Vintertur på Kungsleden

Det hele begyndte sådan her:

Hej Helle. Jeg sidder her og får en idé. Jeg vil lige høre, om du også synes, den er god. 

Sådan skrev Stine på Messenger omkring nytår, mens jeg sad og kom mig over vinterens dårligdomme i Malaga. Ideen var at tage ski med til Lapland i påsken og gå Kungsleden, som om sommeren er en kendt vandrerute. Jeg syntes, det var en fremragende idé, og i løbet af kort tid havde vi samlet et lille hold på fire. Vi købte billetter til nattoget til Abisko, meldte os ind i den svenske turistforening, aftalte sikkerhedsudstyr, kiggede på kort og begyndte at drømme. Og på den måde blev det hurtigt påsketid. Jeg glædede mig så meget, at jeg pakkede rygsækken flere dage før.

Turen kom skidt fra start. For mens vi sad i toget mod Stockholm, kørte en vanvittig mand fra Uzbekistan mennesker i stykker med en lastbil i det centrale Stockholm. Vores tog blev stoppet og tømt ved Stockholm Södra, og der stod vi med alt vores hår i postkassen og lange næser. I skistøvler med tunge rygsække og ski i hænderne. Men de svenske jernbaner gav besked om at finde et hotel og vente. Så det gjorde vi. Og næste dag var samme jernbaner søde og hjælpsomme og fandt pladser på det næste nattog. Siddepladser, men pladser.

På den måde ankom vi et døgn forsinket til Abisko i Nordsverige. Og for at indhente lidt af det forsømte, løb vi med det samme videre til den næste hytte. Turen var i gang. Nu fulgte ni dage med meget blandet vejr. Det vekslede fra plusgrader til 16 graders frost. Vi havde blæsevejr, snevejr, tåge, høj sol og blå himmel. Hver dag gik vi på ski fra hytte til hytte. De fleste dage i vidunderlig ny pulversne. De fleste dage var vi helt alene i det store fjeld. Vi arbejdede os ind i en meditativ rytme på skiene. Arme og ben arbejdede sammen, og rygsækken voksede gradvist sammen med kroppen. Vi var helt udenfor mobilrækkevidde og var fuldstændig uforstyrrede i den store hvidhed. Af og til brød mine manglende skikompetencer roen, når jeg tumlede rundt som en gigantisk skildpadde. Men de fleste dage foregik oprejst.

Hytterne havde senge, gasblus, brændeovn og køkkenudstyr. Vand hentede vi på forskellig vis i nærliggende søer eller vandløb. Brugt brænde skulle selvfølgelig erstattes med nykløvet, og brugt vand kastes væk bestemte steder. Slask, hedder det brugte vand på svensk. Vi sov godt og varmt, og hos hytteværterne kunne vi købe helt basale madvarer. Vi vekslede mellem Chili con carne, Köttbullar og pølser, efter vi havde spist Mettes imponerende medbragte forråd fra egen have. Vi var trætte og sultne og kunne næsten spise hvad som helst.

Vi startede vores tur i Abisko og bevægede os syd på ad Kungsleden. Undervejs druknede jeg lidt i hvidhed, storhed og skønhed, og jeg kan kun sige varmt tak til Stine for den ualmindeligt gode idé.

Godnat Malaga

Efter en lang influenzadecember skulle jeg afsted på en af de bedst timede ferier nogensinde. En god uge i Malaga, bare min computer og mig. Et par dage inden afrejse bed min svigersøn i gulvtæppet med opkastesyge. Bare du slipper, sagde min datter, du plejer jo at dele alt, hvad vi har af den slags. Nej da, var vi enige om, når man har brugt en hel december på at være mere eller mindre syg, må man have fyldt sin kvote. Lige til jeg vågnede natten for min afrejse med spurtdiarre. Jeg kastede kun lidt op. Og jeg nåede mit fly. Men jeg kan forsikre, at det er helt ufedt at rejse gennem Europa med sådan en mave. I et helt døgn indtog jeg to kopper te, en halv liter vand og en croissant.

Jeg ankom til Malaga efter et par timers forsinkelse i Gatwick. Som heller ikke var fede. Blev hentet i lufthavnen, fandt min lejlighed, lagde mig på sengen – og vågnede 17 timer senere. Jeg må have vaklet op og udskiftet cowboybukserne med nattøj på et tidspunkt, men jeg husker det ikke.

Nu er jeg så klar til Malaga. Har brugt dagen med sol på næsen og fyldt mig med kalorier og væske. Jeg begynder at føles normal. Har gået en lang tur til noget, der lignede et af den slags turistområder, jeg helst holder mig på afstand af. Så blev det afklaret.

Her er hyggeligt og rart at være. Jeg har en tagterrasse, som er fyldt med sol hele dagen og varm nok til kaffe og bog.

img_7684

 

Alenehed i fjeldet #3

Det er jo fuldstændig uforsvarligt, udbrød en mandlig kollega let fnysende, da jeg en anden gang vendte hjem efter en lang vandretur i Alperne. Det uforsvarlige var, at jeg gik alene.

Alt er fyldt med risici. Alting. Det er farligt at sidde for meget hjemme i sofaen. Det er farligt at cykle gennem København. Det er farligt at gå udenfor i stormvejr. Det er farligt at ro alene i kajak eller svømme en morgentur alene. Nogen mener også, det er farligt at gå hjem fra byen alene om aftenen. Eller at det er farligt at løbe alene, når det er mørkt.

Jeg bor alene. Hvis jeg skulle vente på, at nogen ville gøre ting sammen med mig, ville jeg tilbringe alt for meget tid i sofaen. Det er farligt. Jeg ville få blodpropper, blive overvægtig og få type 2 diabetes. Og jeg ville gå glip af alt det, jeg elsker at gøre.

Derfor løber og ror og går og bader jeg tit alene. Derfor går jeg også tit i biografen alene. Jeg har været i teateret alene. Til foredrag. Og enkelte gange til koncert. Det kan man sagtens. Jo, det er sjovest at have en at dele med, men i stedet for at blive indebrændt over, at ingen har tid, når jeg har, gør jeg det alene. Alternativet er ikke at se og opleve.

Og derfor tager jeg alene på fjeldture. Jeg ved, der er en risiko, og jeg ved, at den risiko næsten altid kan håndteres med portion sund fornuft fra alt det, jeg har lært gennem alle de mange år, jeg har gjort ting alene. Til gengæld oplever jeg de mest storslåede øjeblikke uforstyrret. Jeg går i seng, når jeg vil, og står op, når jeg vågner. Jeg går så længe, jeg vil, og holder så mange pauser, jeg lyster. Når jeg går i mange timer, sker der noget i min hjerne. Jeg tænker gode tanker. Man kan ikke være sur og negativ i smukke bjerge. Ikke engang i regnvejr. Tankerne drager på langfart ad sine egne veje, og jeg oplever pludselig at stå med en mulig løsning på et problem. Eller på en situation i hjemlandet, som har irriteret mig.

Jeg læser bøger. Jeg ser og dufter og lytter. Kigger på skyer og plukker bær. Jeg ligger på en tue og ser på himlen, mens jeg lytter til vinden. Jeg bliver præcis så træt, som jeg har lyst til at blive, og jeg sender glade tanker hjem til mine mennesker. Jeg møder nye venner, når jeg standser for at spise. Der kommer altid mennesker til de hytter, jeg overnatter i. Og fjeldmennesker er gode mennesker. Man kan blive lidt klogere af at snakke med dem over aftenteen.

Når jeg er færdig med at gå i fjeldet, er jeg mæt. Jeg glæder mig til min verden igen. Jeg er udhvilet i min hjerne og træt i mine ben.

Det er ikke fuldstændig uforsvarligt. Jeg slår mig af og til lidt, men det gør man jo i livet. Og får du lyst til at gøre det samme, skal du øve dig. Du skal begynde med nogle små fjelde og lære dem at kende. Eller måske med danske bakker. For himlen og vinden og aleneheden kan man også finde her. Og med aleneheden opstår eventyret.

IMG_7065

Alenehed i fjeldet #2

Dagen startede i grunden så fint. Der var sol og blå himmel, og tågen fra i går var helt væk. Jeg spiste hurtigt morgenmad, pakkede mine ting og begav mig afsted fra hytten i Rembesdalseter. Jeg havde delt værelse med et par norske kvinder og en fyr, der var på tur med tre geder. I det andet værelse i hytten overnattede et tysk par.

Jeg standsede ved den lille elv, smed tøjet og tog et hurtigt iskoldt bad, før jeg tog min kæp i hånden og gik videre. Omkring mig var kun klar bjergluft og fuglesang. Jeg vidste, at det tyske par havde samme destination som mig. Jeg havde bare mest lydt til at gå alene. Senere var vi alle tre glade for at kunne hjælpe hinanden lidt.

Efter et par timer væltede skyerne pludselig op fra dalen. Det så dramatisk ud, og i løbet af få minutter var verden pakket ind i gråt bomuldsvat. Jeg kunne se en meter frem. Kort efter kunne jeg høre de norske kvinder bag mig. Jeg ventede. Seks øjne er bedre end to i tågen og vi fulgtes fremad, mens vi hjalp hinanden med at finde de røde markeringer på ruten. Efter endnu en times tid klarede det op. Og den allestedsnærværende gennemtrængende fugt blev afløst af regn. Med lidt tørvejr ind imellem. Men regn. Tung regn.

I tågen havde vi ventet på tyskerne, og da nordmændene kort efter forlod os for at gå en anden vej, smilede solen kortvarigt til os. Tyskerne satte sig for at spise, og jeg gik videre. Jeg skulle nok have gjort som dem, for det var det sidste, vi så til solen. Og den sidste stund uden regn den dag. Jeg var senere bare glad for, at jeg havde stoppet en proteinbar i rygsækken, for frokostpauser var slet og ret ikke en mulighed resten af dagen.

Ruten var hård. Med stejle opstigninger og stejle nedstigninger. Kombineret med ufattelige mængder mudder og den stadige tunge regn, plørede det fornøjelsen ved at vandre i fjeldet en smule.

Det var den dag, jeg slog mit ben. Jeg faldt ikke. Jeg gled et par gange på våde klipper og slog skinnebenet mod andre klipper. Jeg ved ikke, hvornår det dumme slag kom. Senere ville jeg smøge bukserne op for de dybe muddersøer, og det var der, jeg mærkede, at underbenet var ret hævet. Jeg kiggede forbløffet på benet. Tænkte lidt over, hvor meget blod, der mon kunne løbe ud i sådan et underben. Så smøgede jeg bukserne helt op over knæet og gik videre. Der var jo ikke andet at gøre.

Ind imellem ventede jeg på tyskerne. Jeg fortalte dem også, at mit ben var hævet. Men jeg gik alligevel meget hurtigere end dem, så jeg fortsatte alene. Og kiggede med jævne mellemrum ned på mit ben, der havde antaget en monstrøs størrelse.

Ti timer var jeg på farten. Endelig, endelig nåede jeg det fine gule pensionat i Liseth. Med en varm seng og et varmt brusebad og norsk fjeldørred på tallerkenen. Det tog nogen tid at få varmen. Tyskerne kom en times tid senere. Og endnu senere fik jeg deres historie om at vokse op i Østtyskland og opleve friheden ved murens fald. Men det er en anden fortælling.

Mit ben er okay. Det var et stort hæmatom, som langsomt er blevet opslugt. Mit ben har været igennem mange farveskift, og nu er der kun lidt sorte pletter nederst og på foden – og en meget mindre bule på skinnebenet. Ville jeg gøre det igen? Anytime!

IMG_7095

IMG_7099

IMG_7103

IMG_7108

Alenehed i fjeldet

Da jeg havde scoret den første ferieuge med fuldt knald på sommervarmen, stak jeg til Norge, da regnen meldte sig. Jeg trængte til stor natur, himmelvid himmel og alenehed. Jeg trængte til at tænke tanker, som man kun kan, mens man vandrer alene blandt fjelde. Kun forstyrret af vinden, fugle og vejret. Vejret som rejste med mig til Norge og de vådeste fjeldoplevelser nogensinde. Men ikke hele tiden. Der var også sol og tørvejr og store klare vidder.

Jeg fløj til Bergen og rejste videre med tog til Finse, hvor jeg lagde mig med feber på skituren i vinter. Jeg havde lidt at samle op i Finse. jeg blev der to nætter. Tog på opdagelse til Hardangerjøkul, som er en stor indlandsgletcher i det nordlige Hardangervidda. Og så gik jeg afsted. Jeg havde på vanlig vis ikke lavet planer for forhånd. Mens jeg var i Finse, besluttede jeg at gå rundt om Hardangerjøkul. Bare fordi det så interessant ud på det kort, jeg købte i hytten. Det var det. Både interessant og smukt. Hardangervidda lever så meget op til sit navn. Her er store vidder hele tiden. Naturen er stor og voldsom. Omkring jøkulen kommer man højt op, og her er stadig sne. Noget af ruten kan være en smule teknisk, fordi der er så store højdeforskelle. Men med lidt erfaring og viden i bagagen volder det ikke store problemer.

Jeg mødte ikke mange mennesker de første dage. Sikkert fordi ruten var spændende på den udfordrende måde. Og fordi det var nogle lange dage. Jeg nød min alenehed. Fandt den ro jeg havde brug for og havde god tid til at tænke tanker.

Er det farligt at gå alene i fjeldet? Jeg ville ikke råde en uerfaren til at gå alene den vej rundt om Hardangerjøkul. Men jeg har gjort det så meget og er altid forberedt på uforudsete forhindringer. Og selvfølgelig er der en risiko. Det er der ved alting. Også ved at cykle gennem København til Rigshospitalet.

IMG_7047

IMG_7087

IMG_7094

IMG_7105

A break in the snow

Jeg er så fuld af vrede og afmagt over den måde, vi i Europa og resten af verden svigter mennesker på flugt. At vi lader mennesker i titusindevis vente under åben himmel, fordi hvert land lukker deres grænser. Vi vil ikke have dem. Vi behandler dem som var de fjender. Og virkeligheden er, at de alle er flygtet fra dem, vi også betragter som fjender. Der sidder børn i regnen. Uden ordentligt tøj og uden ordentlig mad. De sidder der med deres forældre i en usikker venten med et stadigt dalende håb om en slags fremtid.

Imens forhandler vores politikere med Tyrkiet om at sende alle tilbage. Til et land der i forvejen huser næsten 3 millioner flygtninge fra Syrien. Og et land der igen og igen overtræder menneskerettigheder for både sine egne borgere og for udlændinge. Som fængsler journalister og begrænser de frie medier. Et land, som vi ved, har sejlet flygtningebåde ned og anvendt vandkanoner på åbent vand. Og endelig et land som aldrig har underskrevet FN’s flygtningekonvention.

Og imens lukker vi øjnene for, at vi hele vejen igennem Europa overtræder konventionerne om beskyttelse af flygtninge. Vi lader børn sulte og mangle lægehjælp. Og vi omtaler konsekvent mennesker på flugt med en mangel på respekt og omsorg, som går over min forstand.

Nu tager jeg en pause i de norske fjelde langt fra alting. Vi lægger ud med høj sol og masser af sne. Det forlyder, at solen vist får lidt for meget magt i løbet af de næste dage. Men vi har feller med, så vi skal nok komme frem til den næste hytte. Og den næste hytte er det eneste, jeg skal koncentrere mig om. Foruden den skønhed, der er omkring mig.

IMG_6217

I am so full of anger and frustration at the way Europe and the rest of the world fail refugees. That we leave people in tens of thousands waiting in the open air, because each country are closing their borders. We do not want them. We treat them as if they were enemies. And the reality is that they all fled from them, we also regard as enemies. Children are left in the rain. Without proper clothing and without proper food. They sit there with their parents in an uncertain waiting with an ever-diminishing hope for some kind of future.

Meanwhile our politicians are negotiating with Turkey to send everyone back. To a country which is already home to nearly 3 million refugees from Syria. And a country that repeatedly violate human rights for both its own citizens and foreigners. That prison journalists and restrict the free media. A country that we know has sailed refugees down and used water cannons on open water against fragile rubber boats. And finally, a country which has never signed the UN Refugee Convention.

And meanwhile we close our eyes for Europe violating the Refugee Convention on the protection of refugees. We let children go hungry and lacking medical care. And we consistently adress people on the run with a lack of respect and care, that is beyond me.

Now I take a break in the Norwegian mountains far from everything. We start with sunshine and lots of snow. It is reported that the sun might get a little too much power over the next days. But we have brought feller, so we will get to the next hut. And the next hut is the only thing I have to concentrate on. In addition to the beauty around me.

Tanker om frivillighed #2

Hvorfor tog jeg afsted? Brugte en forlænget juleferie på at fiske iskolde bådflygtninge ind i en klinik i en skurvogn? Varme de kolde mennesker op, give varm te og suppe, forbinde deres sår? Hvorfor stod jeg der med armene om en fremmed kvinde, der hulkede længere og dybere, end jeg før har set mennesker hulke? Hvorfor underviste jeg flere gange grupper af fremmede mennesker på en stenet strand på en fjern ø?

Jeg kunne have tilbragt nytåret i Malaga. Eller besøgt venner på Malta. Eller jeg kunne være blevet i København og holdt nytår med gode venner, dejlig mad og rigelige mængder vin. Jeg kunne have brugt ferien til at sove ud efter en travl december, rulle mig ind i tæpper og indhente alle de serier på Netflix, jeg ikke får set.

Nu sov jeg i et iskoldt hotelværelse, hvor frostgraderne sneg sig gennem væggene i løbet af natten. Stod op kl fem for at traske gennem mørket langs vandet. Mens jeg konstant smugkiggede i vandkanten og håbede, at der aldrig ville ligge et dødt menneske. Jeg drak sød, varm te sammen med de andre frivillige omkring bålet, der brændte hele natten. Og vi ventede lidt nervøst, hver gang der kom en opringning om en båd på vej ind. Altid forberedt på det værste. Og det bedste.

Jeg kan endnu mærke de små iskolde kroppe i mine hænder.

Jeg tror mest, jeg tog afsted, fordi jeg ved, jeg kan noget, der er brug for. Og da den tanke var tænkt, kunne jeg kun tage afsted. For vi kan ikke være det bekendt. Vi kan ikke være bekendt at lade folk fortsat tage på den farefulde færd. Det er ikke nødvendigt. Vi kan ikke være bekendt at lade mennesker drukne i Middelhavet og Det Ægæiske Hav. Det er ikke nødvendigt. Og vi kan ikke være bekendt at lade Grækenland stå alene med problemet. Det er heller ikke nødvendigt. Vi kunne så meget andet i den rige del af Europa. Men vi taler meget mere om biler og skattelettelser og angsten for at skulle give en smule afkald på noget velstand. Vi taler hele tiden, som om det er naturgivent, at den dårligst stillede del af den danske befolkning skulle betale for at hjælpe nogle endnu dårligere stillede udlændinge. Vi har talt så meget på den måde, at ingen længere stiller spørgsmålstegn ved den sandhedsværdi.

Jeg har holdt den mest meningsfulde ferie nogensinde. Det arbejde, jeg har været en del af, har været så vigtigt for så mange mennesker. Jeg har oplevet et fællesskab, som jeg stadig har svært ved at finde ord for. Så mange så forskellige mennesker, der arbejdede lange dage og nætter for en opgave, der var fuldstændig enighed om.

Mine hænder glemmer aldrig de iskolde barnekroppe. Og mine arme glemmer ikke de hulkende kvinder. Men jeg vil også altid huske fædrenes øjne så fulde af kærlighed og lettelse, når de så deres kvinder og børn i sikkerhed. Eller kvindernes øjne når de hørte deres fosters hjertelyd. Eller børnene, når de blev varme nok til at blive skælmske. Eller de unge mænd der trykkede og trykkede mine hænder.

Derfor….

IMG_5842

Og det sagde jeg forresten lidt om på Radio24Syv i aftes.