleverede mig ved bussen til El Jadida. Mit næste stop.

To be continued…..

Momentum i Marrakesh

Marrakesh er et festfyrværkeri. Af den slags hvor man godt kan blive en smule stille, når man pludselig bliver hældt alene af et fly med sin rygsæk. Æh, hvor vender man sig hen? Medinaen! Men Medinaen er en labyrint. Nå, man hanker op i rygsækken og tager sit cool look på. Jeg har sgu da helt tjek på det her. Agtigt. Det er et bombardement på alle sanser. Også den sjette.

Lidt fortumlet endte jeg på en sofa i mit hostel. Marrakesh Rouge. En oase midt i det hele. Jeg skulle bare lige finde ud af at finde hjem, hvis jeg gik ud. Men først myntete. Og så bestemte mit indre system sig, som sagt, for at flade fuldstændig ud og trække alle strømførende stik. Det kan man nemlig, når man holder ferie. Og folkene på mit hostel lavede et sublimt måltid til mig. Så jeg ikke engang behøvede at bevæge mig ud og spise.

Men så var jeg klar. Medinaen er den gamle centrale bydel. Og den ER en labyrint. Man farer lynhurtigt vild. Og det bedste er bare at acceptere det. Det er ikke farligt, og man finder ud igen på et tidspunkt. Midt i overgangen til den nyere bydel ligger en kæmpe plads, Djeema el Fna, som altid er et godt orienteringspunkt. Her starter den omfattende souk, som er den marokkanske udgave af en bazaar. Her handles med alt fra dagligvarer til souvenirs. Pladsen emmer af liv fra morgen til aften. Om dagen af gadehandlere, gøglere og hennakunstnere. Om aftenen bliver den en frådende arena af madboder i knivskarp konkurrence. Her kan man få sit livs sjoveste måltider. Kokkene fra madboderne slås bogstaveligt talt om kunderne. Lokker med søde ord og gratis drinks. Der er grundlag for en god deal på et i forvejen billigt måltid.

Sidste år smed nogen en bombe på en af travleste cafeer på pladsen, og 17 blev dræbt. Resterne af cafeen står stadig som et åbent sår, men bliver snart genopført. Og pladsen lever videre.

Marrakesh er en guldgrube af historiske sites. Gamle paladser, moskeer og koranskoler. Haver og parker og afdøde modeikoners store villaer. Men jeg er en mærkelig turist. Jeg kan lide at se på mennesker. Gå på opdagelse der, hvor de almindelige marokkanere lever. Jeg går hurtigt død i gamle slotte. Hele anderledesheden befinder sig der, hvor folk har sin dagligdag. Jeg bryder mig ikke om, at skyde mit kamera i fjæset på uskyldige mennesker. Men jeg vil jo gerne kunne huske de mennesker. Eller situationer. Derfor går jeg tit med mit kamera i hånden sådan helt casual nede ved hoften. Og knipser løs på må og få uden nogen ser det. Jeg ved så heller ikke, hvad der præcis kommer på billedet. Der kommer rigtig mange bjørne, grus og luft. Men jeg er nogen gange heldig.

Marrakesh er et mix af nyt og gammelt. Af tradition og nytænkning. Kvinder går fuldstændigt tildækkede, og andre går rundt med flagrende hår og stramme cowboybukser. Mænd går klædt i gulvlang djellabah og andre har trukket i t-shirt og hængerøvsbukser. Jeg rejste for første gang med min iPhone, og der var gratis wifi allevegne. Centralt i byen har man anlagt en cyberpark. En smuk park, hvor forskellige telemastodonter sponsorerer wifi kvit og frit. Hoteller, busstationer og banegårde har næsten alle gratis netværk. Jeg har derfor løbende kunnet underholde venner og familie med eksotiske billeder og ferieblær på Facebook. Og det er jo altid en fornøjelse at kunne hovere.

Tip: Norwegian flyver direkte for billige penge fra København.

Pausen

Pausen er slut. Jeg er tilbage. Med fjæset fuld af fregner og et mentalt opladet batteri. Med plusgrader på energisiden. Og minus på bankkontoen.

Har det været godt? You bet.

Jeg landede i går og blev hentet af nogle af mine yndlingsmennesker i lufthavnen. Senere stødte flere yndlingsmennesker til og lavede mad, mens jeg legede med de mindste yndlingsmennesker. Jeg elsker at komme hjem.

Hvorfra, spørger du? Jo, for to uger siden stod jeg op midt om natten, kastede rygsækken over skulderen og kravlede i en taxa til selvsamme lufthavn. Fire og en halv time senere trippede jeg ud i Marrakesh i Marokko. Som tog i mod mig med varme og sol og åbne arme. Planer havde jeg ingen af. Bare en adresse på et hostel, som en kollega havde mailet til mig.

Ryad Marrakesh Rouge hed det. Det hostel. Som lå godt puttet af vejen i Medinaens smalle gader. Jeg fik mig en seng i et firemandsværelse, og så sov jeg næsten hele det næste døgn. Når jeg ikke lige åbnede øjnene og læste på tagterasen. Eller sagde ja tak til myntete. Torsdag var jeg klar og kastede mig ud i Marrakesh og lavede planer for de næste dage.

Jeg har været på kamelryg i Sahara, sovet i berbertelt, drukket spandevis af myntete, grinet måbende af priserne for en guide i Atlasbjergene og i stedet rejst på opdagelse langs Atlanterhavskysten, kørt i tog fra Casablanca, mødt nye venner, er blevet overrasket. Har inhaleret en bunke bøger, lært en masse nyt, taget en million billeder og gloet en masse ud i luften.

Jeg har trængt til det. Og nu trænger jeg til hverdagen. Til at nusse mine projekter og kramme alle kollegerne. Til at kysse alle de små mennesker i familien og mærke, at alle har det godt. Til at vaske en bunke tøj og lave min egen mad igen. Til at træne min hæl i orden og til at nyde foråret.

Det er næsten to år siden, jeg sidst har rejst alene. Det er helt specielt at tage afsted med min rygsæk og møde alt det nye. Som man jo ikke kan ane så meget om på forhånd.  Der er intet så godt, som at være nødt til at tage ting, som de kommer. Deponere forpligtelserne i en skuffe derhjemme og bare være åben og klar. Det er mental dybderens.

Der skal nok komme billeder og fortællinger. Jeg fortæller også gerne om, hvordan det så er at rejse alene i Marokko. Når man nu er kvinde. Bare ikke nu. For nu skal jeg ud i det der forår, som nogen har tændt for. Og se om Amager har det godt. Om badevandet er blevet lunkent. Og om ænderne er blevet kåde.