Jeg er tjekket ud af Skala Sykemineas og Pension Niki og er tjekket ind på Hotel Orfeas i Mytilini. For i morgen tidlig starter min rejse hjem. Temmelig fraktioneret med flere mellemlandinger. Men sådan er det, når man booker billigt.

Jeg er lidt tom for tanker, selvom de myldrer. Tankerne. Jeg har verdens langsomste internetforbindelse. Jeg vælter rundt i sprog. Tænker mest på engelsk, og taler dansk med danskere, nordmænd og svenskere. Mens jeg siger salaam til de arabiske, hola til de spanske, kali mera til de græske og good morning til resten. Når jeg ikke bytter rundt på det hele og snakker dansk til min amerikanske kollega.

Jeg er træt. Jeg glæder mig til at komme hjem. Og jeg vil blive her. Jeg har sagt så meget farvel i dag, at klumpen i halsen kom ud som tårer til sidst. Jeg er blevet krammet, så varmen gik under min hud. De fine, fine mennesker, jeg har delt hverdag med i mere end to uger, vil jeg savne langt ind i sjælen. Og jeg er glad og taknemmelig over at have været her sammen med dem. Måske er det derfor, jeg mangler ord. Kan jeg beskrive det samarbejde, de mennesker på en måde, der er dem værdig? Og på en måde der er rig nok? Det skal jeg have nogle dage til at tygge på.

Jeg har hørt historier om mennesker, jeg ikke troede muligt. Så meget ondskab i verden. Og jeg har så svært ved at begribe det. Men det trænger sig på, når det er virkelige mennekser med virkelige oplevelser, der står foran mig. Jeg har set ulykke i menneskers øjne. Jeg har hørt børn græde på måder, børn aldrig skal græde. Jeg har set voksne mænd bryde sammen på måder, voksne mænd ikke skal bryde sammen på. Jeg har holdt om mennesker, der hulkede længere, end jeg troede mennesker kunne hulke. Jeg har mærket de koldeste barnekroppe, og jeg har taget tonsvis af gennemblødt tøj af bange mennesker.

Jeg har set skudsår, og jeg har set, hvordan mennesker ser ud, når de har fået flere bank, end nogen mennesker nogensinde skulle have. Jeg har set mennesker, der har spist for lidt for længe. Og jeg har set flere frostskader, end jeg nogensinde har set i bjergene.

Jeg har også set kærlighed. Kærlighed der holder over bjerge og i en gummibåd over havet. Kærlighed der har tålt tortur og forfølgelse og bomber.Kærlighed der tror på mennesker. Jeg har set håb i menneskers øjne. Som jeg ved vil komme på prøve på deres videre færd. Jeg tror også, de ved det. Men de har overlevet det, de flygtede fra, og de har overlevet flugten over bjergene og over vandet.

Jeg vil ønske dem allesammen det bedste. Og jeg håber, at vi, de rige lande i Europa, vil begynde at tale om, hvordan vi hjælper dem bedst til det bedste. På en ordentlig, anstændig måde. Som ikke begynder med vores egen modvilje mod at bidrage. Når bidrag måske kan betyde, at vi må bruge lidt færre penge på os selv. Jeg håber, at vi vil begynde at tale om det etiske i at en del af verden lider så meget. Og at vi har det så godt. Og at det ikke er farligt at dele.

Men lige nu er jeg træt.

Jeg har lagt ører og øjne til utroligt mange, der fra deres trygge sæde i verden mener noget om unge mænd fra krigsområder. Som en indforstået selvfølgelighed udtrykker de, at de unge mænd skal blive hjemme og kæmpe for deres land. At Irak, Afghanistan og Syrien bliver tømt for unge stærke mænd, som skal være med til at bygge samfundet op. Jeg har endda set dem blive betegnet som krystere og tøsedrenge.

Jeg har mødt så mange af dem. De unge mænd. De er meget forskellige. Og alligevel ligner de unge mænd fra resten af verden. De har smartphones. Håret skal sidde rigtigt. De spørger efter wifi. De lytter til rapmusik eller heavy metal.

Men dykker man en smule under overfladen hos de unge mænd, der har taget turen først fra deres hjemland og senere over uroligt vand i en lille gummibåd, afslører de en modenhed, ingen vestlige unge mænd besidder. De er modige, de er stærke og de gør, hvad de gør, for deres familie og deres land.

En af de unge mænd forklarede mig, at hvis han blev i Syrien, blev han nødt til at vælge mellem at kæmpe for regimet eller kæmpe for en af de mange islamistiske fraktioner. Som fx Islamisk Stat. Ingen af valgene kunne han stå inde for. Det er ikke en mulighed at blive uden at tage et af de valg. Det dør man af. Det andet dør man måske også af. Og det er måske det værste i verden – at dø i en kamp, der ikke er ens egen. For et regime der næsten har udryddet sit eget land. Eller for en islamistisk fraktion, som også udrydder sin egen befolkning. Nej. vel? Det er de to valg, de syriske unge mænd er konfronteret med. Flere af dem har støttet det arabiske forår. De tror og håber på demokrati og lighed. Det bliver man slået ihjel for.

De irakiske og afghanske unge mænd er konfronteret med lignende valg. Her handler det både om Taleban, Al Qaida og Islamisk Stat. Plus et par andre. De valg dør man også af.

Sagen er, at hvis der overhovedet skal være nogen unge mænd til at bygge de lande op, hvis der engang kommer fred, så må vi være med til at passe på, de ikke dør. Vi må tage del i at sørge for, at der er nogen unge mænd tilbage til at tage sig af resterne af deres familier. Og resterne af deres land.

Skal vi ikke forsøge at lytte til de unge mænd og deres historier? Vi kunne måske endda lære noget af dem?

Det lakker hurtigt mod enden for mig på Lesbos. Tiden er hastet afsted, og jeg har kun to dage tilbage. Der er dog stadig meget at gøre, så jeg holder ikke fri.

Jeg startede dagen på smukkeste vis. Fordi Lesbos er ufatteligt smuk, og jeg aldrig holder op med at måbe henført over en solopgang.

I vores lejr overnattede en stor gruppe mænd, kvinder og børn, der var ankommet sent om aftenen. Og det varede ikke længe, før der ankom både i en lind strøm. De fleste var relativt tørre, men i en af bådene var en lille pige på et årstid. Hun var bleg og alt for stille, som hun lå i armene af en frivillig. Øjnene stirrede ud i luften på ingenting. På en måde som et-årige slet ikke skal stirre på. Jeg tog mor og datter med i klinikken. Og det varede længe, før der endelig kom protestgråd fra den lille krop. For tiden vil jeg gerne have grædende børn.

Hun kom sig hurtigt. Langede flasken med sukkervand en lige højre og protesterede højlydt over at få viklet de små tykke arme ind i det varme tæppe. Hun var helt opslugt af mit lyse hår. Blev ved og ved med at tage godt fat i lokkerne og studere det intenst. Og vi blev ganske gode venner.

Jeg havde et oprindeligt løfte til mig selv om ikke at poste billeder af flygtningebørn. Jeg gør det alligevel. For de små skæbner fortæller særlige historier om alt det, der sker og ikke sker i vores verden for tiden. De er en del af verdens børn, der har været igennem alt for meget. De er også det, der får verden videre. De bryder sammen, og de rejser sig. De er nysgerrige, glade og fulde af fis, som børn også er det i Danmark. Det er de børn, der er med til at give mig håb for verden.

Et så fint moment fanget af en af mine kolleger i klinikken

Men vi er nødt til at hjælpe dem. Ja, Europa, jeg kigger på dig. Vi kan ikke blive ved med at lade Syrien, Irak, Afghanistan, Tyrkiet, Grækenland og de højt besungne nærområder klare det her alene.

Når jeg bliver ked af det. For det bliver jeg ind imellem her på Lesbos. Så går jeg en tur ned på vores lille legeplads, hvor der altid er børn med den rigtige slags glimt i øjet. Sammen med voksne som går gennem ild og vand for at hjælpe deres børn til en fremtid.

En ensom lille barnestøvle på stranden gør mig altid ked af det

Lille bitte Mohamad, som jeg skrev om forleden. Med de glade øjne

En helt almindelig legeplads, et helt ualmindeligt sted i verden

I dag har været en sær dag. Helt uden både, der lander på stranden. Fordi vejret igen skælder ud. Og fordi Tyrkiet ikke er glade for de mange døde mennesker, der skyllede i land, da en båd sank i forgårs. Og 34 lig drev i land. Syv små børn var en del af det.

Jeg benyttede roen til at undervise vores ikke-medicinske frivillige i, hvad der sker, når mennesker bliver så stærkt afkølede, som mange af bådflygtningene bliver. Turen fra Tyrkiet er kun omkring 7-10 km, men afhængigt af strømforhold og benzinbeholdning i motoren kan den tage mange timer. Bådene er dårlige gummibåde, beregnet til højst 20 mennesker. Der er sjældent under 60. Bådene ligger derfor lavt i vandet, og bølgerne skyller ind over kanten. Det betyder, at alle bliver gennemblødte. Ikke bare lidt våde, men fuldstændig gennemblødte. Når temperaturen svinger mellem minus 10 og plus 16, og vinden de fleste dage hujer hen over vandet, så bliver passagererne iskolde.

Vi har et system, når passagererne hjælpes fra båden. De spanske livreddere er dem, der går i vandet og trækker båden helt op. De tager imod de børn, der bliver rakt til dem. Og de laver den indledende førstehjælp, hvis der er brug for det. Resten af de frivillige på stranden former en linje, som hjælper flygtningene op på land, så de hurtigt og roligt kan gå videre og give plads. Som jeg har forklaret, står vi, medics, lidt tilbagetrukket og prøver at lave en første vurdering af de mennesker, der går i land. Men det er utrolig vigtigt, at alle de frivillige ved, hvad afkøling handler om, og hvilke tegn de skal være opmærksomme på.

De allerfleste ryster af kulde. De klaprer tænder, og børnene græder, mens de ryster uhæmmet. Og det er godt. De skal af med det våde tøj hurtigt, så de frivillige viser dem vej til tøjteltet. Her er der varme og tørt tøj. Børnene får en slikkepind allerede på stranden, for de skal have sukker. De skal helst gå, for bevægelsen er med til at producere varme.

De frivillige skal vide, at hvis børnene holder op med at græde og ryste af kulde, så er det ikke godt. Så skal vi have dem ind i vores klinik og behandle dem helt anderledes. Det samme gælder voksne. Hvis de holder op med at ryste, og bliver slørede at tale med, måske falder om – så er det heller ikke godt. Og så skal de ikke gå. Så gælder det om at lægge dem ned og transportere dem liggende ind i klinikken. Det kan redde liv, at de frivillige ved det.

Og jeg det leder mig videre til nogle kvinder, jeg slet ikke har skrevet om endnu. En flok kvinder, der laver et kæmpestort arbejde, som er helt fri for den dramatik, der kan være i det arbejde, jeg er med til. Et arbejde, der har den største betydning i forhold til mit arbejde, i forhold til flygtningene og i forhold til miljøet på Lesbos. De hedder Dirty Girls, og de samler beskidt og vådt tøj ind, vasker det og deler det ud i lejrene. Tøjet vaskes lokalt, og det koster op mod 800 € om dagen at have kørende. Jeg er helt næsegrus af beundring. Tøjet er gennemblødt af saltvand. Det blev tidligere bare smidt på jorden. Eller måske i en skraldespand. Samtidig brugte folk enorme summer på at indsamle tøj langt fra Grækenland og sende det afsted i store containere. Nu genbruger vi, og strandene bliver ryddet op.

Big thumbs til Allison, som fik ideen og førte den ud i livet.

Jeg har lovet at skrive lidt om, hvordan og hvor man bedst kan donere penge. Og Dirty Girls er mit allerbedste bud. De renser og tørrer også sko, og de syr redningsveste sammen til isolation. De er de sejeste kvinder. Du kan finde dem på Facebook, og du kan donere til dem her.

Du kan også donere til vores organisation. Den hedder Lighthouse Refugee Relief, og vi er selvfølgelig også på Facebook. Mens jeg har været her, har vi ud over at hjælpe med tørt tøj, mad, drikke og varme, også haft besøg af en gruppe svenskere, der har gjort lejren meget mere vinterklar. Der er lavet overdækkede områder, teltene er isolerede, der er lavet gulve og sat gasvarmere op. Og hjælpen fortsætter. Vi har netop fået nys om at være parate til, at flygtningestrømmen igen vil stige om seks uger. Man kan også donere til Lighthouse her direkte med kreditkort eller ved bankoverførsel.

Vi arbejder sammen med Læger uden Grænser, som primært hjælper os med tolkning og ambulancekørsel. Læger uden Grænser har desuden en klinik i den lejr, der hedder Moria, hvor alle flygtninge bliver registreret. Dem kan man donere til her.

Jeg kendte engang nogle mennesker, der mistede næsten alt, hvad de ejede, da deres hus brændte ned til grunden. Det var forfærdeligt for dem. De mistede alle billeder af børnene, minder, arvegods og mange ting, de holdt af. Men de overlevede allesammen. Og de kunne med forsikringen bygge et nyt hus op, hvor det gamle havde ligget. Denne gang med jordvarme, så de følte sig sikrere.

For tiden tænker jeg over, hvordan det må være at miste alting, når alting er alting. En identitet som far, mor, datter, søn, bror, søster, ven eller elskede. Eller som professor, husejer, journalist, bonde, tandlæge, tømrer. Eller som forfængelig, moderigtig, velduftende, stilfuld, casual. Når man mister den betydning i sin verdensorden, som er med til at bestemme, hvem man er.

Hvad sker der, når man må træffe en beslutning om at gå på sine fødder ud af det land, man har hørt til hele sit liv? Og kun kan medbringe det, man selv kan bære? Når man må overnatte i skjul i skove og bjerge. Når man træt og beskidt endelig når kysten i Tyrkiet, hvor man har råd til at købe sig en overfart. Eller måske kun har råd til den reducerede pris, når vejret er hårdt og natten falder på. Når man presses ned i en båd sammen med 60 eller flere andre, mens smuglerne kaster den bagage, man har båret hele vejen, i vandet. Så sidder man der. Skulder ved skulder. Måske med en krop ovenpå sine ben. Måske med sine dyrebare børn i favnen, mens man hjælpeløst forsøger at beskytte dem mod det iskolde vand.

Måske når man i land på den anden side. I Grækenland, hvor man kan blive registreret og vække et spinkelt håb om en slags fremtid. Og en identitet.

Senere på dagen ser man sig selv i teltlejr. Ligesom de andre tusind, der er ankommet til Lesbos. Når det man mister er sin identitet som borger, og man er blevet en flygtning.

Jeg kan se det i nogles øjne, når de får overrakt en grågrumset sweatshirt i en lidt for stor størrelse til erstatning for det drivvåde tøj.

Vi smiler lidt ad de unge piger med lidt for meget sminke omkring øjnene. Og tænker måske – hvorfor dog, når du skal over vandet i en for lille gummibåd. Måske skulle vi tænke – hvorfor ikke?

Vi ryster måske lidt på hovedet af den unge syriske mand, der hellere vil trække sine våde stramme jeans på. End at modtage de lysegrå sweatbukser. Med tyk elastik i livet.

Jeg blev rørt i hjertet, da en mand forsigtigt lagde fem bøger til tørre ved bålet. Fem bøger det lykkedes ham at bringe med over havet. Den ene var en børnebog.

Da jeg forleden eftermiddag fandt en plastikdåse med sand i en plastikpose sammen med andre efterladte ejendele, voksede klumpen i halsen sig stor, så jeg mistede mælet. At have mistet den lille bunke hjemland, båret over bjerge og gennem fremmede lande, blev den dag den dråbe, der fik mit indre bæger til at flyde over.

Den lille dåse står stadig på rækværket udenfor vores klinik.

Vi havde en travl morgen med mange både, der kom som perler på snor. Den ene båd afløste den forrige. Vandet var relativt roligt, og alligevel har jeg senere læst, at mindst 27 mennesker druknede ud for kysten i Tyrkiet. De tre var små børn.

Morgenen bar præg af mange nye frivillige på stranden, som alle gerne ville gøre deres bedste ved bådene. Det betød, at for mange sprang i vandet for at trække bådene op. Og det betød, at der udbrød noget kaos i det system, der plejer at virke, når passagererne hjælpes i land.

Vi, the Medic team, holder os lidt tilbage og iagttager hver enkelt på afstand. Parat til at bryde ind, hvis vi spotter en person, der har brug for den assistance, vi kan give. Vi har særlig opmærksomhed på de små børn, fordi de hurtigere end voksne bliver farligt afkølede. Men vi har et stærkt princip om at holde ro på situationen og ikke at skille familier.

Med så mange nye frivillige, som ofte ikke har særlig erfaring og slet ikke sundhedsfaglig baggrund, må vi også bryde ind og stoppe dem i at løbe afsted med et barn. Børnene må aldrig blive væk for deres forældre. Aldrig. Men som uerfaren frivillig kan man let blive revet med af situationen, fordi det lille barn er drivende vådt. Enhver vil ønske hurtigt at give det tørt tøj på og trøste.

Noget lignende sker også let blandt de sundhedsfaglige teams. Som der på sådan en morgen kan være flere af på stranden. Et mennesker falder om, og som et ulvekobbel kaster seks læger sig over den intetanende stakkel på jorden. Der bliver hurtigt etableret ro. Eller også rejser vedkommende sig simpelthen op og går videre, mens han ryster lægerne af sig.

Det er en del af risikoen ved nødhjælpsarbejde i en uorganiseret myriade af mere eller mindre selvbestaltede NGO’er. Alle med store hjerter på rette sted. I de situationer gælder det om hurtigt at genetablere en slags organisering, orientere de nyankomne og atter indføre ro om arbejdet.

Morgenens forvirring afstedkom en diskussion om gule veste omkring frokostbordet. Vi bærer vores veste for at vise, at vi kan yde sundhedsfaglig hjælp. Det giver god mening. De allerfleste frivillige bærer gule veste for at signalere, at de er frivillige med et tilhørsforhold til en gruppe. Det giver også mening.

Men vestene giver også position. Og magt. Når du har en gul vest på, er du anderledes end dem, der kommer ud af bådene. Du er muligvis dårligere uddannet, taler dårligere engelsk og har dårligere manerer. Men du er ikke en af dem fra bådene.

Når jeg kommer ind på en af byens få cafeer, ved alle med det samme, at jeg er en medic fra Lighthouse. Det giver street credit, goodwill og ofte rabat på kaffen. Hvis en familie fra bådene forvilder sig ind på samme cafe, risikerer de to slags reaktioner. Enten bliver de hurtigt mindet om, at de er på vej til ‘Stage two’, som er lejren hvorfra bussen til Mytilini kører. Eller også siger ingen noget, men alle ansigter vendes i deres retning.

Der er ikke street credit i at være flygtning.

Du har måske heller ikke meget street credit hjemme, hvor du kommer fra. Måske lever du et liv, som handler mest om dig selv. Et liv hvor du ser verdens ulykker på tv, men ikke mærker dem i det daglige. Et liv hvor du måske drømmer lidt om at gøre en forskel for nogen bare en gang imellem. Og så kommer du til Lesbos og får en gul vest. Som giver en betydning til dig, som er ny og anderledes.

Dette er ikke sagt med foragt eller ringeagt. Det er sagt for at stille spørgsmålstegn ved de gule veste. Og den betydning en gul vest kan få i relationen mellem to mennesker.

Selv er jeg i tvivl. Jeg vil gerne signalere, at jeg kan give hjælp af den sundhedsfaglige slags. Men det gør mig ikke til et anderledes menneske, end de mennesker, der kommer fra bådene.

Jeg forstår, at Naser Khader (dansk konservativ politiker og engang syrisk migrant) har skrevet en artikel, hvor han mener noget om syriske fædre? At de er dårlige fædre, når de prøver at rejse i forvejen og bane en vej for deres familie? Og at han mener noget generelt om syriske MÆND (i versaler), som værende en slags tøsedrenge, der skulle blive hjemme og slås? Jeg kan også forstå, at han udnævner mennesker som mig til at ‘bekvemmelighedshumanister’. Et ord jeg ikke helt forstå betydningen af, men som jeg kan forstå, det er noget skidt at være.

Hvis nogen har en linje til Naser Khader, vil jeg gerne formidle en historie om en mand. Fra Syrien. Som på få minutter blev min personlige helt. Men – jeg er selvfølgelig også bekvemmelighedshumanist.

Med den første båd i morges kom en lille dreng. Vi diskuterede længe, hvor gammel han mon var og enedes om cirka to år. Han var stærkt afkølet, bleg, lidt slap og døsig. Alle symptomer på hypothermi. Vi tog ham hurtigt ind i klinikken, men kunne ikke finde moderen. Derimod bankede en meget ung onkel på døren. Det er hans historie, jeg gerne vil fortælle.

For to uger siden gik han til sin søsters hus i Aleppo og bad hende tage hele sin familie med til hans hus, som betragtede som mere sikkert. De diskuterede, og søsteren og hendes mand besluttede at blive i deres hus. Onklen tog børnene med, bl.a. den lille Mohamad, som nu lå i varmetæppet i vores klinik. Samme nat regnede der igen bomber over Aleppo, og søsteren og hendes mand blev dræbt sammen med flere andre familiemedlemmer.

Den unge onkel, som vi skød til højst 25 år, samlede de overlevende fire børn. Han solgte, hvad han havde og pakkede så meget sammen, de kunne bære. Han slog på et tidspunkt følge med en anden meget ung familie med endnu to små børn. De så ikke ud til at være en dag over 18 år. Nu var børnene den unge onkels ansvar. Eller de var et ansvar, han tog. De har jo ikke andre end mig nu, sagde han.

Sammen begav de sig på vej og vandrede i seks dage over grænsen ind i Tyrkiet. Her ventede de nogle dage i bjergene, til de fik plads på en båd. Der sejlede lige til vores lejr, hvor lille Mohamad blev varmet langsomt op. Og stjal vores hjerter.

Den unge onkel vil gerne bringe resterne af sin familie til England, hvor han har noget familie. Men det er ikke afgørende, sagde han. De skal bare i sikkerhed. Sammen.

Og jeg bryder endnu engang mit løfte om ikke at bringe billeder af flygtningebørn. Jeg må godt. Den unge onkel vil gerne fortælle sin historie. Han strålede af lettelse, og på en eller anden måde er det lykkedes ham at bringe harmoni i nogle meget forstyrrede små liv.

Så – til Naser Khader: Selvom du er lidt brun og lidt syrisk, har du ikke meget viden om de syriske mænd, der klarer flugten fra deres land. Jeg har endnu til gode at møde en tøsedreng. Jeg har endnu til gode at møde en syrisk mand, der ikke gør alt for sin familie. I øvrigt er de fleste begyndt at tage deres små børn med på den farefulde færd. For vi hjælper dem jo ikke.

På det nederste billede er det Mohamad i den gule jakke med slikkepind i munden. Efter han blev varm.

De sidste dage har havet været roligere. Og der er kommet flere både. Temperaturen er stadig frysende, og det føles meget koldere, end når det er koldt i København. Som gik man langs Vesterhavet i stormvejr.

Folk ankommer om natten, men den travleste tid er som regel mellem 7 og 10 om morgenen. Om natten giver vi ly i soveteltene. Lader de trætte mennesker sove, til det er tid at tage videre. Det giver de trætte mennesker ro for en stund. Almindeligvis er de hos os en time eller to, til de er blevet tørre og varme, og til de, der har brug for det, har fået lægehjælp eller pleje.

Natten giver sine egne stemningsbilleder. Som når våde bøger ligger til tørre om bålet.

Stilfærdigt bliver folk vækket, når morgenen gryr, og vist til bussen, der kører dem videre hen over Lesbos. Og morgener er smukke på Lesbos.

I går blev vi varskoet om en båd på vej til havnen i Skala Sykamenia, og Katie og jeg gik derind for at hjælpe. Her herskede kaos. Alt for mange hjælpende hænder krydsede klinger på den dårlige måde. Alt for mange forskellige NGO’er konkurrerede nærmest om dramatiske redningsaktioner.

Og så var forskellige internationale nyhedsmedier til stede. I en ubændig konkurrence om de mest ulykkelige fotografier. I de øjeblikke forbandede jeg journaliststanden. Jeg mener, – billederne er taget. Fotograferne albuede sig foran os med gule Medic-veste. Gik i vejen. Spærrede for hurtige exits med iskolde babyer. Da jeg bragte en afkølet tre måneder gammel pige til klinikken på havnen, skubbede jeg en lille smule til en nyhedsfotograf, som ville med. Det kom han ikke. Og jeg siger ikke undskyld.

Senere på vores strand, da flere både kom ind, var de der igen. Fotograferne. I forreste række, hvor livredderne tager imod babyer og kolde børn, og hvor de hjælper kvinder på sammenbruddets rand i land. Jeg holdt mig tilbage. Og tog imod lille Asmaa, som heldigvis unddrog sig de engelske nyheder.

Jeg ved godt, at det er vigtigt at holde nyhedsfokus på bådflygtningene. Jeg ved det. Men det er surrealistisk at stå der med livstruende kolde babyer og at skulle næsten slå sig vej igennem.

Heldigvis kan vi grine. Højt og længe og igen. Ellers kunne vi ikke holde det ud. Her er min supercoole makker, Dr. Katie fra Montana.

Kære Europa

Vi kaster guld på gaden, når vi knalder døren i for næsen af de mennesker, der flygter over stok og sten. Der skal nok være nogle sølle væsener iblandt. Men du godeste, hvor jeg møder stærke, fokuserede mennesker hver eneste dag her på Lesbos.

Nogen tror, vi er de seje. Os der bruger noget ferie eller orlov på at klæde våde mennesker i tørt tøj, lappe deres sår, varme dem op og forhindre dem i at dø af deres farefulde færd over det Ægæiske Hav. Der bagefter tager hjem til vores fjernvarme og faste indtægt. Det er det ikke. De virkelig seje er de mennesker, der pakker deres liv sammen i en lille rygsæk og går for at etablere et nyt liv. Et liv hvor de kan leve og blive endnu stærkere og hjælpe deres børn til en tilværelse. Et liv hvor de vil bidrage til et samfund, de kan tro på. De er modige, seje, kloge og kærlige mennesker næsten allesammen.

I dag mødte jeg fx en lille familie fra Afghanistan. En far, en mor og lille bitte Asmaa. Asmaa startede sit liv for 31 dage siden. Hun blev født ved kejsersnit. 12 dage senere tog forældrene hende på armen, pakkede en pusletaske og en rygsæk og gik over bjergene i Afghanistan for at undslippe Taleban. En måned tidligere var farens bror blevet dræbt af dem.

De gik ud af Afghanistan over bjergene. I Irak skød politiet efter dem, og de fandt en kørelejlighed noget af vejen. I Tyrkiet gik de. Og nu krydsede de Det Ægæiske Hav med spæde Asmaa i bærestolen.

Asmaa skreg den sunde babys skrig, da jeg fik hændet over fra båden. Hun var pakket godt ind og var helt varm og tør. Og aldeles rasende. Jeg vuggede hende, mens jeg mærkede efter under de mange lag og pakkede hende yderligere ind. Hun var stadig rasende. Pludselig stod en mand og strålede ved siden af mig. Hans øjne…. Dem glemmer jeg aldrig.

Is she yours, spurgte jeg ham. Og han var bristefærdig, mens han blidt skubbede en lige så strålende kvinde frem.

Jeg tog dem med ind i lejren og fandt en fredelig plet til dem. Skyndte mig tilbage til stranden og bad en frivillig hente tørt tøj til de to drivvåde voksne. Da jeg kom tilbage, tog jeg dem med ind i vores lille klinik for at være helt sikker på, at babyen havde det godt. Og moren satte sig og ammede, til hun faldt helt til ro.

Efter et par timer, varm suppe og te, en masse varmt og tørt tøj og forsynet med et bæresele, gik den lille familie videre for at komme med bussen videre til Mytilini, hvor alle skal registreres.

Jeg ved ikke, hvad deres uddannelser var. Jeg tror ikke, de havde diamanter i pusletasken. Jeg ved bare, at når mennesker kan gøre det, de gjorde. Og stadig stråle af kærlighed og stolthed. Over bare at have hinanden. Så er vi dumme, at vi ikke griber dem. Hvad siger I damer? 12 dage efter kejsersnit?

Jeg har sagt, at jeg ikke poster flygtningebørn. Men jeg gør en undtagelse. For hverken taleban eller IS eller andre kan genkende familien på den her baby. Jeg vil bare gerne vise en sundhedsstruttende baby, der har været på flugt hele sit lille liv.

Sikke et overskud.

Det var bare det, Europa. Jeg synes, vi skulle tænke os rigtig godt om en gang til.

Måske sidder du hjemme med nytårstømmermænd og tænker på, hvordan det egentlig er med de bådflygtninge? Måske forestiller du dig, at de kommer til en tyrkisk havneby og køber en billet på et billetkontor? Og måske kan du se for dig, hvordan den tyrkiske skipper sætter sig bagest i båden med rorpinden, sætter passagererne af på den anden side af vandet og sejler hjem igen?

Forkert! Til det hele. Menneskene ankommer til en tyrkisk kystby og finder ad de mundtlige omveje, som mennesker på flugt lever af, en mand med en båd. De skaber kontakt gennem en mellemmand, og mellemmændene kan let kende mennesker på flugt, der har brug for en tjeneste. Mod et pengebeløb får mellemmanden en aftale i stand med manden med båden. Flygtningen betaler et beløb, der er mindst ti gange større end en flybillet. Eller en billet til en af de mange rutefærger, der sejler halvtomme frem og tilbage. Den mulighed har en flygtning bare ikke.

Når flygtningen har fået kontakt og en aftale, bliver han henvist til at vente i skjul. I selvbestaltede lejre, som består af plastikpresseninger. Fra nu skal de være parate. Og mange af flygtningene er ikke ‘han’, men mødre med små børn. Og større børn uden forældre. Her venter de – for tiden i frost og snevejr – til manden med båden kommer og siger, at det er tid.

Nu bliver de ventende flygtninge sjældent vist venligt ned til stranden og til deres plads i båden. Det skal gå hurtigt, så de bliver ofte slået og skubbet, og inden de kravler om bord i båden, afleverer de typisk 1000 € til manden med båden. Per voksen. Børn er billigere. Når manden med båden har skubbet og truet 50 mennesker ned i den gummibåd, der er beregnet til 20, springer han i land, mens han stikker rorpinden i hånden på den mand, der sidder nærmest. Og så giver han båden et solidt skub ud i vandet og sikrer sig, at ingen springer overbord.

De fleste har redningsveste på. Købt for ukendte beløb i en kystby i Tyrkiet. Da vi forleden ryddede op langs strandene, kastede vi fejlagtigt de bundtede veste i vandet, før vi kastede dem op i bådene. De sugede så meget vand, at vi ikke kunne løfte dem. Redningsveste, var det.

Herefter sejler 50 bange mennesker afsted over Det Ægæiske Hav. Båden ligger lavt i vandet, og alle bliver våde. Turen tager alt mellem 2-3 og 9-10 timer. Når bølgerne er høje, og stormen raser, som den har gjort de seneste dage, er folk faretruende nedkølede, når de kommer i land. Til gengæld har de ofte fået turen til halv pris. Måske når de aldrig i land. Ingen vil nogensinde vide det. Den nye mand ved rorpinden ser måske havet for første gang i sit liv. Sjældent har han erfaring med at styre en båd.

Her på Lesbos findes de sejeste mennesker, jeg har mødt. De er bl.a. de her livreddere fra Barcelona. Hver eneste dag patruljerer de kysten på udkig efter bådflygtninge. De har både og jetski, hvor de hurtigt kan komme til undsætning. De ledsager bådene til kysten, og de er de første, der tager imod. Det er dem, der laver den allerførste førstehjælp på stranden. Sidder du derhjemme og får en ubændig trang til at gøre noget, så vil en donation til de fantastiske mennesker være en af de bedste ting. De skriver på deres hjemmeside:

“Everything started with some pictures posted on social media of four drowned kids on a beach. Then we thought: if our work is to rescue people on the sea and we do it on our local beaches… Why are people dying there and nobody is helping them?”

We landed here with €15.000 from our own pockets, withno public funding. We invested them on financing the rescue works for a month. With that budget we helped disembarked more than 20 boats per day, carrying 50 people each, including babies, kids and elderly people. In total, about 1.000 people land in our beaches every day

Du kan finde deres hjemmeside her og du kan følge dem på Facebook her (hvor jeg har lånt billede fra)