Hvorfor tog jeg afsted? Brugte en forlænget juleferie på at fiske iskolde bådflygtninge ind i en klinik i en skurvogn? Varme de kolde mennesker op, give varm te og suppe, forbinde deres sår? Hvorfor stod jeg der med armene om en fremmed kvinde, der hulkede længere og dybere, end jeg før har set mennesker hulke? Hvorfor underviste jeg flere gange grupper af fremmede mennesker på en stenet strand på en fjern ø?

Jeg kunne have tilbragt nytåret i Malaga. Eller besøgt venner på Malta. Eller jeg kunne være blevet i København og holdt nytår med gode venner, dejlig mad og rigelige mængder vin. Jeg kunne have brugt ferien til at sove ud efter en travl december, rulle mig ind i tæpper og indhente alle de serier på Netflix, jeg ikke får set.

Nu sov jeg i et iskoldt hotelværelse, hvor frostgraderne sneg sig gennem væggene i løbet af natten. Stod op kl fem for at traske gennem mørket langs vandet. Mens jeg konstant smugkiggede i vandkanten og håbede, at der aldrig ville ligge et dødt menneske. Jeg drak sød, varm te sammen med de andre frivillige omkring bålet, der brændte hele natten. Og vi ventede lidt nervøst, hver gang der kom en opringning om en båd på vej ind. Altid forberedt på det værste. Og det bedste.

Jeg kan endnu mærke de små iskolde kroppe i mine hænder.

Jeg tror mest, jeg tog afsted, fordi jeg ved, jeg kan noget, der er brug for. Og da den tanke var tænkt, kunne jeg kun tage afsted. For vi kan ikke være det bekendt. Vi kan ikke være bekendt at lade folk fortsat tage på den farefulde færd. Det er ikke nødvendigt. Vi kan ikke være bekendt at lade mennesker drukne i Middelhavet og Det Ægæiske Hav. Det er ikke nødvendigt. Og vi kan ikke være bekendt at lade Grækenland stå alene med problemet. Det er heller ikke nødvendigt. Vi kunne så meget andet i den rige del af Europa. Men vi taler meget mere om biler og skattelettelser og angsten for at skulle give en smule afkald på noget velstand. Vi taler hele tiden, som om det er naturgivent, at den dårligst stillede del af den danske befolkning skulle betale for at hjælpe nogle endnu dårligere stillede udlændinge. Vi har talt så meget på den måde, at ingen længere stiller spørgsmålstegn ved den sandhedsværdi.

Jeg har holdt den mest meningsfulde ferie nogensinde. Det arbejde, jeg har været en del af, har været så vigtigt for så mange mennesker. Jeg har oplevet et fællesskab, som jeg stadig har svært ved at finde ord for. Så mange så forskellige mennesker, der arbejdede lange dage og nætter for en opgave, der var fuldstændig enighed om.

Mine hænder glemmer aldrig de iskolde barnekroppe. Og mine arme glemmer ikke de hulkende kvinder. Men jeg vil også altid huske fædrenes øjne så fulde af kærlighed og lettelse, når de så deres kvinder og børn i sikkerhed. Eller kvindernes øjne når de hørte deres fosters hjertelyd. Eller børnene, når de blev varme nok til at blive skælmske. Eller de unge mænd der trykkede og trykkede mine hænder.

Derfor….

Og det sagde jeg forresten lidt om på Radio24Syv i aftes.

Mens jeg var på Lesbos, kunne jeg ikke undgå at se på verden med de antropologiske øjne, jeg også er udstyret med. Antropologisk metode handler – nøjagtigt ligesom både det sygeplejefaglige og det lægefaglige blik – om deltagelse og observation. At være tilstede og opmærksom. Som når jeg opmærksomt iagttog de bådflygtninge, der kom i land, for at spotte dem, der kunne have brug for min hjælp. Og det her blogindlæg kommer nok til at strække sig over flere dage, fordi det er komplekst.

Det, der er foregået på Lesbos, er enestående. Lesbos har altid modtaget flygtninge og migranter, der kom over vandet fra Tyrkiet. Men sidste sommer eksploderede antallet. Øen blev oversvømmet af mennesker på flugt. Og af affald. Dette skete midt i den græske tragedie, der handlede om økonomi, og øen og landet var ikke i stand til at håndtere situationen. Og slet ikke i stand til at tage hånd om de mange mennesker. Turister klagede. Enten over flygtningetilstedeværelse midt i ferieidyllen. Eller over umenneskelige forhold for de involverede flygtninge. De landede på nordkysten. Enten klarede de selv at komme i land, eller lokale fiskere trådte til. Herefter var de våde, bange og kolde mennesker henvist til at gå de 70 km over bjergene til Mytilini, hvorfra færgen til det græske fastland sejler. Som nogen vil kunne huske, varede det en rum tid, hvor der herskede kaos og handlingslammelse. Tusindevis af mennesker strandede ved kajen i Mytilini, mens de håbede på at få plads på færgen.

Ud af det kaos voksede en vilje til at hjælpe i form af en myriade af frivillige hjælpere fra nær og fjern. Turister droppede ferien og gav hjælpende hænder. Lokale trodsede myndighederne og hjalp. Frivillige fra hele Europa og senere også fra oversøiske lande rejste til øen for at give en hånd. Fordi Europas stater lukkede øjnene, som de også havde gjort for både Italien og Malta tidligere. Og fordi ingen kunne holde tanken ud om de mange mennesker, der blev overladt til sig selv, vandet og verdens tilfældigheder. De store nødhjælpsorganisationer var af forskellige grunde udelukket fra at lave større indsatser.

De frivillige har udrettet store ting. De har primært været nyoprettede NGO’er og uorganiserede græske og internationale frivillige, efterhånden i samarbejde med MSF, UNHCR, Græsk Røde Kors, den græske stat og enkelte andre.

Modtagelsen af bådflygtninge på nordkysten er sat i system. Der er organiseret patruljering, observationer og alarmering. Der er organiseret modtagelse og sundhedsfaglig hjælp. Der er organiserede katastrofeøvelser til modtagelse af mange tilskadekomne. Der er et udbredt kommunikationssystem.

Flygtninge skal ikke længere gå, men bliver kørt fra modtagelejrene til registreringslejren af UNHCR. Registrering er sat i system i den store lejr, Moria, ved Mytilini. Der bliver taget hånd om de fleste børnefamilier. Og der er på rigtig mange måder skabt en slags ro på Lesbos. Men stadig drukner mennesker på vej mod sikkerhed. Og stadig drager de videre på en farlig og usikker færd.

Der tegner sig forskellige udtryk blandt de mange frivillige på Lesbos. En stor del tager afsted og indgår i den voksende organisme af sammenhængende netværk. Som samarbejder med det lokale Lesbos og tænker i større helheder, der også omfatter oprydning, affald, genbrug og forureningsforebyggelse. Og Lesbos’ samlede økonomiske situation.

Andre overser de organiserede sammenhænge og kommer på scenen som en slags ridende kavaleri. De kommer uforvarende til at skabe let kaotiske situationer med for mange mennesker ved modtagelse af både. Ved at vinke og råbe, så bådflygtningene kommer til at rejse sig, og bådene risikerer at kæntre. Og ved at hindre udsyn for de sundhedsfaglige teams, der søger at spotte mennesker med brug for hjælp. De overser samarbejdet med de lokale forretningsdrivende, og de får aldrig øje for, hvordan de hundredevis af medbragte vandflasker forurener det Ægæiske Hav. De opdager ikke, hvordan erfaringer samles og bygger videre på hinanden.

Og så er der dem, der hver gang sørger for selfies på stranden med de små flygtningebørn. Som jo med deres ivrige poster på sociale medier skaber opmærksomhed på problemerne. Men også kommer til at gå i vejen i de akutte situationer.

I denne myriade bygger frivillige hele tiden videre på de systemer, der er startet af andre frivillige. Nogle med etablerede ledelsessystemer, andre med anarkistisk orientering. Nogle gange i konstruktivt samarbejde med det græske styre og Lesbos borgmester. Andre gange opstår komplicerede situationer, hvor samarbejde bliver erstattet med konfrontationer. Som når de spanske livreddere, Pro Activa, bliver forbudt at patruljere og derfor omdøber patruljering til træning. Eller som da to danske og fem spanske frivillige blev arresteret og anklaget for menneskesmugling, da de ville assistere en båd i nød.

Det etablerede Europa er stadig optaget af at bygge grænsehegn og holde fremmede skæbner fra døren. Fordi vores velstand er vigtigere end global velfærd.

Jeg landede direkte i noget hverdag. Med storrumskontor, møder og referater. Og patienter der skulle hjælpes videre i det kommunale sundhedsvæsen fra hospitalet.

Jeg har krammet på de første børn og modtaget et smækkys fra Vera med en dybfølt erklæring: Det er dejligt, du er færdig med at være i Grækenland. Veninder arrangerer suppe og rødvin, og min mentale undtagelsestilstand ophæver sig langsomt. Og jeg har flere børn, der skal krammes.

Så jeg er i fuld gang med at spørge – Og hvad så? Jeg skal jo ikke bare tage på besøg i Grækenland og agere katastrofeturist. Indsigt forpligter. Og indsigt forpligter i en særlig grad i det politiske debatklima, der hersker i vores land. Den her tur til Lesbos handler så lidt om mig, og så meget om mange andre mennesker. Så ud over rødvin, kram, løbeture og julenedpakning er weekenden afsat til at skrive. Fordi det er det, jeg kan. Jeg kan skrive og håbe på, at en eller flere aviser vil trykke det. Jeg er inviteret med i et radioprogram – og deltager hjertens gerne i flere. Jeg kan fortsætte fortællinger på bloggen. For jeg er ret overvældet over, hvor mange der har læst med i de sidste uger. Tak for det.

Jeg håber, jeg kan være med til at skubbe blidt til en mere nuanceret debat og fortælling om flygtninge.

Tager jeg afsted igen? Det gør jeg måske. Eller – det gør jeg nok. Hvis jeg kan finde penge til det. Og det plejer jeg at være ret god til. Lesbos kan godt bruge frivillige, som allerede har erfaring. Som kender lidt til den måde organiseringen af frivilligheden udvikler sig.

Så jeg overvejer også at tilbyde foredrag om situationen på Lesbos. Jeg har holdt mange foredrag om forskellige ting gennem tiden. Og måske kunne det være med til at finansiere endnu et ophold på Lesbos.

For der er ingenting, der tyder på, at strømmen af bådflygtninge vil aftage indenfor en overskuelig fremtid. Mit håb er, at EU vil komme til fornuft og finde løsninger, så mennesker på flugt kan rejse på sikre måder. At vi i hele Europa kan begynde at tale om de her problemer på en saglig, værdig og moralsk måde.

Sådan at børn ikke behøver at udsættes for farlige flugtruter over bjerge, gennem kugleregn, over vande. Vi skal passe på dem, børnene.

Jeg er landet i Sydhavnen. Efter godt to uger som jeg slet ikke kan sætte ord på endnu. Det eneste, jeg er helt sikker på, er at jeg ikke er færdig. Fordi jeg nu ved ting, jeg ikke vidste før. Jeg ved ting, som mange vil have godt af at lære om. Og fordi jeg har oplevet, hvordan et sammensurium af nationaliteter, kulturbaggrunde, seksualiteter, køn og kompetencer kan skabe noget virkelig fantastisk sammen. For andre. Hold nu kæft, hvor har det været en bekræftende oplevelse.

Og hold nu op, hvor er det deprimerende at opleve dansk politik. Er I klar over, hvor dårligt Danmarks rygte er ude i verden? Folk fra andre lande måber. Hvad sker der i dit land, spørger de.

Mens jeg satte mig til rette på sidste etape af turen hjem på vejen til København, begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg skulle få aftensmad uden at bevæge mig, når jeg kom hjem. Og erfarede i samme øjeblik, at jeg var blevet opgraderet til Business Class. Og så får man mad og drikke i flyet. Det ramte mig lige i klumpen i halsen. Pludselig væltede tårerne ned af kinderne. Mens jeg kiggede ud på de solbeskinnede skylag. Jeg græd, da stewarden satte min bakke foran mig. Jeg græd, mens jeg spiste. Jeg græd stadig, da han fjernede bakken. Og så spørgende omsorgsfuldt på mig, mens jeg signalerede, at jeg var okay.

Og så landede jeg i København. I metroen blev jeg budt velkommen af en hjemløs mand og hans hund. Han viste mig hundens månedskort. Hundens, ja. For hunde skal åbenbart betale børnebillet. Ha’ det godt, sagde han, da de stod af på Nørreport. Chaufføren på linje 3A var i festligt humør. Han fortalte vittigheder, som ingen forstod. Men vi grinede. Og så sang han med på popsangene i radioen. Og jeg elskede København hele vejen hjem.

Og så ringede Vera og spurgte, om jeg var færdig med at være i Grækenland. Jeg er hjemme hos mine. Og det hele er fint.

Jeg er tjekket ud af Skala Sykemineas og Pension Niki og er tjekket ind på Hotel Orfeas i Mytilini. For i morgen tidlig starter min rejse hjem. Temmelig fraktioneret med flere mellemlandinger. Men sådan er det, når man booker billigt.

Jeg er lidt tom for tanker, selvom de myldrer. Tankerne. Jeg har verdens langsomste internetforbindelse. Jeg vælter rundt i sprog. Tænker mest på engelsk, og taler dansk med danskere, nordmænd og svenskere. Mens jeg siger salaam til de arabiske, hola til de spanske, kali mera til de græske og good morning til resten. Når jeg ikke bytter rundt på det hele og snakker dansk til min amerikanske kollega.

Jeg er træt. Jeg glæder mig til at komme hjem. Og jeg vil blive her. Jeg har sagt så meget farvel i dag, at klumpen i halsen kom ud som tårer til sidst. Jeg er blevet krammet, så varmen gik under min hud. De fine, fine mennesker, jeg har delt hverdag med i mere end to uger, vil jeg savne langt ind i sjælen. Og jeg er glad og taknemmelig over at have været her sammen med dem. Måske er det derfor, jeg mangler ord. Kan jeg beskrive det samarbejde, de mennesker på en måde, der er dem værdig? Og på en måde der er rig nok? Det skal jeg have nogle dage til at tygge på.

Jeg har hørt historier om mennesker, jeg ikke troede muligt. Så meget ondskab i verden. Og jeg har så svært ved at begribe det. Men det trænger sig på, når det er virkelige mennekser med virkelige oplevelser, der står foran mig. Jeg har set ulykke i menneskers øjne. Jeg har hørt børn græde på måder, børn aldrig skal græde. Jeg har set voksne mænd bryde sammen på måder, voksne mænd ikke skal bryde sammen på. Jeg har holdt om mennesker, der hulkede længere, end jeg troede mennesker kunne hulke. Jeg har mærket de koldeste barnekroppe, og jeg har taget tonsvis af gennemblødt tøj af bange mennesker.

Jeg har set skudsår, og jeg har set, hvordan mennesker ser ud, når de har fået flere bank, end nogen mennesker nogensinde skulle have. Jeg har set mennesker, der har spist for lidt for længe. Og jeg har set flere frostskader, end jeg nogensinde har set i bjergene.

Jeg har også set kærlighed. Kærlighed der holder over bjerge og i en gummibåd over havet. Kærlighed der har tålt tortur og forfølgelse og bomber.Kærlighed der tror på mennesker. Jeg har set håb i menneskers øjne. Som jeg ved vil komme på prøve på deres videre færd. Jeg tror også, de ved det. Men de har overlevet det, de flygtede fra, og de har overlevet flugten over bjergene og over vandet.

Jeg vil ønske dem allesammen det bedste. Og jeg håber, at vi, de rige lande i Europa, vil begynde at tale om, hvordan vi hjælper dem bedst til det bedste. På en ordentlig, anstændig måde. Som ikke begynder med vores egen modvilje mod at bidrage. Når bidrag måske kan betyde, at vi må bruge lidt færre penge på os selv. Jeg håber, at vi vil begynde at tale om det etiske i at en del af verden lider så meget. Og at vi har det så godt. Og at det ikke er farligt at dele.

Men lige nu er jeg træt.

Jeg har lagt ører og øjne til utroligt mange, der fra deres trygge sæde i verden mener noget om unge mænd fra krigsområder. Som en indforstået selvfølgelighed udtrykker de, at de unge mænd skal blive hjemme og kæmpe for deres land. At Irak, Afghanistan og Syrien bliver tømt for unge stærke mænd, som skal være med til at bygge samfundet op. Jeg har endda set dem blive betegnet som krystere og tøsedrenge.

Jeg har mødt så mange af dem. De unge mænd. De er meget forskellige. Og alligevel ligner de unge mænd fra resten af verden. De har smartphones. Håret skal sidde rigtigt. De spørger efter wifi. De lytter til rapmusik eller heavy metal.

Men dykker man en smule under overfladen hos de unge mænd, der har taget turen først fra deres hjemland og senere over uroligt vand i en lille gummibåd, afslører de en modenhed, ingen vestlige unge mænd besidder. De er modige, de er stærke og de gør, hvad de gør, for deres familie og deres land.

En af de unge mænd forklarede mig, at hvis han blev i Syrien, blev han nødt til at vælge mellem at kæmpe for regimet eller kæmpe for en af de mange islamistiske fraktioner. Som fx Islamisk Stat. Ingen af valgene kunne han stå inde for. Det er ikke en mulighed at blive uden at tage et af de valg. Det dør man af. Det andet dør man måske også af. Og det er måske det værste i verden – at dø i en kamp, der ikke er ens egen. For et regime der næsten har udryddet sit eget land. Eller for en islamistisk fraktion, som også udrydder sin egen befolkning. Nej. vel? Det er de to valg, de syriske unge mænd er konfronteret med. Flere af dem har støttet det arabiske forår. De tror og håber på demokrati og lighed. Det bliver man slået ihjel for.

De irakiske og afghanske unge mænd er konfronteret med lignende valg. Her handler det både om Taleban, Al Qaida og Islamisk Stat. Plus et par andre. De valg dør man også af.

Sagen er, at hvis der overhovedet skal være nogen unge mænd til at bygge de lande op, hvis der engang kommer fred, så må vi være med til at passe på, de ikke dør. Vi må tage del i at sørge for, at der er nogen unge mænd tilbage til at tage sig af resterne af deres familier. Og resterne af deres land.

Skal vi ikke forsøge at lytte til de unge mænd og deres historier? Vi kunne måske endda lære noget af dem?

Det lakker hurtigt mod enden for mig på Lesbos. Tiden er hastet afsted, og jeg har kun to dage tilbage. Der er dog stadig meget at gøre, så jeg holder ikke fri.

Jeg startede dagen på smukkeste vis. Fordi Lesbos er ufatteligt smuk, og jeg aldrig holder op med at måbe henført over en solopgang.

I vores lejr overnattede en stor gruppe mænd, kvinder og børn, der var ankommet sent om aftenen. Og det varede ikke længe, før der ankom både i en lind strøm. De fleste var relativt tørre, men i en af bådene var en lille pige på et årstid. Hun var bleg og alt for stille, som hun lå i armene af en frivillig. Øjnene stirrede ud i luften på ingenting. På en måde som et-årige slet ikke skal stirre på. Jeg tog mor og datter med i klinikken. Og det varede længe, før der endelig kom protestgråd fra den lille krop. For tiden vil jeg gerne have grædende børn.

Hun kom sig hurtigt. Langede flasken med sukkervand en lige højre og protesterede højlydt over at få viklet de små tykke arme ind i det varme tæppe. Hun var helt opslugt af mit lyse hår. Blev ved og ved med at tage godt fat i lokkerne og studere det intenst. Og vi blev ganske gode venner.

Jeg havde et oprindeligt løfte til mig selv om ikke at poste billeder af flygtningebørn. Jeg gør det alligevel. For de små skæbner fortæller særlige historier om alt det, der sker og ikke sker i vores verden for tiden. De er en del af verdens børn, der har været igennem alt for meget. De er også det, der får verden videre. De bryder sammen, og de rejser sig. De er nysgerrige, glade og fulde af fis, som børn også er det i Danmark. Det er de børn, der er med til at give mig håb for verden.

Et så fint moment fanget af en af mine kolleger i klinikken

Men vi er nødt til at hjælpe dem. Ja, Europa, jeg kigger på dig. Vi kan ikke blive ved med at lade Syrien, Irak, Afghanistan, Tyrkiet, Grækenland og de højt besungne nærområder klare det her alene.

Når jeg bliver ked af det. For det bliver jeg ind imellem her på Lesbos. Så går jeg en tur ned på vores lille legeplads, hvor der altid er børn med den rigtige slags glimt i øjet. Sammen med voksne som går gennem ild og vand for at hjælpe deres børn til en fremtid.

En ensom lille barnestøvle på stranden gør mig altid ked af det

Lille bitte Mohamad, som jeg skrev om forleden. Med de glade øjne

En helt almindelig legeplads, et helt ualmindeligt sted i verden

I dag har været en sær dag. Helt uden både, der lander på stranden. Fordi vejret igen skælder ud. Og fordi Tyrkiet ikke er glade for de mange døde mennesker, der skyllede i land, da en båd sank i forgårs. Og 34 lig drev i land. Syv små børn var en del af det.

Jeg benyttede roen til at undervise vores ikke-medicinske frivillige i, hvad der sker, når mennesker bliver så stærkt afkølede, som mange af bådflygtningene bliver. Turen fra Tyrkiet er kun omkring 7-10 km, men afhængigt af strømforhold og benzinbeholdning i motoren kan den tage mange timer. Bådene er dårlige gummibåde, beregnet til højst 20 mennesker. Der er sjældent under 60. Bådene ligger derfor lavt i vandet, og bølgerne skyller ind over kanten. Det betyder, at alle bliver gennemblødte. Ikke bare lidt våde, men fuldstændig gennemblødte. Når temperaturen svinger mellem minus 10 og plus 16, og vinden de fleste dage hujer hen over vandet, så bliver passagererne iskolde.

Vi har et system, når passagererne hjælpes fra båden. De spanske livreddere er dem, der går i vandet og trækker båden helt op. De tager imod de børn, der bliver rakt til dem. Og de laver den indledende førstehjælp, hvis der er brug for det. Resten af de frivillige på stranden former en linje, som hjælper flygtningene op på land, så de hurtigt og roligt kan gå videre og give plads. Som jeg har forklaret, står vi, medics, lidt tilbagetrukket og prøver at lave en første vurdering af de mennesker, der går i land. Men det er utrolig vigtigt, at alle de frivillige ved, hvad afkøling handler om, og hvilke tegn de skal være opmærksomme på.

De allerfleste ryster af kulde. De klaprer tænder, og børnene græder, mens de ryster uhæmmet. Og det er godt. De skal af med det våde tøj hurtigt, så de frivillige viser dem vej til tøjteltet. Her er der varme og tørt tøj. Børnene får en slikkepind allerede på stranden, for de skal have sukker. De skal helst gå, for bevægelsen er med til at producere varme.

De frivillige skal vide, at hvis børnene holder op med at græde og ryste af kulde, så er det ikke godt. Så skal vi have dem ind i vores klinik og behandle dem helt anderledes. Det samme gælder voksne. Hvis de holder op med at ryste, og bliver slørede at tale med, måske falder om – så er det heller ikke godt. Og så skal de ikke gå. Så gælder det om at lægge dem ned og transportere dem liggende ind i klinikken. Det kan redde liv, at de frivillige ved det.

Og jeg det leder mig videre til nogle kvinder, jeg slet ikke har skrevet om endnu. En flok kvinder, der laver et kæmpestort arbejde, som er helt fri for den dramatik, der kan være i det arbejde, jeg er med til. Et arbejde, der har den største betydning i forhold til mit arbejde, i forhold til flygtningene og i forhold til miljøet på Lesbos. De hedder Dirty Girls, og de samler beskidt og vådt tøj ind, vasker det og deler det ud i lejrene. Tøjet vaskes lokalt, og det koster op mod 800 € om dagen at have kørende. Jeg er helt næsegrus af beundring. Tøjet er gennemblødt af saltvand. Det blev tidligere bare smidt på jorden. Eller måske i en skraldespand. Samtidig brugte folk enorme summer på at indsamle tøj langt fra Grækenland og sende det afsted i store containere. Nu genbruger vi, og strandene bliver ryddet op.

Big thumbs til Allison, som fik ideen og førte den ud i livet.

Jeg har lovet at skrive lidt om, hvordan og hvor man bedst kan donere penge. Og Dirty Girls er mit allerbedste bud. De renser og tørrer også sko, og de syr redningsveste sammen til isolation. De er de sejeste kvinder. Du kan finde dem på Facebook, og du kan donere til dem her.

Du kan også donere til vores organisation. Den hedder Lighthouse Refugee Relief, og vi er selvfølgelig også på Facebook. Mens jeg har været her, har vi ud over at hjælpe med tørt tøj, mad, drikke og varme, også haft besøg af en gruppe svenskere, der har gjort lejren meget mere vinterklar. Der er lavet overdækkede områder, teltene er isolerede, der er lavet gulve og sat gasvarmere op. Og hjælpen fortsætter. Vi har netop fået nys om at være parate til, at flygtningestrømmen igen vil stige om seks uger. Man kan også donere til Lighthouse her direkte med kreditkort eller ved bankoverførsel.

Vi arbejder sammen med Læger uden Grænser, som primært hjælper os med tolkning og ambulancekørsel. Læger uden Grænser har desuden en klinik i den lejr, der hedder Moria, hvor alle flygtninge bliver registreret. Dem kan man donere til her.