Tag Archives: cykeltur

by - 5 kommentarer

Jeg elsker København, ja jeg gør

Det lykkedes mig at sove fra grisefest og fællessang på Guldborg Camping, så jeg tidligt næste morgen kunne glide ud af soveposen og pakke mine nordgående sydfrugter. Sagde pænt farvel til min lille lejrplads og krydsede endnu en bro til Falster. Som virkede næsten ligeså spændende som Lolland. Heldigvis skulle jeg kun krydse det øverste venstre hjørne, inden jeg ramte Storstrømsbroen. Var det ikke den bro, der blev lukket, fordi den ikke var blevet vedligeholdt? Sådan så den også ud. Man blev helt beklemt, når en lastbil eller et tog rumlede over og fik alt til at sitre.

Og så var jeg på Sjælland, og folk begyndte at hilse på mig igen.

I Vordingborg tullede jeg rundt og rundt for at finde den rigtige vej ud. Det er muligvis en charmerende tur langs kysten, men nu var jeg home-bound og ville direkte til Præstø. Ledte længe efter Gåsetårnet, til jeg endelig fattede, at det tårn, jeg hele tiden havde foran mig. En lille bitte fugl på toppen af et tårn. Gås? Det kan de jo sagtens sige. Men jeg var allerede mildere stemt, og selv landskabet virkede kønnere. Turen til Præstø gik forbavsende gnidningsfrit, og pludselig var jeg der. Jeg fortsatte til Præstø Overdrev (det hedder det) og fandt den smukkeste plet ved fjorden til min frokost. Godt gemt bag siv og bevoksning kunne jeg have det helt for mig selv og nyde den smukkeste udsigt. Sært at tænke på, at en gruppe unge fik deres liv spoleret på det samme vand en vild vinterdag.

 

Efter en solid frokost – jeg skulle for alt i verden undgå samme fejl som dagen før – drejede jeg ind i landet. Jeg burde selvfølgelig have sagt mig selv, at herregårdslandskab i turbeskrivelsen betød mange bakker. Herremænd vil altid skue ud over deres land.

Jeg trampede godt til i bakkerne med retning mod Køge. Som var meget længere væk, end jeg lige havde forestillet mig, mens jeg forgæves ledte efter en kirke, hvor jeg kunne fylde vandflasken. Men de er åbenbart langt mindre religiøse i det sydsjællandske. Jeg rationerede derfor vandet brutalt. Belønningen kom i form af kaffe og cola på torvet i Køge.

Jeg overvejede kort at springe på s-toget, men satte gang i pedalerne med et hånligt fnys. Og hold da op, hvor det blev et langt sejt træk resten af vejen. På et tidspunkt kom en fyr op på siden og spurgte, om jeg ville trækkes. Altså på den måde at han ville lægge sig foran og læ for vinden. Jeg orkede bare ikke selskab, så jeg takkede pænt nej og fandt iPod’en frem. Resten af vejen kørte på god musik og vilje, og aldrig har Storkøbenhavn været mere velkommen.

Hjemme i gården mod tog naboerne mig med klapsalver og store smil. Jeg vred mig fri af cyklen og besvimede på det varme græs, mens jeg takkede dem for pasning af min lille urtehave. Senere flyttede jeg mit besvimede korpus til sofaen med sushi fra den lokale biks. Og besvimede for alvor under min dyne med vandet klukkende udenfor den åbne dør.

 

 

by - 4 kommentarer

Lolland, Lolland

Jeg havde nok et sygt forhold til min blå racer tidligere, men nu er det kammet helt over. Jeg eeeelsker den. Ikke så meget som en lille bitte punktering bød den på mellem Tåsinge og København. Den klarede alle ærter med topkarakter og befandt sig åbenbart godt med last bagpå. Vi er i den grad best buddies for tiden.

Tidligt lørdag morgen krøb jeg ud af soveposen og pakkede telt og cykeltasker. Efter en hurtig morgenmad trådte jeg pedalerne tværs over Tåsinge i strålende sol. Sydfyn, Tåsinge og de andre øer har noget næsten nuttet over sig. Med nuttede huse og nuttede haver mellem vand og bløde bakker. Folk bliver venlige af al den nuttethed, og alle der var tidligt oppe råbte muntert god tur efter mig.

Det var lidt tidligt til frokost i Spodsbjerg, og jeg besluttede at standse ved en butik på Lolland for at proviantere. Det var en fejl. Lolland er lukket og slukket, og jeg så ikke en butik før Maribo. Hvor jeg så var helt klar på den lokale menu, fiskefilet og pommesfrites. Med cola. Anden fejl var, at jeg havde glemt min ene drikkedunk i Nicolais butik. Jeg ankom derfor til Maribo hen på eftermiddagen – udhungret og dehydreret. Og Lolland efterlod mig med stor forståelse for de mange tomme huse. Der var noget sært over Lolland. Som også lod til at gøre folk uhøflige og ikke-hjertelige. Der var forbavsende mange biler, i betragtning af de mange forladte huse. Og i modsætning til det sydfynske med al deres hjertelighed og hensyn, kørte de her bilister så tæt på vejsiden som muligt. Med mig der gang på gang måtte springe for livet.

Der var også landskaber, men manglen på butikker, landevejskroer eller pølsevogne overskyggede efterhånden alt det pæne. Læg dertil at skilte ikke er noget, der ruttes med på de egne. Der kommer sikkert alligevel ikke så mange og kigger på skiltene. Jeg blev sendt på adskillige rundture på små snørklede veje. I regnvejr.

Jeg kunne være blevet i Maribo, men colaen og friturefedtet havde sin virkning, og trangen til at lade Lolland bag mig sejrede. Jeg hjulede derfor videre til Guldborg ved Guldborgsund, som jeg ikke vovede at forlade for natten. Fordi der på den anden side af sundet var….. ingenting.

Jeg slog mig ned på egnens eneste campingplads. Som det eneste telt blandt fastliggere, der omtrendt var groet til og aldrig kunne slippes løs igen. Jeg provianterede øl og slik i den lokale brugs for at fuldende dagens nærende kostniveau. Og forsøgte at undslippe den grisefest, som campingpladsen arrangerede. Med helstegt pattegris og guitar og fællessang. Jeg var for olm til den slags.

I stedet trissede jeg ad forbudte og private stier til vandet, hvor der trods alt var noget pænt at se på.

Og dagen belønnede mig med en aften i tørvejr, og jeg kravlede tidligt i soveposen. I mildere lune.

 

by - 6 kommentarer

Her har I mig tilbage…..

Og først et stort undskyld. Jeg glemte at sætte skiltet med ferielukket i vinduet, inden jeg skred på ferie. Jeg tog bare min cykel og skred til Tåsinge, slukkede for telefonen og meldte mig helt ud af det internationale cybersamfund. Slog mig ned i en lille tæt virkelighed og knoklede løs i store bølger sammen med en lille gruppe lige så skøre kanaljer. Det skal der nok komme meget mere om de næste dage. Når jeg er vågnet af den træthedstrance, som den næsten 300 km lange cykeltur fra Tåsinge har kastet over mig. Den tur kalder på et indlæg for sig.

Jeg har haft det fedt. Og hårdt. Startede med at brække to tæer på camping-idiot-måden. Men fordi jeg er pissenærig knoklede jeg på i kajakken. Jeg havde jo betalt for det. I går lykkedes det mig at få sko på. Det ville have været en mærkelig oplevelse at cykle 300 km i klipklapper. Men jeg venter lige lidt med at løbe. Det var jo også det, lægen sagde, og det ville se helt idiotisk ud med en dårlig hæl på venstre fod og to dårlige tæer på højre. Jeg springer bare lige over det med Ibubrufen, fordi endnu et stort studie viser lidt for tydelige sammenhænge til blodpropper.

Men nu skal jeg sove, inden jeg får mig vrøvlet for godt igang. Og det bliver i min seng med en rigtig dyne. Mens mit lille telt hænger over et par stole til tørring, og den blå racer står tilfreds tilbagelænet i køkkenet. Hva’? Har I ikke cykler i køkkenet?

Jeg magter lige at lægge et billede fra min frokostpause ved Præstø Fjord på, fordi det er det eneste, der ligger i min photostream på computeren. Og fordi der var forbandet smukt. More to follow tomorrow. Og tak fordi I hænger på endnu.

by - 4 kommentarer

Den endeløse historie om ferieplaner

Jeg planlægger. Ferien, altså. På den måde, kun jeg kan planlægge. Her kommer historien om, hvordan en uges kajakferie i det sydfynske øhav involverer blå racercykel og storskrald.

Det er ikke ligetil at komme til Tåsinge med offentlig transport. Det indebærer skift og tager nærmest urimeligt lang tid. Eller det er sikkert rimeligt nok. Jeg vil bare hellere bruge min tid på cykel end i forskellige busser. Derfor er min blå racer lige nu udsat for en slags overgreb. Den får bagagebærer. Og cykeltasker. Jeg kunne have valgt min mountainbike, som har træk til cykeltraileren. Men man kan ikke cykle over Storebæltsbroen. Og hvordan får man cykel OG trailer ned på perronen og ind i toget? Nej vel? Og sadeltasker på en mountainbike er trods alt et større overgeb end på raceren. Som alligevel bliver brugt mest som pendlercykel mellem Hillerød og Sydhavnen.

Ingen af cyklerne er født til at have bagagebærer, og derfor bliver det en lidt større operation med specialbeslag og sådan noget. Som cykelsmeden tager sig af. Heldigvis havde han tid, så den er klar i morgen.

Men her stopper vi ikke. For jeg skal jo hjem igen fra Tåsinge, når jeg er færdig med at vælte rundt i vand og sove på små øer. Og hvorfor ikke lave en tur ud af det? Som i at krydse over Langeland og sejle fra Rudkøbing til Nakskov? Og tage på opdagelse i det Sydsjællandske, mens jeg bevæger mig mod København. Det tager nok en dag eller to længere, men jeg har jo telt med i forvejen.

Derfor udvikler min ferieplanlægning sig som et større mindmap. Fra kajakferie til cykel-telt-kajakferie. Andre og mere voksne mennesker havde selvfølgelig bare taget den bil, de har i garagen.

Altså finder jeg kogegrej og lejrudstyr frem. Som bare ligger langt inde i pulterrummet. Som så må ryddes undervejs. For at jeg overhovedet kan komme derind. Og derfor udsættes for den minimeringsproces, jeg har haft planlagt længe. Som også hedder at smide alt det overflødige skrammel ud, der bare står der og tager plads op.

Og jeg bager rugbrød til hele ugen. Og planlægger lejrmad, der kan være i cykeltaskerne. Og kajakken. Mens jeg sender en stille bøn op om lidt lettere vinde i næste uge.

Og glæder mig.

by - 4 kommentarer

Scener fra en færge

Jeg kommer om bord på færgen i Ebeltoft og ser mig rundt efter et bord. Finder til min overraskelse et bord ved et vindue. Der sidder en fyr, og han nikker til at jeg kan sætte mig på den ledige stol. Og så er det, han rejser sig op, og jeg ser ham. BMI ca. 30 – ca 190 cm høj. Iklædt en betænkeligt udspilet t-shirt fra Hard Rock Café, Honolulu og blå shorts, der kravler højt op på hans imponerende lår. grå-hvide tennissokker med en rød og en blå stribe i en no-name kondisko. Øverst en lille hestehale. Jeg tror, hans indre billede var, at han var cool.

Jeg er nødt til at fortælle om en anden tur med færgen. Fra Århus, dengang for næsten tre år siden. Det var seks uger efter min sidste kemobehandling, og jeg var stadig isoleret, fordi jeg stadig ikke var i stand til at producere hvide blodlegemer til at beskytte mig mod infektioner. Morten Quist var den direkte grund til mine færgefærd. Han var og er fysioterapeut i et projekt på Rigshospitalet, og jeg havde kendt ham i flere år, før jeg blev syg. Han havde udfordret og tirret mig til at melde mig til cykelløbet Sjælsø Rundt sammen med en gruppe unge tidligere kræftpatienter. Sjælsø Rundt er 125 km. Og jeg er jo nem.  Min egen udfordring var også at få mig og min cykel til København, når nu jeg stadig var for sart til at køre i tog med andre mennesker.

Det er nok kun mig, der gør sådan noget. Jeg spændte min Bob-trailer bag på cyklen, cyklede ned til færgelejet, og stod udenfor under hele overfarten. Heldigvis var det netop i de dage, sommeren faldt i 2007. Jeg var stadig pilskaldet og havde tørklæde om hovedet, og jeg var også stadig lidt for følsom overfor solen stråler. Så jeg var pladret godt ind i noget faktor kæmpemeget. Da vi nåede Odden Færgehavn, cyklede jeg ud fra færgen og startede mod København.

Jeg havde en fantastisk tur gennem et Nordsjælland, jeg ikke kendte så godt på det tidspunkt. Sejlede med de små færger fra Kulhuse og Hundested. Solen bagte og fuglene kvidrede. Jeg var fuldstændig beruset af en følelse af frihed. Der er langt til København, og jeg cyklede det meste af dagen. Med ispauser og færgeture. Og ankom i højt humør hos mine piger på Frederiksberg.

Jeg hvilede et par dage og kørte så Sjælsø Rundt sammen med fem andre fra Proof of Life Vi kørte et helt socialt løb og ikke i nogen imponerende fart. Alligevel krydsede jeg mållinjen med en stor klump i halsen. Efter endnu nogle dage i København cyklede jeg igen nord på og sejlede hjem til Århus igen. Og jeg fik ikke ros af min læge på hospitalet, da jeg kom til kontrol nogle dage senere.

Men hvad ved han?

by - 6 kommentarer

Fnis

Har været til konference om patientsikkerhed hele dagen på Scandic Hotel på Vesterbro. Seriøst, fint arrangement, hvor selveste sundheds-Bertel kom – temmelig forsinket for at afslutte hele konferencen, mens Kurt Strand krampede sig igennem at forhindre folk i at gå til tiden. Men en okay konference på dag, der ellers havde godt med skæve indslag.

Jeg cyklede (selvfølgelig) de 25 km derind på en strålende forårsmorgen og ankom i absolut sidste sekund. Med sveden sprøjtende. Og jeg mener – sprøjtende. Og 30 kilometerbenene let protesterende. Jeg sprang ned ad nogle trapper mod noget toilet for at slippe ud af det gennemsvedne cykelkluns. Og ramlede direkte ind i en massiv konference- kvinde-toilet-kø. Oh no! Nå, jeg måtte bøje mig og stille pænt op i rækken af trængende kvinder. Man smider ligesom ikke tøjet halvoffentligt på Scandic Hotel, vel? Endelig. Ind i en toilet bås. Af med det våde tøj. Og  – neeeej, jeg havde glemt undertøj!!!! Hvor kæk ser man lige ud i sit tjekkede konference-outfit. Uden BH under kjolen? Vel? Trusserne kunne blive ved med at være min egen lille hemmelighed, omend komforten kan diskuteres. Bar røv i nylonstrømper??? Ikke vanedannende, nej. Men jeg tilbragte hele dagen med sort jakke ovenpå kjolen. Og det var varmt.

Da Bertel endelig var færdig med at læse nogens tale-manuskript op for os, strøg jeg ud, hurtigere end en Ninja. Men bvadr, mit cykeltøj var stadig vådt og klamt og ildelugtende. Så kører man da bare hjem i kjole og nylonstrømper, jo. Det var jo stadig varmt. Og stadig uden trusser, remember? Da jeg nåede Lyngby, var mit blodsukker lavt, lavt. Og det lokkede mig i Magasin’s Mad og Vin for at handle lækkert til aftensmaden. Og det vil jeg gerne advare imod. For det der van Hauen bageri…… Nu sidder jeg så her i sofaen og er fuldstændig udspilet i mavsen af ALT for meget chokoladekage.

by - 1 kommentar

Ondt i halsen og unge bange mænd

Øøøøøv, jeg vågnede i nat med møgondt i halsen. IGEN! Jeg bliver da vanvittig. Har jeg ikke lige slået noget halsonde ned med antibiotika? Eller husker jeg galt? Nåmn, nu er det så den anden side af halsen. Og jeg tog mig en time længere på hovedpuden og droppede løbeturen til arbejde. I stedet cyklede jeg gennem den smukkeste forårsmorgen. Og følte mig i den grad snydt for løbeturen gennem skoven. Nu har jeg investeret i vitaminer og Rød Solhat og en frisk forsyning af min astmamedicin. For pollensæsonen er i den grad skudt igang. Jeg hoster og hvæser, øjnene løber, og jeg eksploderer i det ene charmerende nys efter det andet. Kønt. Og måske handler det hele bare om den astma, der hvert eneste år kommer bag på mig. Og som lige skal tøjles med medicin.

Ved middagstid hørte jeg udrykningslyde langt over det normale. Det viste sig at være udrykninger til og fra Sandholmlejren i forbindelse med et voldsomt slagsmål. Da jeg cyklede hjem, passerede jeg en grå, holdende bil. Ved siden af stod to civile betjente, mens en ung mørk mand, klædt i politiets hvide arrestationsdragt, lå på knæ i græsset og kastede op. Hvor må de være bange og pressede, de mennesker, som vi opbevarer i Sandholmlejren. Hvor er det lamt, at vores samfund knolder alt for mange mennesker af den slags, som har det allerværst, sammen på for lidt plads i alt for lang tid. Jeg cyklede sådan lidt trist og beklemt videre, og alligevel en smule oplivet over den måde, betjentene udtrykte respekt for den unge mand. Mens han lå der og kastede op.

Og så kunne jeg ikke modstå en tur i løbesko i skoven. Selvom blæsten pustede sig op, kunne den ikke narre mig. Det var varmt, var det. Og fuglene holdt konkurrence om at kagle højest. Stubbe Sø, som for en måned siden var bundfrosset, var spejlblank og fyldt med svømmefugle. Skoven er forvandlet. I får ingen billeder, for jeg løber aldrig med kamera, så I må nøjes med mine indre af slagsen. Det var SÅ smukt. Og SÅ dejligt. Så jeg glemte næsten at have ondt i halsen.

by - 0 comments

Morgentur gennem skoven

Min krop er sprudler pludselig af energi. Det var vist godt, jeg begyndte på penicillin. I går gjorde jeg hytten ren, da jeg kom hjem ved halv seks tiden efter arbejde. Og fik ryddet de fleste ophobede bunker væk. Vågnede til fuglekvidder og morgenlys, og måbede ved synet af frost på græsplænen. Men det fik solen hurtigt kål på, og det blev forår igen. Jeg tog handskerne på og trampede afsted i morgensolen. Med en glad lille argentinsk folklore sang i ørerne. Det er en fornøjelse. Jeg elsker forårsmorgener. I disse dage er man priviligeret med ganske lidt trafik, fordi nogen holder ferie. Mens nogen andre arbejder. Skoven begynder at dufte af skov, og det varer ikke mange dage, før noget grønt og hvidt sprudler igennem skovbunden. Man fornemmer næsten aktiviteten. Alt er i grøde, og hvor er det fedt at cykle igennem det hver morgen. Fuglene synger garanteret lystigt, men jeg skal jo have min dosis latino.

Om eftermiddagen havde nogen leget med vinden. Den var ikke længere vind, men nærmest orkan lige imod mig. Så var det, at jeg savnede alle de 12 gear, som vintersliddet har låst mig ude fra. Min forskifter har sat sig fast, og jeg kan kun køre på den store klinge. Men hjem kom jeg. Og sludrede med naboen på min solbeskinnede terasse, da han kom hjem fra sin løbetur i skoven. Jeg har fået et insekt i øjet og set en gul sommerfugl.

Det er sådan set okay, det hele.

by - 0 comments

Så barnlig er jeg

Jeg er på cyklen igen. Solen har skinnet – både i morges og igen da jeg skulle hjem. Og ind imellem har sneen væltet ned. Det var SÅ fint at cykle gennem skoven til Hillerød med ørerne fulde af sydamerikansk pop. Jeg hører for lidt sydamerikansk pop, når jeg ikke cykler. Måske min snetræthed i virkeligheden er abstinenser? Kan man få lægeordineret latino-pop? Og fordele den over to doser?

Da jeg cyklede hjem, blev jeg pludselig presset af en overhalende cyklist. Han var i fuldt cykel-ornat. Spritnyt, forstås. Han kom bagfra lige efter lyskrydset ved Hillerød og pressede mig helt ud i sneen. Jeg snerrede sådan lidt finket ad ham, da han fløjtede forbi. Og blev bitchet. Han skulle sgu ikke bare komme der i sit åndssvage nypolerede cykeltøj, sku’ han ikke. Og en cykel, der skinnede alt, alt for meget af slet ikke at være brugt. Så jeg satte fuld skrue på og sejlede lidt senere forbi ham. Med et olmt grin tværs over fjæset.

Og jeg fortsatte hele vejen til Imperial. Til AVATAR. Sammen med min søn og hans kæreste. Jeg ved godt, at seriøst intellektuelle kvinder ikke kan se pointen i flyvende tre meter høje blå væsener. Jeg ved godt, at historien er tyndere end min salig mormors kaffe. Og at den generelt bare  er for langt ude. Men – fuck altså, hvor var det en fed film. Tre timers rendyrket underholdning. Med blå væsener flintrende rundt om min charmerende 3D brille.

Jeg må hellere melde mig ud af de seriøst intellektuelle kvinders klub.

by - 0 comments

Ikke et ord om vejret……..

Jeg lovede mig selv i morges at droppe al min brok over det – vejret. Det blev ikke nemt. Men jeg holder jo som regel, hvad jeg lover. Så ikke et ord om det, vejret.

Lad mig i stedet fortælle, at det lykekdes mig at cykle til Hillerød i morges. Om det er noget, jeg skal være stolt af, eller noget jeg burde forbigå i tavshed, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Men jeg gjorde det. Det var ikke helt let, og til tider var det lidt svært at se længere frem end ganske få meter. Jeg kom frem i god behold.

Jeg havde tænkt at tage i Fitness.dk, hvis det-vi-ikke-taler-om blev slemt. Men jeg er jo en nærig-prås, så jeg gik ned i vores træningsrum på regionsgården. Og så løb jeg en halv time på løbebåndet og trænede styrketræning en anden halv time. Det er forfærdelig kedeligt at løbe på løbebånd. Og i vores træningsrum er der ikke engang et tv at kigge på. Til gengæld fik jeg væsentligt mere fart på, end jeg har haft længe i det-vi-ikke-taler-om. Jeg tog en kort tur i romaskinen, som jeg faktisk godt kan lide. Måske fordi jeg er gammel roer. Og selvom der ikke er meget vand omkring en romaskine, synes jeg bevægelserne er så fede. Bagefter lavede jeg noget all round styrketræning. Tiltrængt. Jeg har forsømt den del af min træning enormt, siden jeg flyttede herover. Det er også, fordi jeg er et legebarn – eller bare barnlig. Jeg savner min træningsmakker i Århus. Selvom vi trænede igennem, så det umuliggjorde enhver form for snak, var det rart at være sammen om det.

Bagefter lykkedes det mig at få min cykel med på stationen, og s-toget kørte heldigvis efter planen. Alligevel tog det mig sammenlagt 1½ time at komme hjem. Og jeg siger ikke hvorfor.