Jeg er landet i Sydhavnen. Efter godt to uger som jeg slet ikke kan sætte ord på endnu. Det eneste, jeg er helt sikker på, er at jeg ikke er færdig. Fordi jeg nu ved ting, jeg ikke vidste før. Jeg ved ting, som mange vil have godt af at lære om. Og fordi jeg har oplevet, hvordan et sammensurium af nationaliteter, kulturbaggrunde, seksualiteter, køn og kompetencer kan skabe noget virkelig fantastisk sammen. For andre. Hold nu kæft, hvor har det været en bekræftende oplevelse.
Og hold nu op, hvor er det deprimerende at opleve dansk politik. Er I klar over, hvor dårligt Danmarks rygte er ude i verden? Folk fra andre lande måber. Hvad sker der i dit land, spørger de.
Mens jeg satte mig til rette på sidste etape af turen hjem på vejen til København, begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg skulle få aftensmad uden at bevæge mig, når jeg kom hjem. Og erfarede i samme øjeblik, at jeg var blevet opgraderet til Business Class. Og så får man mad og drikke i flyet. Det ramte mig lige i klumpen i halsen. Pludselig væltede tårerne ned af kinderne. Mens jeg kiggede ud på de solbeskinnede skylag. Jeg græd, da stewarden satte min bakke foran mig. Jeg græd, mens jeg spiste. Jeg græd stadig, da han fjernede bakken. Og så spørgende omsorgsfuldt på mig, mens jeg signalerede, at jeg var okay.
Og så landede jeg i København. I metroen blev jeg budt velkommen af en hjemløs mand og hans hund. Han viste mig hundens månedskort. Hundens, ja. For hunde skal åbenbart betale børnebillet. Ha’ det godt, sagde han, da de stod af på Nørreport. Chaufføren på linje 3A var i festligt humør. Han fortalte vittigheder, som ingen forstod. Men vi grinede. Og så sang han med på popsangene i radioen. Og jeg elskede København hele vejen hjem.
Og så ringede Vera og spurgte, om jeg var færdig med at være i Grækenland. Jeg er hjemme hos mine. Og det hele er fint.
Helles Blog 
Tak, fordi du har delt dine oplevelser på Lesbos. Det har både været spændende, helt enormt lærerigt, horisontudvidende og tåredrivende at læse med.
Jeg er så glad for, at så mange har læst med
Velkommen hjem til hverdagen, hvor det netop er de små ting, der optager tiden.
Det er ikke rart at læse, at Danmarks ry er ved at blive lidt plettet ude i det store udland.
Men tak for disse 14 dages blogindlæg, der har været med til at sætte vores egen lille hverdag i perspektiv.
Tak fordi du har læst med
Nu tuder jeg med. Igen. Blah, hvor jeg glæder mig til at se dig.
Det var godt at se dig