Lolland, Lolland

Jeg havde nok et sygt forhold til min blå racer tidligere, men nu er det kammet helt over. Jeg eeeelsker den. Ikke så meget som en lille bitte punktering bød den på mellem Tåsinge og København. Den klarede alle ærter med topkarakter og befandt sig åbenbart godt med last bagpå. Vi er i den grad best buddies for tiden.

Tidligt lørdag morgen krøb jeg ud af soveposen og pakkede telt og cykeltasker. Efter en hurtig morgenmad trådte jeg pedalerne tværs over Tåsinge i strålende sol. Sydfyn, Tåsinge og de andre øer har noget næsten nuttet over sig. Med nuttede huse og nuttede haver mellem vand og bløde bakker. Folk bliver venlige af al den nuttethed, og alle der var tidligt oppe råbte muntert god tur efter mig.

Det var lidt tidligt til frokost i Spodsbjerg, og jeg besluttede at standse ved en butik på Lolland for at proviantere. Det var en fejl. Lolland er lukket og slukket, og jeg så ikke en butik før Maribo. Hvor jeg så var helt klar på den lokale menu, fiskefilet og pommesfrites. Med cola. Anden fejl var, at jeg havde glemt min ene drikkedunk i Nicolais butik. Jeg ankom derfor til Maribo hen på eftermiddagen – udhungret og dehydreret. Og Lolland efterlod mig med stor forståelse for de mange tomme huse. Der var noget sært over Lolland. Som også lod til at gøre folk uhøflige og ikke-hjertelige. Der var forbavsende mange biler, i betragtning af de mange forladte huse. Og i modsætning til det sydfynske med al deres hjertelighed og hensyn, kørte de her bilister så tæt på vejsiden som muligt. Med mig der gang på gang måtte springe for livet.

Der var også landskaber, men manglen på butikker, landevejskroer eller pølsevogne overskyggede efterhånden alt det pæne. Læg dertil at skilte ikke er noget, der ruttes med på de egne. Der kommer sikkert alligevel ikke så mange og kigger på skiltene. Jeg blev sendt på adskillige rundture på små snørklede veje. I regnvejr.

Jeg kunne være blevet i Maribo, men colaen og friturefedtet havde sin virkning, og trangen til at lade Lolland bag mig sejrede. Jeg hjulede derfor videre til Guldborg ved Guldborgsund, som jeg ikke vovede at forlade for natten. Fordi der på den anden side af sundet var….. ingenting.

Jeg slog mig ned på egnens eneste campingplads. Som det eneste telt blandt fastliggere, der omtrendt var groet til og aldrig kunne slippes løs igen. Jeg provianterede øl og slik i den lokale brugs for at fuldende dagens nærende kostniveau. Og forsøgte at undslippe den grisefest, som campingpladsen arrangerede. Med helstegt pattegris og guitar og fællessang. Jeg var for olm til den slags.

I stedet trissede jeg ad forbudte og private stier til vandet, hvor der trods alt var noget pænt at se på.

Og dagen belønnede mig med en aften i tørvejr, og jeg kravlede tidligt i soveposen. I mildere lune.