Velkommen til min blog. Så starter det første spæde indlæg. Hvordan starter man en blog? Skal det være smart og appetitvækkende? En hurtig fængende bemærkning? Hmmm. Det er en grå søndag eftermiddag og tæt på jul. Ikke meget der fænger her. Men sådan er søndage også, og også den slags søndage har også deres ret. De kan oven i købet have deres berettigelse midt i et liv, der nogen gange kan køre lidt på højtryk. Almindelige dage starter tidligt og er fyldt med arbejde til sen eftermiddag. Ikke så sjældent sniger arbejdet sig ind på aftenen også.

Så denne søndag startede dagen med at sove ud. Når klokken er 8 har jeg været vågen flere gange og kan ikke længere tvinge øjnene i. Men jeg elsker at læse i sengen. Også om morgenen. Det er sådan en særlig weekend-luksus, jeg har tillagt mig, siden mine børn voksede til. Det kan der snildt gå en times tid med, før mine tarme skriger af sult, og jeg må op. Jeg elsker langsomme morgener, og jeg elsker at tage mig tid til morgenmad. Der er også søndagsavisen, der skal passes, og det kan tage timer. Ikke mindst midt i COP15.  Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et sandt CO2 dydsmønster. Jeg har ingen bil. Cykler næsten altid til alting og tager ind imellem et tog. Mit synderregister og min dårlige samvittighed består af flyrejser. Jeg er så nysgerrig, og jeg er så vild med at opleve fjerne egne af vores fantastiske verden, og jeg kan kun komme der med fly. Jeg ville ønske, at jeg kunne “beame” mig selv afsted til Nepal/Afrika/Sydamerika uden at bruge så meget brændstof. Men jeg er hooked. Jeg må afsted ind imellem. Jeg bilder mig ind, at det også gør mig til et bedre menneske at opleve andres måder at leve på. At opleve en storhed i natur, som Danmark ikke kan mønstre. Jeg bilder mig ind, at jeg bliver klogere, varmere og mere rummelig. Det er min ydmyge undskyldning.

Anyway. Dagen bød ikke på store eksotiske oplevelser. Jeg trak i løbetøjet og løb en tur, først til Sjælsø og bagefter videre i Rude Skov. Dagen bød på temperaturer på frostgrænsen. Vandpytter og småsøer var dækkede af et tyndt lag is, og luften var sprød og fin. Sjælsø tog sig smukt ud, og der hvilede en slags ophøjet ro over hele området. Jeg har ikke helt holdt min træningsplan i denne uge. Jeg har været møgforkølet, og jeg har været lidt optaget af besøg fra Nepal i forbindelse med klimatopmødet. Men jeg løb en dejlig tur, og da jeg var godt gennemvarm lagde jeg en række lange stigningsløb ind. Jeg arbejder på at få noget mere tempo ind i mit løb. Siden jeg var syg, har jeg ikke kunnet løbe så hurtigt, som jeg gerne ville. Og jeg har oplevet at komme lettere i en tilstand af overtræning, hvis jeg forsøger for ihærdigt. Så min plan er at løbe intervaller en gang om ugen og løbe en tempotur eller en tur med stigningsløb. Derudover løber jeg 2-3 jævne eller rolige ture. Sædvanligvis cykler jeg til og fra arbejde. En tur på 17-18 km hver vej, som oftest bliver med pænt tempo for også at bruge den træningsmæssigt. Stigningsløbene i dag blev på 1 x 100 m, 2 x 800m og 1 x 1000 m – i cirkatal, for jeg er inkarneret “dogmeløber”. Jeg har mit løbeur, som jeg kan tage tid med, men ikke andre smarte gadgets. Derfor ved jeg aldrig helt nøjagtigt, hvor langt jeg har løbet. Og det er jo hamrende ligegyldigt. Jeg trives rigtig fint med cirka-distancer.

Nu er det så lykkedes mig at lave tilstrækkeligt med overspringshandlinger, så jeg ikke har fået læst og vurderet de artikler, jeg havde planlagt. Til gengæld har jeg fået lavet min nye blog, skrevet e-mails til venner og opdaget, at Eric Clapton og Steve Winwood spiller i Malmø til maj.